I går hørte jeg en debat mellem Thomas Adelskov (S) og Sophie Løde (V) om socialdemokraternes forslag om at sætte dagpengebeløbet op til gengæld for at forkorte perioden. Formålet med forslaget skal være at få flere til at melde sig ind i A-kasserne, der i løbet af de sidste år har mistet 100.000 medlemmer.
Et modargument er selvfølgelig, at en forhøjelse af dagpengebeløbet ikke bare vil gøre det mere attraktivt at være i en A-kasse, men også at være ledig. Her leverede Adelskov argumentet om, at dagpengene stadig vil være lavere end lønnen, og det derfor “altid vil kunne betale sig at arbejde”.
Men er det nu også rigtigt? Glemmer Adelskov ikke, at arbejdet har en pris i sig selv, nemlig tabet af fri tid (evt. fritid). Jeg får måske 1000 kroner mere om måneden ved at tage et arbejde, men så får jeg også ansvar og skal tidligt op om morgenen. Det er ikke nødvendigvis en god handel. Penge er jo ikke et gode i sig selv, men kun noget værd som et middel til andre ting. Tid er den egentlige begrænsede ressource, og et tab af tid kræver en betragtelig kompensation. Penge er en sådan kompensation, men tid kan jo også bruges til mange andre gode ting end at arbejde, fx hygge sig med sin familie, spille computer, skabe kunst eller lave nyttigt frivilligt arbejde.
Dette er blandt andet et godt argument for, at det er vigtigt at “stresse” de arbejdsløse og faktisk sætte dem på kurser og til at skrive ansøgninger, selvom det for mange umiddelbart virker nytteløst. For så har de faktisk ikke nogen “fri tid” i stedet for at arbejde, og kompensationsspørgsmålet bliver derfor ikke så stort.
Apropos: Lederen i 180grader i dag.
Opdatering: En artikel i Weekendavisen fik også andre op i det røde felt.
Laver de ansatte, f.eks. de mange kommunikations- og reklamefolk eller skrankepaverne, så noget der er mere nyttigt end dem som er outsidere? Det mener jeg ikke nødvendigvis.
Din betragtning om at de skal chikaneres i beskræftigelsesterapi giver du et argument, men dette er yderst tyndt og resultatet er et “arbeit macht frei” kollektivistiske samfund, hvor ingen må afvige fra den sande vej.
Det er grimt at se folk med personlig succes udtale sig om socialpolitik.
“Det er ofte grimt..” skulle der have stået. Nogle gange har de den nødvendige indføling.
Hør nu her Kimpo, hvis folk er på dagpenge eller på kontanthjælp, så står de til rådighed for arbejdsmarkedet. Det gælder derfor om at få dem i arbejde hurtigst muligt. Er du uenig i det?
Det skal jo stå dem frit for at melde sig ud af dagpengesystemet, og hvis de ikke er i stand til at arbejde, findes der andre ordninger, fx førtidspension.
Om kommunikations- og reklamefolk laver noget mere nyttigt end outsidere behøver jeg slet ikke personligt tage stilling til. Der er nogle, som frivilligt vil betale for deres arbejde, altså laver de noget nyttigt. Skrankepaverne er nok mere tvivlsomt.
Hvorfra ved du i øvrigt, at jeg har personlig succes?
Ja, jeg er stækt uenig i det. Dagpenge er officielt en forsikringsordning, og dermed burde det offentlige blande sig fuldstændigt udenom, hvordan man gebærder sig. ELLER man burde afskaffe dagpengesystemet og erkende at det alligevel er de offentlige kasser det handler om.
Den hurtigste vej til beskræftigelsesterapi er SELVFØLGELIG ikke den hurtigste vej til den optimale reallokering af ressourcerne.
At stresse de arbejdsløse bringer systemet, fællesskabet, insiderne i konflikt med de alternative, outsiderne, individualisterne.
Jeg tror Claus hjortismen er stupidt djævelskab og er altså her på hold med de rigtigt røde (men burde også være på hold med de rigtigt blå)
Jamen, selvfølgelig er det da de offentlige kasser det handler om. A-kasserne er kun selvstændige af navn, i praksis betales det meste af skatteyderne. Jeg ved godt, at når der er så få på dagpenge, løber det rundt, men normalt betales hoveddelen af staten. Så er det kun naturligt, at skatteborgerne også forlanger indflydelse på, hvordan systemet forvaltes.
Igen: Det er frivilligt om man vil modtage dagpenge eller kontanthjælp, bryder man sig ikke om kontrollen kan man være fri. Man er også fri til at tegne en rent privat forsikring mod arbejdsløshed, hvilket mange allerede har gjort.
Om man helt skal afskaffe dagpengesystemet er en anden diskussion. Så længe det er som det er, er det helt rimeligt – og det har helt åbenlyst en voldsomt positiv effekt på beskæftigelsen (det ved jeg fra helt konkrete eksempler i min omgangskreds) – at presse de, der ønsker at benytte sig af tilbudet.
Jeg tror i øvrigt ikke, at fællesskabet belastes af, at man stiller krav til folk. Tværtimod er det jo at tage folk alvorligt, i stedet for at betragte dem som ofre, der skal nusses om. Om der er mange outsidere og individualister blandt dagpengemodtagerne vil jeg i øvrigt godt stille mig tvivlende overfor – mon ikke de fleste med lidt drive godt kan skaffe sig et arbejde, hvis det skal være?