Så fik jeg indkøbt mit nye kamera for mine julegavepenge. Jeg har bare knipset lidt rundt med det, men vil gå ud i dag og tage flere billeder af byen. Det går dog op for mig, at jeg faktisk ikke aner ret meget om at tage billeder (forslag til en god grundbog modtages gerne) – men heldigvis er der en idiotsikker indstilling på Lumix LX3. Så må jeg bare til at få sat mig lidt ind i lukketid, belysning m.m.
En af de ting jeg har leget med er størrelsen (dvs opløsningen) og formatet på billederne. Man kan tage billeder i tre formater, 4:3, 3:2 og bredformat 16:9 der ser virkelig godt ud. Opløsningen på 16:9 kan variere fra 3968 x 2322 (fylder ca. 4 MB) til 1920 x 1080 (1 MB). Det er jo faktisk så god opløsning, at jeg ikke kan se forskel på min skærm.
Jeg har lagt et par eksempler op på flickr (der yderligere nedskalerer til 800 x 450), og kan ikke se nogen nævneværdig forskel. Her spørger så den dumme amatørfotograf: burde jeg kunne det?
Højeste opløsning:
Laveste opløsning:


Nej, det burde heller ikke se pænere ud, da du jo nedskalerer dem til en lavere opløsning.
Antallet af pixels betyder ikke noget for billedkvaliteten som sådan. Hvis ens skærm fx ikke kan vise mere en 1920 x 1080 pixels, så hjælper det ikke noget at billedet er taget med flere pixels, fordi så skal det alligevel nedskaleres.
Det mente jeg også nok. Det gør vel en forskel, hvis man skal printe ud eller zoome ind eller lignende. Og ak, min lille Mac kører jo kun 1024 x 768. Gad vide om det så overhovedet kan betale sig for mig at kører i højere opløsning indtil videre … hmmm. Selvfølgelig, hvis man en dag skulle lave en udstilling…
Hvis du en dag skulle få brug for at trykke billederne i den ene eller anden sammenhæng, ville det velsagtens ærgre dig ikke at have højtopløselige filer liggende. Så hvis du ikke har hukommelsesmæssige problemer med det, så kør den højeste opløsning du kan.
For ok kvalitet på print vil cirka 150-200 pixels per tomme svare til aviskvalitet og 300-1200 til magasinkvalitet. Et billede på 1024 pixel i bredden ville altså kunne klare at blive ca. 15 cm bredt og nogenlunde ligne den øllebrød, du kan se på en avisside (ok lidt bedre, hvis du bruger bedre papir). I magasintrykkvalitet ville det ikke kunne blive mere end en 5-10 cm. bredt.
Det er fornuftig tale.