Præsident Obamas økonomiske politik bliver stadig mere ambitiøs og ekspansiv. I dag lanceredes to nye initiativer, der sætter endnu flere af skatteydernes penge på spil: 75 millarder dollars til dårlige huslån og 200 millarder mere til de halv-offentlige institutioner, der udlover huslånene, Fannie Mae og Freddie Mac. Som man måske vil huske, markedere sammenbruddet i Fannie Mae og Freddie Mac i september 2008 starten på den finansielle krise.
Obamas politik er at fortsætte den risikable politik, der forårsagede krisen. Alt for mange huskøbere fik alt for billige lån – blandt andet gennem Fannie Mae og Freddie Mac – som rigtig mange af dem ikke ville have en chance for at betale tilbage. Det førte til en boble i huspriserne, da mange flere købere kom på markedet takket være den lave rente, og uansvarlige banker solgte de dårlige lån videre i forskellige sammenhænge, så låneboblen pustede sig op og eksploderede. Ikke alle problemer i finanskrisen er statens skyld, men en stor del skyldes statens indblanding i lånemarkedet.
Løsningen ville være at lade markedet gøre arbejdet, acceptere de tvangsauktioner, der nu må komme, og dermed få huspriserne ned. Men Obama vælger i stedet at investere skatteydernes penge i at holde huspriserne høje.
Da jeg her til morgen læste disse linjer af Henry Hazlitt – der er skrevet i 1946 – kunne jeg ikke lade være med at smile. Der er intet nyt under solen og politikerne bliver ved med at gentage de samme fejl. Fra Economics In One Lesson:
Government-guaranteed home mortgages, especially when a negligible down payment or no down payment whatever is required, inevitably mean more bad loans than otherwise. They force the general taxpayer to subsidize the bad risks and to defray the losses. They encourage people to “buy” houses that they cannot really afford. They tend eventually to bring about an oversupply of houses as compared with other things. They temporarily overstimulate building, raise the cost of building for everybody (including the buyers of the homes with the guaranteed mortgages), and may mislead the building industry into an eventually costly overexpansion. In brief in the long run they do not increase overall national production but encourage malinvestment.
