David Trads er i sit saglige hjørne på Berlingske-bloggen og fremstiller ganske godt Obamas dilemma om tortursagen: Glemme eller retsforfølge, eller måske endda (uden at ville det) retfærdiggøre? Hvad ville tidligere præsidenter gøre?
Den waterboarding teknik, som de amerikanske myndigheder godkendte, er og bliver tortur – måske en mild form, der ikke efterlader kropslige ar, men ikke desto mindre et groft overgreb. Dick Cheneys forsøger sig med et argument om, at de oplysninger, de amerikanske forhørslederes fik ud af fangerne, var tilstrækkeligt gode til at retfærdiggøre teknikken. Vi var i en ny situation efter 9/11, og oplysningerne forhindrede (angiveligt) et nyt angreb på USA. Men er det nok? Næppe. Jeg er i hvert fald på stort set alle politikområder overbevist om, at målene aldrig retfærdiggør midlerne. At Obama har taget et opgør med forhørsmetoderne, regner jeg for et af de mest positive træk ved hans præsidentskab.
Man skal selvfølgelig ikke være blind for, at der altid vil være tale om et dilemma om, hvilke metoder man skal tage i brug for at forsvare sig selv. Serier som 24 timer kolporterer konstant “tikkende bomber” scenarier, hvor man for at forhindre, at tusindvis af mennesker dør, bliver nødt til at tæve “sandheden” ud af en skurk. I praksis tror jeg ikke, der findes mange af den slags scenarier, men det vil da være tjenstligt for dikussionen, hvis Obama også beslutter at offentliggøre, hvilke resultater, man fik ud af torturen. Spørgsmålet er bare, om vi kan tåle at høre sandheden?
Skal USA tage et retsligt opgør på det her punkt? Den altid læseværdige kommentator Glenn Greenwald skriver på Salon, at Ronald Reagan ville straffe bødlerne. Fra den torturkonvention, Reagan selv underskrev og promoverede:
No exceptional circumstances whatsoever, whether a state of war or a threat or war, internal political instability or any other public emergency, may be invoked as a justification of torture. . . Each State Party shall ensure that all acts of torture are offences under its criminal law.
