Den ensomme ulv

Den gamle modstandsmand Gunnar Dyrberg har en ny erindringsbog ude, og den får fremragende anmeldelser i Berlingske Tidende (selvom Weekend-avisen var betydeligt mere lunken). Titlen er “De ensomme ulve“, en løs gruppering der i Dyrbergs fremstilling rummer fire modstandsfolk, Flamme (Bent Faurschou-Hviid), Citronen (Jørgen Haagen Schmith), Lillebent (Patrick Schultz) og Dyrberg selv.

Så vidt jeg kan forstå, opstår “De ensomme ulve” i foråret 1944, hvor modstandsgruppen Holger Danske er decimeret. Den første udgave af Holger Danske (under Tom Søndergaards lederskab i grupperingen omkring Stjerne Radio på Istedgade) – det var dem der sprængte Forum i juni 1943 – er gået under jorden, flygtet til Sverige eller arresteret. Resterne udgøres blandt andet af Dyrberg og venner, men båndene er så løse, at de mest opererer på egen hånd. De løse bånd fortsætter  også efter Holger Danske bliver reetableret i løbet af sommeren med folk som Hans Edvard Teglers (se her) – de er således “frie agenter” i modstandsbevægelsen, der ikke er bundet til de stadigt mere militær-lignende grupper, der ender med at gøre Holger Danske til den største sabotagegruppe med flere hundrede medlemmer imod krigens slutning. Kommandovejene i modstandsgrupperne kan dog være særdeles svære at gennemskue, så vi må tage Dyrbergs ord for, at sådan var det.

“De ensomme ulve” stod for mange sabotager, men “Flamme” (som Dyrberg insisterer på at skrive i ubestemt form, sådan som man gjorde under og lige efter krigen – den bestemte form er først kommet til senere) er blevet mest kendt for likvideringerne, og det samme er Dyrberg efter han i flere omgange er stået frem og har fortalt om dem, senest i Peter Øvig Knudsens bog Efter drabet. De gange, jeg har set Gunnar Dyrberg “live”, fremstod han som en skikkelig men bestemt morfar-type, og det har da også været vigtigt, at en velfungerende bedsteborger som ham har forsvaret og begrundet likvideringerne, også med de fejl, der var. I “De ensomme ulve” er det mig bekendt første gang, at Dyrberg direkte skriver, at han var med til den fejlslagne likvidering af chaufføren Tage Lerche, hvor Lerches lille søn også blev dræbt. Dyrberg beskrev også scenen i erindringsbogen “Kom, maj…” men i en ubestemt, næsten drømmende form og uden at nævne det dræbte barn. Det var en ulykkelig fejltagelse, men den slags sker nu engang i krig.

Jeg glæder mig til at læse bogen, for min erfaring er alt i alt, at Dyrberg er en troværdig hædersmand, der har været en vigtig talsmand for modstandsbevægelsen, uden at han af den grund har smurt for meget på eller været for selvsmagende. Hans familiehistorie virker også interessant – faderen var frivillig i Estland i kampen mod kommunismen, og moderen støttede aktivt sønnens sabotage – så der virker til at være meget nyt stof at komme efter.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *