Generelt modtager USA mange flygtninge, ca. 70.000 om året, så vidt jeg kan se. Den store forskel er givetvis reglerne for familiesammenføring, som er økonomisk meget stramme i USA (en rigtig god idé efter min mening).

Tak for inputtet

Sjovt nok er de henvisninger du giver mig lige præcis dem jeg fik googlet og læst (bortset fra Economist artiklen, som jeg ikke kan læse pga manglende abonnement), og jeg synes generelt ikke der er så meget kød på det jeg fik læst. Derfor nysgerigheden for hvad Carlsons bog egentlig selv siger.

Men hensyn til USA’s regler for flygtninge/invandrere er det selvfølgelig rigtigt man ikke skal blande de 2 ting sammen. Når det er sagt er jeg ikke helt sikker på USA følger de samme FN-kriterier som Sverige gør, ellers ville den nuværende situation med de Irakiske flygtninge til Sverige kontra USA vel ikke kunne opstå, hvor USA tager sig af 800 flygtninge siden invasionen mens Sverige har taget imod 18.000 (http://en.wikipedia.org/wiki/Refugees_of_Iraq) Med dette i baghovedet har jeg svært ved at tro at de 2 lande følger samme regler.

Interessant pointe med at visse grupper (de dovne, eller dem med større iværksættergen) vil søge mod bestemte lande, og dette kan spille ind i forskellene landene imellem.

Jeg følger lige op med en mere fyldig kommentar en af dagene, når ånden kommer over mig :)

Jeg bruger Internet explorer 8.0

Jeg beklager, at du har haft problemer med kommentarfeltet. Jeg har ikke selv problemer med det. Hvilken browser bruger du?

1. Ang. dine spørgsmål er det ikke alle, jeg kan give svar på. Du er velkommen til at undersøge videre på egen hånd. Jeg har ikke læst Carlsons undersøgelse, men har bl.a. læst om den på den side, du nævner og i The Economist. Se også denne side og denne side.

USA bruger så vidt jeg kan se de generelle FN-kriterier for accept af flygtninge, og har ikke særlige krav (i modsætning til indvandrere). Jeg tror ikke, at man skeler til uddannelse. Se evt her på wikipediasiden: http://en.wikipedia.org/wiki/Asylum_in_the_United_States. Historien om, at USA kun tage de veluddannede indvandrere passer i øvrigt ikke helt, men det er en anden historie, da der her er tale om flygtninge.

At der er tale om sammenlignelige grupper bekræftes også af Mariam og Akbars historie om iranerne. Der er dog sikkert mange nuancer, og du er velkommen til at finde mere information. Man kan måske tale om, at de dovne generelt tiltrækkes af velfærdsstaterne, og det er muligvis rigtigt på længere sigt, men så voldsomme bølger som somalierne i starten af 90′erne eller iranerne i 80′erne kan næppe planlægges så grundigt. Tilfældigheder og hvor man kender nogen spiller givetvis en større rolle. På længere sigt tror jeg dog helt sikkert, at det spiller en rolle, hvilke typer folk, der søger hvorhen – mange af de iranere, der kom til Danmark er taget afsted igen, fordi der ikke var nok muligheder – fx til GB eller USA. Man kan også sige: Selvom USA ikke har særlige krav, så tiltrækkes kun de folk, der har vilje til at klare sig selv.

2. Men entreprenørbegrebet menes der givetvis om man ejer egen virksomhed/forretning/restaurant eller ej. Men den præcise definition kender jeg ikke. Forskellen er dog også så enorm, at det næppe kan gøre den store forskel, om man har anderledes kriterier i Sverige end i USA.

3. Carlson måler jo sådan set ikke på vellykket integration, der er et subjektivt begreb. Han måler på nogle tal, og som jeg skriver er definitionen på den vellykkede integration jo netop også forskellig fra USA til Danmark og Sverige, der kulturelt er meget lukkede og homogene samfund med snævre kriterier for deltagelse. Du vil sikkert også kunne finde negative historier, hvor somalierne holder fast i deres kulturelle skikke, men det er heller ikke så suspekt i USA, som det er i Danmark. Det gør andre grupper også.

Generelt til diskussionen: Jeg tror ikke, at der er tale om et enten-eller i forhold til om det er kultur eller socio-økoniomiske forhold, der definerer succesgraden af integrationen. Det er et både-og. Begge dele kan jo godt være rigtige samtidig. Som en amerikansk ven, der har boet i Sverige i fem år, sagde til mig: “Jeg går ind for fri indvandring til USA, men IKKE til Sverige.” Jeg tror heller ikke, at vi kan løse de omfattende integrationsproblemer i Danmark ved at løsne lidt på arbejdsmarkedet, men vi kan komme en løsning lidt nærmere. Jeg tror også, at det er den eneste nogenlunde løsning, som vi vil være villige til at acceptere, da repatriering i større målestok virker helt umulig at gennemføre af mange forskellige grunde.

Ang. parallelsamfund, så vil jeg sige: Ja, det bliver man nødt til at acceptere i en periode, hvis man vil have indvandring. Spørgsmålet er: vil man så det? Det har været tordnende naivt af danskerne at forestille sig, at muslimske flygtninge, som fx somalierne, i løbet af en generation ville “blive som os”. Efter 100 år er der også kulturelle forskelle i USA (store forskelle endda), og også i Danmark går ellers forholdsvist vellykkede indvandrere som polakkerne og vietnameserne i den katolske kirke og holder andre højtider end de danske. Hvis man ikke kan acceptere det, så skal man undlade indvandring i større mængder.

Man kan sige, at det springende punkt for amerikanerne er, hvem der betaler for løjerne – og det er også det, der udligner paradokset, som du taler om. Jeg er ret sikker på, at hvis man i USA havde en velfærdssttat på linje den danske med en stor grad af omfordeling ville man se mange af de samme indvandringsproblemer med ghettodannelse, uroligheder, udelukkelse fra arbejdsmarkedet og misundelse mellem etniske grupper. Problemerne findes jo allerede i mindre målestok i USA (primært mellem indfødte afro-amerikanere og forskellige indvandringsgrupper som vietnamesere, somaliere), og kan sagtens blive meget større.

Jeg er nysgerrig for at læse Benny Carlsons undersøgelse nærmere, da jeg som udgangspunkt mener det kan være problematisk at lave en direkte sammenligning på 2 så forskellige lande som Sverige og USA uden at kende detaljerne i undersøgelsen.

Jeg kunne via google se at din ven Mchangama tidligere har omtalt Carlsons undersøgelse og han her referede til den gennem en artikel tidskriftet Watching America har skrevet om bogen.
Desværre nævner artiklen ikke meget om Carlssons konklusioner angående somaliernes integration udover tilknytningen til arbejdsmarkedet som eneste parameter.

Et par af de spørgsmål som jeg godt kunne tænke mig at få belyst er for eks:

1: Om der ingen forskel har været på sorteringen af de somaliske flygtninge i 90′erne, dvs at man slet ikke har skelet til uddannelse osv når man har givet adgang til USA/Sverige

2: Hvad inteprenørbegrebet præcist dækker over. Om der for eksempel er forskel på hvor let man havner i denne kategori i USA frem for Sverige, rent statistisk.

3: Hvad Carlsons egen definiton af vellykket integration er. Er det udelukkende et spørgsmål om tilknytningen til arbejdsmarkedet, eller er der også statistisk materiale i hans bog der belyser kulturelle faktorer, om man gifter sig udenfor sin etniske gruppe, demokratiopfattelse osv. (Du skriver selv noget om at somalierne fik mere respekt fra lokalsamfundet. Er det noget Carlson dokumenterer?)

Hvis du har læst hele undersøgelsen kan du måske fortælle mig om der er noget at hente ved at anskaffe sig bogen, eller om den udelukkende fokuserer på de fordele der kan være ved et mere liberalt arbejdsmarked med hensyn til at få flygtninge og invandrere i arbejde.
Jeg kan for så vidt sagtens følge din pointe i at man kunne forbedre integrationen via liberaliseringer på arbejdsmarkedet (mindsteløn osv), men som du ved er jeg blevet (National)Konservativ på mine gamle dage, og jeg er derfor ikke sikker på at et sådant tiltag alene ville kunne løse de nuværende problemer i DK, da jeg nok tillægger de kulturelle faktorer større vægt end du måske gør.

Beny Carlson skriver på et tidspunkt om somalierne: “They have to build their own community and feel safe within that before they can move on into the Swedish society, and that is exactly what’s happening in Minneapolis – there they are building their own structures, and then they are integrated.”

Betyder dette så at man for at komme integrationen nærmere skal være villig til acceptere parrallel-samfund og ghettodannelse. Det lyder lidt som et paradoks.

P.S dit kommentarfelt er superirreterende. Cursoneren springer hele tiden til toppen af kommentarfeltet…

Men rigtig god klumme.

Som det siges efter hukommelsen. En succe historie er en for en amerikansk indvandrer er en der har skabt en milion forretning, mens en succes historie på dansk handler om en tørklæde klædt kommunalt ansat integrations medarbejder, der hjælper nogle af de andre ofre….

Vores system gør en bjørnetjeneste for indvandrere. Tankevækkende nok er betydningen af en bjørnetjeneste i de senere år gået til at betyde en stor tjeneste….