Du har ret i, at man (‘jeg’) også skal være varsom med at klandre Obama for alt, hvad der indenrigspolitisk er sket i hans præsidentperiode (mit argument vendt 180 grader), bl.a. også netop fordi Obama har været meget dygtig til at få nogle andre til at gøre sit beskidte arbejde for sig; men det er altså overordentligt vanskeligt for mig at forestille mig, at de samme ‘reformer’ var blevet gennemført, hvis præsidenten havde heddet noget helt andet og ikke var blevet hentet et godt stykke ude på Demokraternes venstrefløj. Kvalitativt, måske; kvantitativt, no way; de her underskud er nærmest uden sidestykke. At kritisere Obama for at have givet Pelosi m.fl. for frie hænder til at porke løs giver først for alvor mening i min optik, når man endvidere er af den opfattelse, at slutresultatet ville have været fundamentalt anderledes, hvis Obama selv havde været tættere på begivenhedernes gang, og/eller hvis man er af den opfattelse, at Obama oprigtigt havde et (særdeles uudtalt) ønske om, at tingene havde udspillet sig fundamentalt anderledes. Hvis man tror det, har man et helt andet billede af USA’s nuværende præsident, end jeg har.

Mht. udenrigspolitik vs. indenrigspolitik: Måske er udviklingen bare et udtryk for, at magten går dem til hovedet? De starter ud med at ville redde USA og ender efter kort tid ved posten ud med at have den vision erstattet af ønsket om at redde hele verden i stedet…

Efter valget i Massachusetts ser det for øvrigt ud til, at sundhedsreformen er i fare, så heller ikke her har Obama rigtig opnået resultater (om man så er enig i hans mål eller ej). Og imens har han – som en ægte vafler – ofret meget politisk kapital i øst og vest: Chicago-OL fiaskoen i København, et hurtigt søndags-rush til Boston for at støtte Coakley, feberredninger i COP15 – han er alle steder og ingen steder.

Er det ikke meget almindeligt, at præsidenter ønsker at beskæftige sig med indenrigspolitik, men i stedet trækkes imod udenrigspolitikken, både på grund af, at det er der, deres magt rent faktisk ligger, og fordi der altid sker uforudsete ting ude i verden? Bush Jr. startede også med en isolationistisk linje, igen efter en økonomisk nedtur efter dot-com boblen sprang.

Men så igen, det er jo nærmest to forskellige præsidenter (en udenrigspolitisk og en indenrigspolitisk) vi har med at gøre, når vi skal evaluere Obama’s første år. Jeg vælger at tolke hans udenrigspolitik i lyset af det indenrigspolitiske engagement, han har haft (han har haft alt for travlt med stimuluspakker og jeg ved ikke hvad til at bekymre sig meget om, hvad der foregik i Moskva eller Teheran), og ville nok have medtaget en bemærkning i den retning, hvis jeg havde skrevet klummen, men så igen, det gjorde jeg jo ikke, og du får meget godt med, selvom jeg nok generelt set er mindre tilbøjelig til at linke USA’s udenrigspolitik og så udviklingen i resten af verden, end du er.

I øvrigt ganske interessant at Obama har fokuseret så meget på det indenrigspolitiske, givet at det traditionelt er på udenrigspolitikken præsidenten har størst mulighed for at udøve afgørende indflydelse. En tese kunne være at økonomisk stagnation gør en mere isolationistisk udenrigspolitik mere politisk attraktiv for beslutningstagerne.