Indspark: Privatisér kongehuset

Ny Indspark-klumme i dag: Privatisér kongehuset. Nok mest en provokation, men som de siger i USA: Think about it…

Republikaneren i mig ville gerne afskaffe vanviddet, hvis ikke det var fordi at udsigten til at få en Sarkozy eller en Obama (eller – gys – Herman van Rompuy!) er endnu værre. Og så er der jo mange mennesker, der har stor glæde af at følge kongehuset i de kulørte blade, og fred med det. Jeg gider bare ikke betale. Penge er der nok af. Opmærksomheden er enorm, og ligesom med fodbold og boksning er det intet problem at skaffe sponsorer. Kongehuset er underholdning, så lad det gå hele vejen. Carlsberg præsenterer: Kongehuset! Pengene vil vælte ind.

Indspark: Pengene er brugt

Søndagens Indspark-klumme Pengene er brugt affødte en del debat på Berlingskes hjemmeside. Der er selvfølgelig en del perfide kommentarer om, at man er et ondt og usolidarisk menneske, når man påpeger det åbenlyse: nemlig at man ikke kan betale pensioner med en “moralsk”, magisk opsparing. Udpluk fra klummen:

Alle de penge, folk bilder sig ind, de har »indbetalt« til fremtiden, er allerede brugt. De er brugt på hospitaler og skoler og andre gode ting, og så på en masse idiotisk spild som kunstbænke der koster en million og defekte datasystemer til registrering af arbejdsløse. Der er ingen penge tilbage, der er bare et stort hul i statskassen og en masse gæld, som vi alle sammen hænger på.

Mere diskussion på 180grader.

Replik fra privatskolerne

I anledning af mit debatindlæg i sidste uge om Folkeskolens død, har privatskolernes formand Kurt Ernst i dag et indlæg i Berlingske Tidende:

For os er det en grundlovssikret rettighed, at forældre kan vælge en anden skole end den offentlige. Så er den sådan set ikke længere. At et kendt folketingsmedlem vælger en fri grundskole, er bare et udtryk for, at de private skoler udgør et bredspektret tilbud til alle forældre. Det er da en lykke at bo i et samfund, hvor børnenes forældre kan få lov til at agere netop som forældre og mindre som in casu politiker.

Vi går så til gengæld nu ud fra, at de samme politikere vil forstå at værne om forældrenes ret til et alternativt skoletilbud, og at det vel at mærke kan være et tilbud, som både højre og venstre, rig og fattig og uanset hvilken etnisk herkomst, man måtte have, kan have råd til at benytte sig af.

De er dog også kritiske overfor min idé med at frisætte skolerne og lade pengene følge barnet:

Vi ønsker ikke et sådant system, som Lars Hvidberg foreslår. Det er rigtigt, at der er sådanne ordninger i bl.a. Sverige og Holland. Paradoksalt nok fører sådanne ordninger ikke til, at en mangfoldighed af privatskoler, friskoler eller andre nye eksperimenterende kreative skoler opstår.

Jeg ved ikke helt, hvilke resultater fra Holland og Sverige, der hentydes til her, men privatskolerne kunne måske med fordel se på resultaterne fra USA, eksempelvis her, her og her. Men det er godt med debat, og det sidste ord er næppe sagt i denne sag. Jeg tror, at der er grundlag for reformer af den danske skole.

Tilføjelser om Fri Debat

Et par tilføjelser til min Berlingske-blogpost i dag om Fri Debat:

Sideløbende med troen på ytringsfrihedens gode løber – ganske paradoksalt – en tro på, at på, at selvom vi som mennesker er dybt fejlbarlige, er der trods alt en mulighed for, at vi kan komme sandheden nærmere, gennem rationelle overvejelser, diskussioner og udvekslinger af synspunkter. Logikken har regler, og meningsudvekslingen – samtalen – er demokratiets grundvold.

Selvfølgelig kan man påpege, at det kan blive lidt rigeligt med al den samtale, og nogle gange kan man føle sig fristet til at sige, at samfundets grundvold måske også burde være retten til at sige ”nej tak” til en samtale af og til. Det er ikke alt, vi skal diskutere, og det er ikke alle ting, der er til forhandling. Det skal forstås på den måde, at selvom vi nok skal kunne diskutere alt, så skal vi også have ret til at have vores liv i fred, for det er ikke nogen katastrofe, hvis vi ikke bliver enige. Enighed er kun noget man har brug for i diktaturer eller socialistiske kollektiver. Vi lever heldigvis ikke i nogen af delene.

Kim Møller overfaldet

Jeg har på min Berlingske blog skrevet et indlæg om overfaldet på Uriaspostens bagmand, Kim Møller.

Et par lidt blog-tekniske tilføjelser. Uriasposten er nemlig efter min mening et klasseeksempel på, hvordan man skaber en succesfuld blog. Der er tre vigtige grunde til, at Kim Møllers blog er blevet så stor en succes:

1) Han har været ekstremt ihærdig og produktiv siden bloggen blev startet i midten af 2003. Det betyder mindst et, gerne flere, indlæg hver eneste dag. Der har naturligvis været døde perioder, men alt i alt har Møller opbygget et enestående arkiv.

2) Uriasposten holder sig til to emner: A) Islam er en farlig religion, der takket være de religiøse skrifters beskaffenhed opfordrer til radikalisering og ekstremisme. B) Den danske venstrefløj er nogle idioter, der – bevidst eller ubevidst – støtter op om totalitære regimer eller om ekstremistisk islam. I Kim Møllers optik er den danske venstrefløj – og i øvrigt også de liberalister, der generelt har et positivt syn på indvandring (og hertil regner jeg mig selv) – naive Biedermänner for ondskabsfulde brandstiftere. Det kan der under tiden være noget om.

3) Kim Møller har en personlig stil og en personlig holdning, der skinner tydeligt igennem. Han er ikke en journalist, der ville kunne skrive om hvad som helst, han er passioneret blogger, og det er både hans force og hans akilleshæl. Indlæggene består hovedsageligt af nyhedsklip og citater, som iscenesættes, så de ”taler for sig selv” – eksempelvis gennem sammensætning med andre klip, der udstiller en udtalelser, eller fortæller, at den person, der nu bliver interviewet som ”uvildig tilskuer” til en demonstration faktisk har interesser i sagen. Især indenfor sine studier af den radikale venstrefløj og dens udløbere i eksempelvis Kirkeasyl-grupperingerne eller Climate Justice Action er dette særdeles dygtigt gjort og meget overbevisende – blandt andet med billeder af hvem der faktisk deltager i demonstrationerne (fx de mange røde faner med hammer og segl til en ”klima”-demonstration, der tydeligvis handler om noget helt andet). Det er vel også derfor, at venstrefløjen har set sig ekstremt sur på Uriasposten – så sur, at de åbenbart har haft lyst til at slå ”Urias” ned. Det skal de lade være med. Lad os håbe, at politiet står klart retsforfølgelse.

Samlet set medfører de tre punkter, at bloggens læsere har nogle meget vigtige forventninger til bloggen: På den ene side ved de altid, hvad de får, fordi det altid er samme historie – men på den anden side er der hele tiden noget nyt, fordi bloggen hele tiden bliver opdateret og handler om aktuelle eksempler. Det kræver ekstrem ihærdighed at lave en blog på den måde, men den standhaftighed har Kim Møller åbenbart.

Ny postering på Internet Revolutionen

Anden Berlingske blog-post er oppe: Danmarks Radios Facebook-fadæse. Om Lars Kragh Andersens licens-kritiske Facebook-gruppe, Danmarks Radio i et øjebliks kådhed fik slettet. Nu er den genopstået og har dobbelt så mange medlemmer. 1000 flere er kommet til siden i går aftes.

Denne gang har der været mange gode kommentarer til posteringen, der har afledt en ganske god debat. Den er også blevet diskuteret her, hvor jeg endda bliver angrebet for ikke at være helt renskuret i ideologien.

Det ærgede mig for øvrigt, at jeg glemte én ting i blogposteringen, nemlig Hillary Clintons anbefaling til autoritære regimer, som jeg også med et blink i øjet ville give til DR. Hun sagde nemlig i den her tale (selvom jeg ikke lige kan finde citatet), at hendes råd var, at man i stedet for blot at slette kritiske røster, skulle indgå i en dialog med dem. Det kunne jo være, at der var noget, en af parterne havde misforstået.

Lars Kragh Andersens gruppe findes her.

Udbredt selvcensur blandt danske kunstnere

Fra forskræppet til en A4 undersøgelse:

Danske kunstnere lægger i høj grad bånd på sig selv for ikke at komme til at fornærme med deres kunst, viser en undersøgelse.

Flere kunstnere udtrykker bekymring over en stigende selvcensur i dansk kulturliv.

Frygten for repressalier fra fanatikere er den primære årsag til, at en lang række danske forfattere, billedkunstnere, galleriejere og museumsledere vælger at gå på listesko. Det viser en undersøgelse, som Ugebrevet A4 offentliggør mandag.

I alt har 654 personer deltaget i undersøgelsen, og næsten halvdelen mener, at ytringsfriheden i dag er truet.

Der er eksempler i artiklen på forfattere, der direkte har rettet i deres kunst, for ikke at fornærme ekstremister. Det er – naturligt nok – primært beskrivelsen af islam, der trykker. Det er meget problematisk, men jeg forstår egentlig godt forfatterne. Jeg ville heller ikke røre emnet islam med en ildtang, selvom det givetvis er et af de vigtigste emner i Danmark i dag. Det vil sige: Man kan sagtens skrive om islam, men der er ganske bestemte måder, det skal gøres på: ekstremismen skal isoleres, eller gøres til et problem “på begge sider”, og man skal for alt i verden undgå antydninger af, at islam i sig selv kan være et problem (om det er det, ved jeg ikke). Først og fremmest skal man fokusere på “samfundets” rolle, isoleringen der skaber ekstremisme, og gerne presset fra uforstående, fordomsfulde danskere, der “tvinger” unge muslimer ind i ekstremisme.

Desuden er det nok også et spørgsmål om tilfældigheder, om man kommer i søgelyset eller ej. Nogle kan skrive ganske negativt om islam – eksempelvis Henrik Norbrandt – uden der sker noget, mens andre skal passe på, selvom de egentlig har en positiv vinkel, eksempelvis Kåre Bluitgen, der som sådan er ganske positivt stemt overfor muslimer og indvandring.

Desuden er der i et lille, statsstyret land som Danmark, hvor bevillingerne kommer fra ganske få personer, også et stærkt pres fra andre kunstnere til at have konforme, politiske holdninger. Man må for alt i verden ikke have holdninger, der på nogen måde kan minde om Dansk Folkeparti. Det kan være farligt for karrieren.

Selv ved jeg i øvrigt ikke helt, hvad jeg mener om hele affæren. Der er problemer med islam, men det virker især som som, det er kombinationen af dansk velfærdsstat og islam, der er giftig. Kombinationen velfærdsstat og etnisk dansker virker for øvrigt heller ikke for god, så vidt jeg kan se.

Kunstnere vil gerne se sig selv som særligt udvalgte mennesker, der tør sige sandheden til “Magten”. Men de er naturligvis mennesker ligesom alle andre, primært interesserede i overlevelse og snævre egeninteresser. Der er jo så meget i verden, man kan skrive om. Hvorfor skrive om islam, hvis det kan skaffe én problemer på halsen?

Opdatering:

Kristian Ditlev Jensen omtaler undersøgelsen i sin udmærkede blog i Jylllands-Posten. Han skriver “Fak Mohammæd” for at være slem og alligevel ikke skrive helt om islam, men jeg forstår godt hans pointe: Med kunsten kan man skrive udenom og indenom, og det skal man også. Men bemærk i øvrigt også denne interessante kommentar fra Trisse Gejl om metodikken bag undersøgelsen:

47 % mener, at ytringsfriheden er truet i Danmark i dag. Det svarede jeg også ja til og skrev i bemærkningsfeltet, at jeg var bekymret for forsvarets angreb på ytringsfriheden i forbindelse med jægerbøgerne! Andre har noteret, at det er burkaforbud og tørklædedebat, der truer ytringsfriheden. Ingen af kommentarerne er kommet med i den endelige artikel, hvor vores svar nu indgår som en bekræftelse på, at kun muhammedsagen truer ytringsfriheden.

Metodikken er interessant, og den er naturligvis gearet til at give det mest chokerende resultat.

Angående økonomiske stramninger

Regeringen opbygger gæld på 223 milliarder – angiveligt for at få “gang i hjulene” – og det får kommende overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen til at udtale til Politiken:

»Når man stimulerer, skal man også kunne stramme igen. Og man skal stramme lige så meget, som man lemper. Det er en afgørende forudsætning for det hele«

“Det hele” som Whitte-Jacobsen hentyder til her, er den keynesianske makroøkonomiske stimuleringsmaskine, hvor staten gennem offentlig gældsættelse skal forsøge at kompensere for de jobs, der tabes i det private. Humlen i taktikken er dog, at en sådan investering kun kan være midlertidig, fordi den bygger på gældsætning og tomme jobs, en slags beskæftigelsesterapi, der “trækker tiden” indtil krisen er overstået igen. Stimuleringslogikken siger, at den ikke kan blive ved i uendelighed – på et tidspunkt bliver bukserne kolde af tis, og så skal de vaskes. Det er samme logik, der ligger bag Ben Bernankes voldsomme udpumpning af penge – her er spørgsmålet: kan han stoppe for seddelpressen på det rigtige tidspunkt før inflationen tager over? Kan det overhovedet lade sig gøre – rent vidensmæssigt (altså: hvornår skal man skære ned?) og politisk/praktisk?

Og her spørger jeg så, jævnfør Whitta-Jacobsens kommentar: Er det overhovedet – på noget tidspunkt i historien – lykkedes de samme politikere at skære ned igen på noget, de har “stimuleret” økonomien med? Anker Jørgensen forsøgte samme finte i 70erne, men det var umuligt for ham at få skåret ned igen. Er det ikke utopisk af Claus Hjort Frederiksen at tro, at det nogensinde bliver politisk gangbart at fjerne de mange ansættelser og investeringer igen? Enhver stramning vil blive set som nådesløse forringelser af den offentlige sektor – og hvis der er noget, der er politisk umuligt i Danmark, så er det forringelse af den offentlige sektor.

Observationer fra Amerika

En ny serie med små, ukategoriserede observationer fra USA. Mest om forskellen mellem danske og amerikanske tilstande. Først to forbehold, og derefter til det sjove:

1. Forskellene mellem Danmark og USA er så enorme, at sammenligninger nødvendigvis må blive meget upræcise. Fordi noget er tilfældet ud fra nogle givne omstændigheder i Danmark, betyder det ikke, at omstændighederne umiddelbart kan overføres til USA – og vice versa. Statistikker skal læses med omhu, anekdoter tages for, hvad de er. Vi er alle støbt ind i vores kultur og historie på en måde, der er meget svær at begribe og ændre.

2. Forskellene internt i USA er lige så enorme som forskellene mellem USA og Danmark (eller mellem Thyborøn og Østerbro). Landet er på alle måder enormt, geografisk, befolkningsmæssigt og kulturelt. Der er meget, meget langt fra Arlington, Virginia til Anacostia, DC, og der er meget, meget langt fra Manhattan til Nebraska. (Derimod er der sjovt nok ikke særligt langt fra Manhattan til San Francisco – og så alligevel: Jo der er).

3. De nærmeste strande i forhold til Washington DC ligger i North Carolina – mindst fire timers kørsel væk. Det mener amerikanerne ikke er noget problem. For danskerne ligner det en udflugt, man skal afsætte en hel efterårsferie til.

4. Amerikanerne taler enormt højt, også i restauranter. Efter danske standarder råber alle, hvilket selvfølgelig får alle andre til at tale endnu højere.

5. Amerikanerne smiler meget. Det er en god idé at smile igen. Det smitter.

6. Det er et tændt tv i næsten alle restauranter, også de pænere steder. Lyden er dog ikke altid tændt, men det viser næsten altid sport eller nyheder. Der er også fjernsyn i motionscentret, så man kan se MSNBC, mens man bruger cross-traineren.

7. Mediebilledet er befriende alsidigt. Det passer ikke, at en stærk markedsgørelse fører til ensretning – tværtimod. Især på nyhedsområdet har de fleste segmenter deres egen kanal, de kan identificere sig med. Især konservative Fox News er en lise for en DR-vant dansker, selvom kanalen hurtig går i selvsving. Hannity er ulidelig (“Is the president a radical? I think he is a radical!”), Sarah Palin, Gud og Mike Huckabee fylder for meget. Glenn Beck er til gengæld en reel nyskabelse, og han laver lige så spændende og eksperimenterende tv som Poul & Nulle.

8. De hjemløse er høflige og siger “God bless you” og “Happy Holidays”, selvom man ikke giver dem noget. Det kan ikke udelukkes, at taktikken er at give dårlig samvittighed gennem hjertelighed.

9. Washington DC er en betydeligt mere grøn by, end man skulle tro.

10. Washington DC er en betydeligt mere hyggelig by, end man skulle tro. Mange kvarterer har karakter af små landsbyer. Andre kvarterer er lige så udbombede og farlige som Grosnij i 1996.

11. Julepynten kommer først op i gaderne efter Thanksgiving, der altid lander på den fjerde torsdag i november. Det betyder, at julen ikke starter i slutningen af oktober, og at man rent faktisk stadig glæder sig, når juleaften kommer.

12. Der er utrolige mængder af reklamer for guld på nyhedskanalerne, især Fox News. Overskægsklædte G. Gordon Liddy (der blev skandaliseret under Watergateskandalen) har fået en ny karriere som reklamesøjle for Rosland Capital, der sælger guld. Hvis du selv har penge til overs anbefales det i øvrigt at investere i guld. Der er en betydelig fare for inflation eller et regulært dollar-krak i de næste to-tre år.

13. Amerikanerne gør rent på en anden måde end danskerne. Det er svært at købe karklude, sæbe og vaskebaljer. I stedet bruges flydende rengøringsmiddel, der sprayes på ligesom vinduesrens, og tørres af med en let klud. Det er meget mærkeligt. Til gulvet bruges en Swiffer.

Gotha på DR’s Bonanza

I 1996 og 1997 arbejdede jeg som programmedarbejder i Danmarks Radio på programmet “Gotha – Kult, kitsch og B-film”, der var en del af det nystartede DR2s ambitiøse sendeflade for “unge”. Det var en sjov og spændende tid. Jeg kom ind som praktikant efter et par års studier på Filmvidenskab på Københavns Universitet, men blev efter nogle måneder rigtig ansat (og fik en god hyre). Jeg var redaktør sammen med de erfarne og garvede tv-personligheder Palle Strøm og Jakob Stegelmann – den første havde revolutioneret DRs ungeflade med programmet “Transit” og Stegelmann kender vi naturligvis alle fra DRs institution “Troldspejlet“. Efter et halvandet års tid besluttede jeg mig for at forlade tv-verdenen for at rejse og gøre mine studier færdige – jeg havde nok lyst til at lave noget, der var mere “seriøst” (hvilket efter min mening i høj grad skal stå i anførselstegn).

Jeg stod som junior-redaktør for det hårde benarbejde med at opstøve alle de sjove, bizarre og kiksede klip i DRs arkiver. Det kunne godt nok være hårdt at gennemtrawle tre sæsoner af “H.O.P.L.A.” på en formiddag, men det skulle jo gøres. Vi lavede temmelig hardcore 40 programmer på et års tid – inklusive julespecials og gallaprogram. Jeg fandt og tilrettelagde klippene, og stod også for at styre redigeringen. Og så fik vi også tid til at lave en bog.

Det er nok de billigste tv-minutter, Danmarks Radio nogensinde har produceret, men programmet havde sin helt egen intime charme, og entusiasmen hos det lille, men ihærdige publikum var imponerende. Det var jo ikke ligefrem en kiosk-basker, men jeg har indtrykket af, at dem der holdt af “Gotha”, virkelig fik noget ud af programmet. Lidt ligesom Velvet Underground i ’67.

Den gode nyhed er så, at man nu kan se hele Gotha-pakken online på DRs Bonanza. Alle programmerne er blevet lagt op – sammen med mange andre perler fra DRs arkiver i øvrigt. Her er et link til et af mine favorit-programmer: Gotha med Hanne Willumsen (også kendt som Andrea fra Kaj og Andrea). Hun var virkelig fantastisk – det var der i det hele taget mange af de gamle drenge og piger, der var. God fornøjelse!

Her er et billede af Otto Leisner:

Otto Leisner siger velkommen! (screengrab)