Vi er lykkelige, når vi har en 42” fladskærm, og naboen kun har en 36”, men hvis vi bare havde transistorradioer, ville vi være lige lykkelige. Det er naturligvis økonomisk drømmesnak for socialdemokratiske ligemagere, og heldigvis er Easterlin-paradokset blevet udfordret flere gange, senest af den amerikanske økonom Justin Wolfers, der har akkumuleret de seneste årtiers dusinvis af Gallupmålinger verden over, og resultatet er ganske klart: Flere penge gør dig mere lykkelig, og det betyder ikke ret meget for din lykke, om din nabo har mere eller mindre.

Min afløser på posten er i øvrigt Henrik Dahl, der lægger ud med et glimrende Indspark om flid og lektier: Kære forældre på Søhusskolen.

Meget kan man sige om Glenn Becks populistiske stil, men han har været en af de dygtigste TV-værter til at tage nogle overordnede diskussioner om, hvordan samfundets økonomi fungerer. Hans udsendelser kan være både hysteriske og konspiratorisk-paranoide, men det er svært ikke at blive glad i TV-hjertet, når Beck folder sig ud i et hånddukke-teater om nationalbanken. Beck er på den måde lige så original og revolutionerende som Poul & Nulle i dansk TV i 80erne.

Transcript fra Glenn Becks udsendelse kan læses her. Hayeks “Road To Serfdom” kan købes her.

Den amerikanske centralbankdirektør Ben Bernanke blev 2009s mand i skysovs med heltekåring i Time Magazine og en førsteplads blandt tidsskriftet Foreign Policys »100 globale tænkere«. Som en anden Frodo har »Bailout Ben« overvundet Den Store Depressions spøgelse, og Skyggen er trængt tilbage til Mordor i en sky af grønne pengesedler fra centralbankens seddelpresse.

Der er dog naturligvis alvor bag parodien (naturligvis alvor, det er jo en lødig avis), og jeg håber, at parallellerne ikke blev for indforståede.

I samme genre og måske en let inspiration: Frodo Failed.

»Når man stimulerer, skal man også kunne stramme igen. Og man skal stramme lige så meget, som man lemper. Det er en afgørende forudsætning for det hele«

“Det hele” som Whitte-Jacobsen hentyder til her, er den keynesianske makroøkonomiske stimuleringsmaskine, hvor staten gennem offentlig gældsættelse skal forsøge at kompensere for de jobs, der tabes i det private. Humlen i taktikken er dog, at en sådan investering kun kan være midlertidig, fordi den bygger på gældsætning og tomme jobs, en slags beskæftigelsesterapi, der “trækker tiden” indtil krisen er overstået igen. Stimuleringslogikken siger, at den ikke kan blive ved i uendelighed – på et tidspunkt bliver bukserne kolde af tis, og så skal de vaskes. Det er samme logik, der ligger bag Ben Bernankes voldsomme udpumpning af penge – her er spørgsmålet: kan han stoppe for seddelpressen på det rigtige tidspunkt før inflationen tager over? Kan det overhovedet lade sig gøre – rent vidensmæssigt (altså: hvornår skal man skære ned?) og politisk/praktisk?

Og her spørger jeg så, jævnfør Whitta-Jacobsens kommentar: Er det overhovedet – på noget tidspunkt i historien – lykkedes de samme politikere at skære ned igen på noget, de har “stimuleret” økonomien med? Anker Jørgensen forsøgte samme finte i 70erne, men det var umuligt for ham at få skåret ned igen. Er det ikke utopisk af Claus Hjort Frederiksen at tro, at det nogensinde bliver politisk gangbart at fjerne de mange ansættelser og investeringer igen? Enhver stramning vil blive set som nådesløse forringelser af den offentlige sektor – og hvis der er noget, der er politisk umuligt i Danmark, så er det forringelse af den offentlige sektor.

For at efterspore nytten af de mange milliarder lanceredes hjemmesiden recovery.gov, og i slutningen af oktober kunne administrationen triumferende fortælle, at man nu havde »skabt eller reddet« 640.000 jobs. Imidlertid begyndte flere amerikanske medier at gå kritisk til tallene, og man skal ikke tilbringe ret lang tid på recovery.gov, før det går op for én, at mange af tallene er ubrugelige. En del af ansættelserne er sandsynligvis fri fantasi og milliarder af skattedollars er forsvundet i den blå luft.

Det var en rigtig interessant klumme at skrive, men den tog lang tid at researche. Jeg brugte et par timer på det Hvide Hus’ site recovery.gov, der angiveligt skal efterspore nytten af de 787 millarder dollars. Som jeg også skriver i klummen, er det et website, der efterlader én med flere spørgsmål end svar. Tallene er svære at gennemskue, og med afsløringerne af de mange helt tydeligt forkerte, misvisende eller direkte falske jobangivelser, er det svært at have tillid til sitet. Det har imidlertid undret mig, hvor lidt opmærksomhed hele denne affære har fået i den danske presse – jeg er ganske overbevist om, at hvis George Bush havde været præsidenten, der stod i spidsen for sådan en katastrofe, så havde vi set det på forsiden af samtlige aviser. Men sådan er der jo så meget.

The Washington Examiner’s recovery site findes her. Tjeck det selv. Det er vild læsning. Der er i øvrigt kommet yderligere 900 ‘bogus’ jobs til, efter jeg skrev klummen.

Yderligere bemærkninger til klummen:

Jeg kunne have valgt at fokusere på det både absurde og geniale i at tale om “skabte eller reddede” jobs. For hvordan ved man, at et job er blevet reddet? Hvordan kan man dokumentere, at det lige præcis var det offentlige tilskud, der reddede jobbet og at så og så mange var blevet fyret uden stimulus-pakken? Det kan man naturligvis ikke. Og det er både godt og dårligt for Obamas position: Uanset hvor dårligt det går, kan han altid sige: “Ja, men uden pakken var det gået meget værre!” – den lille geniale retoriske finte har nok medvirket til at modvirke meget af den skandale, som de her resultater ellers burde udgøre.

Ligeledes er det også umuligt at sige, hvad pengene ellers var blevet brugt til, hvis de ikke var gået til de offentlige jobs. Penge der nu er investeret i infrastruktur kunne eksempelvis være gået til frostkylling-industrien (der har kronede dage, fordi amerikanerne spiser mere hjemme). Her ville pengene også skabe jobs, men vi ved ikke hvor mange. Det er et spørgsmål om, hvad man ser, og hvad man ikke ser.

Noter:

Ligesom i Danmark har venstrefløjen i USA en forestilling om, at der er en masse offentlige opgaver, som ikke bliver udført, fordi politikerne udsulter det offentlige – fx at der er et ”underskud” i penge brugt på infrastruktur. Der stod derfor en masse nødvendige infrastrukturprojekter klar, som Bush-administrationen havde forsømt, og som simpelthen var ”shovel ready” – lige klar til at gå i gang med skovlen! Pengene ville skam ikke blive brugt på nytteløse offentlige aktiveringsprojekter og dumme hundeparker, hævdede Obama – nej, de skulle gå til at investere i vores børns fremtid.

Obama hævdede, at pakken ville ”skabe eller redde” mellem 3 og 4 millioner jobs, og fik opbakning fra venstreorienterede økonomer som Brad DeLong og Paul Krugman, der hævdede at der ville være mindst 3 millioner flere jobs i økonomien et år efter pakkens vedtagelse, end der ellers ville være. Nu, næsten et år efter, er der altså ikke mere end 640.000 (selvom CBO i følge Nancy Pelosi siger mellem 600.000 og 1,6 millioner), hvoraf en del altså er tvivlsomme. Indtil videre er 158 millarder brugt ifølge recovery.gov, og det giver altså en pris på henved 250.000 dollars per job. En ret dårlig forretning, ser det ud til).

Websitet recovery.gov har i øvrigt kostet 9,5 millioner dollars (med ekstra 9,5 millioner budgetteret indtil 2014). Det må gøre det til verdenshistoriens dyreste website. Prisen sættes i relief af, at det private site recovery.org udfører samme opgave til en brøkdel af prisen – og med en lang række features, det officielle site ikke har.

Den dybdeborende online-avis Propublica opsummerede sagen og havde konstateret systematiske unøjagtigheder i tallene: 4.000 af rapporterne angav, at modtagerne ingen penge havde fået – men at de alligevel havde skabt eller reddet 50.000 jobs. Andre 9.200 rapporter angav ingen nye jobs eller jobredninger, selvom de stod for 1 milliard dollars. Omkring 10 % af modtagerne havde overhovedet ikke indleveret en rapport.

Jeg gennemgik selv sitet i et par timer og fandt mange mærkelige unøjagtigheder. Eksempelvis: I en række skoledistrikter i North Dakota havde man modtaget både 100.000 og 200.000 dollars til forskellige projekter, men havde tilsyneladende hverken skabt eller reddet nogle jobs. Hvad var pengene gået til? Det var meget svært at se, for beskrivelserne er meget generelle: undervisning af udsatte børn, osv. Pengene kan måske være gået til at lukke huller i budgettet – men betyder det ikke, at der bliver reddet jobs? Det er næsten umuligt at gennemskue. Det er fint, at borgeren selv kan finde tallene, men uden kontekst er de næsten umulige at bruge. Man bliver nødt til at stole på afsenderen – og det er der i det her tilfælde overhovedet ingen grund til. De forskellige offentlige organisationer, delstater og kommuner, der indrapporterer, har en begrundet interesse i at blæse tallene op, ud fra devisen om at ”her går det godt, send flere penge, så det kan gå endnu bedre.” Obama-administrationen har også en interesse i, at tallene bliver så høje som overhovedet muligt.

Hvorfor skriver man overhovedet for Wikipedia, set ud fra et økonomisk perspektiv? What’s In It For Me, så at sige? Con amore arbejde har ofte en anden form for belønning: signalværdi, tilfredsstillelse af forfængelighed, de ligesindedes beundring – men wikipediaskribenterne er anonyme. Hvorfor skriver de? Altruisme? Pedanteri? Lyst til at skabe et erkendelsens lys i mørket? Udfordrer wikipedia teorien om menneskets egoisme?

Mit ideelle scenarie som Wikipedia-bruger er, at jeg kan læse en masse gode og detaljerede ting, uden jeg selv behøver at gøre en indsats for det. Ansporer min indsats andre til at bidrage? Vil mere have mere?

Her er et link til en undersøgelse af emnet (pdf). Jeg har ikke læst undersøgelsen.

You have no doubt heard about the UN’s climate conference in Copenhagen next month. Chief among the bad ideas being touted by environmental activists and politicians in the run-up to that meeting is a proposal to permit trade restrictions on the grounds that they will help to prevent climate change (for example by encouraging governments to sign up and comply with an international agreement to restrict emissions). Pascal Lamy, director of the World Trade Organization, has even sanctioned this approach, saying that the world’s priorities should be “climate first and trade, second.” And – surprise surprise – uncompetitive industries and other vested interests have jumped on the bandwagon.

Trade – along with the increased wealth and the better, less costly products and production processes that it yields – offers people in poor countries the possibility once and for all to address chronic problems such as drought-induced famine and poverty-induced diseases. Without trade, people will be much less able to adapt themselves to the climate they face now and in the future. Meanwhile, imposing restrictions on trade will inhibit specialisation and innovation, which may slow down the development of low-carbon technologies. In other words, trade restrictions are neither desirable nor are they an effective way to prevent climate change.

Frihandel er vigtigere end COP15s klimaaftale. Især i betragtning af, at COP15 intet kommer til at betyde for jordens klima i den store helhed – men kan få enorme virkninger for den økonomiske vækst i ulandene.

Cowen, der er kendt som “moderat libertarianer”, det vil sige generelt en tilhænger af frie markeder og frie mennesker, lagde ud med at give en præsentation af “progressivisme”, den form for amerikansk venstreorienterethed, der før noget misvisende kaldtes “liberalisme”. Positionen minder mest om en midterorienteret dansk socialdemokratisme, og dele af det demokratiske parti vil kalde sig “progressive”. Den politik, der føres lige nu fra Det Hvide Hus, kan med lidt god vilje kaldes for progressiv.

Indlægget har ført til rigtig megen god og sober debat (for det meste) og Cowen har også præsenteret en udfordring: Kan en progressiv nu give en objektiv og sympatisk præsentation af libertarianisme? Leigh Caldwell har gjort forsøget, og det er slet ikke et dårligt bud.

Det er diskussioner og udvekslinger som denne, der gør det værd at læse blogs. Bedste kommentar indtil videre (Andrew Aug 7, 10:33 AM):

One point of distinction is that while most libertarians (excluding Objectivist libertarians, maybe) take care to distinguish between the political philosophy and our personal moralities. It seems to me progressives (and the moderates they influence maybe moreso) simply see a seamless transition between politics and morality. Thus, when they reach for the most direct, fastest, and reliable instrument to achieve a moral vision they naturally select government and can’t even conceive why libertarians would be hesitant even if they share the same end objective.

Opdatering:
Jeg endte med at tilføje denne kommentar, selvom den vist ikke helt er i diskussionens ånd:

The strange thing about progressivism is that while the American progressives seem to see Europe (especially Scandinavia) as a model for equality of opportunity, once you go to Europe you will find the European progressives complaining about exactly the same things: Inequality, poverty, the lack of opportunities for the bottom fifth of society and so on. How much taxation and how many equality-making programs will we actually need to solve these problems?

As a Scandinavian, knowing the defects of my own society, I can’t help wondering if there is at least some kind of moral permanence to progressivism: No matter what society they look at, they will always complain about the same things, and always feel the same moral superiority to those people that just “don’t care”.

Update II:
Og det bliver endnu bedre, her af MHodak:

I think that a core difference between progressives and libertarians is their attitude about the morality of government intervention. A self-defined progressive above listed his basic tenets as follows:

Three Big Goals:
(1) Closing the gap of Equality of Opportunity
(2) Maximizing personal freedom
(3) Social Safety Net

This is a very good list, but it implies that only progressives care about these outcomes. In fact, many libertarians would favor those ends, as well, even assuming an expansive definition of “personal freedom.” The real difference is the means. Progressives have a positive view of state power as a means. Libertarians view the government monopoly on violence as something to be employed as little as possible, just enough to enable a civil society.

Progressives see state power as the only way of enforce socially desirable economic outcomes. Libertarians see state power as inherently suspect, even if it is used to right a wrong, (which sometimes they agree it must). The key is getting agreement on what wrongs are so wrong as to take a risk on government force as a solution, and the libertarians are stingy on this score, while progressives are rather generous.

The fact that most libertarian attacks on government tend to focus on its waste, inefficiency or corruption makes progressives believe that we’re simply debating about the leaky bucket. If we can simply get libertarians to understand that a certain amount of waste, inefficiency, or even corruption is a small price to pay for social justice, then we could all reach some sort of agreement on government policies. But this aspect of the debate disguises the essence of their difference.

I think markets nearly always produce sub-optimal outcomes, and I think that if technocrats know better they deserve a shot. However, I think that most of the time technocrats know far less than they think they know, and I think that markets are often better at self-correcting than technocrats are at fixing them. Hence, my Masonomics line is that “Markets fail. Use markets.”

What the new president has not quite grasped is that the American people understand both irony and cognitive dissonance. Instead, Obama has mistaken his personal popularity for a national predilection toward emergency-driven central planning. He doesn’t get that Americans prefer the slower process of building political consensus based on reality, and at least a semblance of rational deliberation rather than one sky-is-falling legislative session after another.

Matt Welck og Nick Gillespie er på WaPo til Live Q & A kl. 11 EST (dvs. lige nu).