Vi er lykkelige, når vi har en 42” fladskærm, og naboen kun har en 36”, men hvis vi bare havde transistorradioer, ville vi være lige lykkelige. Det er naturligvis økonomisk drømmesnak for socialdemokratiske ligemagere, og heldigvis er Easterlin-paradokset blevet udfordret flere gange, senest af den amerikanske økonom Justin Wolfers, der har akkumuleret de seneste årtiers dusinvis af Gallupmålinger verden over, og resultatet er ganske klart: Flere penge gør dig mere lykkelig, og det betyder ikke ret meget for din lykke, om din nabo har mere eller mindre.

Min afløser på posten er i øvrigt Henrik Dahl, der lægger ud med et glimrende Indspark om flid og lektier: Kære forældre på Søhusskolen.

Republikaneren i mig ville gerne afskaffe vanviddet, hvis ikke det var fordi at udsigten til at få en Sarkozy eller en Obama (eller – gys – Herman van Rompuy!) er endnu værre. Og så er der jo mange mennesker, der har stor glæde af at følge kongehuset i de kulørte blade, og fred med det. Jeg gider bare ikke betale. Penge er der nok af. Opmærksomheden er enorm, og ligesom med fodbold og boksning er det intet problem at skaffe sponsorer. Kongehuset er underholdning, så lad det gå hele vejen. Carlsberg præsenterer: Kongehuset! Pengene vil vælte ind.

Alle de penge, folk bilder sig ind, de har »indbetalt« til fremtiden, er allerede brugt. De er brugt på hospitaler og skoler og andre gode ting, og så på en masse idiotisk spild som kunstbænke der koster en million og defekte datasystemer til registrering af arbejdsløse. Der er ingen penge tilbage, der er bare et stort hul i statskassen og en masse gæld, som vi alle sammen hænger på.

Mere diskussion på 180grader.

Bøllernes Libyen oplevede de med bind for øjnene, mens de svinebundne blev kastet frem og tilbage mellem forskellige enheder af Gaddafis pjaltehær. Tæv fik de fire, med næver og geværkolber, og den kvindelige fotograf, Lynsey Addario, blev overgramset, når hun ikke fik knytnæver i ansigtet. En libysk soldat truede med at skære hovedet af krigsfotografen Tyler Hicks. Kvartettens sidste medlem, Anthony Shadid, afslørede ikke, at han kunne arabisk. Det ville stille ham dårligt.

Journalisternes egen beretning.
Livestream fra arrangementet.
Twitter: #cjnyt

Pinds danske værdier var og er liberale kerneværdier, og det var de selvsamme liberale værdier, hans kritikere anråbte, tilsat en god dosis hån: Skulle sådan en frikadelledansker komme og angribe forskelligheden? Retten til at leve sit eget liv? Skulle han diktere, hvordan folk skulle leve og hvad de skulle tro? Næh, netop ikke. Det var jo hans pointe. Den var liberal, og den blev angrebet med de selvsamme liberale holdninger, Pind selv gav udtryk for, som når vikingetvillinger kæmper om retten til fars jernøkse og langhuset i bygden. Sjovt, som alle bliver liberale, når de skal angribe en liberal.

For at parafrasere den amerikanske forfatter Joan Didion, så skal man ikke spørge den sørgende, om han er sulten, men i stedet bare give ham en skål suppe. Så spiser han, måske for første gang den dag. Den sørgende er irriterende, påståelig, umulig, og derfor skal du bare gøre tingene i stedet for at snakke om det. Bare mød op, bare hjælp. Den sørgende har travlt med at finde gravsten og vælge salmer til begravelsen, så hvad med at komme og gøre rent? Lave mad, købe ind, alt det daglige, som er helt uoverskueligt, når sorgen er der. I stedet for at sige »Du ringer bare« skal du sige »Jeg kommer på lørdag og hjælper dig med at rydde op i garderoben efter din far«. Og husk at tage suppen med.

Det er jo ikke første gang, at særligt skuespillere, rockmusikere og filmfolk gang efter gang skal betone deres særlige »autentiske« holdninger ved at bruge forstærkende, latrinære udtalelser. Det mest begavede, Lars von Trier kunne sige om præsident Bush, var, at han var »enden på endetarmen« (igen, ikke det ord han brugte), og hvem har nogensinde hørt et interview med Klaus Rifbjerg, hvor han ikke siger »kraftedeme« i hver anden sætning?

Berlingske har fået tilsendt et par gammeldaws læserbreve som reaktion på indsparket, og det er jeg faktisk rigtig glad for. Det er også sjovt at skrive en klumme, hvor man ikke føler at man skal forklare så meget om hvordan virkeligheden hænger sammen (som i USA klummen), og i stedet bare kan give los. Glæder mig til flere indspark.

Klummen hedder “Kværnen” og handler om fantastiske New York. Den kan læses online her.

New York er en kværn. Bogstaveligt talt. Byen er indgangsportalen, hvor de nye, rå peberkorn males, så de forfinede og tilpassede kan gøre resten af USA stærkere og mere velsmagende. Var det ikke for indvandringen ville New York være en døende by. Som så mange andre af USA’s tidligere stoltheder – som Cleveland, Detroit, Pittsburgh – der ikke forstod at forny sig i tide. De forstod ikke kværnens logik.

Der er mange måder at forudsige fremtiden på: Nogle går til spåkone og bliver kildret i håndfladen, andre læser tykke bøger om tingenes fremtidige tilstand. Selv går jeg på Starbucks og undersøger resterne i min dobbelte mocha-latte.

Denne søndag formede det snaskede grums i bunden af den etisk ansvarlige genbrugsplastic­kop sig til tre sorte svaner, hvis blafrende vinger og skræppende skræp fortalte noget om den vej, USA vil gå i 2011.

Kendere vil vide, at det ikke er filmen Black Swan, der har inspireret mig, men derimod bogen The Black Swan af Nassim Nicholas Taleb. Kendere vil desværre også se, at det ikke er lykkedes mig at få rigtige “black swan” begivenheder, måske bortset fra den første, med på listen. Men sådan er det i sagens natur med sorte svaner – man ser dem ikke, før det er for sent.

Jeg fandt ud af en del interessante historiske fakta, da jeg skrev klummen, og giver et par links nedenfor. Uddrag fra klummen:

Fra 1620 til 1623 levede Plymouth-­kolonien uden privat ejendomsret, ikke på grund af ideologisk overbevisning, men fordi fællesejet var et krav fra koloniens investorer hjemme i London, der ville være sikre på, at kolonisterne arbejdede for at betale af på det fælles lån frem for at arbejde for sig selv. Man kan diskutere, om etiketten “socialisme” er den rette, men fælleseje var der nu alligevel tale om, og den negative effekt på sammenholdet var påfaldende. Fællesejet skabte fjendskab, ikke kun overfor kreditorerne hjemme i London, der tog 50 procent af overskuddet, men især kolonisterne imellem.

William Bradfords bog om Plymouth koloniens historie er tilgængelig i sin helhed på Google Books.
Et typisk eksempel på en konservativ udlægning kan læses her hos The Hoover Institution.
New York Times’ gendrivining kan læses her. Et andet rasende angreb på specifikt Stossel kan læses her.

Det er i grunden mærkeligt, at diskussionen har kunnet blive så ophedet, når nu så mange kommentatorer er forhippede på at klargøre, at Barack Obama netop ikke er socialist. Hvorfor føler de sig ramte i det her tilfælde? Ville Obama gå ind for Plymouth-koloniens indretning? Jeg tror, at diskussionen mest har noget at gøre med, at man bare ikke vil give konservative ret under nogle omstændigheder – det er typisk DC-positionering, hvor man siger “nej” til alt hvad modstanderen siger, om han så påpeger at jorden er rund.