Islam med et menneskeligt ansigt

I løbet af de sidste to uger har jeg skrevet tre nye indlæg på Internet Revolutionen:

Dagens indlæg hedder Islam med et menneskeligt ansigt, og er en beretning om en personlig oplevelse, da jeg besøgte Iran i april 2007. Kommentarerne har heldigvis ikke været så opflammende, som jeg havde frygtet. Det er desværre lidt en pestilens i den danske blogverden med de evige, unuancerede kampe om islams essens og subsidiært (på den ‘anden’ fløj) om onde vestlige kræfters intriger imod uskyldige mellemøstlige lande.

Desuden skrev jeg for nylig indlæggene Revolutionen kommer på Facebook (også om Iran, med billeder) og et indlæg om Fri Debat, der har givet rigtig megen – fri – debat. Det er jo dejligt.

Grunden til, at jeg også lige noterer de ting her, er så kategorien “Artikler” rummer links eller overvejelser til de professionelle artikler, jeg får udgivet.

Kim Møller overfaldet

Jeg har på min Berlingske blog skrevet et indlæg om overfaldet på Uriaspostens bagmand, Kim Møller.

Et par lidt blog-tekniske tilføjelser. Uriasposten er nemlig efter min mening et klasseeksempel på, hvordan man skaber en succesfuld blog. Der er tre vigtige grunde til, at Kim Møllers blog er blevet så stor en succes:

1) Han har været ekstremt ihærdig og produktiv siden bloggen blev startet i midten af 2003. Det betyder mindst et, gerne flere, indlæg hver eneste dag. Der har naturligvis været døde perioder, men alt i alt har Møller opbygget et enestående arkiv.

2) Uriasposten holder sig til to emner: A) Islam er en farlig religion, der takket være de religiøse skrifters beskaffenhed opfordrer til radikalisering og ekstremisme. B) Den danske venstrefløj er nogle idioter, der – bevidst eller ubevidst – støtter op om totalitære regimer eller om ekstremistisk islam. I Kim Møllers optik er den danske venstrefløj – og i øvrigt også de liberalister, der generelt har et positivt syn på indvandring (og hertil regner jeg mig selv) – naive Biedermänner for ondskabsfulde brandstiftere. Det kan der under tiden være noget om.

3) Kim Møller har en personlig stil og en personlig holdning, der skinner tydeligt igennem. Han er ikke en journalist, der ville kunne skrive om hvad som helst, han er passioneret blogger, og det er både hans force og hans akilleshæl. Indlæggene består hovedsageligt af nyhedsklip og citater, som iscenesættes, så de ”taler for sig selv” – eksempelvis gennem sammensætning med andre klip, der udstiller en udtalelser, eller fortæller, at den person, der nu bliver interviewet som ”uvildig tilskuer” til en demonstration faktisk har interesser i sagen. Især indenfor sine studier af den radikale venstrefløj og dens udløbere i eksempelvis Kirkeasyl-grupperingerne eller Climate Justice Action er dette særdeles dygtigt gjort og meget overbevisende – blandt andet med billeder af hvem der faktisk deltager i demonstrationerne (fx de mange røde faner med hammer og segl til en ”klima”-demonstration, der tydeligvis handler om noget helt andet). Det er vel også derfor, at venstrefløjen har set sig ekstremt sur på Uriasposten – så sur, at de åbenbart har haft lyst til at slå ”Urias” ned. Det skal de lade være med. Lad os håbe, at politiet står klart retsforfølgelse.

Samlet set medfører de tre punkter, at bloggens læsere har nogle meget vigtige forventninger til bloggen: På den ene side ved de altid, hvad de får, fordi det altid er samme historie – men på den anden side er der hele tiden noget nyt, fordi bloggen hele tiden bliver opdateret og handler om aktuelle eksempler. Det kræver ekstrem ihærdighed at lave en blog på den måde, men den standhaftighed har Kim Møller åbenbart.

Ushahidi på Haiti

Jeg har en ny blogpost oppe på Internet Revolutionen – denne gang om det spændende program Ushahidi, der er blevet brugt i nødhjælpsarbejdet på Haiti. Læs om Software der redder liv.

Et par tilføjelser.

Jeg har skrevet tidligere om Ushahidi her.

Her er Ushahidis første blogpost om lanceringen af Haiti-programmet – det skete få timer efter, at katastrofen nåede nyhederne. Posteringens forfatter ”patrick” er den kendte IT-forsker Patrick Meier, der også driver den glimrende, men ret tekniske, blog om brugen af IT i krisesituationer, crisesmapping, iRevolution (hmm, måske var det derfra, jeg fik navnet til min blog)?

Patrick Meier har i øvrigt også afrikansk baggrund, selvom han er nyankommen til Ushahidi – og han er en rigtig flink fyr, jeg drak et par øl med i efteråret 2008, da han var i Danmark til en konference. Han er en af de mange dedikerede nørder, der skaber de store landvindinger i det her felt. (En dag vil jeg gerne skrive lidt mere om folkene bag programmerne.)

Mere om indsamling af data:

Rapporterne kom ikke bare fra telefoner på stedet, men over forskellige NGO-folk på stedet og over Twitter. Der findes et helt netværk af ”crisis mappere” der kender hinanden og kommunikerer aktivt. En hel gruppe af dem var allerede på Haiti, da katastrofen indtraf. Den hurtige launch af Ushahidi siden er et tegn på, at det internationale samrbejde på feltet har et stort potentiale.

SMS’en oversættes fra creolsk af et team af frivillige (fra Tufts University) og sættes via GPS til en bestemt position, der kan opsøges, hvis nogen er fanget. Men man skal ofte gætte sig til den præcise placering, hvilket kan være et større problem. Beretning fra en frivillig.

I starten var mobilnettet nede, så indberetningerne kom fra nettet, over Twitter, Skype og andet, primært indberettet af de personlige kontakter i forskellige nødhjælps- og IT-kredse, der var til stedte på Haiti.

For de mere teknisk interesserede: Her er en fascinerende post om, hvordan det foregik rent teknisk og logistisk i ”The Situation Room” – med billeder og screenshots.

Ny postering på Internet Revolutionen

Anden Berlingske blog-post er oppe: Danmarks Radios Facebook-fadæse. Om Lars Kragh Andersens licens-kritiske Facebook-gruppe, Danmarks Radio i et øjebliks kådhed fik slettet. Nu er den genopstået og har dobbelt så mange medlemmer. 1000 flere er kommet til siden i går aftes.

Denne gang har der været mange gode kommentarer til posteringen, der har afledt en ganske god debat. Den er også blevet diskuteret her, hvor jeg endda bliver angrebet for ikke at være helt renskuret i ideologien.

Det ærgede mig for øvrigt, at jeg glemte én ting i blogposteringen, nemlig Hillary Clintons anbefaling til autoritære regimer, som jeg også med et blink i øjet ville give til DR. Hun sagde nemlig i den her tale (selvom jeg ikke lige kan finde citatet), at hendes råd var, at man i stedet for blot at slette kritiske røster, skulle indgå i en dialog med dem. Det kunne jo være, at der var noget, en af parterne havde misforstået.

Lars Kragh Andersens gruppe findes her.

En messe for Martin Luther King

Ugens USA-klumme handler om sidste mandags Martin Luther King Jr. dag, hvor vi var i Washington National Cathedral til en mindehøjtidelighed, der altså affødte en klumme. Udpluk fra klummen, der kan læses online her:

Forrige mandag gik vi i kirke for at fejre en af USAs store konger – nej, det var ikke Elvis, men derimod Martin Luther King Jr., hvis fødselsdag blev udråbt til national helligdag i 1986, dels for at fejre en af USAs helte og dels for at fejre, hvor langt USA er kommet siden King. Vi tog af sted for at tage pulsen på Kings store – og helt igennem amerikanske – drøm.

Der var god grund til at være en smule skeptisk, for holder borgerrettighedsbevægelsen stadig efter dens endegyldige sejr med valget af en sort mand til USAs præsident? Er en messe for Martin Luther King ved at blive et museumsstykke på linje med Dybbøldagen?

Information om mindehøjtideligheden kan læses her. Vidste du for øvrigt, at National Cathedrals nyeste gargoyle forestiller Darth Vader?

Vaffelmanden i Det Hvide Hus

Dagens USA I DAG-klumme i Berlingske Tidende handler om den ubeslutsomme Barack Obama, der ikke har gjort det så godt udenrigspolitisk, som man kunne håbe på. Et uddrag fra Vaffelmanden i Det Hvide Hus:

Obamas problem er grundlæggende, at hans politik er vægelsindet, eller som man siger i USA: han er en »waffler«, der træder vande uden at kunne bestemme sig. Vaffelmanden Obama vil hellere være populær end træffe hårde beslutninger, og det gælder både på den hjemlige og den udenrigspolitiske arena.

Den store satsning over for de autoritære regimer var »en udstrakt hånd, hvis I åbner jeres knyttede næve«, som det så poetisk blev formuleret i tiltrædelsestalen for et år siden. Politikken indeholdt blandt andet en servil »genstart« over for Rusland, nedprioritering af menneskerettigheder over for Kina, og en valen og klassisk »vaflende« anerkendelse af det gustne valgresultat i Iran.

Continue reading

Inflationens Herre

Jeg er i mit nørdede hjørne med tirsdagens USA-klumme:

Den amerikanske centralbankdirektør Ben Bernanke blev 2009s mand i skysovs med heltekåring i Time Magazine og en førsteplads blandt tidsskriftet Foreign Policys »100 globale tænkere«. Som en anden Frodo har »Bailout Ben« overvundet Den Store Depressions spøgelse, og Skyggen er trængt tilbage til Mordor i en sky af grønne pengesedler fra centralbankens seddelpresse.

Der er dog naturligvis alvor bag parodien (naturligvis alvor, det er jo en lødig avis), og jeg håber, at parallellerne ikke blev for indforståede.

I samme genre og måske en let inspiration: Frodo Failed.

De falske jobs

Min USA-klumme fra 15. december er nu online: De falske jobs – om problemerne med optællingerne af jobs, som den store Stimulus-pakke angiveligt har “skabt eller reddet”. Jeg kunne for øvrigt ikke finde artiklen på Berlingskes oversigt over kommentarer, men Johan Espersen linkede fra 180grader. Uddrag:

For at efterspore nytten af de mange milliarder lanceredes hjemmesiden recovery.gov, og i slutningen af oktober kunne administrationen triumferende fortælle, at man nu havde »skabt eller reddet« 640.000 jobs. Imidlertid begyndte flere amerikanske medier at gå kritisk til tallene, og man skal ikke tilbringe ret lang tid på recovery.gov, før det går op for én, at mange af tallene er ubrugelige. En del af ansættelserne er sandsynligvis fri fantasi og milliarder af skattedollars er forsvundet i den blå luft.

Det var en rigtig interessant klumme at skrive, men den tog lang tid at researche. Jeg brugte et par timer på det Hvide Hus’ site recovery.gov, der angiveligt skal efterspore nytten af de 787 millarder dollars. Som jeg også skriver i klummen, er det et website, der efterlader én med flere spørgsmål end svar. Tallene er svære at gennemskue, og med afsløringerne af de mange helt tydeligt forkerte, misvisende eller direkte falske jobangivelser, er det svært at have tillid til sitet. Det har imidlertid undret mig, hvor lidt opmærksomhed hele denne affære har fået i den danske presse – jeg er ganske overbevist om, at hvis George Bush havde været præsidenten, der stod i spidsen for sådan en katastrofe, så havde vi set det på forsiden af samtlige aviser. Men sådan er der jo så meget.

The Washington Examiner’s recovery site findes her. Tjeck det selv. Det er vild læsning. Der er i øvrigt kommet yderligere 900 ‘bogus’ jobs til, efter jeg skrev klummen.
Continue reading

Integration på Amerikansk

Min USA-klumme handler denne tirsdag om integration. Den findes online her. Uddrag fra klummen:

Det er nemt at blive amerikaner, og kriterierne er tydelige: Hvis du kan klare dig selv og lade være med at blande dig i andres liv, er du allerede godt på vej. Kriterierne i Danmark er derimod skjulte og underforståede, og til vores kulturelle skændsel giver vi ikke længere så meget for at klare sig selv.

Bemærkninger:
Indvandring er et vigtigt og komplekst område, som også er svært at få styr på. Jeg kunne i hvert fald slet ikke få plads til alle de historier, jeg gerne ville have med. Her er et par bidder af billedet:

I 2006 offentliggjorde den svenske forsker Benny Carlson et studie af somaliere i hhv. Malmø og Minneapolis, Minnesota, hvor ca. 25.000 somaliere bor. Igen var der (ligesom med iranerne) tale om fuldt sammenlignelige grupper: Somalierne i både Sverige og USA var kommet til i begyndelsen af 90’erne, hvor borgerkrigen hærgede i Somalia. Benny Carlson ønskede at undersøge, hvordan somalierne havde klaret sig i hhv. den trygge, svenske velfærdsstat og det barske, kapitalistiske USA uden socialt sikkerhedsnet.

Resultaterne var øjenåbnende, for på alle relevante parametre havde somalierne i Minnesota klaret sig markant bedre end deres svenske skæbnefæller. Hvor kun 30% af somalierne i Sverige var i arbejde var tallet næsten det dobbelte i Minneapolis. Og endnu mere afgørende var en meget stor del af somalierne i Minnesota entreprenører. I 2005 var der ca. 800 somalisk-ejede virksomheder i Minneapolis, mens der i hele Sverige var 30 (i 2003).

Somalierne i Minneapolis var ikke en velhavende gruppe, men de klarede sig, og fordi de klarede sig selv, fik de også stadig større respekt fra lokalsamfundet og de andre i Minnesota (der sjovt nok overvejende har svensk/skandinavisk baggrund). Somalierne var kort sagt godt på vej til at gøre iranerne tricket efter: Integrere sig, blive velhavende, blive til amerikanere. Samtidig behøver vi næppe gå ind i, hvor problematisk synet er blevet på somaliere i Malmø – eller i Danmark.

Somalierne og iranerne – og mexicanerne og kineserne – er i gang med at gentage en lang amerikansk immigrationstradition, som alle andre amerikanere har deltaget i før dem, faktisk helt tilbage fra da de første englændere og skotter ankom: De første år er rigtig, rigtig hårde, og man er helt afhængig af venner og familie, men i Amerika er der muligheder og hårdt arbejde betaler sig – og efterhånden skaber man et liv for sig selv. Man kommer som outsider men bliver efterhånden til en del af traditionen og kulturen. Sådan er det gået også for irerne, italienerne, polakkerne, jøderne, armenerne, puerto ricanerne, ghaneserne – for slet ikke at tale om alle de succesfulde skandinaver, der er draget vestpå.

Man skal selvfølgelig heller ikke overdrive den store integration og harmoni. Den store amerikanske smeltedigle er måske mere en multikulturel mosaik, hvor man lever livet i mange forskellige parallelsamfund, og der stadig eksisterer fordomme og racisme. Naturligvis kender man bedst sine egne, sådan vil det altid være, og det er da ikke uden grund, at nogle amerikanere er bekymrede for den enorme latinamerikanske indvandring, der truer med at vende op og ned på de sydvestlige stater. Boston blev også engang i tidernes morgen overrendt af katolikker og byen blev aldrig den samme igen efter puritanernes fordrivelse. Men sådan er det, og det kan man leve med i USA.

Alligevel er det slående, hvor stor forskel der er på succesen i USA og fiaskoen i Europa – især med muslimsk indvandring. Hvad er grunden? Den kulturelle forklaring holder kun delvist, for også iranere og somaliere kommer fra en muslimsk baggrund, men alligevel klarer de sig godt, ligesom de mange irakere i Dearborn, Michigan. Naturligvis er der problemer, og den politiske korrekthed skygger nogen gange for en fornugtig konfrontation med religiøse galninge som major Nidal Malik Hasan, der 5. november dræbte 13 mennesker på Fort Hood i Texas. Hvis han havde været en tatoveret, galtbarberet redneck fra West Virginia, havde militæret nok langt tidligere konfronteret faresignalerne. (Der har også været andre terrorsager, og det skal også siges, at USA ikke har set en så koncentreret muslimsk indvandring, som nogle europæiske lande har set.) Men USA har intet set til de massive uroligheder eller ghettodannelser, der hærger europæiske storbyer.

Sådan tager du pis på en kommunist

Lørdag har jeg en Kultur-kronik i Berlingske Tidende om den cubanske punkmusiker Gorki Águila og hans band Porno Para Ricardo. Kronikken kan læses online her:

Gorki Águila er en rigtig punker. Ikke bare spiller han klassisk punkmusik, som The Clash og Sex Pistols, men han bliver også politisk forfulgt for sin musik. Han må ikke spille offentligt, han har siddet i fængsel flere gange, og politiet er altid i hælene på ham. Han lever kort sagt et rigtigt punkerliv, som enhver wanna-be-anarkist kun kan misunde ham – i rigtig konflikt med autoriteterne med en virkelig trussel om repressalier, fængselsstraf og tæv.

Gorki Águila – blandt venner bare kaldet Gorki – er punker på Cuba. Det er derfor, han er forfulgt, og derfor er han en af ø-diktaturets modigste mænd. Det musikglade Cuba er en facade, en potemkinkulisse, der skal få vestlige turister til at aflevere de nødvendige dollars. Virkeligheden er undertrykkelse af alle former for musik, der ikke er godkendt i kulturministeriet.

Her er Reason.tvs interview med Gorki, der blev optaget samme aften, som jeg mødte ham. Der er uddrag fra en del af musikken.

Der er en film på vej om den cubanske rockscene. Porno Para Ricardo medvirker, og en promo kan ses her: