Vildfarelsen

Den her kronik fik mig til at give Preben Major Sørensen et forsøg. Jeg har ikke læst noget af ham før, men måske var det udtrykket “antiborgerlig antihumanisme”, der gav mig blod på tanden. Det lød i hvert fald af noget, jeg ville kunne lide, ala idoler som Ernst Jünger, Celine, Fante, Bukowski, Dostojevskij og Easton Ellis. Jeg ved ikke helt, hvad fællesnævneren er, men det er noget med at skyde huller i jeg’et og sætte drive på prosaen, med blod, sved, tårer og vildskab og en masse nedtur og undergang.

“Vildfarelsen” fra 1985 er en af de novelle-samlinger, der ofte bliver nævnt, så den samlede jeg op på det lokale folkebibliotek. Jeg blev ikke skuffet. 25 ekstremt fortættede, mareridtsagtige fortællinger om navnløse, dystopiske byer, oprør der ender i tyranni, ondskabsfulde naboer og hævngerrige familiemedlemmer, skygger og spejlkabinetter. Men hvorfor ikke bare lade manden selv fortælle? Her er starten og slutningen på den sidste novelle, der også hedder “Vildfarelsen”:

Der er, i enhver større by, visse kvarterer med visse gader, hvor trøstesløsheden kaster sig skrigende ud fra femte sal og menneskene ikke kan være i deres stuer for bare spøgelser, hvor stemmer og lyde går gennem vægge og lukkede døre og trappen ikke sjældent ender blindt.

Der findes egne i universet som selv ikke de mest skræmmende billeder er i stand til dækkende at gengive. Den der skriger så højt af smerte at hans eget skrig sprænger hans trommehinder, er i det mindste befriet for at høre på sig selv.

Jonah Lehrers løgne om Dylan

Jeg havde hørt, at den kendte videnskabsjournalist Jonah Lehrer (Han er en Malcolm Gladwell/Lone Frank type, der kombinerer neurovidenskab med alt muligt andet) blev taget i fusk i flere omgange over sommeren. Først citerede han sig selv i sine blog-indlæg for The New Yorker, og senere blev han afsløret i at have opfundet citater af Bob Dylan til sin bog Imagine (ironisk nok om den “kreative” proces). Jeg havde til gengæld ikke hørt, hvor sletm det faktisk stod til med fuskeriet, og jeg havde slet ikke hørt, at det faktisk var min gode ven Michael C. Moynihan, der stod bag afløringerne. Det viser jo bare, hvor lidt jeg følger med for tiden.

Her er et link til Moynihans oprindelige klumme for Tablet, der startede affæren. Læs selv, det er en vild omgang bedrag, Lehrer har gang i:

Over the next three weeks, Lehrer stonewalled, misled, and, eventually, outright lied to me. Yesterday, Lehrer finally confessed that he has never met or corresponded with Jeff Rosen, Dylan’s manager; he has never seen an unexpurgated version of Dylan’s interview for No Direction Home, something he offered up to stymie my search; that a missing quote he claimed could be found in an episode of Dylan’s “Theme Time Radio Hour” cannot, in fact, be found there; and that a 1995 radio interview, supposedly available in a printed collection of Dylan interviews called The Fiddler Now Upspoke, also didn’t exist. When, three weeks after our first contact, I asked Lehrer to explain his deceptions, he responded, for the first time in our communication, forthrightly: “I couldn’t find the original sources,” he said. “I panicked. And I’m deeply sorry for lying.”

Her fortæller Moynihan om, hvordan det pludselig var at stå midt i en mediestorm. Han kan i øvrigt følges på Twitter.

Tigerens kone – litteratur der bider sig fast

The Tiger's Wife

Jeg har længe villet starte min blog op igen, sådan i det små og uforpligtende. Efter jeg har fået fast arbejde (i Kulturministeriet) rækker tiden ikke til ret meget skriveri ved siden af, men jeg synes alligevel at jeg gerne vil have en fastere platform end mere eller mindre tilfældige posteringer på de sociale medier. Så hvorfor ikke skrive noget om alle de bøger, jeg trods alt får tid til at læse, og noget om al den musik, jeg får lyttet til – ikke mindst takket være de fantastiske nye streaming tjenester, Spotify og Wimp (jeg bruger Wimp, men ikke af religiøse grunde).

Så lad mig starte med The Tiger’s Wife, den amerikanske forfatter Téa Obrehts debutroman. Den fik en fantastisk modtagelse i USA, men reaktionerne har været mere afdæmpede her i Danmark (hvor Jennifer Egans A Visit From The Goon Squad har fået mere omtale; de udkom nogenlunde samtidig i USA). Romanen kom i oversættelse på dansk i foråret, og måske er det netop det sproglige, der forhindrer, at Obreht har fået samme overstrømmende modtagelse herhjemme: Det er nemlig først og fremmest hendes prosa, hendes afsnit-konstruktioner og hendes fortælleteknik, der virkelig slår én. Faktisk har jeg været i gang med bogen i et år nu, og er stadig ikke færdig med den, men det er kun godt, for så kan jeg hver gang jeg åbner bogen (og det sker med store mellemrum, for jeg er altid i gang med 10 bøger på samme tid) blive slået lige hårdt af, hvor godt Obreht skriver.

Det betyder ikke, at historien er dårlig eller ligegyldig. Obrehts fortælling om et gådefuldt pseudo-jugoslavien i opløsning (hun er selv født i Beograd og var en ung pige, da landet brød sammen), hvor hendes bedstefars historie hvirvles sammen med nationens undergang og en masse sidehistorier om en mystisk, undsluppen tiger, en gal bjørnejæger, en mand der ikke kan dø og meget, meget mere, er bestemt både spændende og rørende, men alligevel er det de enkelte sætninger og afsnit, der virkelig fanger. Hvad fx med det her afsnit, der (så vidt jeg kan se på nettet) allerede er en ny-klassiker. Hovedpersonen vil gerne være læge ligesom sin bedstefar, og det får den gamle gubbe til at advare:

 

When men die, they die in fear’, he said. ‘They take everything they need from you, and as a doctor it is your job to give it, to comfort them, to hold their hand. But children die how they have been living – in hope. They don’t know what’s happening, so they expect nothing, they don’t ask you to hold their hand – but you end up needing them to hold yours. With children, you’re on your own. Do you understand?

Jeg læste det afsnit igen i morges, og det slog mig igen, hvor kontant det er afleveret, og hvordan afsnittet åbner en hel verden, eller måske snarere en afgrund under én. Måske er det bare, fordi jeg nu selv har fået barn, jeg ved det ikke, men jeg har tænkt på formuleringerne igen og igen, siden jeg læste afsnittet engang sidste sommer. Her til morgen læste jeg så også Obrehts beretning fra bombningen af Beograd (der ikke nævnes ved navn) og især hvad der sker med alle dyrene i Zoo, og hvordan byens indbyggere reagerer på begivenhederne . De sekvenser kommer også til at blive hængende i lang tid fremover. (Et bombet Beograd zoo støder man for øvrigt også på i filmen Underground, og et bombet Bagdad zoo i tegneserien Pride of Baghdad)

Hvis The Tiger’s Wife ikke er nok, kan jeg for øvrigt meget varmt anbefale Obrehts novelle “The Laugh” fra The Best American Short Stories 2010. Den er også helt vild. Og der er også noget med dyr, og mennesker, og alt det midt imellem.

Sommerlæsning

Over sommeren har jeg fået læst en god håndfuld bøger. Som sædvanlig håbede jeg at få tid til at skrive en ting om hver af dem, og som sædvandlig har jeg ikke haft tid til det. Her kommer i stedet et par spredte noter.

Joseph Conrad: Nostromo. Det tog lidt tid at tygge mig igennem den her klassiker, men den var det hele værd. En historie om et bjerg fyldt med sølv i en mellemamerikansk banenrepublik og de mange anstændige og uanstændige mennesker, der vil have fat i rigdommene. Fantastisk overblik og skrevet med forførende perspektivskift, der afslører alle karakterernes manglende indblik i deres egen natur, gode som onde. En evig relevant bog, der ret præcist fanger den politiske tilstand i en del latinamerikanske lande den dag i dag med den evige jagt på magten over naturressourcer. Jeg har skrevet lidt mere på min Librarything-side.

John Keegan: A History of Warfare. Endnu en glimrende og indsigtsfuld bog. Dette er i virkeligheden én lang polemik med Clausewitz’ tese om at krig er en fortsættelse af politik med andre midler. Dels viser Keegan, at det ikke historisk forholder sig sådan, da krig er langt mere varieret og kulturelt betinget end oplysningstænkeren Clausewitz kunne anerkende – og dels argumenterer Keegan overbevisende for, at en ‘krig som politik’-tænkning er den direkte vej til en total militarisering og ideologisering af samfundet, hvilket i følge ham førte til katastrofen i første verdenskrig.

Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen: Kritik af den negative opbyggelighed. Stort set alt Stjernfelt har en finger med i, er interessant. Thomsen er for mig mere vedkommende som digter end som tænker, men også hans essays i denne samling er værd at læse. Sammen kunne man kalde dem “et forsvar for formen” – formen i kunsten, formen i religionen og formen i det politiske. Bogen undersøger, hvordan “oprøreren”, den “ensomme ulv der går sine egne veje”, er blevet en kliché i kulturlivet, og hvordan dette er blevet til en personlighedskult, hvor man interesserer sig mere for kunsterens rækken-tunge-af-systemet end for kunsten. Modsvaret er at begynde at se på formen igen – har kunstneren overhovedet noget interessant at byde på? Det er ikke en afvisning af modernismens negativering af den klassiske kunst, men derimod en afvisning af “modernismen som tradition”, den tomme negation. Thomsen forsvarer ret overbevisende hvordan kirkens og gudstjenestens former faktisk giver større plads til eftertænksomhed, indlevelse og det vedkommende end de tomme og poppede stjerne-præster, der vil have rock i kirken og politik i prædikenen, for ligesom at gøre det hele lidt mere “vedkommende for de unge”. Velskrevet men ustruktureret, en rigtig god essay-samling.

Henrik Dahl: Den usynlige verden. Havde lidt mindre at byde på end annonceret, men Henrik Dahl er altid værd at læse, fordi han både er præcis og provokerende – og nogle gange helt ude i skoven. I “Den usynlige verden” sætter han sig ambitiøst for at italesætte hele det “usynlige” Danmark, som de allerfleste af os lever i, men som ikke er kanoniseret som fint og godt, og som derfor savner begrebsliggørelse og normer for adfærd. Dette gælder parcelhuskvartererne, motorvejene, tankstationerne, genbrugspladserne, kontorlandskaberne, fritiden og det moderne familieliv, der med en morsom formulering er blevet ekstremt arbejdskrævende, så det, der i ideologien er båret af kærlighed reelt er en blanding af “et stormøde på Tvind og en arbejdslejr”. Dahl når dog kun lige at skrabe i overfladen af det usynlige Danmark, men det er en værdig og spændende mission. Kampen mod Højskolesangbogens sakralisering af naturen, det højkulturelle, det gamle og det fine synes dog på forhånd tabt.

Technorati Tags:

1968 – og det der fulgte

Minsandten om der nu ikke dukker endnu en bog op med en forfatter, jeg kender. Det er jo ren name-dropping det her, men min gamle gymnasiekammerat og gode ven, historikeren Steven Jensen, udgiver i dag en bog om Studenteroprøret sammen med Thomas Jørgensen.

Bogen “1968 – og det der fulgte” får god omtale i Berlingske Tidende, selvom Bent Blüdnikov også har ris til forfatterne. En spændende tid med vidtrækkende betydning også i dag.

Forfatterne indleder i øvrigt i morgen aften Cinematekets visning af dokumentarfilmen Skæve Dage i Thy fra 1971. Jeg har desværre ikke selv mulighed for at deltage, selvom det sikkert bliver rigtig sjaw.

Liberal læseliste

Hvad skal man læse, hvis man går i gymnasiet og gerne vil have et hurtigt crash-course i den relevante liberale litteratur og blive klædt ordentligt på til en debat – uden at skulle slæbe sig igennem alt for mange komplicerede tekster?

Mit bud på tre bøger, der kan gøre tilgangen nemmere. De er alle på dansk, nemme at læse og proppede med argumenter, der har relevans i den nutidige danske virkelighed. De handler alle tre om at vende verden på hovedet og undersøge alle de velkendte argumenter én gang til.

Martin Ågerup: Den retfærdige ulighed (2007). En god blanding af principper og fakta. Redegør letforståeligt for, at ikke al ulighed er uretfærdig og at materiel fattigdom er et næsten ikke-eksisterende problem i Danmark.

Christopher Arzrouni: Helt uforsvarligt (2005). Ideen kommer ganske vist fra Walter Blocks “Defending the Undefendable” (fås i pdf her), men Arzrouni skabte en del debat med sine vittige og velskrevne provokationer i Weekendavisen, her samlet i bogform. Pointen er, at frihed også er frihed for folk til at gøre noget, ikke alle bryder sig om.

Ole Birk Olesen: Taberfabrikken (2007). Tror du, at velfærdsstaten hjælper de svage? Tro om igen.

Det var tre hurtige, nutidige og let spiselige bud. Næste punkt må være at få nogle lidt større idehistoriske titler frem i lyset. Hvordan ser din liste ud?

Ynglingen

Med vanlig optimisme indkøbte jeg sidste år People’s Press’ samlede udgave af Dostojevskij, og nu har jeg endelig fået stavet mig igennem de to første bind, der dækker den sene roman Ynglingen. Mange mennesker mener, at jeg læser enormt meget. Men det hænger kun sammen med, at jeg læser enormt langsomt. Heldigvis er jeg lige så stædig, som jeg er langsom, så jeg når altid igennem bøgerne til sidst. Selv Proust kan læses på under et år, hvis man bare tager 10 sider om dagen.

Samtidig har jeg altid gang i mindst 10 bøger på samme tid, og da Dostojevskijs snørklede personer ikke er nemme at komme ind i, har jeg læst Ynglingen i store hug med måneders mellemrum. I påsken åd jeg mig igennem den sidste tredjedel, og selvom den aldrig kom helt op og synge, var det en god oplevelse. Dostojevskij skriver efter min mening de mest fascinerende psykologiske portrætter man kan opdrive, og Ynglingen nærmest flyder over med mærkelige, hysteriske typer, som den unge Arkadij møder på sin vej til at blive voksen.

Ynglingen var det dog en langt mere spraglet affære end Dostojevskijs andre mere fokuserede romaner, og det var nok grunden til, at interessen ikke helt blev holdt fangen. Bogen starter stærkt med præsentationen af hovedpersonens store idé (der i øvrigt minder betragteligt om den idé, der driver hovedpersonen i There Will Be Blood) – at blive en hovedrig Rotschild, så han kan slippe for andre mennesker. Men som romanen skrider frem, fortaber ideen sig i ynglingens baghoved (den er jo kun en ungdommelig grille), og det går op for ham, at han nok har mere brug for en familie end for penge.

Det er jo meget fint, men jeg holder nok mere af kompromisløsheden i en roman som Forbrydelse og straf, der rent formelt set er et af de stærkste udtryk for, at en historie kan have en “kontrollerende idé”, der driver dens handling. Ynglingen har mere portrættets struktur, et indtryk af en sindstilstand på grænsen mellem ung og voksen, hvor man ikke rigtig fatter, hvad andre mennesker tænker om én – men man frygter det værste.

Lige nu glæder jeg mig til at tage fat på Idioten, og så skulle jeg vist også være igennem Dostojevskijs “store” romaner.

Kleins chokerende (dårlige) nye bog

Den canadiske journalist Naomi Klein har en ny bog på markedet, The Shock Doctrine: The Rise of Disaster Capitalism, og den ser ud til at være en endnu mere langt ude konspirationsteoretisk omgang, end hendes forrige hit No Logo. Jeg læste “No Logo”, da bogen kom ud i 2000, og det var en af de bøger, der satte mig i gang på min lange rejse til at blive tilhænger af et uhindret frit marked og et liberalt samfund. Det var ikke fordi bogen som sådan var dårlig. Den var både velskrevet og havde et flot grafisk layout, der virkede forførende. Den hang bare ikke sammen, argumenterne var forvrøvlede, og Klein virkede til at se konspirationer overalt. Hun virker til basalt set at have et problem med sammenhængen mellem årsag og virkning, og at dømme efter omtalerne af hendes nye bog, er det kun blevet værre.

Klein har senere antydet, at angrebet på de globale varemærker i “No Logo” egentlig blot var et startsted for en bredere kapitalismekritik, og nu kommer så næste skridt i kampen for … ja i kampen for hvad i grunden? Problemet med Klein og hendes slags er, at de bruger lang tid på at fortælle os hvad de er imod, men ikke ret lang tid på at argumentere for, hvordan alternativet vil virke. Klein går vel nærmest ind for en slags socialisme, men da socialismen ikke lige har den bedste track record, er det vel på sin vis en meget fornuftig strategi at række tunge af alt det, man ikke kan lide, i stedet for at melde klart ud.

Kleins nye bog virker om muligt endnu mere langt ude på overdrevet end “No Logo”. Tesen er kort fortalt, at verden domineres af kapitalistiske manipulatorer, der bruger alle midler for at trække den onde kapitalisme ned over hovederne på os stakkels alimindelige mennesker, der per instinkt naturligvis hader frie markeder. For Naomi Klein var Pinochets kup i Chile planlagt og støttet af Milton Friedman, der citeres for at have opfordret til uro og katastrofer, fordi kun katastrofer får folk til at hoppe med på frimarkedsvognen. Og siden da har disse kapitalistiske blæksprutter styret verden ind i den ene katastrofe efter den anden for at gennemføre kapitalisme gennem tortur og umenneskelighed.

Tesen er naturligvis helt til rotterne, og den får følgende skud fra boven i økonomen Tyler Cowens anmeldelse i New York Sun:

Rarely are the simplest facts, many of which complicate Ms. Klein’s presentation, given their proper due. First, the reach of government has been growing in virtually every developed nation in the world, including in America, and it hardly seems that a far-reaching free market conspiracy controls much of anything in the wealthy nations. Second, Friedman and most other free market economists have consistently called for limits on state power, including the power to torture. Third, the reach of government has been shrinking in India and China, to the indisputable benefit of billions. Fourth, it is the New Deal — the greatest restriction on capitalism in 20th century America and presumably beloved by Ms. Klein — that was imposed in a time of crisis. Fifth, many of the crises of the 20th century resulted from anti-capitalistic policies, rather than from capitalism: China was falling apart because of the murderous and tyrannical policies of Chairman Mao, which then led to bottom-up demands for capitalistic reforms; New Zealand and Chile abandoned socialistic policies for freer markets because the former weren’t working well and induced economic crises.

Diskussion her. Jeg tror dog selv, at jeg springer bogen over.

Update: Her er en meget negativ omtale fra én, der i øvrigt er kapitalismekritisk. Og her er The Economists klassiske afklapsning: Naomi Klein needs to grow up.