Joseph Conrad: Nostromo. Det tog lidt tid at tygge mig igennem den her klassiker, men den var det hele værd. En historie om et bjerg fyldt med sølv i en mellemamerikansk banenrepublik og de mange anstændige og uanstændige mennesker, der vil have fat i rigdommene. Fantastisk overblik og skrevet med forførende perspektivskift, der afslører alle karakterernes manglende indblik i deres egen natur, gode som onde. En evig relevant bog, der ret præcist fanger den politiske tilstand i en del latinamerikanske lande den dag i dag med den evige jagt på magten over naturressourcer. Jeg har skrevet lidt mere på min Librarything-side.

John Keegan: A History of Warfare. Endnu en glimrende og indsigtsfuld bog. Dette er i virkeligheden én lang polemik med Clausewitz’ tese om at krig er en fortsættelse af politik med andre midler. Dels viser Keegan, at det ikke historisk forholder sig sådan, da krig er langt mere varieret og kulturelt betinget end oplysningstænkeren Clausewitz kunne anerkende – og dels argumenterer Keegan overbevisende for, at en ‘krig som politik’-tænkning er den direkte vej til en total militarisering og ideologisering af samfundet, hvilket i følge ham førte til katastrofen i første verdenskrig.

Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen: Kritik af den negative opbyggelighed. Stort set alt Stjernfelt har en finger med i, er interessant. Thomsen er for mig mere vedkommende som digter end som tænker, men også hans essays i denne samling er værd at læse. Sammen kunne man kalde dem “et forsvar for formen” – formen i kunsten, formen i religionen og formen i det politiske. Bogen undersøger, hvordan “oprøreren”, den “ensomme ulv der går sine egne veje”, er blevet en kliché i kulturlivet, og hvordan dette er blevet til en personlighedskult, hvor man interesserer sig mere for kunsterens rækken-tunge-af-systemet end for kunsten. Modsvaret er at begynde at se på formen igen – har kunstneren overhovedet noget interessant at byde på? Det er ikke en afvisning af modernismens negativering af den klassiske kunst, men derimod en afvisning af “modernismen som tradition”, den tomme negation. Thomsen forsvarer ret overbevisende hvordan kirkens og gudstjenestens former faktisk giver større plads til eftertænksomhed, indlevelse og det vedkommende end de tomme og poppede stjerne-præster, der vil have rock i kirken og politik i prædikenen, for ligesom at gøre det hele lidt mere “vedkommende for de unge”. Velskrevet men ustruktureret, en rigtig god essay-samling.

Henrik Dahl: Den usynlige verden. Havde lidt mindre at byde på end annonceret, men Henrik Dahl er altid værd at læse, fordi han både er præcis og provokerende – og nogle gange helt ude i skoven. I “Den usynlige verden” sætter han sig ambitiøst for at italesætte hele det “usynlige” Danmark, som de allerfleste af os lever i, men som ikke er kanoniseret som fint og godt, og som derfor savner begrebsliggørelse og normer for adfærd. Dette gælder parcelhuskvartererne, motorvejene, tankstationerne, genbrugspladserne, kontorlandskaberne, fritiden og det moderne familieliv, der med en morsom formulering er blevet ekstremt arbejdskrævende, så det, der i ideologien er båret af kærlighed reelt er en blanding af “et stormøde på Tvind og en arbejdslejr”. Dahl når dog kun lige at skrabe i overfladen af det usynlige Danmark, men det er en værdig og spændende mission. Kampen mod Højskolesangbogens sakralisering af naturen, det højkulturelle, det gamle og det fine synes dog på forhånd tabt.

Technorati Tags: books

Bogen “1968 – og det der fulgte” får god omtale i Berlingske Tidende, selvom Bent Blüdnikov også har ris til forfatterne. En spændende tid med vidtrækkende betydning også i dag.

Forfatterne indleder i øvrigt i morgen aften Cinematekets visning af dokumentarfilmen Skæve Dage i Thy fra 1971. Jeg har desværre ikke selv mulighed for at deltage, selvom det sikkert bliver rigtig sjaw.

Mit bud på tre bøger, der kan gøre tilgangen nemmere. De er alle på dansk, nemme at læse og proppede med argumenter, der har relevans i den nutidige danske virkelighed. De handler alle tre om at vende verden på hovedet og undersøge alle de velkendte argumenter én gang til.

Martin Ågerup: Den retfærdige ulighed (2007). En god blanding af principper og fakta. Redegør letforståeligt for, at ikke al ulighed er uretfærdig og at materiel fattigdom er et næsten ikke-eksisterende problem i Danmark.

Christopher Arzrouni: Helt uforsvarligt (2005). Ideen kommer ganske vist fra Walter Blocks “Defending the Undefendable” (fås i pdf her), men Arzrouni skabte en del debat med sine vittige og velskrevne provokationer i Weekendavisen, her samlet i bogform. Pointen er, at frihed også er frihed for folk til at gøre noget, ikke alle bryder sig om.

Ole Birk Olesen: Taberfabrikken (2007). Tror du, at velfærdsstaten hjælper de svage? Tro om igen.

Det var tre hurtige, nutidige og let spiselige bud. Næste punkt må være at få nogle lidt større idehistoriske titler frem i lyset. Hvordan ser din liste ud?

Samtidig har jeg altid gang i mindst 10 bøger på samme tid, og da Dostojevskijs snørklede personer ikke er nemme at komme ind i, har jeg læst Ynglingen i store hug med måneders mellemrum. I påsken åd jeg mig igennem den sidste tredjedel, og selvom den aldrig kom helt op og synge, var det en god oplevelse. Dostojevskij skriver efter min mening de mest fascinerende psykologiske portrætter man kan opdrive, og Ynglingen nærmest flyder over med mærkelige, hysteriske typer, som den unge Arkadij møder på sin vej til at blive voksen.

Ynglingen var det dog en langt mere spraglet affære end Dostojevskijs andre mere fokuserede romaner, og det var nok grunden til, at interessen ikke helt blev holdt fangen. Bogen starter stærkt med præsentationen af hovedpersonens store idé (der i øvrigt minder betragteligt om den idé, der driver hovedpersonen i There Will Be Blood) – at blive en hovedrig Rotschild, så han kan slippe for andre mennesker. Men som romanen skrider frem, fortaber ideen sig i ynglingens baghoved (den er jo kun en ungdommelig grille), og det går op for ham, at han nok har mere brug for en familie end for penge.

Det er jo meget fint, men jeg holder nok mere af kompromisløsheden i en roman som Forbrydelse og straf, der rent formelt set er et af de stærkste udtryk for, at en historie kan have en “kontrollerende idé”, der driver dens handling. Ynglingen har mere portrættets struktur, et indtryk af en sindstilstand på grænsen mellem ung og voksen, hvor man ikke rigtig fatter, hvad andre mennesker tænker om én – men man frygter det værste.

Lige nu glæder jeg mig til at tage fat på Idioten, og så skulle jeg vist også være igennem Dostojevskijs “store” romaner.

Science-fiction skildrer noget, der muligvis kunne ske, men som vi oftest ikke ønsker ville ske.

Fantasy skildrer noget, der sandsynligvis ikke kunne ske, men som vi nogle gange ønsker ville ske.

Der er langt igen. Men et par af dem står da i det mindste på hylden og venter.

Og her er gruppen for folk, der gør forsøget.

De fleste mennesker når vel ikke engang at læse 1001 bøger, før de dør. Eller 101. “Whadda you mean read it, I can’t even lift it?”

Klein har senere antydet, at angrebet på de globale varemærker i “No Logo” egentlig blot var et startsted for en bredere kapitalismekritik, og nu kommer så næste skridt i kampen for … ja i kampen for hvad i grunden? Problemet med Klein og hendes slags er, at de bruger lang tid på at fortælle os hvad de er imod, men ikke ret lang tid på at argumentere for, hvordan alternativet vil virke. Klein går vel nærmest ind for en slags socialisme, men da socialismen ikke lige har den bedste track record, er det vel på sin vis en meget fornuftig strategi at række tunge af alt det, man ikke kan lide, i stedet for at melde klart ud.

Kleins nye bog virker om muligt endnu mere langt ude på overdrevet end “No Logo”. Tesen er kort fortalt, at verden domineres af kapitalistiske manipulatorer, der bruger alle midler for at trække den onde kapitalisme ned over hovederne på os stakkels alimindelige mennesker, der per instinkt naturligvis hader frie markeder. For Naomi Klein var Pinochets kup i Chile planlagt og støttet af Milton Friedman, der citeres for at have opfordret til uro og katastrofer, fordi kun katastrofer får folk til at hoppe med på frimarkedsvognen. Og siden da har disse kapitalistiske blæksprutter styret verden ind i den ene katastrofe efter den anden for at gennemføre kapitalisme gennem tortur og umenneskelighed.

Tesen er naturligvis helt til rotterne, og den får følgende skud fra boven i økonomen Tyler Cowens anmeldelse i New York Sun:

Rarely are the simplest facts, many of which complicate Ms. Klein’s presentation, given their proper due. First, the reach of government has been growing in virtually every developed nation in the world, including in America, and it hardly seems that a far-reaching free market conspiracy controls much of anything in the wealthy nations. Second, Friedman and most other free market economists have consistently called for limits on state power, including the power to torture. Third, the reach of government has been shrinking in India and China, to the indisputable benefit of billions. Fourth, it is the New Deal — the greatest restriction on capitalism in 20th century America and presumably beloved by Ms. Klein — that was imposed in a time of crisis. Fifth, many of the crises of the 20th century resulted from anti-capitalistic policies, rather than from capitalism: China was falling apart because of the murderous and tyrannical policies of Chairman Mao, which then led to bottom-up demands for capitalistic reforms; New Zealand and Chile abandoned socialistic policies for freer markets because the former weren’t working well and induced economic crises.

Diskussion her. Jeg tror dog selv, at jeg springer bogen over.

Update: Her er en meget negativ omtale fra én, der i øvrigt er kapitalismekritisk. Og her er The Economists klassiske afklapsning: Naomi Klein needs to grow up.

Jeg har ikke set Gores film (som en ven har beskrevet som verdens bedste power-point præsentation), men jeg må indrømme, at jeg var meget skuffet over bogen. Jeg er i forvejen mildt skeptisk overfor hele klima-hurlumhejet, og Gore fik mig ikke ligefrem omvendt. Tværtimod bekræftede han mine fordomme: Gore er rig på retorisk fylde og emotionelle udgydelser, men ekstremt svag på argumenter. De egentlige informationer i bogen kan fylde en A4 side, resten er anekdoter fra Gores personlige liv (der sådan set er interessante, men ikke har noget som helst med klimaet at gøre), og eksempler på “hvor galt det kan gå”, hvis vi ikke “gør noget”. Men her er ingen forslag til prioritering af de gigantiske udfordringer, Gore sætter op. Det vigtigste for ham er tydeligvis den moralske følelse af at have et projekt.

Lomborgs bog er helt anderledes tør og faktuel og repræsenterer efter min mening den eneste saglige tilgang til klimasagen. Lomborg tager IPCC rapporterne på ordet, erklærer at kloden opvarmes af menneskelig aktivitet og ser det som et problem. Men det er naturligvis et problem, der skal vurderes på linje med alle mulige andre udfordringer, vi står overfor, fx AIDS i Afrika, manglen på rent drikkevand, sult, fattigdom osv. Ydermere viser han, at en politik der satser på vækst frem for CO2-nedskæringer faktisk vil være bedre til at møde klimaudfordringerne, fordi klimaproblemerne forstærkes mangefold af fattigdom. Det er et meget overbevisende argument, og Lomborgs Cool It bør være tvungen læsning for enhver, der beskæftiger sig med klimapolitik eller med global politik i det hele taget.

Det vil i praksis sige, at alle bør læse bogen, for politikerne er allerede nu ved at vedtage klimaaftaler der 1) Er enormt dyre, og 2) ikke gør nogen forskel. Det er kort sagt spild af penge, der kunne være brugt meget bedre andre steder. Tak for bogen, Lomborg, og tak fordi du tør sige noget, der går imod den offentlige mening.

In the age of sonar, Bischoff’s U-boat was a rat in a dark, cluttered, infinite cellar, hiding from a man who had neither torch nor lantern: only two rocks that could spark when banged together. Bischoff sank a lot of ships in those days.

… (after the invention of radar) …

His U-boat is no longer a rat in a dark cellar. Now it is a wingless horsefly dragging itself across an immaculate tablecloth in the streaming light of the afternoon sun.

BANG! One dead horsefly!

Hvorfor opleves nogle film dybere og mere vedkommende og intense end andre, og hvorfor opleves andre film som ligegyldige, banale, klichefyldte eller trættende?

Det er der mange bud på, men at lydsiden og især musikken i disse sammenhænge ofte kan spille en væsentlig rolle, er der kun meget få mennesker som er sig rigtigt bevidste om.

Sound can not only make a good film great, it can also fuck up a really good story. Sound is too often overheard, and yet it plays such a crucial part in our movie experience. Should a screenwriter consider the use of sound and music already in the writing stage? I certainly think so. In fact, why not try to write a whole story from sound and music? I know this guy has inspired me more than once. And this guy too.