Vildfarelsen

Den her kronik fik mig til at give Preben Major Sørensen et forsøg. Jeg har ikke læst noget af ham før, men måske var det udtrykket “antiborgerlig antihumanisme”, der gav mig blod på tanden. Det lød i hvert fald af noget, jeg ville kunne lide, ala idoler som Ernst Jünger, Celine, Fante, Bukowski, Dostojevskij og Easton Ellis. Jeg ved ikke helt, hvad fællesnævneren er, men det er noget med at skyde huller i jeg’et og sætte drive på prosaen, med blod, sved, tårer og vildskab og en masse nedtur og undergang.

“Vildfarelsen” fra 1985 er en af de novelle-samlinger, der ofte bliver nævnt, så den samlede jeg op på det lokale folkebibliotek. Jeg blev ikke skuffet. 25 ekstremt fortættede, mareridtsagtige fortællinger om navnløse, dystopiske byer, oprør der ender i tyranni, ondskabsfulde naboer og hævngerrige familiemedlemmer, skygger og spejlkabinetter. Men hvorfor ikke bare lade manden selv fortælle? Her er starten og slutningen på den sidste novelle, der også hedder “Vildfarelsen”:

Der er, i enhver større by, visse kvarterer med visse gader, hvor trøstesløsheden kaster sig skrigende ud fra femte sal og menneskene ikke kan være i deres stuer for bare spøgelser, hvor stemmer og lyde går gennem vægge og lukkede døre og trappen ikke sjældent ender blindt.

Der findes egne i universet som selv ikke de mest skræmmende billeder er i stand til dækkende at gengive. Den der skriger så højt af smerte at hans eget skrig sprænger hans trommehinder, er i det mindste befriet for at høre på sig selv.

Mads Fuglede om gymnasielærere og USA

Mads Fuglede har en lille bog, hvor han opskriver folk, der gør ham vred:

Indimellem kigger jeg i min lille bog for at få mig et godt grin eller se, om jeg stadigvæk er vred. Nu hvor jeg har fået adgang til en klumme, leder jeg også efter kandidater til denne offentlige gabestok. Her fandt jeg en gymnasielærer, der viste mig sin læseplan for et forløb om USA op til valget i 2008. Han havde valgt tre film, som skulle vise tre centrale aspekter: JFK af Oliver Stone (1991) skulle vise noget om amerikansk politisk kultur, Mississippi Burning af Alan Parker (1988) skulle belyse USAs raceforhold, og Michael Moore skulle med Bowling for Columbine (2002) gøre eleverne klogere på amerikansk våbenfetichisme. Goebbels havde lavet nogle film om den jødiske lobby, som jeg syntes manglede på hans læseplan, men ironi var ikke hans stærke side, så han røg i den lille bog i stedet.

Fra Fugledes USA-klumme. Næste uge bliver det min klumme.

Hvis det ikke slår dig ihjel…

En lille sjov historie, der handler lidt om Ecuadors fodboldhold og lidt om den menneskelige psyke – og en lille smule om velfærdsstaten. Tak til Abekongen.

Lost in the middle of nowhere, a master and his servant were looking for assistance when they came across a small shack. In front of the hut was a single cow. The master knocked on the door and a man opened it.

“What can I do for you?,” the owner asked, with a smile on his lips.
“We’ve had some transport problems and wondered if you could give us shelter for the night?”
“Of course,” came the reply. “Come in and make yourselves at home.”

His wife invited the guests to sit down to dinner, which consisted of milk, cheese and beef. The servant, surprised by the surroundings, then said to the hosts: “All I’ve seen is a cow in front of your house. How do you live like this?”

“It’s like this,” answered the man. “The cow gives us milk, and her calves give us the hides we need to make clothes and the meat we need to eat. What else do we need?”

After dinner, everyone went to their rooms. The next morning, the guests thanked their hosts and left. After they departed, the master turned to his servant and ordered him to return and kill their cow.

In spite of his astonishment, the servant carried out the order. The event weighed on his conscience for years, until he finally decided to return to the place to find out what had happened to the family. Imagine his surprise when he arrived at an enormous estate, full of animals, containing a mill and various other outhouses.

Amazed, he knocked on the door, which was opened by a man he didn’t recognise.

“What can I do for you?” he asked.
“I was here many years ago, but everything was very different. I was wondering what happened to the family who used to live here,” said the servant.
“That must be us, we’ve never moved.”
“But how have you come by all of this wealth?”
“Well actually, something very strange happened. One morning we woke up and our cow was dead. We had no choice but to embark on a new life full of hard work and new challenges, which has led us to where we are today.”

Så er det sagt

Defining the magic

a good poem is like a cold beer

when you need it,

a good poem is like a hot turkey

sandwich when you’re

hungry,

a good poem is a gun when

the mob corners you,

a good poem is something that

allows you to walk through the streets of

death,

a good poem can make death melt like

hot butter,

a good poem can frame agony and

hang it on a wall,

a good poem can let your feet touch

China,

a good poem can let you shake hands

with Mozart,

a good poem can let you shoot craps

with the devil

and win,

a good poem can do almost anything,

and most important

a good poem knows when to

stop.

Charles Bukowski: “Betting on the Muse”, p. 131

Allan Bloom om 68-oprøret

Enhver der er professionel tænker, som sidder i en prestigefyldt og velbetalt stilling – og som samtidig ikke synes, der er noget at tænke over – må selvfølgelig føle sig i en akavet position over for samfundet. Forpligtelsen til at fremme ligeberettigelse, udradere racisme, sexisme og elitisme (vort demokratiske samfunds specielle forbrydelser) – samt krig, er naturligvis påtrængende for et menneske, der ikke kan finde andet, der er værd at forsvare. At politikken i Tyskland [anno 1933, lhv.] var højreorienteret, mens den i USA [anno 1968, lhv.] lå til venstre, bør ikke forvirre os. Begge steder gav universiteterne op overfor massebevægelser, og det gjorde de især, fordi de troede at masserne besad en moralsk sandhed, universiteterne ikke kunne hamle op med. Engagement blev bedømt som dybere end videnskab, følelse end fornuft, historien end naturen, de unge end de gamle. Faktisk var den grundlæggende tanke, som jeg har hævdet, den samme. Amerikas nye venstre var et Nietzscheficeret-Heideggeriseret venstre. Det ubændige had til det “borgerlige samfund” var nøjagtig det samme. Det beviste en berømt professor i politisk videnskab, da han læste nogle taler højt for sine studerende om, hvad der måtte gøres. De var vildt begejstrede, indtil han afslørede, at det var Mussolinis taler.

[Allan Bloom: “Historien om vestens intellektuelle forfald”, da. udgave, Gyldendal 1992, p. 308]

Brody om Idi

Reed Brody, Human Rights Watch, om Idi Amins asyl i Saudi Arabien, til New York Times:

If you kill one person, you go to jail; if you kill 20, you go to an institution for the insane; if you kill 20,000, you get political asylum.

Eller som Stalin sagde: “Tabet af 1 mand er en tragedie. Tabet af 1 million er statistik.”

Adorno om astrologi

Hvis en astrolog formaner sine læsere til på en bestemt dag at køre forsigtigt i deres biler, så vil det sikkert ikke skade nogen; det skadelige er den fordummelse, der ligger i påstanden om, at dette til enhver tid gyldige og derfor idiotiske råd har krævet stjernernes medvirken.

– Theodor W. Adorno: “Om kulturindustrien”