Inbox Zero

Torben Sangild spurgte på Facebook om email-styring og jeg henviste til en video, jeg så for et stykke tid siden: Inbox Zero med Merlin Mann.

Det er en fin video af et foredrag, Merlin Mann afholdt for et par år siden om sine erfaringer med at styre de mange emails, der kommer ind hver dag. Målet er at få dem ud af indboxen, ud af stresszonen. Systemet baserer sig på David Allens Getting Things Done filosofi.

Videoen er lidt lang, så jeg skrev et par hurtige noter til Torben. De kommer også her:

1. Målet er at få indboxen tømt. Der er intet så frustrerende som en masse gamle beskeder, der stresser og fylder. Man har læst dem engang, men hvad var det nu egentlig, man skulle med dem?

2. Alle ting hører hjemme ét sted. Det betyder, at når du åbner en ny meddelelse, så både skal og kan du ALTID tage stilling til, hvad du skal gøre ved den. Den skal videre i systemet. Med Gmail er det faktisk rigtig nemt.

3. Der er fire muligheder for en email:
Slet/arkiver: Rigtig meget kan man slette, når man har skimmet det.
Deleger: Send den videre i systemet, hvis du fx skal have svar på noget.
Gør: Hvis mailen kalder på en handling (eksempelvis et svar), så gør det med det samme, hvis det tager under 2 minutter. Som en ninja. Bagefter: Arkivér, ude af indboksen!
Udsæt: Hvis handlingen vil tage mere end 2 minutter, så udsæt til senere – men sørg for at få det i en mappe/label til formålet.

Dvs. jeg gennemgår altid alle mails i en grovsortering og får dem ud af indboxen med det samme. Jeg har lavet tre labels, @BESVAR, @LÆS, @VENTER, som mailsene kan komme i: Dem der skal svares på (tømmes hver dag), dem der skal læses (kan vente lidt længere) og dem hvor jeg venter på tilbagemelding. Grundet det lille @ står de altid øverst i labellisten. Smart!

Reelt tager grovsorteringen 5-10 minutter, selvom jeg har 20-30 emails hver morgen. Det er meget beroligende at gøre. Ahhh, nu er inboxen tom…

Internettets Supermagt

Jeg deltog tirsdag i P1 programmet Horisont om Internettets supermagt. Programmet handler mest om Google, men jeg udtaler mig mere generelt om internettets muligheder for at føre til politiske forandringer, især i autoritære stater. Jeg er lettere pessimistisk sammenlignet med den anden deltager i debatten, Rikke Frank Jørgensen fra Institut for Menneskerettigheder, der i øvrigt siger nogle interessante ting. Desuden deltager Louise Brincker og Anders Høeg Nissen.

Kan man overhovedet tale om ‘sølvkugler’ på dansk?

Et par real-life venner har bemærket min anglificerede brug af ordet “sølvkugle” i overskriften til det her indlæg. Der menes naturligvis en sølvkugle, som man bruger mod varvulve, men man bruger vist ikke udtrykket på den måde på dansk. Et bedre ord ville være “mirakelkur”, men det er et kedeligt, gammeldags udtryk. Én bemærkede, at der nu var gået “Poul Høi” i den, men selv synes jeg mere, at jeg minder om Brigitte Nielsen.

Nyt blogindlæg i dag: Googles krigserklæring.

Velkommen til Internet Revolutionen

I dag skrev jeg første indlæg på min nye blog for Berlingske Tidende: Internet Revolutionen. Den har været lang tid undervejs, men jeg er meget glad for og stolt over resultatet. Det her bliver spændende!

Første indlæg handler om optrapningen af Internet-krigen mellem Google/USA og Kina. Det er måske lidt meget at kalde det en krig, men lidt kold våbenraslen er der i hvert fald tale om.

Her er noget, jeg tidligere har skrevet som en slags programerklæring for bloggen:

En ung og smuk iransk pige udånder for åben mobiltelefon og videoen af hendes død giver genlyd i hele verden og sætter et regime under pres. En outsider bliver til insider og vælges til verdens mægtigste mand takket være en dygtig kampagne på Youtube, Facebook og Twitter. Verdens største søgemaskine angribes af hackere, der vil have e-mail kontoer på kinesiske menneskerettighedsaktivister, og de politiske efterdønninger går helt til tops. Neda Agha-Soltan, Barack Obama og Google er bare nogle af hovedaktørerne i Internet Revolutionen.

Fra Teheran til Beijing, fra Washington til København tegner der sig en ny politisk slagmark, hvor de digitale og sociale medier i stadigt stigende grad sætter dagsordenen. Gamle medie- og magtstrukturer vakler, og kun den, der kan tilpasse sig de nye tider, vil overleve. Men ligesom i Star Wars slår Imperiet igen: De nye medier åbner muligheder for frihed – og for ny kontrol.

Denne blog hedder Internet Revolutionen, fordi den revolution, vi for alvor kan se konturerne af i disse år, er skabt af den mængde af digitale medier, vi bredt kalder for Internettet: Det er delingen af digital information via computer og mobiltelefon, gennem e-mail og sociale websites, gennem debatfora, virale videoer og rss-feeds. I sidste ende handler det ikke om teknologi, men om mennesker, der kommunikerer med hinanden, lytter, taler, skriver, engagerer sig. Bloggen her vil følge udviklingen, finde de gode, spændende historier og give kontekst, forklaringer og baggrund – og skabe et udgangspunkt for handling.

Bloggen Internet Revolution vil dække de mediemæssige og politiske opbrud i den nye offentlighed. Den vil undersøge, hvad der sker med sandheden, når alle får deres egen nyhedskanal og alle kan byde ind med banebrydende afsløringer – og med rygter og løgnehistorier. Og bloggen vil kortlægge den nye kontrol, og forsøge at besvare, hvordan borgerne kan svare igen og bevare deres frihed, sikkerhed og anonymitet på nettet. I de næste par uger vil bloggen blandt andet se på, hvad sociale medier kan bruges til på Haiti, hvad der egentlig skete i Iran i juni 2009, og hvad der siden er hændt, på den amerikanske udenrigsminister Hillary Clintons helt nye Internet Friheds-initiativ, der sætter hårdt mod hårdt, og hvordan vi skal forholde os til kampen mellem Google og Kina.

Følg med på Internet Revolutionen. Kommentarer er naturligvis meget velkomne – det manglede da bare på en blog.

Formiddag i Georgetown

Det er en smuk formiddag i Georgetown, og jeg har været nede og hente en kaffe i Griffin Market, hvor jeg blev mødt med et ”buon giorno” af den italienske indehaver. Da jeg skænkede kaffen op kom deres lille kattekilling – en slank hvid lille fyr. Den var en ”climber” fik jeg at vide, men den nussede sig nu bare lidt op af mig og kravlede så op i kurven. Dens ven kom lidt efter. Så gik jeg ned i Rose Park og satte mig i solen. Det er 18-20 grader også i dag, men det føles varmere, måske fordi der ikke rigtig er nogen vind. Vejret er virkelig dejligt her og træerne er stadig smukke og gule, selvom der falder flere og flere blade af. I den lille børnehave på P Street, ”Muse-skolen” som vi kalder den fordi dens logo er en lille mus, sad ti børn på små stole, mens en mandlig pædagog forsøgte at dæmpe gemytterne. På gaden blev glade børn kørt rundt af deres spansktalende barnepiger og en lille skoleklasse var på udflugt. Solen skinnede fra en næsten skyfri, klar blå efterårshimmel, det var næsten paradisisk.

Nu sidder jeg tilbage i lejligheden med de store panoramavinduer ud imod en række smukke træer og buske. En rødmavset fugl napper røde bær fra et stort træ og i mine hovedtelefoner lyder en af Mozarts violinsonater.

Det er næsten så harmonisk, at man må korse sig. Men det er lige som jeg vil have det, sådan en formiddag i Georgetown.

New York, formiddag

Ligger i sengen på The Jane i udkanten af West Village, lige ned til Hudson floden. Hotellet er et gammel sømandshjem (de overlevende fra Titanic blev indkvarteret her), og gør en dyd ud af nødvendigheden: Værelserne er små, skibsagtige kabiner, men hyggelige og velindrettede med fladskærmstv, gratis wifi, ipodoplader m.m. – neo-retro med brune træpaneler og piccoloer med små hatte taget lige ud af Grand Hotel.

Hotellet er under ombygning, så halvdelen af værelserne er smadrede og man kan få et kig ind, når arbejderne har ladet døren stå på åben. På det ene af værelserne bor en gammel, sort mand, der altid har døren stående på klem. Der lugter mærkeligt. Er han hjemløs, ansat som byggevagt? Mystiske omstændigheder, men når ombygningen er færdig, bliver her godt. Den trange gang ligner noget fra The Shining, bare mere klaustrofobisk. Jeg kan godt lide stemningen.

Ankom til NYC fredag eftermiddag efter næsten 5 en halv time med Washington Deluxe. Det er for lang tid. De reklamerer med 4 timer, men vi tog et tiltrængt pit stop. Og trafikken er bare generelt åndssvag (hvad kan man gøre ved trafikken? Reason Foundation har ideer).

På E! har The Kardashians deres eget reality-show. Var det ikke Kim K, der lavede en sex-video med sin kæreste og endte med at sælge rettighederne for fem millioner dollars? Folk vil gøre alt for at blive berømte, inklusive blogge om, hvad de ser på tv.

I går mødtes jeg med Nikolaj og Anders på “Nice Matin” på 79 & Amsterdam. Borgerlig bragesnak, alle danske korrespondenter fatter intet om USA, hash skal legaliseres – det sidste var Anders dog ikke enig i. Bagefter italiensk pizza i den lune nat, og efter indkøb af et Time Out tog jeg til koncert på Bleecker Street med Celebration, ganske fed dronesoul med en sej forsangerkvinde med dyb, gennemtrængende stemme.

Opvarmningsbandet tog lang tid om at komme i gang, det var lige som gamle dage på Loppen. Og da de var kommet i gang, kunne de alligevel ikke komme i gang. De lød som Spacemen 3 eller Mogwai, minus klimaks (selvom deres referencer sikkert er en masse nye bands, jeg aldrig har hørt om). Talt med en hollandsk gut på 21, der ikke havde hørt om nogen af de bands, jeg refererede til, selvom han gik meget op i musik. Det fik mig til at føle mig  gammel, som en afdanket hippie, der bliver ved med at ævle om Country Joe and the Fish på Woodstock. Folk har ingen dannelse.

Kom hjem midt om natten. Trænger til en burger. Kan man mon finde en god burger i New York?

Mens vi venter på foråret

På trods af nogle solskinsdage har de sidste par uger i DC været usædvanligt kolde og mørke. Derfor er blomstringsperioden for de berømte kirsebærtræer blevet rykket tilbage fra 28. marts til 1. april. Det er en stor begivenhed, der følges op med festivaler og optog og japanske lamper og lidt af hvert omkring det store tidevandsbasin syd for Det Hvide Hus. Jeg håber på at tage derud i morgen med et veloplagt (og velopladt) kamera. En del træer blomstrer allerede, men vi mangler altså stadig det helt store stød mod forår og sommer. Jeg kan forstå, at det også er sådan hjemme i Danmark.

I mellemtiden – her er et lille digt af Schade, jeg fik tilsendt per sms:

Hvor solen kysser kirsebærblomster,
vuggende hvide i røde himle,
sad du og så på groende træer
til din sjæl var stille som dem.

Fra Eksotisk drøm.

Moz @ Warner Theathre

Saturday we went to see the always amazing Steven Patrick Morrissey at the Warner Theatre in Central DC. A beautiful venue, like a cinema of yore.

Moz has recently released the excellent Years of Refusal, and he played 4 or 5 tracks from that album and a smattering of classics from his long career – starting with “This Charming Man”. Set-list and opinions here. Encore was “First of the Gang to Die”, a neo-classic from You Are The Quarry. You can watch it here.

We had a great night. Moz was in top form, both campy and muscular, and his voice is simply unique. He tore of his shirt several times and threw it to the audience that was mainly filled with Moz-fans of our age or older, many of them Europeans. At last half of the audience knew the words to at least half the songs. The boy next to us – quite young – knew all the words to all the songs, and knew how to make expressive air-guitar moves as well. Personally, I could have used a few more of the newer songs and a version of “How Soon Is Now” without the lyrics changed. “Death of a Disco Dancer” has never been one of my favorites, but “Something Is Squeezing My Skull”, “Ask”, “Seasick” and “Crashing Bores” really stood out.

A great night in Squashington. “Warner Theatre, you have been warned”…

(Only downside: A much to aggressive security team, they really cracked down on ppl taking pictures or trying to shake hands with Moz. Seemed excessive from where I was standing).