USA I DAG: Kalkuner og kapitalisme

Det har lige været Thanksgiving i USA og derfor har jeg naturligvis benyttet lejligheden til at skrive om denne festlige højtid, hvor amerikanerne spiser kalkun og ser amerikansk fodbold – og åbenbart også diskuterer om læren fra Thanksgiving er, om kapitalisme er bedre end socialisme.

Jeg fandt ud af en del interessante historiske fakta, da jeg skrev klummen, og giver et par links nedenfor. Uddrag fra klummen:

Fra 1620 til 1623 levede Plymouth-­kolonien uden privat ejendomsret, ikke på grund af ideologisk overbevisning, men fordi fællesejet var et krav fra koloniens investorer hjemme i London, der ville være sikre på, at kolonisterne arbejdede for at betale af på det fælles lån frem for at arbejde for sig selv. Man kan diskutere, om etiketten “socialisme” er den rette, men fælleseje var der nu alligevel tale om, og den negative effekt på sammenholdet var påfaldende. Fællesejet skabte fjendskab, ikke kun overfor kreditorerne hjemme i London, der tog 50 procent af overskuddet, men især kolonisterne imellem.

William Bradfords bog om Plymouth koloniens historie er tilgængelig i sin helhed på Google Books.
Et typisk eksempel på en konservativ udlægning kan læses her hos The Hoover Institution.
New York Times’ gendrivining kan læses her. Et andet rasende angreb på specifikt Stossel kan læses her.

Det er i grunden mærkeligt, at diskussionen har kunnet blive så ophedet, når nu så mange kommentatorer er forhippede på at klargøre, at Barack Obama netop ikke er socialist. Hvorfor føler de sig ramte i det her tilfælde? Ville Obama gå ind for Plymouth-koloniens indretning? Jeg tror, at diskussionen mest har noget at gøre med, at man bare ikke vil give konservative ret under nogle omstændigheder – det er typisk DC-positionering, hvor man siger “nej” til alt hvad modstanderen siger, om han så påpeger at jorden er rund.

Barack Obama: Dreams From My Father

Drømme fra hans far: Barack Obamas erindringsbog Dreams From My Father er velskrevet og anbefalingsværdig, men også lidt langt i spyttet. Især første halvdel om Obamas barndom i Indonesien og på Hawaii er interessant og medrivende, mens historien taber pusten i anden halvdel, især i Kenya-delen, hvor jeg havde ekstremt svært ved at finde rundt i alle de mange Obama-familiemedlemmer og især hvorfor deres historier var relevante. Hovedtemaet er Barack Obamas søgen efter en identitet halvvejs mellem hvid amerikaner og sort afrikaner, og hvordan han søger det autentiske i sin afrikanske fortid, indtil han ved slutningen finder ud af, at hans afrikanske far og bedstefar var lige så splittede og rodløse, som han selv er (eller måske var).

Bogen virker meget ærlig og direkte, men ved nærsyn er den dygtigt konstrueret. Mange sekvenser er skrevet i dialog-form, som var det en roman, der udspillede sig, men vi kan vel næppe tro, at der er tale om de præcise replikker fra episoder, der udspillede sig 10-20-30 år før? Lige så interessant er de mange udeladelser. Hvorfor står der eksempelvis næsten intet om pastor Wright og den åndelige betydning han har for Obama? Titlen på den første prædiken, Obama hører fra Wrights side, er netop The Audacity of Hope, titlen på Obamas programskrift for USA. Alligevel stopper det søgende kapitel netop dér, hvor Obama finder hjem til troen, uden at forklare, hvad den nye tro indeholder. Det virker ret mærkværdigt. Meget “redigeret”.

Alligevel er der et væld af gode portrætter og historier om en meget kompleks mand, der lige nu er “verdens mægtigste”. Bogen ville sikkert være endnu mere interessant, hvis den var skrevet nu, hvor Obama sandsynligvis er vokset fra den meget identitets-fikserede 90’er konstruktivisme, der tærsker lidt for meget langhalm på nogle ret langhårede diskussioner om magt, race og identitet.

Årtiets bedste og værste

Jeg elsker de årlige og årtielige (og årtusindlige) opsamlinger på tiden, der er gået. Det er et – nogle gange leflende, andre gange sagligt – forsøg på at destillere historien og erfaringen, og en nyttig referenceramme.

Musik:
Jeg husker i slutningen af 1989 – det var vist endda i en fransktime i 1.g. – at jeg samlede årtiets sidste nummer af Gaffa op. Her var en liste over 80’ernes 40 bedste rockalbums, som gjorde et stort indtryk. Jeg begyndte at udforske listen, læste kommentarerne (samt andre skribenters mere idiosynkratiske forslag) og opkøbe den musik, der lød interessant – jeg krydsede endda pladerne af på listen med en blå overstregningspen.

Nummer på listen 1 var U2’s “The Joshua Tree” og jeg er ret sikker på, at nummer to var Lars H.U.G.’s “Kysser Himlen Farvel.” Andre navne, som jeg samlede op, var Elvis Costello og The The.

Jeg har samlet en del links til årtiet 2000-2009s bedste musik. Jeg har ikke set nogen liste fra Gaffas skribenter, men her er til en start Pitchforks liste. Der kommer flere opdateringer. Kom også gerne med forslag.

lala.com findes en liste over nogle af de toneangivende musikmagasiners “årets bedste” lister – det smarte er naturligvis, at så kan man samtidig lytte til musikken. Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om lala – for mig er én gennemlytning normalt for lidt til, at jeg ved, om jeg kan lide pladen – men den her feature er i hvert fald cool.

For øvrigt: Slutter årtiet overhovedet her? Er det ikke først overstået i 2010?

1735: America’s first trial for seditious libel

From Paul Johnson’s The History of the American People (p. 97f):

The venom of New York politics led to America’s first trial for seditious libel in 1735, when John Peter Zenger, who had founded New York’s Weekly Journal two years earlier, was locked up for criticizing the governor, William Cosby, and finally brought to trial after ten months behind bars.

(…)

It is significant that Zenger, or rather his lawyer, Andrew Hamilton of Philadelphia, put forward truth as his defense. That would not have been admitted in an English court where anything was criminally libelous whether it was true or not, which fostered ‘an ill opinion of the government.’ Indeed, it was an axiom of English law, in seditious libel, that ‘the greater the truth, the greater the libel.’ In Zenger’s case the judge tried to overrule his defense, but the jury acquitted him all the same – and that was the last of such prosecutions.

More on seditious libel here. Here is the first report on the trial.

Den ensomme ulv

Den gamle modstandsmand Gunnar Dyrberg har en ny erindringsbog ude, og den får fremragende anmeldelser i Berlingske Tidende (selvom Weekend-avisen var betydeligt mere lunken). Titlen er “De ensomme ulve“, en løs gruppering der i Dyrbergs fremstilling rummer fire modstandsfolk, Flamme (Bent Faurschou-Hviid), Citronen (Jørgen Haagen Schmith), Lillebent (Patrick Schultz) og Dyrberg selv.

Continue reading

The Maryland Toleration Act

According to Paul Johnson’s A History of the American People (p. 59-60), The Maryland Toleration Act from 1649

not only laid down the principle of the free practice of religion, but also made it an offence to use hostile language about the religions of others, ‘such as Heretick, Schismatic, Idolator, Puritan, Independent, Presbytarian, Popish Priest, Jesuite, Jesuited Papist, Rounhead, Separatist and the like.’

Freedom within certain limits. The road to political correct tyranny, or reasonable limits to ensure the harmony of the free society?

Full text of the Toleration Act here.

Hvad lavede din bedstefar under krigen?

Hvis han var i modstandsbevægelsen, kan du nu få svar, fortæller Berlingske Tidende. Det er Frihedsmuseet under Nationalmuseet, der står for den storstilede database, der med tiden skal registrere alle kendte individer og organisationer fra modstandskampen. Indtil videre er 21.000 navne ud af i alt 70.000 sat ind i databasen. Det lyder som et voldsomt tal, men så er revl og krat også talt med – af egentligt aktive sabotører, der satte livet på spil, var der kun et par tusinde, hvoraf mange mistede livet. Men alle skal naturligvis med i databasen, der bygger på allerede kendt litteratur og personlige indberetninger.

Min morfar var modstandsmand i Hjørring, og var under jorden i krigens sidste måneder. Hvad han egentligt lavede, udover at være en del af Frit Danmark, har jeg aldrig fundet ud af, og han har aldrig villet tale om det. Eller det vil sige: der går modsaterettede historier. Efter hans død i 2001 har jeg sporadisk forsøgt at finde nogle spor, men uden det store held. Jeg har ikke kunnet finde ham i databasen, men det kan være, at han dukker op. Men hvilke oplysninger der dukker op om navne, som ikke allerede er beskrevne i litteraturen, er sikkert ret tilfældigt.

Det er nu alligevel sjovt at rode med databasen. Den er fyldt med interessante detaljer – men virker også ret mangelfuld på mange områder. Jeg forsøgte at efterspore en afgørende biperson i den danske modstandshistorie, nemlig den gamle spaniensfrivillige “HH”, der spiller en vigtig rolle som mentor for senere modstandsveteraner som Hans Edvard Teglers og “KK”, Jørgen Jespersen. Den sidste er kendt fra Peter Øvig Knudsens bog Efter drabet, mens Teglers levende har beskrevet forholdet til den ældre lærermester i sin glimrende erindringsbog Kæmp for alt, hvad du har kært, der efter min mening er en af de mest æstetisk vellykkede bøger om modstandskampen.

“HH” har fascineret mig, fordi han med sin person forbinder Anden Verdenskrig Besættelsen med et stærkere internationalt perspektiv, da han lærte krigens håndværk som frivillig i de International Brigader i Spanien. Den Spanske Borgerkrig kan på mange måder ses som et militærindustrielt og ideologisk forspil til Anden Verdenskrig, og den krigserfaring, som de danske frivillige – der hovedsageligt var kommunister – fik, spillede en afgørende rolle, da DKP gik under jorden og ind i den spirende modstandskamp.

“HH” og nogle andre af hans krigskammerater blev ved årsskiftet 1942/43 fødselshjælpere for en samling ganske unge gymnasieelever (Teglers var født i 1925), der ønskede aktiv kamp imod den tyske besættelse. Denne såkaldte “Gentoftegruppe”, der havde større praktisk betydning end den ligesindede “Churchillklub” fra Århus Ålborg, blev altså trænet af nogle garvede arbejdere og spanienskæmpere – det kan man da kalde Folkefront og klassesamarbejde, der vil noget. Teglers’ gruppe af gymnasieelever blev dermed en vigtig del af Bopa, og Teglers tog erfaringerne med sig over i Holger Danske, hvor han forblev en afgørende afdelingsleder indtil befrielsesdagen – hvor han kunne fejre sin 20. fødslesdag. Det er en utrolig historie, men den var næppe blevet til noget uden “HH”s kyndige ledelse.

Men hvem var HH ud over at være spanienskæmper? Jeg forsøgte databasen og fik intet mindre end fem resultater, der sandsynligvis alle peger på den samme mand. Det første resultat virker mest reelt. Her kan man se, at Poul H. Nedergaard Petersen var født i 1907 og bl.a. blikkenslager, lagerarbejder og avisbud. Han hed også “AB” og “Pabs” som dæknavne, og var i Bopa i København. I det andet resultat hedder “HH” blot Poul Petersen og har dæknavnene “Paps” og “Hilmer”. Informationen kommer her fra en anden kilde end det første resultat, men ret beset burde de to personer vel være sat sammen i samme resultat, da der næppe har været to Bopa folk med dæknavnet “HH” og det borgerlige navn Poul Petersen?

Helt galt bliver det med de næste tre resultater, der alle baserer sig på samme kilde – Jørgen Jespersens “KK og Krigen” – men som giver “HH” tre forskellige navne: Poul Pedersen og Paul Nedergaard Pedersen, det sidste navn simpelthen fejlstavet i det tredje resultat, der alligevel henviser til et nyt sted i KKs bog. Fejlene kommer muligvis fra forkerte stavninger fra KKs side, men den slags personsammenfald (eller som her: personsplittelser?) kan der jo forekomme mange af, når man har med besættelestiden at gøre, hvor så mange kilder er andenhånds eller erindringer nedskrevet årevis efter hændelserne. Det giver et sjusket helhedsindtryk af databasen, og vi må håbe, at Frihedsmuseet løbende retter den slags ting, som kan gøre brugen af databasen meget forvirrende for folk uden forkundskab til modstandskampen. Jeg kan gisne mig til, at de fem resultater sandsynligvis henviser til den samme person, men jeg kender også en del af baggrundshistorien.