At moral, naturlighed og etisk »branding« er blevet mærkevarer på linje med Ray-Bans og Paul Smith mangler (næsten) helt i Ellis’ univers, og hans samfundskritik er blevet sendt til tælling af den insisterende miljøfascisme og politiske korrekthed. Paris Hilton har for længst udskiftet den benzinslugende jeep med en brintdreven samvittighedsbil – og Bret Easton Ellis må også snart se at skifte køretøj. Han udtalte engang, at han skriver bøger om »mennesker, der misbruger deres frihed« – og den formulering er stadig rammende. Men kunne de i det mindste ikke misbruge friheden på en ny og spændende måde?

Mærkeligt nok var bogen nu en god læseoplevelse alligevel (det kommer måske ikke så tydeligt frem i klummen), lidt som at gå lidt ud med en god gammel ven – ikke en druktur som i gamle dage, men en lille hyggeudflugt rundt om blokken. Godt skrevet, og med et eller andet der lurer under overfladen, og som kalder på en hurtig genlæsning.

Jeg har tidligere skrevet om American Psycho og Ellis’ skrivestil her på bloggen.

Måske var det skæbnen, måske var det en forudanelse om kræftens fremmarch, der fik forfatteren Christopher Hitchens til at udgive sine erindringer allerede i en alder af 61. De gavmilde memoirer »Hitch-22«, der udkom i juni, kan blive en gravskrift for Hitchens, der i de sidste 40 år har været en af det engelske sprogs mest elegante og hårdkogte polemikere. Hitchens er i akut kemoterapi for kræft i spiserøret, og alle bogturnéer – også en tur til Danmark i efteråret – er aflyst. Den litterære verden holder vejret.

Ligesom danskerne elsker amerikanerne deres børn. Men i modsætning til Danmark har kærligheden ikke givet sig udslag i en fanatisk »børnekult«, hvor alt centreres omkring børnenes behov. I USA lærer børnene fra deres forældre, at de skal tage hensyn og vise respekt over for andre.

Det var jo nok et emne, som jeg regnede med ville give en del debat, men faktisk har responsen været rigtig god. Det virker som et problem, rigtig mange danskere tænker over og kæmper med, men det kan jo være ekstremt svært at lære børnene, at de skal dæmpe sig lidt, når alle de andre råber. Der er kommet rigtig gode kommentarer på selve klummesiden på Berlingske, blandt andet fra et par herboende amerikanske forældre, der er glade for opbakningen.

Men i virkeligheden har den mest interessante debat fundet sted på min Facebook-konto, hvor der har været mange rigtig gode kommentarer, blandt andet om det nu også er hensynet til børnenes behov, der skaber problemet, og hvad klasseforskelle kan have med sagen at gøre. Det er i grunden synd, at man ikke kan dele den slags diskussioner med hele verden, som eksempelvis på en blog, når Facebook er en “have med høje mure”. Måske findes der måder at gøre det på?

Debatten fik mig også til at tænke på, at jeg – som arkiv-fetichist – godt kunne tænke mig at kunne opbevare Facebook-samtaler og profiler for eftertiden. Det er jo et flygtigt medie og et skrøbeligt site, men måske er der muligheder? Jeg søgte lidt på nettet og fandt en Firefox-extension til formålet og et helt lille program. Jeg har ikke afprøvet nogle af delene. Hvis du har, eller kender andre muligheder for at opbevare og/eller dele Facebook-indhold, så skriv en kommentar.

Formiddagssol i November,
Sølvspind af svindende Taage mod Blaaet.
Alt, som skal leve i Dag i Paris,
er paa Udfart og velopstaaet.

Søvndrukne Skønheder ordner med flinke
Greb deres Dragt, hvis et Skørt er i Flænger,
husker en Dumhed, som Natten har bragt,
gaber og husker ej længer.

Langstrakte øde Chausséer forbindes
over en Korsvej, hvor intet staar stille,
Livet er vaagnet og mærker sin Puls
stærkt som en hastende Kilde.

Sølvslør af Dampe, der bølger og brister,
Guldspind af Smil langs de fri Boulevarder,
Jorden er fuld af det himmelske Lys
og de vrimlende Menneskearter.

Hinduen, Tyrken, den mexikanske
Miss med de sortblanke Øjne – kommen
svøbt som en Sydfrugt i Sølvpapir
og med en Guldklump i Lommen.

Men hendes Guldfund er hendes Øjne.
Se hendes Jomfruhuds uvorne Fylde
og hendes Gang som det duvende Hav.
Det Blik maa dit Hjerte forgylde.

Son of Hamas:

Set i et større perspektiv er det interessant, at Mosab Yousef, der både var med i Hamas’ inderkreds og agent for Israel fra 1999, helt entydigt giver Yassir Arafats magtbegær og Hamas’ fanatisme og blodtørst hovedansvaret for sammenbruddet i fredsprocessen i 2000, hvor Arafat afviste de israelske tilbud og i stedet iværksatte den anden Intifada. Yousef følger her ret entydigt den israelske “fortælling” om sammenbruddet og hvad der siden fulgte, hvilket jo er interessant fordi han har haft priviligeret adgang til den palæstinensiske side. Han har derimod et ret positivt indtryk af israelerne, selvom han til sidst i bogen væmmes ved hele konfilkten og tager bort til USA for at finde sig selv og sin kristendom. Sådan beskriver han det i hvert fald, men der er sikkert flere historier om, hvad der er baggrunden for bogen.

Hjemmesiden for bogen findes her. Her er en udtalelse fra 2008 fra Global Islamic Media Front om Yousefs kristendom (før han afslørede sig selv som agent). Her er en artikel fra Haaretz.

Nyt blogindlæg i dag: Googles krigserklæring.

Bogen virker meget ærlig og direkte, men ved nærsyn er den dygtigt konstrueret. Mange sekvenser er skrevet i dialog-form, som var det en roman, der udspillede sig, men vi kan vel næppe tro, at der er tale om de præcise replikker fra episoder, der udspillede sig 10-20-30 år før? Lige så interessant er de mange udeladelser. Hvorfor står der eksempelvis næsten intet om pastor Wright og den åndelige betydning han har for Obama? Titlen på den første prædiken, Obama hører fra Wrights side, er netop The Audacity of Hope, titlen på Obamas programskrift for USA. Alligevel stopper det søgende kapitel netop dér, hvor Obama finder hjem til troen, uden at forklare, hvad den nye tro indeholder. Det virker ret mærkværdigt. Meget “redigeret”.

Alligevel er der et væld af gode portrætter og historier om en meget kompleks mand, der lige nu er “verdens mægtigste”. Bogen ville sikkert være endnu mere interessant, hvis den var skrevet nu, hvor Obama sandsynligvis er vokset fra den meget identitets-fikserede 90′er konstruktivisme, der tærsker lidt for meget langhalm på nogle ret langhårede diskussioner om magt, race og identitet.

Nørdedetaljer: Der er byttet om på tidsforløbet i bogen. San Fermin-festivalen løber hvert år fra den 6. juli, men ligger i bogen efter en fisketur, hvor populisten William Jennings Bryans død den 26. juli 1925 omtales. Der er også fejl på Wikipedias side om Hemingway, hvor bogen anføres at være skrevet i 1924, selvom Hemingway ikke deltog i fiestaen før 1925 (og Bryan altså også døde det år). Hvis jeg havde en engelsk wikipedia-konto ville jeg gå ind og rette.

Are we to surrender these hard-won rights in favor of the hectic emotions of people who claim a distant kinship with a quasi-mythological figure who was uneasy with both reading and writing and preferred to recite? This is without precedent. Are we now to be dogged with lawsuits by those in whose veins the blood of Henry VIII, Mussolini, Columbus, or Ivan the Terrible can be alleged to flourish? (At least—unless you believe Dan Brown—this will not be such a problem in the case of the Virgin Mary.)

The thing would be ridiculous if it were not so hateful and had it not already managed to break the nerve of one Danish newspaper. In Ireland a short while ago, a law against blasphemy was passed, making it a crime to outrage the feelings not just of the country’s disgraced and incriminated Roman Catholic Church but of all believers. The same pseudo-ecumenical tendency can be found in the annual attempt by Muslim states to get the United Nations to pass a resolution outlawing all attacks on religion. It’s not enough that faith claims to be the solution to all problems. It is now demanded that such a preposterous claim be made immune from any inquiry, any critique, and any ridicule.

This has to stop, and it has to stop right now. All democratic countries and assemblies should be readying legislation along the lines of the First Amendment, guaranteeing the right of open debate on matters of religion and repudiating the blackmail by law firms and individuals whose own true ancestry would not bear too much scrutiny.

To understand why requires drilling down into the mechanics of voting systems. It’ll only hurt for a minute. From 1946 until last year, the voting worked the way Americans are most familiar with. Five pictures were nominated. If you were a member of the Academy, you put an “X” next to the name of your favorite. The picture with the most votes won. Nice and simple, though it did mean that a movie could win even if a solid majority of the eligible voters—in theory, as many as seventy-nine per cent of them—didn’t like it. Those legendary PricewaterhouseCoopers accountants don’t release the totals, but this or something like it has to have happened in the past, probably many times.

This year, the Best Picture list was expanded, partly to make sure that at least a couple of blockbusters would be on it. (The biggest grosser of 2008, “The Dark Knight,” was one of the better Batman adventures, but it didn’t make the cut.) To forestall a victory for some cinematic George Wallace or Ross Perot, the Academy switched to a different system. Members—there are around fifty-eight hundred of them—are being asked to rank their choices from one to ten. In the unlikely event that a picture gets an outright majority of first-choice votes, the counting’s over. If not, the last-place finisher is dropped and its voters’ second choices are distributed among the movies still in the running. If there’s still no majority, the second-to-last-place finisher gets eliminated, and its voters’ second (or third) choices are counted. And so on, until one of the nominees goes over fifty per cent.

This scheme, known as preference voting or instant-runoff voting, doesn’t necessarily get you the movie (or the candidate) with the most committed supporters, but it does get you a winner that a majority can at least countenance. It favors consensus. Now here’s why it may also favor “The Hurt Locker.” A lot of people like “Avatar,” obviously, but a lot don’t—too cold, too formulaic, too computerized, too derivative. (Remember “Dances with Wolves”? “Jurassic Park”? Everything by Hayao Miyazaki?) “Avatar” is polarizing. So is James Cameron. He may have fattened the bank accounts of a sizable bloc of Academy members—some three thousand people drew “Avatar” paychecks—but that doesn’t mean that they all long to recrown him king of the world. (As he has admitted, his people skills aren’t the best.) These factors could push “Avatar” toward the bottom of many a ranked-choice ballot.

The Hurt Locker var en film, som de fleste kunne se kvaliteten i, og derfor har den rangeret højt på de flestes lister. Avatar derimod, har mange haft en skepsis overfor (mig inklusive), så selvom den har fået mange 1. pladser har den også fået mange på nr. 10. Med det nye system vinder den film, som de fleste rent faktisk synes om, ikke kun den, der har fået flest førstepladser. Læs resten, der er endnu mere.

P.S. – Berlingske Tidende skriver her, at prisen også kan være politisk betinget. Den med at favorisere en kvindelig instruktør køber jeg, men argumentet om, at prisen går til Hurt Locker fordi den er “anti-krig” opfatter jeg som meget mærkeligt (og det kommer da også fra Michael Moore, der ikke har sagt to sammenhængende sætninger de senete 15 år). For det første er den overhovedet ikke politisk, tværtimod er den da om noget sympatisk overfor soldaterne og deres indsats, selvom de bliver vanvittige af den. For det andet har der de seneste år været en lang række meget kritiske og politiske film om Irak-krigen, men det har ikke givet dem nogle Oscars. For det tredje er “Avatar” jo faktisk en meget eksplicit anti-Irak-krig film, inklusive i replikker og det hele. Så hvis man ville et politisk statement, skulle man da stemme på den? Hvis prisen er politisk skal det snarere ses som en opbakning til soldaterne, som da også kom fra både manuskriptforfatteren til The Hurt Locker og Bigelow selv. Moore er en idiot, Berlingske bør ikke citere ham uden lige at tænke efter først.

Opdatering: Her er TIME Magazines bud på, hvorfor Avatar tabte. Gode pointer om alderen og smagen hos akademiets medlemmer.