Pinds danske værdier var og er liberale kerneværdier, og det var de selvsamme liberale værdier, hans kritikere anråbte, tilsat en god dosis hån: Skulle sådan en frikadelledansker komme og angribe forskelligheden? Retten til at leve sit eget liv? Skulle han diktere, hvordan folk skulle leve og hvad de skulle tro? Næh, netop ikke. Det var jo hans pointe. Den var liberal, og den blev angrebet med de selvsamme liberale holdninger, Pind selv gav udtryk for, som når vikingetvillinger kæmper om retten til fars jernøkse og langhuset i bygden. Sjovt, som alle bliver liberale, når de skal angribe en liberal.

For at parafrasere den amerikanske forfatter Joan Didion, så skal man ikke spørge den sørgende, om han er sulten, men i stedet bare give ham en skål suppe. Så spiser han, måske for første gang den dag. Den sørgende er irriterende, påståelig, umulig, og derfor skal du bare gøre tingene i stedet for at snakke om det. Bare mød op, bare hjælp. Den sørgende har travlt med at finde gravsten og vælge salmer til begravelsen, så hvad med at komme og gøre rent? Lave mad, købe ind, alt det daglige, som er helt uoverskueligt, når sorgen er der. I stedet for at sige »Du ringer bare« skal du sige »Jeg kommer på lørdag og hjælper dig med at rydde op i garderoben efter din far«. Og husk at tage suppen med.

Det er jo ikke første gang, at særligt skuespillere, rockmusikere og filmfolk gang efter gang skal betone deres særlige »autentiske« holdninger ved at bruge forstærkende, latrinære udtalelser. Det mest begavede, Lars von Trier kunne sige om præsident Bush, var, at han var »enden på endetarmen« (igen, ikke det ord han brugte), og hvem har nogensinde hørt et interview med Klaus Rifbjerg, hvor han ikke siger »kraftedeme« i hver anden sætning?

Berlingske har fået tilsendt et par gammeldaws læserbreve som reaktion på indsparket, og det er jeg faktisk rigtig glad for. Det er også sjovt at skrive en klumme, hvor man ikke føler at man skal forklare så meget om hvordan virkeligheden hænger sammen (som i USA klummen), og i stedet bare kan give los. Glæder mig til flere indspark.

Der er selvfølgelig mange “på trods af”-er i den diskussion, for både den amerikanske venstre- og højrefløj har til tider villet begrænse det frie ord (især venstrefløjen er i disse tider ude med riven efter “hadefuld tale”), men grundlinjen er stadig ret klar: Fra top til bund støtter det amerikanske samfund ubetinget op om det frie ord og den frie presse med en iver og en kompromisløshed, man ikke genfinder i Europa.

Man kan sige, at jeg med artiklen forsøger at gå lidt imod den dominerende fortælling i øjeblikket, der handler om, at USA er et meget splittet land (som Poul Høi skriver om i avisen mandag). Det er en god historie med masser af konflikt, men jeg tror, at man skal være forsigtig med at drage alt for store konklusioner af det nuværende sprængfarlige politiske klima.

Jeg fik for øvrigt ikke linket til min forrige klumme. Den kommer her: Opsvinget der forsvandt.

At moral, naturlighed og etisk »branding« er blevet mærkevarer på linje med Ray-Bans og Paul Smith mangler (næsten) helt i Ellis’ univers, og hans samfundskritik er blevet sendt til tælling af den insisterende miljøfascisme og politiske korrekthed. Paris Hilton har for længst udskiftet den benzinslugende jeep med en brintdreven samvittighedsbil – og Bret Easton Ellis må også snart se at skifte køretøj. Han udtalte engang, at han skriver bøger om »mennesker, der misbruger deres frihed« – og den formulering er stadig rammende. Men kunne de i det mindste ikke misbruge friheden på en ny og spændende måde?

Mærkeligt nok var bogen nu en god læseoplevelse alligevel (det kommer måske ikke så tydeligt frem i klummen), lidt som at gå lidt ud med en god gammel ven – ikke en druktur som i gamle dage, men en lille hyggeudflugt rundt om blokken. Godt skrevet, og med et eller andet der lurer under overfladen, og som kalder på en hurtig genlæsning.

Jeg har tidligere skrevet om American Psycho og Ellis’ skrivestil her på bloggen.

Måske var det skæbnen, måske var det en forudanelse om kræftens fremmarch, der fik forfatteren Christopher Hitchens til at udgive sine erindringer allerede i en alder af 61. De gavmilde memoirer »Hitch-22«, der udkom i juni, kan blive en gravskrift for Hitchens, der i de sidste 40 år har været en af det engelske sprogs mest elegante og hårdkogte polemikere. Hitchens er i akut kemoterapi for kræft i spiserøret, og alle bogturnéer – også en tur til Danmark i efteråret – er aflyst. Den litterære verden holder vejret.

Ligesom danskerne elsker amerikanerne deres børn. Men i modsætning til Danmark har kærligheden ikke givet sig udslag i en fanatisk »børnekult«, hvor alt centreres omkring børnenes behov. I USA lærer børnene fra deres forældre, at de skal tage hensyn og vise respekt over for andre.

Det var jo nok et emne, som jeg regnede med ville give en del debat, men faktisk har responsen været rigtig god. Det virker som et problem, rigtig mange danskere tænker over og kæmper med, men det kan jo være ekstremt svært at lære børnene, at de skal dæmpe sig lidt, når alle de andre råber. Der er kommet rigtig gode kommentarer på selve klummesiden på Berlingske, blandt andet fra et par herboende amerikanske forældre, der er glade for opbakningen.

Men i virkeligheden har den mest interessante debat fundet sted på min Facebook-konto, hvor der har været mange rigtig gode kommentarer, blandt andet om det nu også er hensynet til børnenes behov, der skaber problemet, og hvad klasseforskelle kan have med sagen at gøre. Det er i grunden synd, at man ikke kan dele den slags diskussioner med hele verden, som eksempelvis på en blog, når Facebook er en “have med høje mure”. Måske findes der måder at gøre det på?

Debatten fik mig også til at tænke på, at jeg – som arkiv-fetichist – godt kunne tænke mig at kunne opbevare Facebook-samtaler og profiler for eftertiden. Det er jo et flygtigt medie og et skrøbeligt site, men måske er der muligheder? Jeg søgte lidt på nettet og fandt en Firefox-extension til formålet og et helt lille program. Jeg har ikke afprøvet nogle af delene. Hvis du har, eller kender andre muligheder for at opbevare og/eller dele Facebook-indhold, så skriv en kommentar.

Formiddagssol i November,
Sølvspind af svindende Taage mod Blaaet.
Alt, som skal leve i Dag i Paris,
er paa Udfart og velopstaaet.

Søvndrukne Skønheder ordner med flinke
Greb deres Dragt, hvis et Skørt er i Flænger,
husker en Dumhed, som Natten har bragt,
gaber og husker ej længer.

Langstrakte øde Chausséer forbindes
over en Korsvej, hvor intet staar stille,
Livet er vaagnet og mærker sin Puls
stærkt som en hastende Kilde.

Sølvslør af Dampe, der bølger og brister,
Guldspind af Smil langs de fri Boulevarder,
Jorden er fuld af det himmelske Lys
og de vrimlende Menneskearter.

Hinduen, Tyrken, den mexikanske
Miss med de sortblanke Øjne – kommen
svøbt som en Sydfrugt i Sølvpapir
og med en Guldklump i Lommen.

Men hendes Guldfund er hendes Øjne.
Se hendes Jomfruhuds uvorne Fylde
og hendes Gang som det duvende Hav.
Det Blik maa dit Hjerte forgylde.

Son of Hamas:

Set i et større perspektiv er det interessant, at Mosab Yousef, der både var med i Hamas’ inderkreds og agent for Israel fra 1999, helt entydigt giver Yassir Arafats magtbegær og Hamas’ fanatisme og blodtørst hovedansvaret for sammenbruddet i fredsprocessen i 2000, hvor Arafat afviste de israelske tilbud og i stedet iværksatte den anden Intifada. Yousef følger her ret entydigt den israelske “fortælling” om sammenbruddet og hvad der siden fulgte, hvilket jo er interessant fordi han har haft priviligeret adgang til den palæstinensiske side. Han har derimod et ret positivt indtryk af israelerne, selvom han til sidst i bogen væmmes ved hele konfilkten og tager bort til USA for at finde sig selv og sin kristendom. Sådan beskriver han det i hvert fald, men der er sikkert flere historier om, hvad der er baggrunden for bogen.

Hjemmesiden for bogen findes her. Her er en udtalelse fra 2008 fra Global Islamic Media Front om Yousefs kristendom (før han afslørede sig selv som agent). Her er en artikel fra Haaretz.

Nyt blogindlæg i dag: Googles krigserklæring.