Kan man overhovedet tale om ‘sølvkugler’ på dansk?

Et par real-life venner har bemærket min anglificerede brug af ordet “sølvkugle” i overskriften til det her indlæg. Der menes naturligvis en sølvkugle, som man bruger mod varvulve, men man bruger vist ikke udtrykket på den måde på dansk. Et bedre ord ville være “mirakelkur”, men det er et kedeligt, gammeldags udtryk. Én bemærkede, at der nu var gået “Poul Høi” i den, men selv synes jeg mere, at jeg minder om Brigitte Nielsen.

Nyt blogindlæg i dag: Googles krigserklæring.

Barack Obama: Dreams From My Father

Drømme fra hans far: Barack Obamas erindringsbog Dreams From My Father er velskrevet og anbefalingsværdig, men også lidt langt i spyttet. Især første halvdel om Obamas barndom i Indonesien og på Hawaii er interessant og medrivende, mens historien taber pusten i anden halvdel, især i Kenya-delen, hvor jeg havde ekstremt svært ved at finde rundt i alle de mange Obama-familiemedlemmer og især hvorfor deres historier var relevante. Hovedtemaet er Barack Obamas søgen efter en identitet halvvejs mellem hvid amerikaner og sort afrikaner, og hvordan han søger det autentiske i sin afrikanske fortid, indtil han ved slutningen finder ud af, at hans afrikanske far og bedstefar var lige så splittede og rodløse, som han selv er (eller måske var).

Bogen virker meget ærlig og direkte, men ved nærsyn er den dygtigt konstrueret. Mange sekvenser er skrevet i dialog-form, som var det en roman, der udspillede sig, men vi kan vel næppe tro, at der er tale om de præcise replikker fra episoder, der udspillede sig 10-20-30 år før? Lige så interessant er de mange udeladelser. Hvorfor står der eksempelvis næsten intet om pastor Wright og den åndelige betydning han har for Obama? Titlen på den første prædiken, Obama hører fra Wrights side, er netop The Audacity of Hope, titlen på Obamas programskrift for USA. Alligevel stopper det søgende kapitel netop dér, hvor Obama finder hjem til troen, uden at forklare, hvad den nye tro indeholder. Det virker ret mærkværdigt. Meget “redigeret”.

Alligevel er der et væld af gode portrætter og historier om en meget kompleks mand, der lige nu er “verdens mægtigste”. Bogen ville sikkert være endnu mere interessant, hvis den var skrevet nu, hvor Obama sandsynligvis er vokset fra den meget identitets-fikserede 90’er konstruktivisme, der tærsker lidt for meget langhalm på nogle ret langhårede diskussioner om magt, race og identitet.

Og solen går sin gang

Ernest Hemingway: Forleden lå jeg søvnløs og læste de sidste 100 sider i The Sun Also Rises, der både er Hemingways første roman og hans første mesterværk. Jeg er – som så mange andre – ret begejstret for hans minimalistiske stil, der passer perfekt til den overfladiske stemning blandt ex-pats i Paris og Pamplona, som bare ikke rigtig kan få fat i livet, men i stedet drikker sig fra sans og samling for at fordrive tiden. Dialogen er forbilledlig. Jeg foretrækker dog nok stadig Fitzgerald fra den periode. Her er Librarything om bogen.

Nørdedetaljer: Der er byttet om på tidsforløbet i bogen. San Fermin-festivalen løber hvert år fra den 6. juli, men ligger i bogen efter en fisketur, hvor populisten William Jennings Bryans død den 26. juli 1925 omtales. Der er også fejl på Wikipedias side om Hemingway, hvor bogen anføres at være skrevet i 1924, selvom Hemingway ikke deltog i fiestaen før 1925 (og Bryan altså også døde det år). Hvis jeg havde en engelsk wikipedia-konto ville jeg gå ind og rette.

Christopher Hitchens om Yamanis injuriesag

Altid fremragende Christopher Hitchens har et vredt, vredt stykke om injuriesagen mod de danske aviser i Slate:

Are we to surrender these hard-won rights in favor of the hectic emotions of people who claim a distant kinship with a quasi-mythological figure who was uneasy with both reading and writing and preferred to recite? This is without precedent. Are we now to be dogged with lawsuits by those in whose veins the blood of Henry VIII, Mussolini, Columbus, or Ivan the Terrible can be alleged to flourish? (At least—unless you believe Dan Brown—this will not be such a problem in the case of the Virgin Mary.)

The thing would be ridiculous if it were not so hateful and had it not already managed to break the nerve of one Danish newspaper. In Ireland a short while ago, a law against blasphemy was passed, making it a crime to outrage the feelings not just of the country’s disgraced and incriminated Roman Catholic Church but of all believers. The same pseudo-ecumenical tendency can be found in the annual attempt by Muslim states to get the United Nations to pass a resolution outlawing all attacks on religion. It’s not enough that faith claims to be the solution to all problems. It is now demanded that such a preposterous claim be made immune from any inquiry, any critique, and any ridicule.

This has to stop, and it has to stop right now. All democratic countries and assemblies should be readying legislation along the lines of the First Amendment, guaranteeing the right of open debate on matters of religion and repudiating the blackmail by law firms and individuals whose own true ancestry would not bear too much scrutiny.

Hvorfor vandt The Hurt Locker?

Kathryn Bigelows krigs-thriller The Hurt Locker vandt i går Oscaren for bedste film. De fleste havde ellers tippet på James Camerons “Avatar”, fordi den har været en så kæmpe kassesucces, mens The Hurt Locker ikke har indtjent det store. Grunden til, at The Hurt Locker alligevel vandt, kan blandt andet skyldes et nyt afstemningssystem i Det amerikanske filmakademi. Økonomen Hendrik Hertzberg skrev i februar i The New Yorker:

To understand why requires drilling down into the mechanics of voting systems. It’ll only hurt for a minute. From 1946 until last year, the voting worked the way Americans are most familiar with. Five pictures were nominated. If you were a member of the Academy, you put an “X” next to the name of your favorite. The picture with the most votes won. Nice and simple, though it did mean that a movie could win even if a solid majority of the eligible voters—in theory, as many as seventy-nine per cent of them—didn’t like it. Those legendary PricewaterhouseCoopers accountants don’t release the totals, but this or something like it has to have happened in the past, probably many times.

This year, the Best Picture list was expanded, partly to make sure that at least a couple of blockbusters would be on it. (The biggest grosser of 2008, “The Dark Knight,” was one of the better Batman adventures, but it didn’t make the cut.) To forestall a victory for some cinematic George Wallace or Ross Perot, the Academy switched to a different system. Members—there are around fifty-eight hundred of them—are being asked to rank their choices from one to ten. In the unlikely event that a picture gets an outright majority of first-choice votes, the counting’s over. If not, the last-place finisher is dropped and its voters’ second choices are distributed among the movies still in the running. If there’s still no majority, the second-to-last-place finisher gets eliminated, and its voters’ second (or third) choices are counted. And so on, until one of the nominees goes over fifty per cent.

This scheme, known as preference voting or instant-runoff voting, doesn’t necessarily get you the movie (or the candidate) with the most committed supporters, but it does get you a winner that a majority can at least countenance. It favors consensus. Now here’s why it may also favor “The Hurt Locker.” A lot of people like “Avatar,” obviously, but a lot don’t—too cold, too formulaic, too computerized, too derivative. (Remember “Dances with Wolves”? “Jurassic Park”? Everything by Hayao Miyazaki?) “Avatar” is polarizing. So is James Cameron. He may have fattened the bank accounts of a sizable bloc of Academy members—some three thousand people drew “Avatar” paychecks—but that doesn’t mean that they all long to recrown him king of the world. (As he has admitted, his people skills aren’t the best.) These factors could push “Avatar” toward the bottom of many a ranked-choice ballot.

The Hurt Locker var en film, som de fleste kunne se kvaliteten i, og derfor har den rangeret højt på de flestes lister. Avatar derimod, har mange haft en skepsis overfor (mig inklusive), så selvom den har fået mange 1. pladser har den også fået mange på nr. 10. Med det nye system vinder den film, som de fleste rent faktisk synes om, ikke kun den, der har fået flest førstepladser. Læs resten, der er endnu mere.

P.S. – Berlingske Tidende skriver her, at prisen også kan være politisk betinget. Den med at favorisere en kvindelig instruktør køber jeg, men argumentet om, at prisen går til Hurt Locker fordi den er “anti-krig” opfatter jeg som meget mærkeligt (og det kommer da også fra Michael Moore, der ikke har sagt to sammenhængende sætninger de senete 15 år). For det første er den overhovedet ikke politisk, tværtimod er den da om noget sympatisk overfor soldaterne og deres indsats, selvom de bliver vanvittige af den. For det andet har der de seneste år været en lang række meget kritiske og politiske film om Irak-krigen, men det har ikke givet dem nogle Oscars. For det tredje er “Avatar” jo faktisk en meget eksplicit anti-Irak-krig film, inklusive i replikker og det hele. Så hvis man ville et politisk statement, skulle man da stemme på den? Hvis prisen er politisk skal det snarere ses som en opbakning til soldaterne, som da også kom fra både manuskriptforfatteren til The Hurt Locker og Bigelow selv. Moore er en idiot, Berlingske bør ikke citere ham uden lige at tænke efter først.

Opdatering: Her er TIME Magazines bud på, hvorfor Avatar tabte. Gode pointer om alderen og smagen hos akademiets medlemmer.

Injurieturisterne kommer – links

Jeg har i dag en kronik i Berlingske Tidende om fænomenet Injurieturisme. Jeg har også et blog-indlæg på Internet Revolutionen.

Rapporten af Drew Sullivan om injurieturisme kan findes her. Du kan også her se videoen fra CIMA’s konference om emnet (96 min.). Han anfører, at der i 2008 blev anlagt 259 sager om bagvaskelse ved Londons High Court (en slags Landsret), men hvor mange af dem, der drejde sig om injurieturisme, ved vi ikke. Der eksisterer ikke noget globalt overblik over fænomenet, men det er voksende.

En af sagerne, som jeg stødte på i researchen, og som jeg ikke havde hørt om før, er injuriesagen mellem GE Healthcare og den danske radiolog Henrik Thomsen, der er ansat på Herlev Hospital. Han udførte i 2006 nogle forsøg med sporstoffet Omniscan, som han fortalte om i nedsættende vendinger (han mente, at det var sundhedsskadeligt) på en konference i Oxford i 2007 samt i et lille, specialiseret blad for radiologer. Der blev indgået forlig i sagen for et par uger siden, og Henrik Thomsen har åbenbart også selv rejst injuriesag imod GE. Mere her, her, her og her. Man kan diskutere, om der er reel “turisme” i sagen, da ytringerne er fremsat i England, men den er i hvert fald et eksempel på, at injurielovgivningen søges brugt til at lukke munden på kritikere.

Update: Ganske ironisk, og uden jeg vidste det, har Poul Høi i dag et blogindlæg om sagen imod Thomsen. Det er et godt supplement.

John Lennon: The Rolling Stone Interview

Har netop lyttet til den fjerde af fem dele af det berømte Rolling Stone interview med John Lennon fra 1970. Fascinerende lytning, en ærlig, vred, passivt-aggressiv og tvetydig Lennon, lige efter bruddet med Beatles, lige omkring det tidspunkt han udgiver sin første solo plade, John Lennon/Plastic Ono Band (en fantastisk, hudløs plade, som jeg varmt anbefaler, selvom den intet har med Beatles at gøre), hvor han i følge sig selv endelig er ærlig og skriver de ting, han vil.

Interviewet kommer godt omkring og viser en storbandende og til tider ret bidsk side af Lennon, især i omtalen af Beatles-tiden, som han ikke husker med nogen kærlighed: Paul McCartney var en control freak og de var alle nogle narkodrevne liderbasser. Det hele var lort, ifølge Lennon, og selvom han godt kan lide et par sangene er han mest optaget af at spolere myten om Beatles, måske for at bane vejen for sin egen solokarriere. Han hader også hippierne, som han kalder langhårede middelklasseunger, fredsbevægelsen, som er en masse farlige, “up-tight” mennesker med fredstegn, men han elsker Yoko Ono, der også er med til interviewet, selvom han tysser og retter på hende, hver gang hun åbner munden. Interviewet giver indtryk af en person, der er i forfærdelig splid med sig selv, mens han postulerer, at han endelig er kommet i mål. Og er ved at blive fan af formand Mao.

Interviewet kan downloades som podcast her. Jeg læste først om det hos Torben Sangild.

Tilføjelser om Fri Debat

Et par tilføjelser til min Berlingske-blogpost i dag om Fri Debat:

Sideløbende med troen på ytringsfrihedens gode løber – ganske paradoksalt – en tro på, at på, at selvom vi som mennesker er dybt fejlbarlige, er der trods alt en mulighed for, at vi kan komme sandheden nærmere, gennem rationelle overvejelser, diskussioner og udvekslinger af synspunkter. Logikken har regler, og meningsudvekslingen – samtalen – er demokratiets grundvold.

Selvfølgelig kan man påpege, at det kan blive lidt rigeligt med al den samtale, og nogle gange kan man føle sig fristet til at sige, at samfundets grundvold måske også burde være retten til at sige ”nej tak” til en samtale af og til. Det er ikke alt, vi skal diskutere, og det er ikke alle ting, der er til forhandling. Det skal forstås på den måde, at selvom vi nok skal kunne diskutere alt, så skal vi også have ret til at have vores liv i fred, for det er ikke nogen katastrofe, hvis vi ikke bliver enige. Enighed er kun noget man har brug for i diktaturer eller socialistiske kollektiver. Vi lever heldigvis ikke i nogen af delene.

Velkommen til Internet Revolutionen

I dag skrev jeg første indlæg på min nye blog for Berlingske Tidende: Internet Revolutionen. Den har været lang tid undervejs, men jeg er meget glad for og stolt over resultatet. Det her bliver spændende!

Første indlæg handler om optrapningen af Internet-krigen mellem Google/USA og Kina. Det er måske lidt meget at kalde det en krig, men lidt kold våbenraslen er der i hvert fald tale om.

Her er noget, jeg tidligere har skrevet som en slags programerklæring for bloggen:

En ung og smuk iransk pige udånder for åben mobiltelefon og videoen af hendes død giver genlyd i hele verden og sætter et regime under pres. En outsider bliver til insider og vælges til verdens mægtigste mand takket være en dygtig kampagne på Youtube, Facebook og Twitter. Verdens største søgemaskine angribes af hackere, der vil have e-mail kontoer på kinesiske menneskerettighedsaktivister, og de politiske efterdønninger går helt til tops. Neda Agha-Soltan, Barack Obama og Google er bare nogle af hovedaktørerne i Internet Revolutionen.

Fra Teheran til Beijing, fra Washington til København tegner der sig en ny politisk slagmark, hvor de digitale og sociale medier i stadigt stigende grad sætter dagsordenen. Gamle medie- og magtstrukturer vakler, og kun den, der kan tilpasse sig de nye tider, vil overleve. Men ligesom i Star Wars slår Imperiet igen: De nye medier åbner muligheder for frihed – og for ny kontrol.

Denne blog hedder Internet Revolutionen, fordi den revolution, vi for alvor kan se konturerne af i disse år, er skabt af den mængde af digitale medier, vi bredt kalder for Internettet: Det er delingen af digital information via computer og mobiltelefon, gennem e-mail og sociale websites, gennem debatfora, virale videoer og rss-feeds. I sidste ende handler det ikke om teknologi, men om mennesker, der kommunikerer med hinanden, lytter, taler, skriver, engagerer sig. Bloggen her vil følge udviklingen, finde de gode, spændende historier og give kontekst, forklaringer og baggrund – og skabe et udgangspunkt for handling.

Bloggen Internet Revolution vil dække de mediemæssige og politiske opbrud i den nye offentlighed. Den vil undersøge, hvad der sker med sandheden, når alle får deres egen nyhedskanal og alle kan byde ind med banebrydende afsløringer – og med rygter og løgnehistorier. Og bloggen vil kortlægge den nye kontrol, og forsøge at besvare, hvordan borgerne kan svare igen og bevare deres frihed, sikkerhed og anonymitet på nettet. I de næste par uger vil bloggen blandt andet se på, hvad sociale medier kan bruges til på Haiti, hvad der egentlig skete i Iran i juni 2009, og hvad der siden er hændt, på den amerikanske udenrigsminister Hillary Clintons helt nye Internet Friheds-initiativ, der sætter hårdt mod hårdt, og hvordan vi skal forholde os til kampen mellem Google og Kina.

Følg med på Internet Revolutionen. Kommentarer er naturligvis meget velkomne – det manglede da bare på en blog.

En messe for Martin Luther King

Ugens USA-klumme handler om sidste mandags Martin Luther King Jr. dag, hvor vi var i Washington National Cathedral til en mindehøjtidelighed, der altså affødte en klumme. Udpluk fra klummen, der kan læses online her:

Forrige mandag gik vi i kirke for at fejre en af USAs store konger – nej, det var ikke Elvis, men derimod Martin Luther King Jr., hvis fødselsdag blev udråbt til national helligdag i 1986, dels for at fejre en af USAs helte og dels for at fejre, hvor langt USA er kommet siden King. Vi tog af sted for at tage pulsen på Kings store – og helt igennem amerikanske – drøm.

Der var god grund til at være en smule skeptisk, for holder borgerrettighedsbevægelsen stadig efter dens endegyldige sejr med valget af en sort mand til USAs præsident? Er en messe for Martin Luther King ved at blive et museumsstykke på linje med Dybbøldagen?

Information om mindehøjtideligheden kan læses her. Vidste du for øvrigt, at National Cathedrals nyeste gargoyle forestiller Darth Vader?