Bo Lidegaard sat på plads

Fra Jacob Mchangamas blog:

Lad os tage et ikke udtømmende kig på hvad der er sket siden Rushdie-sagen, der som bekendt førte til mordet på de Sataniske Vers’ japanske oversætte, etskudattentat på den norske forlægger, knivoverfald på den italienske oversætter, ligesom islamister dræbte 37 mennesker i en mordbrand på et hotel i Tyrkiet, hvor bogens tyrkiske oversætter var til stede. Den hollandske filminstruktør Theo Van Gogh blev myrdet på åben gade i Amsterdam i 2004. At Bo Lidegaard kan benægte, at ytringsfriheden er truet i Vesten, er forunderligt, eftersom Lidegaard hver dag skal gå igennem omfattende sikkerhedsprocedurer, når han møder på arbejde i Politikens Hus. Det skyldes, at der har været en række forsøg på terrorangreb mod JP bl.a. fra islamister i Sverige og USA (sidstnævnte med relationer til terrornetværk i Pakistan). Som bekendt er Kurt Westergaard også blevet angrebet af en islamist i sit eget hjem. Truslerne mod JP har været så omfattende, at JP ikke turde genoptrykke de karikaturer, der gik forud for at den franske avis Charlie Hebdo fik sit kontor brændt ned i 2011. Også den svenske provo-kunstner Lars Vilks, der har afbilledet Muhammed som en hund, er blevet udsat for flere fysiske angrebinklusiv et brandattentat. Talrige islam-kritiske politikere, journalister og forfattere såsom Geert Wilders, Pia Kjærsgaard, Naser Khader, Robert Redeker, Gregorious Neckshot og Ibn Warraq må leve i skjul eller under beskyttelse, eller som Ayaan Hirsi Ali flytte til USA.  Tyske myndighederovervejer at forbyde visning af filmen Innocence of Muslims, USA’s regeringbeder Google fjerne samme fra Youtube og fordømmer filmen, mens teaterstykker der laver tykt grin med mormoner kører for fulde huse på Broadway uden protester eller fordømmelse.

Vi lader den lige stå.

The Ambassador – mellem fakta og fiktion

Columbia Journalism Review anmelder Mads Brüggers “The Ambassador”, og finder både grunde til hyldest og forbehold:

All the same, The Ambassador is a crack investigative work that could not be attained by ordinary measures. The film proves once and for all that ambassadorial credentials can indeed be bought and sold. While staying in character, Brugger, who is now is under legal threat by the Liberian government, managed to get images of children working in diamond mines that would be the envy of any human rights organization.

Jeg var selv både begejstret og skeptisk overfor filmen. Den giver et helt unik indblik i en verden, man ellers aldrig har adgang til, men jeg synes også, at alter egoet “Mr Cortzen” tager for meget opmærksomhed; og jeg er heller ikke sikker på, at jeg køber de ny-kolonialistiske pointer. Det er i hvert fald ikke klart for mig, at Hr. Cortzens hvide hud giver ham en fordel. Havde han ikke haft penge, måtte han pænt gå sin vej igen. Men det element kunne være interessant at få mere nuanceret beskrevet.

Amerikanske medier

En ongoing liste med amerikanske medier, nyheder og kommentarer. Tilføjelser modtages gerne!

Aviser:

New York Times. Kongen over dem alle, men også en avis i krise. Traditionelt centrum-venstre med gode kommentatorer. Den amerikanske “liberale” højborg.

Wall Street Journal. Journalistik af høj kvalitet og solide, konservative holdninger. Med den glimrende opinionsside Opinionjournal.

Washington Post. Avisen bag de legendariske Watergate-afsløringer, men samtidig også den mest venstreorienterede af de store, amerikanske dagblade.

Los Angeles Times. Vestkystens bud på de amerikanske tilstande.

USA Today. USAs største avis. Har specialiseret sig i korte nyheder og dermed revolutioneret avismarkedet, på godt og ondt.

Chicago Tribune. På vej til at gå bankerot, men stadig en vigtig avis.

Chicago Sun-Times. Med den indflydelsesrige filmkritiker Roger Ebert, der altid – altid – er værd at læse.

Continue reading

Vred ung and

Fredag blev jeg inviteret med til at se Anders Matthesens nye stand-up-show “Anden vender tilbage” på Østre Gasværk. Jeg kender ikke så meget til stand-up og har ikke det store sammenligningsgrundlag, men jeg var ret imponeret over Andens tour-de-force gennem Danmarks dårligdomme. Jesper Eising fra Berlingske Tidende skriver det bedre, end jeg kan, i sin glimrende anmeldelse:

Omdrejningspunktet i showet er de regler, der styrer og regulerer vores samfund og sociale sameksistens, og som Matthesen med komisk, kirurgisk skarphed splitter ad og stiller til skue.

I passager fremstår han nærmest som en libertarianer, der med humoren, sarkasmen og satiren som våben piller vor velfærdsstatslige konformitet fra hinanden og prædiker færre regler, færre apostle, som skal styre vort liv og bestemme, hvad der er godt og skidt, mere frihed under ansvar, større tiltro til, at vi godt selv kan finde ud af at leve under samme tag, og frem for alt et diktum om, at det enkelte menneske selv kan gennemskue konsekvenserne af sine egne handlinger.

Stærkest virker samfundssatiren næsten, da han i løbet af aftenen tager en enkelt rekvisit i brug – hvilken skal ikke røbes her – og overraskende bryder med det ellers enkle én mand, én mikrofon-setup.

Fik jeg i øvrigt nævnt, at det er meget morsomt?

Offline is the new black

Træt af Facebook? Led ved MySpace? Jeg har hørt flere og flere, der ikke gider deres online netværk og den tid det tager at vedligeholde dem. Man taster og taster, og hvad er takken? Flere og flere ninja-inviationer.

Det nye smarte er at være offline. Sluk for nettet, kys din kæreste, spil et brætspil. Fænomenet kaldes social networking fatigue. Kommer snart til en pauseskærm nær dig…

Anonym københavner taler ud

Hvis det ikke var for de ofte meget hadefulde tåbeligheder i kommentarfeltet, ville Uriasposten i dag være Danmarks bedste blog. Kim Møllers arbejde med indsamling af presseklip fra nær og fjern kan ikke overvurderes – men de sidste dages virkelige scoop har været den “anonyme københavners” hudfletning af Københavns Kommunes (manglende) indsats overfor de mange skræmmende optøjer og afbrændinger i den sidste uge.

Tjeck fx den anonymes gennemgang af Ritt Bjerregaards nye storslåede “task force”, der skal gøre op med den manglende integration af hærværksfolkene. Det er vrængende satire på et højt plan.

Jeg ved egentlig ikke, om jeg er enig i konklusionen (at det er en kulturkamp vi står overfor), men det er til gengæld helt rigtigt at udstille Københavns Kommunes komplette mangel på resultater på dette område. Og det er ikke fordi, de mangler midler. 70 millioner kroner var øremærket til integration i København i 2007. Beløbet er 90 millioner i år. Og det er i øvrigt langt fra alle indvandrere i København, som har brug for “hjælp” til integrationen – de fleste af dem er sådan set i arbejde eller i skole og har et helt almindeligt liv. Men der er en gruppe, der bare glider længere og længere væk, og de utallige integrationsprojekter har intet hjulpet. Københavns Kommune aner simpelthen bare ikke, hvad de skal stille op, og deres socialarbejder-modeller har spillet fallit. Det ville være sjovt, hvis det ikke var så trist.

Marketing in a Networked Culture

Interessant indslag fra New Media Days 07: Shawn Gold fra Myspace fortæller om Marketing in a Networked Culture. Hvordan markedsfører man til en generation, der har adgang til alt for meget indhold og egentlig kun er interesserede i sig selv? Kodeordene er identifikation og individualitet.

Den morsomme US Navy undersøgelse, Gold henviser til – der omtaler nutidens unge som “narcissistic praise-junkies” og meget andet ondskabsfuldt – fik bl.a. omtale i Wired her. Hele rapporten kan læses fra dette pdf-link. Bemærk, at der kan være problemer med filen i starte, og at præsentationen i øvrigt ikke er så dum og ‘square’, som den er blevet gjort til i den lidt hånlige omtale, fx i Wired.