USA I DAG: Ytringsfriheds-fundamentalister

Tirsdag har jeg en ny USA-klumme i Berlingske Tidende: Ytringsfriheds-fundamentalister. Den fokuserer på en af de ting, der samler amerikanerne i en splittet tid, nemlig deres kærlighed til det frie ord.

Der er selvfølgelig mange “på trods af”-er i den diskussion, for både den amerikanske venstre- og højrefløj har til tider villet begrænse det frie ord (især venstrefløjen er i disse tider ude med riven efter “hadefuld tale”), men grundlinjen er stadig ret klar: Fra top til bund støtter det amerikanske samfund ubetinget op om det frie ord og den frie presse med en iver og en kompromisløshed, man ikke genfinder i Europa.

Man kan sige, at jeg med artiklen forsøger at gå lidt imod den dominerende fortælling i øjeblikket, der handler om, at USA er et meget splittet land (som Poul Høi skriver om i avisen mandag). Det er en god historie med masser af konflikt, men jeg tror, at man skal være forsigtig med at drage alt for store konklusioner af det nuværende sprængfarlige politiske klima.

Jeg fik for øvrigt ikke linket til min forrige klumme. Den kommer her: Opsvinget der forsvandt.

USA I DAG: Glenn Becks bogklub

Min USA I DAG-klumme handler om Glenn Beck og Friedrich von Hayek. Den er online her. Uddrag:

Meget kan man sige om Glenn Becks populistiske stil, men han har været en af de dygtigste TV-værter til at tage nogle overordnede diskussioner om, hvordan samfundets økonomi fungerer. Hans udsendelser kan være både hysteriske og konspiratorisk-paranoide, men det er svært ikke at blive glad i TV-hjertet, når Beck folder sig ud i et hånddukke-teater om nationalbanken. Beck er på den måde lige så original og revolutionerende som Poul & Nulle i dansk TV i 80erne.

Transcript fra Glenn Becks udsendelse kan læses her. Hayeks “Road To Serfdom” kan købes her.

Replik fra privatskolerne

I anledning af mit debatindlæg i sidste uge om Folkeskolens død, har privatskolernes formand Kurt Ernst i dag et indlæg i Berlingske Tidende:

For os er det en grundlovssikret rettighed, at forældre kan vælge en anden skole end den offentlige. Så er den sådan set ikke længere. At et kendt folketingsmedlem vælger en fri grundskole, er bare et udtryk for, at de private skoler udgør et bredspektret tilbud til alle forældre. Det er da en lykke at bo i et samfund, hvor børnenes forældre kan få lov til at agere netop som forældre og mindre som in casu politiker.

Vi går så til gengæld nu ud fra, at de samme politikere vil forstå at værne om forældrenes ret til et alternativt skoletilbud, og at det vel at mærke kan være et tilbud, som både højre og venstre, rig og fattig og uanset hvilken etnisk herkomst, man måtte have, kan have råd til at benytte sig af.

De er dog også kritiske overfor min idé med at frisætte skolerne og lade pengene følge barnet:

Vi ønsker ikke et sådant system, som Lars Hvidberg foreslår. Det er rigtigt, at der er sådanne ordninger i bl.a. Sverige og Holland. Paradoksalt nok fører sådanne ordninger ikke til, at en mangfoldighed af privatskoler, friskoler eller andre nye eksperimenterende kreative skoler opstår.

Jeg ved ikke helt, hvilke resultater fra Holland og Sverige, der hentydes til her, men privatskolerne kunne måske med fordel se på resultaterne fra USA, eksempelvis her, her og her. Men det er godt med debat, og det sidste ord er næppe sagt i denne sag. Jeg tror, at der er grundlag for reformer af den danske skole.

Menneskerettigheder i et nyt medielandskab

Lørdag den 24. april afholdt jeg en workshop på Amnesty Internationals danske landsmøde i Nyborg. Det var en rigtig spændende oplevelse, og jeg synes at det gik ok på trods af, at jeg var ret jetlagged efter rejsen fra USA, der på grund af den islandske askesky måtte udsættes til sidste øjeblik.

Min workshop var udvalgt til at blive webcastet for Amnesty-medlemmer, der ikke kunne deltage i landsmødet. Webcastet er nu online fra denne side. Konkret tager man adressen mms://wms2.digicast.dk/amnesty/joined12345_generated.wmv og enten klikker på den eller indsætter den i en medieafspiller (VLC kan anbefales). Vær opmærksom på, at min præsentation først starter 3 timer og 10 minutter inde i forløbet, så du kan spole frem, hvis du ikke har lyst til at se det hele. Hvis man er kvik på tangenterne kan man også downloade filen.

Optagelsen bærer præg af, at man ikke kan se min præsentation på videooptagelsen (den blev muligvis afspillet samtidig for dem, der så med derhjemme gennem webcastsoftwaren). Det forhold gør muligvis, at sammenhængen kan være lidt svær at følge. Det har jeg svært ved selv at vurdere. Til gengæld kan jeg ikke lade være med at hæfte mig ved, at jeg tripper meget, når jeg holder oplæg, og at jeg burde have brugt flere eksempler, især i starten. Jeg tror, at jeg snart må genlæse Bjarne Herskins Undervisning i praksis. Men øvelse gør mester.

Alt i alt var det dog en god oplevelse. Kontakt mig endelig, hvis jeg også skal holde oplæg om Internet Revolutionen for din institution.

Folkeskolen er død…

“… og længe leve den fri skole”, skriver jeg i dagens Berlingske Tidende. Debatten er blandt andet affødt af afsløringerne af, at både Mette Frederiksen, Helle Thorning-Schmidt og Henrik Sass Larsen sætter deres børn i privatskole frem for i den folkeskole, de gerne vil pådutte alle andre. Min interesse er nu ikke at skælde ud på dem, men at præsentere et par idéer til en ny kurs for den danske skole: Mere valgfrihed, men stadig med lige økonomiske muligheder for børnene:

1) Gør skolerne helt selvstændige. Stop med detailstyring af undervisningen fra Christiansborg. Lad skolerne organisere sig som selvstændige, almennyttige organisationer, eller lad dem tjene penge på skolegangen, hvis de ønsker det. Muligheden for at profitere på valgfriheden vil få skolerne til at stramme sig an og tilpasse sig børnenes behov i stedet for politikernes og bureaukraternes. Vi skal have en frodig mangfoldighed af friskoler, lilleskoler, privatskoler, eksperimentalskoler og skoleformer, som vi slet ikke endnu har fantasi til at forestille os. Der er i øvrigt en lang og god tradition for fri, selv­reguleret læring i Danmark, og den skal vi bygge videre på.

2) Lad pengene følge barnet. Giv hvert barn (det vil sige forældrene) en øremærket pose penge, der svarer til et gennemsnit af de nuværende, enorme skoleudgifter. Lad forældrene helt frit vælge, hvilken skole de vil betale til. Når Mette Frederiksen, der ikke er den hurtigste skovløber i Hareskoven og kommer fra en ganske almindelig familiebaggrund, kan finde ud af at vælge, så kan de allerfleste overkomme det.

Opdatering: Henrik Gade Jensen har et interessant blogindlæg om den grundlovsmæssige baggrund for den danske opdeling i folkeskole (almueskole) og private skoler. I 1849 Grundloven blev det regnet for almindeligt, at skolerne var private, mens almueskolen kun var for de fattigste. Det betyder jo ikke, at vi skal tilbage til Junigrundloven af den grund, men det er et interessant historisk perspektiv: Folkeskolen kunne ses som et levn fra enevælden, som den frie forfatning forsøgte at reformere.

Son of Hamas

Son of Hamas: En forbløffende bog. Mosab Yousef var engang den førstefødte søn af Hamas-lederen Hassan Yousef. Så blev han agent for den israelske efterretningstjeneste og konverterede til kristendommen. I denne selvbiografi fortæller han hele den utrolige historie om hvordan han fik nok af krigen og terroren og begyndte at “elske sin næste”. Historien ser ud til at være sand, men det er svært at afgøre, hvor meget der er sandhed og hvor meget, der er efterrationaliseringer og pynt. Bogen er imidlertid rigtig spændende og hurtigt læst. Mosabs far og familie har senere afskrevet ham helt.

Set i et større perspektiv er det interessant, at Mosab Yousef, der både var med i Hamas’ inderkreds og agent for Israel fra 1999, helt entydigt giver Yassir Arafats magtbegær og Hamas’ fanatisme og blodtørst hovedansvaret for sammenbruddet i fredsprocessen i 2000, hvor Arafat afviste de israelske tilbud og i stedet iværksatte den anden Intifada. Yousef følger her ret entydigt den israelske “fortælling” om sammenbruddet og hvad der siden fulgte, hvilket jo er interessant fordi han har haft priviligeret adgang til den palæstinensiske side. Han har derimod et ret positivt indtryk af israelerne, selvom han til sidst i bogen væmmes ved hele konfilkten og tager bort til USA for at finde sig selv og sin kristendom. Sådan beskriver han det i hvert fald, men der er sikkert flere historier om, hvad der er baggrunden for bogen.

Hjemmesiden for bogen findes her. Her er en udtalelse fra 2008 fra Global Islamic Media Front om Yousefs kristendom (før han afslørede sig selv som agent). Her er en artikel fra Haaretz.

Russiske perspektiver

Evgeny Morozov har nogle interessante russiske perspektiver på kampen mellem Google og Kina. Jeg tror det på længere sigt kan give bagslag for Google, at de har allieret sig så tydeligt med den amerikanske regering, for se her, hvordan den russiske internetekspert Igor Ashmanov vurderer sagen:

On Google as an instrument of the US government and on its role in China: Google is just another way [for the US government] to tease China for not being a democracy and to get it to barge on certain economic issues. So if the Chinese don’t want to weaken remnibi’s exchange rate, we [the US government] would say that, from the perspective of a true religion of democracy – of which the US is the capital – you are heretics and we’ll be teasing you for human rights violations and the like until you weaken the rate…Eric Schmidt, Google’s CEO, frequently meets with Hillary Clinton, goes to special breakfasts [ at the state department]; the US authorities often say that Google is advancing the causes of democracy in China. How should the Chinese government view this? As an intervention in their affairs. That’s exactly what they are doing…Google was founded in a university, it works with security services – the US government would be silly not use it for America’s own good.

Det er klassiske talking-points fra den del af verden (og fra Berlingskes blogkommentarer i øvrigt), men de giver genlyd hos mange, der ikke bryder sig om vestliggørelse af deres lande.

Internettets Supermagt

Jeg deltog tirsdag i P1 programmet Horisont om Internettets supermagt. Programmet handler mest om Google, men jeg udtaler mig mere generelt om internettets muligheder for at føre til politiske forandringer, især i autoritære stater. Jeg er lettere pessimistisk sammenlignet med den anden deltager i debatten, Rikke Frank Jørgensen fra Institut for Menneskerettigheder, der i øvrigt siger nogle interessante ting. Desuden deltager Louise Brincker og Anders Høeg Nissen.

USA I DAG: Washingtons orakel

Ny USA-klumme fra min hånd: Washingtons orakel:

Det såkaldte »Congressional Budget Office« (CBO), der er en samling partiuafhængige regnedrenge og -piger, har kunnet vende tommelfingeren op eller ned til sundhedsreformen. Vil den spare penge? Eller giver den underskud? I et USA, der med stormskridt er på vej imod finansiel ruin, er det afgørende, at nye reformer mindsker underskuddet – ellers lider de den politiske vuggedød. I sidste uge sagde CBO »ja« til Obamas sundhedsreform. »Obamas reform kan spare tusindvis af milliarder« lød et triumferende Ritzau-telegram, der blev bragt i flere danske aviser. De nye beregninger viste, at reformen i løbet af de første ti år ville spare 138 milliarder dollars, og så var der bingo.

Barack Obama: Dreams From My Father

Drømme fra hans far: Barack Obamas erindringsbog Dreams From My Father er velskrevet og anbefalingsværdig, men også lidt langt i spyttet. Især første halvdel om Obamas barndom i Indonesien og på Hawaii er interessant og medrivende, mens historien taber pusten i anden halvdel, især i Kenya-delen, hvor jeg havde ekstremt svært ved at finde rundt i alle de mange Obama-familiemedlemmer og især hvorfor deres historier var relevante. Hovedtemaet er Barack Obamas søgen efter en identitet halvvejs mellem hvid amerikaner og sort afrikaner, og hvordan han søger det autentiske i sin afrikanske fortid, indtil han ved slutningen finder ud af, at hans afrikanske far og bedstefar var lige så splittede og rodløse, som han selv er (eller måske var).

Bogen virker meget ærlig og direkte, men ved nærsyn er den dygtigt konstrueret. Mange sekvenser er skrevet i dialog-form, som var det en roman, der udspillede sig, men vi kan vel næppe tro, at der er tale om de præcise replikker fra episoder, der udspillede sig 10-20-30 år før? Lige så interessant er de mange udeladelser. Hvorfor står der eksempelvis næsten intet om pastor Wright og den åndelige betydning han har for Obama? Titlen på den første prædiken, Obama hører fra Wrights side, er netop The Audacity of Hope, titlen på Obamas programskrift for USA. Alligevel stopper det søgende kapitel netop dér, hvor Obama finder hjem til troen, uden at forklare, hvad den nye tro indeholder. Det virker ret mærkværdigt. Meget “redigeret”.

Alligevel er der et væld af gode portrætter og historier om en meget kompleks mand, der lige nu er “verdens mægtigste”. Bogen ville sikkert være endnu mere interessant, hvis den var skrevet nu, hvor Obama sandsynligvis er vokset fra den meget identitets-fikserede 90’er konstruktivisme, der tærsker lidt for meget langhalm på nogle ret langhårede diskussioner om magt, race og identitet.