At moral, naturlighed og etisk »branding« er blevet mærkevarer på linje med Ray-Bans og Paul Smith mangler (næsten) helt i Ellis’ univers, og hans samfundskritik er blevet sendt til tælling af den insisterende miljøfascisme og politiske korrekthed. Paris Hilton har for længst udskiftet den benzinslugende jeep med en brintdreven samvittighedsbil – og Bret Easton Ellis må også snart se at skifte køretøj. Han udtalte engang, at han skriver bøger om »mennesker, der misbruger deres frihed« – og den formulering er stadig rammende. Men kunne de i det mindste ikke misbruge friheden på en ny og spændende måde?

Mærkeligt nok var bogen nu en god læseoplevelse alligevel (det kommer måske ikke så tydeligt frem i klummen), lidt som at gå lidt ud med en god gammel ven – ikke en druktur som i gamle dage, men en lille hyggeudflugt rundt om blokken. Godt skrevet, og med et eller andet der lurer under overfladen, og som kalder på en hurtig genlæsning.

Jeg har tidligere skrevet om American Psycho og Ellis’ skrivestil her på bloggen.

Måske var det skæbnen, måske var det en forudanelse om kræftens fremmarch, der fik forfatteren Christopher Hitchens til at udgive sine erindringer allerede i en alder af 61. De gavmilde memoirer »Hitch-22«, der udkom i juni, kan blive en gravskrift for Hitchens, der i de sidste 40 år har været en af det engelske sprogs mest elegante og hårdkogte polemikere. Hitchens er i akut kemoterapi for kræft i spiserøret, og alle bogturnéer – også en tur til Danmark i efteråret – er aflyst. Den litterære verden holder vejret.

Meget kan man sige om Glenn Becks populistiske stil, men han har været en af de dygtigste TV-værter til at tage nogle overordnede diskussioner om, hvordan samfundets økonomi fungerer. Hans udsendelser kan være både hysteriske og konspiratorisk-paranoide, men det er svært ikke at blive glad i TV-hjertet, når Beck folder sig ud i et hånddukke-teater om nationalbanken. Beck er på den måde lige så original og revolutionerende som Poul & Nulle i dansk TV i 80erne.

Transcript fra Glenn Becks udsendelse kan læses her. Hayeks “Road To Serfdom” kan købes her.

For os er det en grundlovssikret rettighed, at forældre kan vælge en anden skole end den offentlige. Så er den sådan set ikke længere. At et kendt folketingsmedlem vælger en fri grundskole, er bare et udtryk for, at de private skoler udgør et bredspektret tilbud til alle forældre. Det er da en lykke at bo i et samfund, hvor børnenes forældre kan få lov til at agere netop som forældre og mindre som in casu politiker.

Vi går så til gengæld nu ud fra, at de samme politikere vil forstå at værne om forældrenes ret til et alternativt skoletilbud, og at det vel at mærke kan være et tilbud, som både højre og venstre, rig og fattig og uanset hvilken etnisk herkomst, man måtte have, kan have råd til at benytte sig af.

De er dog også kritiske overfor min idé med at frisætte skolerne og lade pengene følge barnet:

Vi ønsker ikke et sådant system, som Lars Hvidberg foreslår. Det er rigtigt, at der er sådanne ordninger i bl.a. Sverige og Holland. Paradoksalt nok fører sådanne ordninger ikke til, at en mangfoldighed af privatskoler, friskoler eller andre nye eksperimenterende kreative skoler opstår.

Jeg ved ikke helt, hvilke resultater fra Holland og Sverige, der hentydes til her, men privatskolerne kunne måske med fordel se på resultaterne fra USA, eksempelvis her, her og her. Men det er godt med debat, og det sidste ord er næppe sagt i denne sag. Jeg tror, at der er grundlag for reformer af den danske skole.

Måske har det noget at gøre med, at man er “i arbejdstiden”. Men det er imidlertid meget mærkværdigt, fordi også ud fra et professionelt perspektiv kan kaffe, vand og lidt sødt være med til at få et møde til at glide. Og amerikanerne er ellers gode til at få tingene til at glide – og på hjemmefronten er de dygtige til at diske op med noget.

I Danmark skal man altid “sørge for at der er kaffe”, og hvis kunderne er vigtige, skal der også være lidt godter. I ministerierne skal der “bestiles kaffe fra kantinen”, når gæsterne kommer – andre steder skal man brygge den selv. Det er meget pinligt, hvis man ikke har sørget for kaffe. I USA: Ingenting. Måske fordi man ikke må hygge sig?

Til gengæld afholder amerikanerne ofte “brown bag”-meetings: Frokostmøder, hvor man tager sin lunch med (fx en sandwich i en lille brun pose), og så bliver der præsenteret et eller andet relevant. Så spilder man ikke tiden ved at spise frokost.