Indspark klumme: Åh, så liberale

Bare lige et hurtigt link til min Indspark-klumme fra i søndags – en kommentar til hele Søren Pind og “assimilations”-debatten. Den fik en hel del kommentarer med på Facebook og 190 likes. Det er da meget fedt. Udpluk:

Pinds danske værdier var og er liberale kerneværdier, og det var de selvsamme liberale værdier, hans kritikere anråbte, tilsat en god dosis hån: Skulle sådan en frikadelledansker komme og angribe forskelligheden? Retten til at leve sit eget liv? Skulle han diktere, hvordan folk skulle leve og hvad de skulle tro? Næh, netop ikke. Det var jo hans pointe. Den var liberal, og den blev angrebet med de selvsamme liberale holdninger, Pind selv gav udtryk for, som når vikingetvillinger kæmper om retten til fars jernøkse og langhuset i bygden. Sjovt, som alle bliver liberale, når de skal angribe en liberal.

Indspark: Du ringer bare

Ny Indspark klumme om sorg og død og hvordan man skal håndtere et sørgende menneske. Du ringer bare:

For at parafrasere den amerikanske forfatter Joan Didion, så skal man ikke spørge den sørgende, om han er sulten, men i stedet bare give ham en skål suppe. Så spiser han, måske for første gang den dag. Den sørgende er irriterende, påståelig, umulig, og derfor skal du bare gøre tingene i stedet for at snakke om det. Bare mød op, bare hjælp. Den sørgende har travlt med at finde gravsten og vælge salmer til begravelsen, så hvad med at komme og gøre rent? Lave mad, købe ind, alt det daglige, som er helt uoverskueligt, når sorgen er der. I stedet for at sige »Du ringer bare« skal du sige »Jeg kommer på lørdag og hjælper dig med at rydde op i garderoben efter din far«. Og husk at tage suppen med.

Friedman on the Nile

Thomas Friedman goes to Tharir Square, and comments:

In 40 years of writing about the Middle East, I have never seen anything like what is happening in Tahrir Square. In a region where the truth and truth-tellers have so long been smothered under the crushing weight of oil, autocracy and religious obscurantism, suddenly the Arab world has a truly free space — a space that Egyptians themselves, not a foreign army, have liberated — and the truth is now gushing out of here like a torrent from a broken hydrant.

Møgspreder i luksusklassen

Berlingske Tidende har lanceret et nyt blogformat kaldet “Indspark”. De er lidt kortere og mere resultatorienterede og jeg er med i det roterende hold på 14 skribenter. Mit første indlæg hedder Møgspredere i luksusklassen og er en reaktion på dette interview med Renée Toft Simonsen. Uddrag:

Det er jo ikke første gang, at særligt skuespillere, rockmusikere og filmfolk gang efter gang skal betone deres særlige »autentiske« holdninger ved at bruge forstærkende, latrinære udtalelser. Det mest begavede, Lars von Trier kunne sige om præsident Bush, var, at han var »enden på endetarmen« (igen, ikke det ord han brugte), og hvem har nogensinde hørt et interview med Klaus Rifbjerg, hvor han ikke siger »kraftedeme« i hver anden sætning?

Berlingske har fået tilsendt et par gammeldaws læserbreve som reaktion på indsparket, og det er jeg faktisk rigtig glad for. Det er også sjovt at skrive en klumme, hvor man ikke føler at man skal forklare så meget om hvordan virkeligheden hænger sammen (som i USA klummen), og i stedet bare kan give los. Glæder mig til flere indspark.

USA I DAG – Kværnen

Tirsdag er min nyeste USA-klumme i Berlingske Tidende. Det bliver desværre også den sidste, da Berlingske har valgt at lukke USA-klummen. Til gengæld reorganiserer de debatuniverset, og jeg kommer også til at spille en rolle i det nye format. Vent og se.

Klummen hedder “Kværnen” og handler om fantastiske New York. Den kan læses online her.

New York er en kværn. Bogstaveligt talt. Byen er indgangsportalen, hvor de nye, rå peberkorn males, så de forfinede og tilpassede kan gøre resten af USA stærkere og mere velsmagende. Var det ikke for indvandringen ville New York være en døende by. Som så mange andre af USA’s tidligere stoltheder – som Cleveland, Detroit, Pittsburgh – der ikke forstod at forny sig i tide. De forstod ikke kværnens logik.

USA I DAG: Spådomme for 2011

Jeg har kigget lidt for dybt i kaffegrumset i dagens USA-klumme for Berlingske Tidende: De sorte svaners spådomme:

Der er mange måder at forudsige fremtiden på: Nogle går til spåkone og bliver kildret i håndfladen, andre læser tykke bøger om tingenes fremtidige tilstand. Selv går jeg på Starbucks og undersøger resterne i min dobbelte mocha-latte.

Denne søndag formede det snaskede grums i bunden af den etisk ansvarlige genbrugsplastic­kop sig til tre sorte svaner, hvis blafrende vinger og skræppende skræp fortalte noget om den vej, USA vil gå i 2011.

Kendere vil vide, at det ikke er filmen Black Swan, der har inspireret mig, men derimod bogen The Black Swan af Nassim Nicholas Taleb. Kendere vil desværre også se, at det ikke er lykkedes mig at få rigtige “black swan” begivenheder, måske bortset fra den første, med på listen. Men sådan er det i sagens natur med sorte svaner – man ser dem ikke, før det er for sent.

Yoani Sanchez siger fra

Et lidt ældre klip fra cubanske Yoani Sanchez‘ glimrende blog. Sanchez fik i efteråret 2009 Columbia Journalism School’s prestigefulde Maria Moors Cabot pris, men fik ikke lov til at forlade Cuba for at modtage prisen. Hun optog video og lyd, da hun tog til immigrationskontoret for at spørge: hvorfor?

Why can’t I leave. Ah… I do know why I can’t leave, but I am waiting for you people to tell me. Because you have an ideological filter. This country is a huge prison, with an ideological boundary. And the citizens here are judged by political colors. Here
there are first citizens, and second, and in the fifth category… I
don’t know what category I’m in but I must be in the basement, no? Why? Because of an ideological filter.

Der er mange flere gyldne øjeblikke. Yoani Sanchez siger det, de fleste cubanere tænker, men som ingen tør sige.

I Efteråret 2010 modtog Sanchez Cepos’ Frihedspris (et godt valg). Jeg fik faktisk aldrig fulgt op på, om hun fik lov til at tage til København. Gjorde hun det?

USA I DAG: Kalkuner og kapitalisme

Det har lige været Thanksgiving i USA og derfor har jeg naturligvis benyttet lejligheden til at skrive om denne festlige højtid, hvor amerikanerne spiser kalkun og ser amerikansk fodbold – og åbenbart også diskuterer om læren fra Thanksgiving er, om kapitalisme er bedre end socialisme.

Jeg fandt ud af en del interessante historiske fakta, da jeg skrev klummen, og giver et par links nedenfor. Uddrag fra klummen:

Fra 1620 til 1623 levede Plymouth-­kolonien uden privat ejendomsret, ikke på grund af ideologisk overbevisning, men fordi fællesejet var et krav fra koloniens investorer hjemme i London, der ville være sikre på, at kolonisterne arbejdede for at betale af på det fælles lån frem for at arbejde for sig selv. Man kan diskutere, om etiketten “socialisme” er den rette, men fælleseje var der nu alligevel tale om, og den negative effekt på sammenholdet var påfaldende. Fællesejet skabte fjendskab, ikke kun overfor kreditorerne hjemme i London, der tog 50 procent af overskuddet, men især kolonisterne imellem.

William Bradfords bog om Plymouth koloniens historie er tilgængelig i sin helhed på Google Books.
Et typisk eksempel på en konservativ udlægning kan læses her hos The Hoover Institution.
New York Times’ gendrivining kan læses her. Et andet rasende angreb på specifikt Stossel kan læses her.

Det er i grunden mærkeligt, at diskussionen har kunnet blive så ophedet, når nu så mange kommentatorer er forhippede på at klargøre, at Barack Obama netop ikke er socialist. Hvorfor føler de sig ramte i det her tilfælde? Ville Obama gå ind for Plymouth-koloniens indretning? Jeg tror, at diskussionen mest har noget at gøre med, at man bare ikke vil give konservative ret under nogle omstændigheder – det er typisk DC-positionering, hvor man siger “nej” til alt hvad modstanderen siger, om han så påpeger at jorden er rund.

Mads Fuglede om gymnasielærere og USA

Mads Fuglede har en lille bog, hvor han opskriver folk, der gør ham vred:

Indimellem kigger jeg i min lille bog for at få mig et godt grin eller se, om jeg stadigvæk er vred. Nu hvor jeg har fået adgang til en klumme, leder jeg også efter kandidater til denne offentlige gabestok. Her fandt jeg en gymnasielærer, der viste mig sin læseplan for et forløb om USA op til valget i 2008. Han havde valgt tre film, som skulle vise tre centrale aspekter: JFK af Oliver Stone (1991) skulle vise noget om amerikansk politisk kultur, Mississippi Burning af Alan Parker (1988) skulle belyse USAs raceforhold, og Michael Moore skulle med Bowling for Columbine (2002) gøre eleverne klogere på amerikansk våbenfetichisme. Goebbels havde lavet nogle film om den jødiske lobby, som jeg syntes manglede på hans læseplan, men ironi var ikke hans stærke side, så han røg i den lille bog i stedet.

Fra Fugledes USA-klumme. Næste uge bliver det min klumme.

USA I DAG: Ytringsfriheds-fundamentalister

Tirsdag har jeg en ny USA-klumme i Berlingske Tidende: Ytringsfriheds-fundamentalister. Den fokuserer på en af de ting, der samler amerikanerne i en splittet tid, nemlig deres kærlighed til det frie ord.

Der er selvfølgelig mange “på trods af”-er i den diskussion, for både den amerikanske venstre- og højrefløj har til tider villet begrænse det frie ord (især venstrefløjen er i disse tider ude med riven efter “hadefuld tale”), men grundlinjen er stadig ret klar: Fra top til bund støtter det amerikanske samfund ubetinget op om det frie ord og den frie presse med en iver og en kompromisløshed, man ikke genfinder i Europa.

Man kan sige, at jeg med artiklen forsøger at gå lidt imod den dominerende fortælling i øjeblikket, der handler om, at USA er et meget splittet land (som Poul Høi skriver om i avisen mandag). Det er en god historie med masser af konflikt, men jeg tror, at man skal være forsigtig med at drage alt for store konklusioner af det nuværende sprængfarlige politiske klima.

Jeg fik for øvrigt ikke linket til min forrige klumme. Den kommer her: Opsvinget der forsvandt.