USA I DAG: Helt almindelige psykopater

Et hurtigt link til tirsdagens USA-klumme fra Berlingske Tidende: Helt almindelige psykopater om Bret Easton Ellis‘ nyeste bog Imperial Bedrooms og om det han skriver stadig er relevant for USA. Ikke helt, synes jeg.

At moral, naturlighed og etisk »branding« er blevet mærkevarer på linje med Ray-Bans og Paul Smith mangler (næsten) helt i Ellis’ univers, og hans samfundskritik er blevet sendt til tælling af den insisterende miljøfascisme og politiske korrekthed. Paris Hilton har for længst udskiftet den benzinslugende jeep med en brintdreven samvittighedsbil – og Bret Easton Ellis må også snart se at skifte køretøj. Han udtalte engang, at han skriver bøger om »mennesker, der misbruger deres frihed« – og den formulering er stadig rammende. Men kunne de i det mindste ikke misbruge friheden på en ny og spændende måde?

Mærkeligt nok var bogen nu en god læseoplevelse alligevel (det kommer måske ikke så tydeligt frem i klummen), lidt som at gå lidt ud med en god gammel ven – ikke en druktur som i gamle dage, men en lille hyggeudflugt rundt om blokken. Godt skrevet, og med et eller andet der lurer under overfladen, og som kalder på en hurtig genlæsning.

Jeg har tidligere skrevet om American Psycho og Ellis’ skrivestil her på bloggen.

Son of Hamas

Son of Hamas: En forbløffende bog. Mosab Yousef var engang den førstefødte søn af Hamas-lederen Hassan Yousef. Så blev han agent for den israelske efterretningstjeneste og konverterede til kristendommen. I denne selvbiografi fortæller han hele den utrolige historie om hvordan han fik nok af krigen og terroren og begyndte at “elske sin næste”. Historien ser ud til at være sand, men det er svært at afgøre, hvor meget der er sandhed og hvor meget, der er efterrationaliseringer og pynt. Bogen er imidlertid rigtig spændende og hurtigt læst. Mosabs far og familie har senere afskrevet ham helt.

Set i et større perspektiv er det interessant, at Mosab Yousef, der både var med i Hamas’ inderkreds og agent for Israel fra 1999, helt entydigt giver Yassir Arafats magtbegær og Hamas’ fanatisme og blodtørst hovedansvaret for sammenbruddet i fredsprocessen i 2000, hvor Arafat afviste de israelske tilbud og i stedet iværksatte den anden Intifada. Yousef følger her ret entydigt den israelske “fortælling” om sammenbruddet og hvad der siden fulgte, hvilket jo er interessant fordi han har haft priviligeret adgang til den palæstinensiske side. Han har derimod et ret positivt indtryk af israelerne, selvom han til sidst i bogen væmmes ved hele konfilkten og tager bort til USA for at finde sig selv og sin kristendom. Sådan beskriver han det i hvert fald, men der er sikkert flere historier om, hvad der er baggrunden for bogen.

Hjemmesiden for bogen findes her. Her er en udtalelse fra 2008 fra Global Islamic Media Front om Yousefs kristendom (før han afslørede sig selv som agent). Her er en artikel fra Haaretz.

Sommerlæsning

Over sommeren har jeg fået læst en god håndfuld bøger. Som sædvanlig håbede jeg at få tid til at skrive en ting om hver af dem, og som sædvandlig har jeg ikke haft tid til det. Her kommer i stedet et par spredte noter.

Joseph Conrad: Nostromo. Det tog lidt tid at tygge mig igennem den her klassiker, men den var det hele værd. En historie om et bjerg fyldt med sølv i en mellemamerikansk banenrepublik og de mange anstændige og uanstændige mennesker, der vil have fat i rigdommene. Fantastisk overblik og skrevet med forførende perspektivskift, der afslører alle karakterernes manglende indblik i deres egen natur, gode som onde. En evig relevant bog, der ret præcist fanger den politiske tilstand i en del latinamerikanske lande den dag i dag med den evige jagt på magten over naturressourcer. Jeg har skrevet lidt mere på min Librarything-side.

John Keegan: A History of Warfare. Endnu en glimrende og indsigtsfuld bog. Dette er i virkeligheden én lang polemik med Clausewitz’ tese om at krig er en fortsættelse af politik med andre midler. Dels viser Keegan, at det ikke historisk forholder sig sådan, da krig er langt mere varieret og kulturelt betinget end oplysningstænkeren Clausewitz kunne anerkende – og dels argumenterer Keegan overbevisende for, at en ‘krig som politik’-tænkning er den direkte vej til en total militarisering og ideologisering af samfundet, hvilket i følge ham førte til katastrofen i første verdenskrig.

Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen: Kritik af den negative opbyggelighed. Stort set alt Stjernfelt har en finger med i, er interessant. Thomsen er for mig mere vedkommende som digter end som tænker, men også hans essays i denne samling er værd at læse. Sammen kunne man kalde dem “et forsvar for formen” – formen i kunsten, formen i religionen og formen i det politiske. Bogen undersøger, hvordan “oprøreren”, den “ensomme ulv der går sine egne veje”, er blevet en kliché i kulturlivet, og hvordan dette er blevet til en personlighedskult, hvor man interesserer sig mere for kunsterens rækken-tunge-af-systemet end for kunsten. Modsvaret er at begynde at se på formen igen – har kunstneren overhovedet noget interessant at byde på? Det er ikke en afvisning af modernismens negativering af den klassiske kunst, men derimod en afvisning af “modernismen som tradition”, den tomme negation. Thomsen forsvarer ret overbevisende hvordan kirkens og gudstjenestens former faktisk giver større plads til eftertænksomhed, indlevelse og det vedkommende end de tomme og poppede stjerne-præster, der vil have rock i kirken og politik i prædikenen, for ligesom at gøre det hele lidt mere “vedkommende for de unge”. Velskrevet men ustruktureret, en rigtig god essay-samling.

Henrik Dahl: Den usynlige verden. Havde lidt mindre at byde på end annonceret, men Henrik Dahl er altid værd at læse, fordi han både er præcis og provokerende – og nogle gange helt ude i skoven. I “Den usynlige verden” sætter han sig ambitiøst for at italesætte hele det “usynlige” Danmark, som de allerfleste af os lever i, men som ikke er kanoniseret som fint og godt, og som derfor savner begrebsliggørelse og normer for adfærd. Dette gælder parcelhuskvartererne, motorvejene, tankstationerne, genbrugspladserne, kontorlandskaberne, fritiden og det moderne familieliv, der med en morsom formulering er blevet ekstremt arbejdskrævende, så det, der i ideologien er båret af kærlighed reelt er en blanding af “et stormøde på Tvind og en arbejdslejr”. Dahl når dog kun lige at skrabe i overfladen af det usynlige Danmark, men det er en værdig og spændende mission. Kampen mod Højskolesangbogens sakralisering af naturen, det højkulturelle, det gamle og det fine synes dog på forhånd tabt.

Technorati Tags:

1968 – og det der fulgte

Minsandten om der nu ikke dukker endnu en bog op med en forfatter, jeg kender. Det er jo ren name-dropping det her, men min gamle gymnasiekammerat og gode ven, historikeren Steven Jensen, udgiver i dag en bog om Studenteroprøret sammen med Thomas Jørgensen.

Bogen “1968 – og det der fulgte” får god omtale i Berlingske Tidende, selvom Bent Blüdnikov også har ris til forfatterne. En spændende tid med vidtrækkende betydning også i dag.

Forfatterne indleder i øvrigt i morgen aften Cinematekets visning af dokumentarfilmen Skæve Dage i Thy fra 1971. Jeg har desværre ikke selv mulighed for at deltage, selvom det sikkert bliver rigtig sjaw.

Liberal læseliste

Hvad skal man læse, hvis man går i gymnasiet og gerne vil have et hurtigt crash-course i den relevante liberale litteratur og blive klædt ordentligt på til en debat – uden at skulle slæbe sig igennem alt for mange komplicerede tekster?

Mit bud på tre bøger, der kan gøre tilgangen nemmere. De er alle på dansk, nemme at læse og proppede med argumenter, der har relevans i den nutidige danske virkelighed. De handler alle tre om at vende verden på hovedet og undersøge alle de velkendte argumenter én gang til.

Martin Ågerup: Den retfærdige ulighed (2007). En god blanding af principper og fakta. Redegør letforståeligt for, at ikke al ulighed er uretfærdig og at materiel fattigdom er et næsten ikke-eksisterende problem i Danmark.

Christopher Arzrouni: Helt uforsvarligt (2005). Ideen kommer ganske vist fra Walter Blocks “Defending the Undefendable” (fås i pdf her), men Arzrouni skabte en del debat med sine vittige og velskrevne provokationer i Weekendavisen, her samlet i bogform. Pointen er, at frihed også er frihed for folk til at gøre noget, ikke alle bryder sig om.

Ole Birk Olesen: Taberfabrikken (2007). Tror du, at velfærdsstaten hjælper de svage? Tro om igen.

Det var tre hurtige, nutidige og let spiselige bud. Næste punkt må være at få nogle lidt større idehistoriske titler frem i lyset. Hvordan ser din liste ud?

Ynglingen

Med vanlig optimisme indkøbte jeg sidste år People’s Press’ samlede udgave af Dostojevskij, og nu har jeg endelig fået stavet mig igennem de to første bind, der dækker den sene roman Ynglingen. Mange mennesker mener, at jeg læser enormt meget. Men det hænger kun sammen med, at jeg læser enormt langsomt. Heldigvis er jeg lige så stædig, som jeg er langsom, så jeg når altid igennem bøgerne til sidst. Selv Proust kan læses på under et år, hvis man bare tager 10 sider om dagen.

Samtidig har jeg altid gang i mindst 10 bøger på samme tid, og da Dostojevskijs snørklede personer ikke er nemme at komme ind i, har jeg læst Ynglingen i store hug med måneders mellemrum. I påsken åd jeg mig igennem den sidste tredjedel, og selvom den aldrig kom helt op og synge, var det en god oplevelse. Dostojevskij skriver efter min mening de mest fascinerende psykologiske portrætter man kan opdrive, og Ynglingen nærmest flyder over med mærkelige, hysteriske typer, som den unge Arkadij møder på sin vej til at blive voksen.

Ynglingen var det dog en langt mere spraglet affære end Dostojevskijs andre mere fokuserede romaner, og det var nok grunden til, at interessen ikke helt blev holdt fangen. Bogen starter stærkt med præsentationen af hovedpersonens store idé (der i øvrigt minder betragteligt om den idé, der driver hovedpersonen i There Will Be Blood) – at blive en hovedrig Rotschild, så han kan slippe for andre mennesker. Men som romanen skrider frem, fortaber ideen sig i ynglingens baghoved (den er jo kun en ungdommelig grille), og det går op for ham, at han nok har mere brug for en familie end for penge.

Det er jo meget fint, men jeg holder nok mere af kompromisløsheden i en roman som Forbrydelse og straf, der rent formelt set er et af de stærkste udtryk for, at en historie kan have en “kontrollerende idé”, der driver dens handling. Ynglingen har mere portrættets struktur, et indtryk af en sindstilstand på grænsen mellem ung og voksen, hvor man ikke rigtig fatter, hvad andre mennesker tænker om én – men man frygter det værste.

Lige nu glæder jeg mig til at tage fat på Idioten, og så skulle jeg vist også være igennem Dostojevskijs “store” romaner.

Kleins chokerende (dårlige) nye bog

Den canadiske journalist Naomi Klein har en ny bog på markedet, The Shock Doctrine: The Rise of Disaster Capitalism, og den ser ud til at være en endnu mere langt ude konspirationsteoretisk omgang, end hendes forrige hit No Logo. Jeg læste “No Logo”, da bogen kom ud i 2000, og det var en af de bøger, der satte mig i gang på min lange rejse til at blive tilhænger af et uhindret frit marked og et liberalt samfund. Det var ikke fordi bogen som sådan var dårlig. Den var både velskrevet og havde et flot grafisk layout, der virkede forførende. Den hang bare ikke sammen, argumenterne var forvrøvlede, og Klein virkede til at se konspirationer overalt. Hun virker til basalt set at have et problem med sammenhængen mellem årsag og virkning, og at dømme efter omtalerne af hendes nye bog, er det kun blevet værre.

Klein har senere antydet, at angrebet på de globale varemærker i “No Logo” egentlig blot var et startsted for en bredere kapitalismekritik, og nu kommer så næste skridt i kampen for … ja i kampen for hvad i grunden? Problemet med Klein og hendes slags er, at de bruger lang tid på at fortælle os hvad de er imod, men ikke ret lang tid på at argumentere for, hvordan alternativet vil virke. Klein går vel nærmest ind for en slags socialisme, men da socialismen ikke lige har den bedste track record, er det vel på sin vis en meget fornuftig strategi at række tunge af alt det, man ikke kan lide, i stedet for at melde klart ud.

Kleins nye bog virker om muligt endnu mere langt ude på overdrevet end “No Logo”. Tesen er kort fortalt, at verden domineres af kapitalistiske manipulatorer, der bruger alle midler for at trække den onde kapitalisme ned over hovederne på os stakkels alimindelige mennesker, der per instinkt naturligvis hader frie markeder. For Naomi Klein var Pinochets kup i Chile planlagt og støttet af Milton Friedman, der citeres for at have opfordret til uro og katastrofer, fordi kun katastrofer får folk til at hoppe med på frimarkedsvognen. Og siden da har disse kapitalistiske blæksprutter styret verden ind i den ene katastrofe efter den anden for at gennemføre kapitalisme gennem tortur og umenneskelighed.

Tesen er naturligvis helt til rotterne, og den får følgende skud fra boven i økonomen Tyler Cowens anmeldelse i New York Sun:

Rarely are the simplest facts, many of which complicate Ms. Klein’s presentation, given their proper due. First, the reach of government has been growing in virtually every developed nation in the world, including in America, and it hardly seems that a far-reaching free market conspiracy controls much of anything in the wealthy nations. Second, Friedman and most other free market economists have consistently called for limits on state power, including the power to torture. Third, the reach of government has been shrinking in India and China, to the indisputable benefit of billions. Fourth, it is the New Deal — the greatest restriction on capitalism in 20th century America and presumably beloved by Ms. Klein — that was imposed in a time of crisis. Fifth, many of the crises of the 20th century resulted from anti-capitalistic policies, rather than from capitalism: China was falling apart because of the murderous and tyrannical policies of Chairman Mao, which then led to bottom-up demands for capitalistic reforms; New Zealand and Chile abandoned socialistic policies for freer markets because the former weren’t working well and induced economic crises.

Diskussion her. Jeg tror dog selv, at jeg springer bogen over.

Update: Her er en meget negativ omtale fra én, der i øvrigt er kapitalismekritisk. Og her er The Economists klassiske afklapsning: Naomi Klein needs to grow up.