Det såkaldte »Congressional Budget Office« (CBO), der er en samling partiuafhængige regnedrenge og -piger, har kunnet vende tommelfingeren op eller ned til sundhedsreformen. Vil den spare penge? Eller giver den underskud? I et USA, der med stormskridt er på vej imod finansiel ruin, er det afgørende, at nye reformer mindsker underskuddet – ellers lider de den politiske vuggedød. I sidste uge sagde CBO »ja« til Obamas sundhedsreform. »Obamas reform kan spare tusindvis af milliarder« lød et triumferende Ritzau-telegram, der blev bragt i flere danske aviser. De nye beregninger viste, at reformen i løbet af de første ti år ville spare 138 milliarder dollars, og så var der bingo.

Bogen virker meget ærlig og direkte, men ved nærsyn er den dygtigt konstrueret. Mange sekvenser er skrevet i dialog-form, som var det en roman, der udspillede sig, men vi kan vel næppe tro, at der er tale om de præcise replikker fra episoder, der udspillede sig 10-20-30 år før? Lige så interessant er de mange udeladelser. Hvorfor står der eksempelvis næsten intet om pastor Wright og den åndelige betydning han har for Obama? Titlen på den første prædiken, Obama hører fra Wrights side, er netop The Audacity of Hope, titlen på Obamas programskrift for USA. Alligevel stopper det søgende kapitel netop dér, hvor Obama finder hjem til troen, uden at forklare, hvad den nye tro indeholder. Det virker ret mærkværdigt. Meget “redigeret”.

Alligevel er der et væld af gode portrætter og historier om en meget kompleks mand, der lige nu er “verdens mægtigste”. Bogen ville sikkert være endnu mere interessant, hvis den var skrevet nu, hvor Obama sandsynligvis er vokset fra den meget identitets-fikserede 90′er konstruktivisme, der tærsker lidt for meget langhalm på nogle ret langhårede diskussioner om magt, race og identitet.

Obamas problem er grundlæggende, at hans politik er vægelsindet, eller som man siger i USA: han er en »waffler«, der træder vande uden at kunne bestemme sig. Vaffelmanden Obama vil hellere være populær end træffe hårde beslutninger, og det gælder både på den hjemlige og den udenrigspolitiske arena.

Den store satsning over for de autoritære regimer var »en udstrakt hånd, hvis I åbner jeres knyttede næve«, som det så poetisk blev formuleret i tiltrædelsestalen for et år siden. Politikken indeholdt blandt andet en servil »genstart« over for Rusland, nedprioritering af menneskerettigheder over for Kina, og en valen og klassisk »vaflende« anerkendelse af det gustne valgresultat i Iran.

Et par kommentarer: Der kunne naturligvis skrives meget mere om den sag, og dommen er nok lidt hård taget i betragtning, at det er den nye administrations første år ved magten. Men: Jeg mener, at det er interessant, at den enorme revolution, som blev lovet af (især) vesteuropæiske kommentatorer ikke rigtig har vist sig i praksis, hvor det gør en forskel, nemlig hos de mennesker, der lider under autoritære regimer. Disse regimer har tværtimod indset, at det for nuværende er stort set omkostningsfrit at slå ned på dissidenter. Det er da fint, at den europæiske offentlighed bedre kan lide Obama end andre amerikanske præsidenter, men hvis prisen for at kunne blive holdt af er en svag linje overfor lande som Rusland og Kina, mener jeg at det er problematisk.

Jeg kan selvfølgelig ikke vide det, men jeg har på fornemmelsen at Obama-administrationens ret tvetydige oplæg til udenrigspolitik kommer sig af en noget naiv forestilling om verdenspolitik, nemlig at andre landes politik primært formes af indtryk fra USA: Er USA truende, så trækker de sig sammen og bliver autoritære, hvis USA er imødekommende vil de naturligt ønske at åbne sig. Det tror jeg ikke er rigtigt. Lederne i autoritære stater har ganske naturligt et ønske om at beholde magten og holde landet så lukket som muligt. Her kan amerikansk trussel være en kærkommen begrundelse, men forsvinder truslen, kan man altid finde andre grunde.

Det er dog også værd at lægge mærke til, at Obama har udvidet krigsindsatsen i Afghanistan, og faktisk udfører mange flere drone-drab i Pakistan, der koster både taleban-folk og civile livet. Så indtrykket er meget blandet. Jeg vil ikke på dette sted tage stilling til, om krigsindsatsen i Afghanistan overordnet er en god idé, det er mere det blandede indtryk, jeg hæfter mig ved.

Note om Iran valget: Obama-administrationen havde håbet på at kunne opbløde det iranske præsteregime langsomt, men da Den Grønne Revolution i juni krævede øjeblikkelig stillingtagen, var hverken Obama eller hans stakkels pressetalsmand Robert Gibbs i stand til at komme med et sammenhængende svag: Man endte med at anerkende valgresultatet – selvom ethvert valgresultat fra det land er en joke, uanset om der er svindel involveret eller ej – for det var noget med at ”det iranske folk ville det sådan” og ”man tog det til efterretning” eller noget i den stil. Det er der mange i det iranske eksilmiljø, der stadig ikke har tilgivet Obama.

Udvidede noter om Freedom House’s undersøgelse: Siden 2006 er det gået tilbage med friheden i verden, de autoritære styrer har genvundet pusten, og selvom områder som Sydamerika i dag er en del friere end de nogensinde har været før, er områder som mellemøsten præcist lige så ufrie som de altid har været og centralasien er tilbage på niveauet fra Sovjettiden. Udviklingen i frihedsindekset afspejler ret præcist udviklingen i USAs rolle i verden. Selvom USAs positive rolle ikke skal overdrives, er det ret tydeligt, at sammenbruddet af Sovjetunionen, og dermed USAs status som eneste supermagt førte til en decideret eksplosion i frihed i verden, hvor en masse lande gjorde sig fri af kommunismens greb og indførte demokratiske styrer med frihedsrettigheder. En anden bølge kom efter USAs ekstremt aggressive respons på terrorangrebet 11. september 2001, hvor de despotiske styrer i mellemøsten en overgang følte sig presset til at indføre demokratiske reformer. Men det er slut nu, og lande som Jordan og Marokko, der før sås som mulige bannerførere, er tilbage i despotiens mørke favntag. Vendepunktet i 2006 var sandsynligvis den forfærdelige udvikling i Irak, der udstillede USAs svaghed: Amerikanerne har nok verdens største militær og kan stadig smadre et hvilket som helst land i verden, men overfor indre stridigheder kan de ikke stille meget op – og det ser heller ikke ud til, at amerikanerne længere har viljen – og heller ikke længere økonomien – til for alvor at gøre en forskel. Tendensen startede altså under Bush, men er fortsat under Obama, der langt hellere vil være en socialdemokratisk omfordeler på hjemmefronten end tage de hårde konfrontationer på verdensscenen.

Flere spekulative noter om den vaflende politik: Måske har Obama en psyke som en celebrity, en skuespiller, måske fordi han primært er brudt igennem på sin personlige identitet, sin symbolik, frem for på at kunne levere politiske eller ledelsesmæssige resultater. Det fungerer fint i valgkampen, men ikke i hverdagen, hvor han på hjemmebane bliver kørt rundt i manegen af de garvede demokrater i kongressen, der fylder lommerne med lovflæsk, og udenrigs af den efterhånden stærke alliance af autoritære stater, der ikke længere er kommunistiske, men som ligner mere og mere: Kina, Rusland, Iran, Venezuela og Cuba og Nordkorea som bøller i udkanten.

Det er en ret interessant tale af flere forskellige grunde. De første 20 minutter er en fremragende og overbevisende lektion i begrebet “Den retfærdige krig”, der må have forbløffet det norske Nobel-pris publikum, når man tager i betragtning, hvordan nordmændene i øvrigt har det med amerikansk krigsførsel. Obama forsvarer krig som et nødvendigt magtmiddel i en uperfekt verden, og han giver både pacifister og anti-amerikanere tørt på. Det morsomme er naturligvis, at det han siger i princippet kunne være sagt af en hvilken som helst amerikansk præsident, og at de nogenlunde samme argumenter blev brugt af præsident Bush Jr. Amerikanere er åbenbart alle fra Mars (læs Robert Kagans Paradise and Power: America and Europe in the New World Order).

Talens anden del er noget mere ulden, hvor han skal forklare USAs fremtræden netop nu i Afghanistan og andre steder. Det er noget med pres imod Iran, noget med sanktioner og noget med nogen der misbruger islam. Der er også en lidt tynd “universalistisk” gennemgang af, hvad Obama mener alle mennesker i verden ønsker (“fred og velstand”), sammen med et argument om at “alle” religioner må bekende sig til Den Gyldne Regel, hvilket vist afslører Obamas amerikanske og kristne livssyn mere end noget andet i talen.

Igen er Obama en forbilledlig og overbevisende taler, når det handler om abstrakte intentioner, men når det kommer til substans, bliver det hele meget omstændeligt og “på den ene side og på den anden side”. Hvad jeg i øvrigt mener om den sag, skriver jeg mere om på tirsdag i Berlingske Tidende, så stay tuned…

Amerikanerne har en både dynamisk og farlig drøm om, at man kan opnå det perfekte. I USA lanceres storslåede politiske planer oftest med en besværgelse om, at »hvis vi kan sætte en mand på Månen, så kan vi også X« – hvor X er et eller andet ønskeligt, som at afskaffe fattigdom, nedbringe antallet af teenagegraviditeter eller indføre demokrati i Mellemøsten. Følelsen er uafhængig af målet, hvilket er grunden til de mange skuffelser: At sætte en mand på Månen kræver ressourcer og ingeniører, men er i øvrigt en så simpel opgave, at selv Sovjetunionen kunne gøre det, givet uendelig tid. At indrette et sundhedssystem, så »alle« får »den bedste« dækning til »en god pris«, er så komplekst, at det giver selv de mest ambitiøse planøkonomer grå hår på deres pletskaldede hoveder.

This is an award for not being George W. Bush. This is an award for not making the world nervous. This is an award for sharing the basic political sentiments and assumptions of the members of the committee. It is for what Barack Obama may do, not what he has done. He hasn’t done anything.

In one mindless stroke, the committee has rendered the Nobel Peace Prize a laughingstock, perhaps for as long as a generation. And that is an act of true destruction, because it was actually good that the world had a prestigious award for peacemaking.

The members of the committee have also put the young American president in a terrible place. They make it look like all the talk of “The One,” the heartthrob of the European elite, the darling of the international left, is true. They make him look prefabricated and inauthentic, an empty structure held up by essentially silly people. Which puts him at a disadvantage in his own country, because Americans don’t really like it when flaky European politicians tell them how they ought to see him or the world.

Children shouldn’t be taught that the president—any president—is a beloved paternal figure with a grand plan for everyone. (From the original lesson plan: “Students might think about: What specific job is he asking me to do? Is he asking anything of anyone else? Teachers? Principals? Parents? The American people?”) Children should be taught the truth: that presidents are polarizing figures who are constantly dogged by controversy. That Americans don’t always agree about proper public policy, and sometimes they disagree enough to do something as drastic as keeping their kids home from school. That politics is about conflict, not listening in unison while a friendly face on a TV screen dispenses instructions.

If the president’s address took place with no protest, it would be—at best—a waste of classroom time. The protests, by contrast, are a lesson in the passions of American politics. And if your real parents are at odds with the faux father in the White House, they can offer something yet more valuable: the chance to hear an authority figure remind you that it isn’t always best to submit unthinkingly to authority.

What is Walker on about? The President’s remarks can be read here.

Dansk update:

Berlingskes Poul Høi gennemgår talen her med en klassisk, sjusket dansk vinkel. Jo, jo, dele af kritikken har da været over-the-top, men hvorfor fortæller Høi ikke, at Obama delvist bøjede sig for kritikken og bl.a. ændrede sine meget problematiske instrukser til lærerne – dem der førte til kritikken i første omgang? De indeholder bl.a. formuleringer til skolebørnene som: “Hvad tror du, præsidenten beder dig om at gøre?” og “Tror du, at vi kan opnå de ting, præsidenten beder os om?” og lignende halløj, der giver mindelser om Den Kære Leder. Det værste sted var en opfordring til eleverne om at skrive et brev til sig selv, hvor de tænker over, hvordan de kan “hjælpe præsidenten”. Præsidentens tale blev streamet live til skoler landet over – en ret usædvanlig henvendelsesform. Ville dækningen være så venlig, hvis det var Bush, der kom med lignende henvendelser? (Hans far kom for øvrigt med en lignende tale til skolebørn og Reagan gjorde noget lignende. Hvordan var den danske dækning dengang?) Er talen også i sig selv blevet ændret på grund af kritikken? Det ved vi ikke på nuværende tidspunkt.

Igen tegner danske medier et billede af moderate, fornuftige Obama, der kun møder modstand, fordi vanvittige ekstremister som Glenn Beck kaster om sig med tillægsord og spreder “frygt”. Men når der gives efter for kritikken, kunne det jo være, at den har noget på sig.

What the new president has not quite grasped is that the American people understand both irony and cognitive dissonance. Instead, Obama has mistaken his personal popularity for a national predilection toward emergency-driven central planning. He doesn’t get that Americans prefer the slower process of building political consensus based on reality, and at least a semblance of rational deliberation rather than one sky-is-falling legislative session after another.

Matt Welck og Nick Gillespie er på WaPo til Live Q & A kl. 11 EST (dvs. lige nu).

Obama Motors

Af Lars Hvidberg

Den konkurs-truede bilproducent General Motors er tilbage på rekordtid efter en pinefuld betalingsstandsning. Det er godt for firmaet – og dårligt for den amerikanske skatteborger, der skal betale regningen for præsident Barack Obamas fikse idé om en ”grøn økonomi”.

General Motors er en af de ”tre store”, kriseramte bilproducenter i Detroit. Ford klarer sig stadig, mens Chrysler har måttet rive hårdt i nødbremsen. General Motors har kun klaret skærene gennem massiv hjælp fra Washington og den føderale regering ejer nu 60 % af firmaet. GM har hurtigt fået tilnavnet Government Motors eller Obama Motors, for GM er simpelthen blevet nationaliseret ad bagdøren.

Egentlig er overtagelsen i strid med forfatningen. Allerede de penge, George W. Bush gav til GM, kom fra den såkaldte TARP-fond, der var beregnet til finansielle virksomheder. Det besluttede Bush sig for at blæse højt og flot på, og han gav i december GM et milliardlån for at holde ulvene fra døren, på trods af at den juridiske forklaring var mere end søgt. Obama har udvidet støtteordningen og har tilmed bedt staten om at stå inde for alle GMs bilgarantier, igen i strid med forfatningens ord om, at kun Kongressen kan godkende nye udgifter. Obama gør åbenbart kun op med de af Bush’ forfatningsbrud, som han politisk er imod. Resten er fine nok.

For Obama er General Motors et alt for godt tilbud. Han har sat sin politiske kapital ind på at vise, at den ”grønne økonomi” kan svare sig, og General Motors skal være forsøgskanin. Fabrikken skal til at masseproducere energibesparende biler, og Obama vil gennem skatter og reguleringer sikre, at de er profitable. Eller sagt på en anden måde: skatteyderne kommer til at betale højere benzinafgifter for at gøre deres eget bilfirma rentabelt. Det svarer til, at jeg får overskud på min pensionsopsparing ved at betale med min kassekredit: ”Ih hvor har jeg sparet meget op!”

Officielt er begrundelsen for overtagelsen af GM, at man vil ”redde den amerikanske bilindustri” og ”beskytte amerikanske jobs”. Begge argumenter er tynde. Den statslige beskyttelse bærer en del af ansvaret for, at bilindustrien står i stampe. Mange danskere tror, at amerikanerne kører i store, benzinslugende pickup-trucks, fordi de er lige glade med miljøet. En del af grunden er imidlertid, at staten i 70’erne af ”miljøgrunde” indførte strikse bestemmelser for benzinforbrug i udenlandske personbiler – men friholdte små lastbiler og fritidskøretøjer for at beskytte den hjemlige industri. Det gav en kæmpe konkurrencefordel til Detroit og ændrede afgørende forbrugsmønstret imod store, forurenende biler. Fordelen blev senere til en sovepude.

Desuden er der masser af bilindustri i USA, bare ikke i Detroit. Udenlandske bilmærker som Honda Accord og den populære Toyota Camry bliver produceret på profitable fabrikker i Indiana, Mississippi og Kentucky af vellønnede, amerikanske arbejdere. Alene Toyota beskæftiger 40.000. Disse gode, amerikanske jobs vil Obama nu udsætte for konkurrence fra GMs middelmådige biler og statens bundløse pengepung.

Arbejderne på Toyotas og Fords fabrikker skal med andre ord betale skat for at gøre sig selv arbejdsløse. Obama hævder at være den almindelige arbejders beskytter, men han har glemt almindelig fairness.

Børnene i demonstrationen var modtagere af det såkaldte D.C.
Opportunity Scholarship Program – et såkaldt »school voucher« program, hvor en række fattige familier modtager en årlig »skole-check«, de kan bruge til en privatskole af eget valg. Washington DC har notorisk ringe offentlige skoler, hvor det ikke bare er kedeligt, men decideret livsfarligt at gå. Tilskudsprogrammet har siden 2004 givet ca. 1.700 elever muligheden for at komme i en god privatskole, og for de heldige har det gjort en kæmpe forskel. Men nu bliver programmet lukket, og de børn, der er indrulleret i privatskolerne, skal tilbage til de offentlige skoler, de er flygtet fra.

Grunden er ikke, at programmet ikke virker, men at det virker alt for godt. Det private programs succes er et eklatant eksempel på de offentlige skolers fallit i socialt svage områder – og programmet viser også, at der kan skabes meget markante faglige fremskridt for børn fra »vanskelige kår«, hvis forældrene frit får lov at vælge skole, og skolerne får lov til at tjene penge på børnene.