Why can’t I leave. Ah… I do know why I can’t leave, but I am waiting for you people to tell me. Because you have an ideological filter. This country is a huge prison, with an ideological boundary. And the citizens here are judged by political colors. Here
there are first citizens, and second, and in the fifth category… I
don’t know what category I’m in but I must be in the basement, no? Why? Because of an ideological filter.

Der er mange flere gyldne øjeblikke. Yoani Sanchez siger det, de fleste cubanere tænker, men som ingen tør sige.

I Efteråret 2010 modtog Sanchez Cepos’ Frihedspris (et godt valg). Jeg fik faktisk aldrig fulgt op på, om hun fik lov til at tage til København. Gjorde hun det?

Gorki Águila er en rigtig punker. Ikke bare spiller han klassisk punkmusik, som The Clash og Sex Pistols, men han bliver også politisk forfulgt for sin musik. Han må ikke spille offentligt, han har siddet i fængsel flere gange, og politiet er altid i hælene på ham. Han lever kort sagt et rigtigt punkerliv, som enhver wanna-be-anarkist kun kan misunde ham – i rigtig konflikt med autoriteterne med en virkelig trussel om repressalier, fængselsstraf og tæv.

Gorki Águila – blandt venner bare kaldet Gorki – er punker på Cuba. Det er derfor, han er forfulgt, og derfor er han en af ø-diktaturets modigste mænd. Det musikglade Cuba er en facade, en potemkinkulisse, der skal få vestlige turister til at aflevere de nødvendige dollars. Virkeligheden er undertrykkelse af alle former for musik, der ikke er godkendt i kulturministeriet.

Her er Reason.tvs interview med Gorki, der blev optaget samme aften, som jeg mødte ham. Der er uddrag fra en del af musikken.

Der er en film på vej om den cubanske rockscene. Porno Para Ricardo medvirker, og en promo kan ses her:

Kronikken (det er ikke min overskrift):

Che var en hårdkogt kommunist

Af Lars Hvidberg

I modsætning til David Trads, der i gårsdagens kronik kaldte Che en helt, mener Lars Hvidberg, at myterne er mange, men at kilderne taler deres tydelige sprog: Ernesto »Che« Guevara var ikke kun en selvopofrende idealist, men også en hårdkogt fanatiker, der ikke stodtilbage for selv de mest barbariske metoder i sin kamp for kommunismen.

Venstrefløjen ser ham som et idol, højrefløjen som en skurk, og ungdommen bærer hans skæggede, baretklædte ansigt på T-shirts, pladecovers og badges. Der laves Hollywood-film om hans liv, og udstillingen »Che – A Life« i Aalborg har for nylig fået sindene i kog. Men hvad er egentlig sandheden bag myterne om dette komplekse ikon, der på én gang er så ekstraordinært og så arketypisk for det 20. århundredes flirt med totalitarismen?

En afgørende kilde til viden om Guevara er krigskorrespondenten Jon Lee Andersons »Che – A Revolutionary Life« (1997), hvis 800 sider baserer sig på interviews med bogstaveligt talt Gud og hvermand i Guevaras liv: enken Aleida March, familien i Argentina, gamle kampfæller fra guerillakrigene i Cuba, Congo og Bolivia, og sågar med den hævngerrige eksilcubaner og de bolivianske officerer, som gav Che hans martyrdød i 1967 og dermed skabte en popkulturel supermagt. Det er bogen, hvor man skal starte, hvis man vil vide mere.

Myte 1. »Che kæmpede for, hvad han troede på, og det gør ham til en helt.« Det er sandt, at Ernesto Guevara på alle måder var et exceptionelt og viljestærkt menneske. Fra sine tidlige år som barn i Argentina, hvor han fødtes i 1928, måtte han døje med en livstruende astma, der gjorde de enorme strabadser, han gennemlevede, desto mere ekstraordinære. Han var oprigtigt indigneret over fattige latinamerikaneres dårlige vilkår og over den nordamerikanske dominans i det sydlige, og han håbede på at kunne hjælpe gennem sin kamp. Derfor sluttede han sig til Fidel Castros revolutionære, der planlagde et kup imod diktatoren Batista på Cuba, og han gjorde med utrættelig iver cubanernes sag til sin egen. Senere blev han storeksportør af verdensrevolution, med skiftende held, men ikke mindre ildhu.

Men heltemod og kampvilje kan jo ikke gøre det alene. De danske frivillige i Waffen-SS var også villige til at dø for en sag, de troede på, men vi vil vel ikke betragte dem som forbilleder af den grund? Hvad med mål og midler?

Myte 2. »Che dræbte kun i krig.« Det er ikke rigtigt. Naturligvis kan spejderdrengene godt blive hjemme, når guerillakrigen starter, men alligevel udviste Guevara en næsten umenneskelig tilgang til militær disciplin.

Da guerillagruppen fangede deres første stikker, var det Che, som tog en hurtig beslutning og frivilligt skød den mistænkte i tindingen for at lette den pinlige situation, hvor ingen meldte sig. Bagefter tog han den dødes armbåndsur og beskrev scenen med medicinsk præcision i sin dagbog. Det resolutte drab bekymrede ham tilsyneladende ikke synderligt – næste dag skrev han i dagbogen om en køn, kvindelig guerilla, at hun »er en stor beundrer af Bevægelsen og for mig ser ud, som om hun mere end noget andet har lyst til at kneppe«.

Che udviklede en inkvisitors øje for enhver syndig afvigelse fra Revolutionens Vej – soldaterne fyldtes med både beundring og frygt for deres »Kommandant Che«, og de vidste, at selv det mindste mukkeri blev straffet strengt. Ches humorforladthed stod dog ikke i vejen for hans lederskab, og han skabte Castros mest effektive og loyale kampenhed.

Det var først efter erobringen af Havana 1. januar 1959, at grusomhederne tog fat, for Che gik forrest i et kompromisløst opgør med det gamle styres folk. Guevara var øverste anklager – det vil i praksis sige appeldommer – i La Cabaña-fængslet, hvor mindst 55 tidligere Batista-folk blev henrettet efter skitseagtig rettergang ved »revolutionære tribunaler«, der i sidste ende havde appeldommer Guevaras intuition som det afgørende element, selvom man opererede med både vidner, anklager og forsvarer – men også med et meget entusiastisk og hævngerrigt publikum. Nogle kilder angiver op til 10 gange så mange henrettelser, men det endelige antal fortaber sig – som så mange andre grimme detaljer – i Castros lukkede arkiver.

Op imod 600 lignende henrettelser blev eksekveret på Cuba de første måneder efter Castros magtovertagelse. Che selv havde ingen skrupler med de summariske henrettelser. Senere brugte han truslen om henrettelse over for politiske modstandere, han ville have til at makke ret, og med tiden er skønsmæssigt 15.000 »kontrarevolutionære« blevet henrettet på Cuba. Det er uklart, hvor mange henrettelser der har haft Guevaras medvirken, før han forlod Cuba i 1965. Direkte adspurgt af en gammel ven, om henrettelserne i La Cabaña nu havde været nødvendige, svarede Guevara: »Hør nu her, du bliver nødt til at slå dem ihjel, før de slår dig ihjel.«

Myte 3. »Che var frihedskæmper. Det var Castro, som forrådte revolutionen.« Billedet af Che som en humanistisk anarkist – der bl.a. blev skabt af Kordas verdenskendte portræt, hvor Che mere ligner en rockmusiker end en politiker – er helt forkert. Guevara var fra midten af 50erne overbevist kommunist af den leninistiske skole (han døbte sin søn Vladimir efter Lenin), han kendte sin Marx og udtalte, at »løsningen på denne verdens problemer findes på den anden side af Jerntæppet«. Castro forrådte kun revolutionen ved – i Guevaras øjne – ikke at gå langt nok i den totale afskaffelse af privat ejendomsret og individualisme, den fuldstændige underordning af individet under fællesskabet. Ches idealsamfund var Maos Kina, som han både besøgte og beundrede, selvom han undrede sig over de mange fattige mennesker.

Che var ikke en følgagtig agent for Sovjet, men hans foragt skyldtes, at Østblokken ikke var radikal nok. Che hyldede nedkæmpelsen af Ungarn-opstanden i 1956 – et forfærdeligt blodbad, der ellers fik mange kommunister på andre tanker – og han regnede Sovjets tilbagetog i missilkrisen omkring Cuba i 1961 som kujonagtig. Han lagde ikke skjul på, at havde han siddet med fingeren på den røde knap, så havde han egenhændigt startet en atomkrig. Hellere dét end at forråde revolutionen.

Den økonomiske katastrofe, der ramte Cuba efter tvangskollektiviseringen af landbruget, havde Guevara i indtil flere hovedroller, både som (u)ansvarlig nationalbankdirektør, der lod seddelpressen køre ad libitum, og som leder for de landbrugsreformer, der forarmede sukkerbønderne og eksproprierede deres jord i fællesskabets navn. I desperation over fattigdommen startede bønderne en ny, bitter guerillakrig – denne gang imod Castros styre. Opstanden blev slået ned med hård hånd.

Den totale fiasko for Guevaras økonomiske plan fik ham imidlertid ikke til at genoverveje sit ståsted. Han mente, problemet lå i mennesket, ikke i systemet. Derfor måtte Det Nye Menneske skabes. Cubanerne havde simpelthen ikke den rette socialistiske bevidsthed, og derfor udtalte han, at »individualismen må forsvinde«. Guevara forestod oprettelsen af arbejdslejre, hvor kontrarevolutionære elementer kunne lære at elske socialismen. Mange mistede livet i lejrene.

Hvis man skal kalde Che for en frihedshelt, skal man derfor have en temmelig alternativ tolkning af begrebet. Frihed var at have det sindelag, som Kommandant Che ønskede.

Che var en kompleks og sammensat person. På den ene side er det rigtigt, som hans tilhængere påpeger, at han var uselvisk og kompromisløs i sin kamp for sit ideal. Men samtidig udviklede han sig til en grusom tyran, hvis handlinger fik forfærdelige følger for de mennesker, som blev ofre for revolutionen. Ideen om Che som et helgenagtigt ikon bør derfor kraftigt revideres: Che var ikke en model til efterfølgelse, men blot endnu et sørgeligt og forstemmende eksempel på, at den, som vil redde verden, ofte ender med at sætte folk i lejre.