Buckley vs. Ali

Fantastisk replik fra William F. Buckley Jr.s interview med Muhammed Ali:

Ali: “You can’t think of any meetings of white people where black people can’t go?”
Buckley: “No I can’t. Can you?”
Ali: “You should be ashamed of yourself. Klan meetings!”
Buckley: “Well, how could they tell?”

Interviewet er fra 1968, fra Buckelys eget tv-program “Firing Line”. Det er mest Ali, der taler i klippet. Han fortæller om sine politiske og religiøse holdninger som sort muslim, og er selvfølgelig ret rap i replikken. Det er Buckley så heldigvis også.

Muhammad Ali i samtale med William F. Buckley (1968)

Revolutionen i 89

Altid interessante Christopher Hitchens skriver i Slate om The lessons of 1989:

In fact, the Communist leaderships of Eastern Europe had almost wholly ceased to believe in anything but their own survival and self-interest, which is one of the reasons their demise was so swift. While the revolution from below was not animated by any great “new” idea, as had been the case in 1789, 1848, or even 1917, the intellectuals and the masses were agreed that they wanted the unexciting objective of “normality”—a life not unlike that of Western Europe, where it was possible to express everyday criticism, register a vote, scrutinize a free press, and become a consumer as well as a producer. These unexciting demands were nonetheless revolutionary in their way, which gives you an idea of the utter failure and bankruptcy of the regimes that could not meet them.

Hitchens kommer godt rundt og har læst i arkiverne. Han gør op med fortællingerne om “Ostalgie” – der er absolut ikke noget at være nostalgisk over. Også Margaret Thatcher får på hattepulden, fordi hun angiveligt advarede Gorbatjov imod at åbne jerntæppet, da det ville destabilsere hele regionen. Hun tog heldigvis fejl.

De ikke-voldelige “fløjsrevolutioner” i Østeuropa var et lykkeligt mirakel, og vi har brug for endnu flere af dem andre steder i verden. Et af stederne er Iran, som Hitchens skriver følgende om:

Today, the memory of the “velvet revolution” or the “soft revolution” is very strong in Iran, where arrested intellectuals and activists are accused in so many words by the secret police of having a “velvet” agenda. In Tehran, alas, there are still many in the clerical leadership who believe, as the Communists no longer did, in their own primitive and oppressive ideology, and who are willing—if not, indeed, eager—to kill for it.

Her var mit eget lille bidrag til 89-høsten – om Ronald Reagan.

Frihed før og efter Muren

Den amerikanske organisation Freedom House lancerer i dag en ny feature, Freedom Before and After the Wall – der gennemgår udviklingen i Østlandene før og efter Murens fald. Der er rigtig meget spændende læsning, oversigtskort og meget mere. I det store og hele er der med begivenhederne fra 1989-1991 tale om en fantastisk fremgang for frihed i verden, og det dokumenterer Freedom House’s oversigt til fulde.

Den ensomme ulv

Den gamle modstandsmand Gunnar Dyrberg har en ny erindringsbog ude, og den får fremragende anmeldelser i Berlingske Tidende (selvom Weekend-avisen var betydeligt mere lunken). Titlen er “De ensomme ulve“, en løs gruppering der i Dyrbergs fremstilling rummer fire modstandsfolk, Flamme (Bent Faurschou-Hviid), Citronen (Jørgen Haagen Schmith), Lillebent (Patrick Schultz) og Dyrberg selv.

Continue reading

JFKs store kærlighed

Jeg er ved at gennemlæse Poul Høis artikelsamling “Der er dage…” (som kan gennemlæses i sin helhed på google books) og faldt over en ret spændende historie om John F. Kennedys store kærlighed, den danske pige Inga Arvad.

Hun var en voldsom skønhed med store ambitioner – som 21 årig tog hun til Tyskland for at skabe sig en karriere som journalist, og hendes første interview skulle være med selveste Adolf Hitler. Hun fik interviewet – og et positivt indtryk af manden, som hun omtalte pænt i pressen. Han syntes også om hende – og hendes nordiske skønhed – og hun var bl.a. hans ledsager ved de Olympiske Lege i Berlin i 1936. De havde dog næppe et erotisk forhold – den slags brød der Führer sig ikke om.

Senere kom hun til USA, men rygtet om nazisympatier hang ved, og da hun begyndte at se den purunge John F. Kennedy i vinteren 1942, tog FBI affære. Hun og JFK blev aflyttet i den store stil, og til sidst fik far Joseph junior forflyttet til Stillehavet for at spolere affæren. Ellers ville han sandsynligvis have giftet sig med hende (der var i gang med en skilsmisse fra instruktøren Paul Fejos), og hans politiske karriere ville være spoleret. Men måske ville hans lykke være gjort? FBIs aflytninger tyder i hvert fald på, at de to elskede hinanden meget højt – og elskede med hinanden ganske højlydt.

Poul Høis artikelsamling anbefales i øvrigt. Han er en begavet og dygtig journalist, der desværre efter min mening på det sidste har ladet sine politiske overbevisninger – eller måske snarere sine antipatier – farve journalistikken lidt for meget.

8 dumme maj-tekster

Daniel Beattie har her en forrygende analyse af Modkrafts nærmest enfoldige 1. maj tekster. Vrøvlet tårner sig op med racisme, nationalisme og neoliberalisme som de sædvanlige omdrejningspunkter – og søreme også et forsvar for graffiti, hærværk og larm som revolutionære virkemidler, der skal sænke ejendomspriserne og dermed give byen tilbage til proletarerne. Som Beattie kommenterer:

Det er pudsigt at folk der er imod privat ejendomsret føler at de har ejerskab af hele urbane områder. Noget der åbenbart giver dem ret til at svine, lave ballade, larme og genere andre mennesker. I er ikke de eneste der bor der, venner. Hvordan kan I eje det hele? Det antages bare uden videre. Uigennemtænkt, tåbelig argumentation. Jeg er i øvrigt ret sikker på at også lavtlønnede mennesker der er vokset op i brokvarterene ikke bryder sig om hærværk, uro og larm. Hvem er det lige I vil genere?

Som Heath og Potter forklarer i The Rebell Sell, er 68-oprørets største selvbedrag, at man kan gøre oprør simpelthen bare ved at have det sjovt. Ideologien betoner, at “The Man” af en eller anden grund ikke vil lade folk more sig, fordi han hader lykkelige mennesker. Tusindvis af politiske rockkoncerter, gøgl og happenings senere er vi stadig lige vidt, og tåbelighederne gentager sig i forsvaret for Ungdomshuset – “det er normalisering, de kan ikke lide os, fordi vi er for fede!”.

“Jeg laver ikke graffiti, fordi jeg synes det er sjovt, men fordi det undergraver det kapitalistiske samfund!” Hvor uærlig kan man være overfor sine egne følelser? Du har lyst til at hærge og smadre, fordi det giver dig en følelse af magt. Du har lyst til at ryge hash, drikke dig fuld og lytte til punk, fordi det giver dig dionysisk selvforglemmesle. Så sig det dog ærligt, i stedet for at knytte en politisk begrundelse på. Er vi stadig ikke kommet ud af protestantismens skygge? Der skulle man også begrunde sit begær efter jordisk rigdom med himmelske aspirationer.

Beatties konklusion efter at have læst teksterne:

1. Danmark og danskere er alle, undtagen den radikale venstrefløj, racister, eller nogen der støtter racister.
2. Vi lever i 1800-tallet.
3. Det hele er en sammensværgelse.
4. Hvis vi maler på husene og går mærkeligt ændrer vi samfundet.
5. Den radikale venstrefløj mangler i den grad intellektuelle sværvægtere.

1968 – og det der fulgte

Minsandten om der nu ikke dukker endnu en bog op med en forfatter, jeg kender. Det er jo ren name-dropping det her, men min gamle gymnasiekammerat og gode ven, historikeren Steven Jensen, udgiver i dag en bog om Studenteroprøret sammen med Thomas Jørgensen.

Bogen “1968 – og det der fulgte” får god omtale i Berlingske Tidende, selvom Bent Blüdnikov også har ris til forfatterne. En spændende tid med vidtrækkende betydning også i dag.

Forfatterne indleder i øvrigt i morgen aften Cinematekets visning af dokumentarfilmen Skæve Dage i Thy fra 1971. Jeg har desværre ikke selv mulighed for at deltage, selvom det sikkert bliver rigtig sjaw.

Piraternes lov

Pirater er bare trendy i øjeblikket, men hvordan levede de egentlig? Ikke helt så lovløst og grusomt, som vi forestiller os. James Surowiecki opsummerer i The New Yorker interessant ny forskning om Piraternes Forfatning:

When Bob Dylan sang, “To live outside the law you must be honest,” he probably wasn’t thinking of seventeenth-century pirate captains. Nonetheless, his dictum seems to apply to them. While pirates were certainly cruel and violent criminals, pirate ships were hardly the floating tyrannies of popular imagination.

Leeson is fascinated by pirates because they flourished outside the state—and, therefore, outside the law. They could not count on higher authorities to insure that people would live up to promises or obey rules. Unlike the Mafia, pirates were not bound by ethnic or family ties; crews were as remarkably diverse as in the “Pirates of the Caribbean” films. Nor were they held together primarily by violence; while pirates did conscript some crew members, many volunteered. More strikingly, pirate ships were governed by what amounted to simple constitutions that, in greater or lesser detail, laid out the rights and duties of crewmen, rules for the handling of disputes, and incentive and insurance payments to insure that crewmen would act bravely in battle.

Spørgsmålet er så: Lyder det mere eller mindre kedeligt at sejle under dødningshovedets flag, når man ved, at man er forsikret med 600 guldstykker for tab af en arm?

Surowiecki er også forfatter til The Wisdom of Crowds, og tippet til hans interessante artikel fik jeg fra Marginalrevolution.