Dagens indlæg hedder Islam med et menneskeligt ansigt, og er en beretning om en personlig oplevelse, da jeg besøgte Iran i april 2007. Kommentarerne har heldigvis ikke været så opflammende, som jeg havde frygtet. Det er desværre lidt en pestilens i den danske blogverden med de evige, unuancerede kampe om islams essens og subsidiært (på den ‘anden’ fløj) om onde vestlige kræfters intriger imod uskyldige mellemøstlige lande.

Desuden skrev jeg for nylig indlæggene Revolutionen kommer på Facebook (også om Iran, med billeder) og et indlæg om Fri Debat, der har givet rigtig megen – fri – debat. Det er jo dejligt.

Grunden til, at jeg også lige noterer de ting her, er så kategorien “Artikler” rummer links eller overvejelser til de professionelle artikler, jeg får udgivet.

Obamas problem er grundlæggende, at hans politik er vægelsindet, eller som man siger i USA: han er en »waffler«, der træder vande uden at kunne bestemme sig. Vaffelmanden Obama vil hellere være populær end træffe hårde beslutninger, og det gælder både på den hjemlige og den udenrigspolitiske arena.

Den store satsning over for de autoritære regimer var »en udstrakt hånd, hvis I åbner jeres knyttede næve«, som det så poetisk blev formuleret i tiltrædelsestalen for et år siden. Politikken indeholdt blandt andet en servil »genstart« over for Rusland, nedprioritering af menneskerettigheder over for Kina, og en valen og klassisk »vaflende« anerkendelse af det gustne valgresultat i Iran.

Et par kommentarer: Der kunne naturligvis skrives meget mere om den sag, og dommen er nok lidt hård taget i betragtning, at det er den nye administrations første år ved magten. Men: Jeg mener, at det er interessant, at den enorme revolution, som blev lovet af (især) vesteuropæiske kommentatorer ikke rigtig har vist sig i praksis, hvor det gør en forskel, nemlig hos de mennesker, der lider under autoritære regimer. Disse regimer har tværtimod indset, at det for nuværende er stort set omkostningsfrit at slå ned på dissidenter. Det er da fint, at den europæiske offentlighed bedre kan lide Obama end andre amerikanske præsidenter, men hvis prisen for at kunne blive holdt af er en svag linje overfor lande som Rusland og Kina, mener jeg at det er problematisk.

Jeg kan selvfølgelig ikke vide det, men jeg har på fornemmelsen at Obama-administrationens ret tvetydige oplæg til udenrigspolitik kommer sig af en noget naiv forestilling om verdenspolitik, nemlig at andre landes politik primært formes af indtryk fra USA: Er USA truende, så trækker de sig sammen og bliver autoritære, hvis USA er imødekommende vil de naturligt ønske at åbne sig. Det tror jeg ikke er rigtigt. Lederne i autoritære stater har ganske naturligt et ønske om at beholde magten og holde landet så lukket som muligt. Her kan amerikansk trussel være en kærkommen begrundelse, men forsvinder truslen, kan man altid finde andre grunde.

Det er dog også værd at lægge mærke til, at Obama har udvidet krigsindsatsen i Afghanistan, og faktisk udfører mange flere drone-drab i Pakistan, der koster både taleban-folk og civile livet. Så indtrykket er meget blandet. Jeg vil ikke på dette sted tage stilling til, om krigsindsatsen i Afghanistan overordnet er en god idé, det er mere det blandede indtryk, jeg hæfter mig ved.

Note om Iran valget: Obama-administrationen havde håbet på at kunne opbløde det iranske præsteregime langsomt, men da Den Grønne Revolution i juni krævede øjeblikkelig stillingtagen, var hverken Obama eller hans stakkels pressetalsmand Robert Gibbs i stand til at komme med et sammenhængende svag: Man endte med at anerkende valgresultatet – selvom ethvert valgresultat fra det land er en joke, uanset om der er svindel involveret eller ej – for det var noget med at ”det iranske folk ville det sådan” og ”man tog det til efterretning” eller noget i den stil. Det er der mange i det iranske eksilmiljø, der stadig ikke har tilgivet Obama.

Udvidede noter om Freedom House’s undersøgelse: Siden 2006 er det gået tilbage med friheden i verden, de autoritære styrer har genvundet pusten, og selvom områder som Sydamerika i dag er en del friere end de nogensinde har været før, er områder som mellemøsten præcist lige så ufrie som de altid har været og centralasien er tilbage på niveauet fra Sovjettiden. Udviklingen i frihedsindekset afspejler ret præcist udviklingen i USAs rolle i verden. Selvom USAs positive rolle ikke skal overdrives, er det ret tydeligt, at sammenbruddet af Sovjetunionen, og dermed USAs status som eneste supermagt førte til en decideret eksplosion i frihed i verden, hvor en masse lande gjorde sig fri af kommunismens greb og indførte demokratiske styrer med frihedsrettigheder. En anden bølge kom efter USAs ekstremt aggressive respons på terrorangrebet 11. september 2001, hvor de despotiske styrer i mellemøsten en overgang følte sig presset til at indføre demokratiske reformer. Men det er slut nu, og lande som Jordan og Marokko, der før sås som mulige bannerførere, er tilbage i despotiens mørke favntag. Vendepunktet i 2006 var sandsynligvis den forfærdelige udvikling i Irak, der udstillede USAs svaghed: Amerikanerne har nok verdens største militær og kan stadig smadre et hvilket som helst land i verden, men overfor indre stridigheder kan de ikke stille meget op – og det ser heller ikke ud til, at amerikanerne længere har viljen – og heller ikke længere økonomien – til for alvor at gøre en forskel. Tendensen startede altså under Bush, men er fortsat under Obama, der langt hellere vil være en socialdemokratisk omfordeler på hjemmefronten end tage de hårde konfrontationer på verdensscenen.

Flere spekulative noter om den vaflende politik: Måske har Obama en psyke som en celebrity, en skuespiller, måske fordi han primært er brudt igennem på sin personlige identitet, sin symbolik, frem for på at kunne levere politiske eller ledelsesmæssige resultater. Det fungerer fint i valgkampen, men ikke i hverdagen, hvor han på hjemmebane bliver kørt rundt i manegen af de garvede demokrater i kongressen, der fylder lommerne med lovflæsk, og udenrigs af den efterhånden stærke alliance af autoritære stater, der ikke længere er kommunistiske, men som ligner mere og mere: Kina, Rusland, Iran, Venezuela og Cuba og Nordkorea som bøller i udkanten.

Yet courageous and dignified overtures to the U.S. by Green Movement activists have been snubbed by the Obama administration. The administration has avoided discussion about the prospects for liberalization in a country that exports radical Islamist ideology throughout the Middle East and beyond. In regressive realpolitik fashion, it has grown increasingly reticent about the Iranian people’s struggle for human rights, apparently viewing it as irrelevant to U.S security interests. Rather than bolstering the opposition at a time when the Iranian regime is at its weakest, America is pursuing a policy of appeasement.

Jeg er tilbøjelig til at være enig. På kort sigt er en konfrontation måske ikke ønskværdig, men kun en demokratisk udvlikling i Iran kan sikre de amerikanske (og europæiske) interesser på langt sigt – for slet ikke at tale om det iranske folks interesser.

Twitter-søgning på #iranelection
Mashable: Forsøg på tidslinje over brugen af sociale medier
Punktnedslag i brugen af de sociale medier i Iran

Min gode veninde Symas billeder fra “den grønne march”, da det hele endnu så håbefuldt ud i midten af juni.

Flere imponerende billeder fra demonstrationerne. Og her fra en demonstration foran FN hovedkvarteret i Tehran.

Tre sider med billeder fra den store demonstration 18. juni her, her og her. Det var dagen før tingene begyndte at gå rigtig galt, og Syma indledte da også sin beretning med: “I sent off these late last night before light in my heart was dimmed. I am sending you all this so that you know how brave these people were and how hard they tried peacefully. God help us all!” – senere billeder fra weekenden her. Jeg kommer til at tænke på, at jeg ikke har hørt fra Syma siden. Jeg håber, at hun har det godt.

Obama’s popularity gives him the power and credibility to press the Iranian regime, not to mention dictatorships in Russia, Zimbabwe, Saudi Arabia, North Korea and elsewhere, to respect human rights and democratize. Yet some in Washington have urged Obama to abandon talk and programs in support of the Iranian people in exchange for piecemeal progress on the nuclear issue. With Tehran continuing to make progress on a weapon, it is tempting to look past the Iranian people’s hopes for freedom and instead focus on the seemingly more imperative issue. But this would be a mistake. In fact, the regime would want nothing different.

(…)

Those in power in Iran are responsible for terrorist attacks throughout the Middle East, not to mention in Buenos Aires, Paris, Vienna and Berlin. They are fundamentally opposed to liberal democracy and its ensuing individual rights. They still imprison the young for having parties and listening to music and stone women to death for extramarital sex. In the name of God, they persecute religious minorities and imprison mullahs who speak of freedom. They still chant “death to America” at the official sermon every Friday and force children to do the same as part of the school curriculum. Drug addiction is common among large swaths of society. The regime’s oil-rich apparatus is rotted by extremes of corruption and unaccountability. Like communist totalitarian regimes of the past, it seeks to maintain a facade of revolutionary idealism for the outside — particularly for the liberation-hungry Arab world — while its people endure the bitter realities of life under an ideological state.

Since I first thought like a woman many moons ago I have honored this day, which women have celebrated since 8th March 1909 in New York. The one thing I so deeply admired about them is the fact that they did not think of themselves as victims, despite all the odds, together they took some initiatives and took their lives in their own hands, and did they think themselves better than others. Here we also have to change men and women’s attitudes and upbringing. A women’s job is more important since it is women, as mothers, wives, sisters, colleagues and so on have a great influence on how men think about women, thus they must show and prove, individually and collectively, that they do not need a protector and are able to take care of themselves, thus accepting full responsibility for their lives.

In recent years, Iranian president and Holocaust denier Mahmoud Ahmadinejad has organized cartoons on the Holocaust in Iran and invited notorious international revisionists to a conference to Tehran, surprising the world. Reading these blogs will help us to explore anti-Semitism in Iran as an old and dynamic “ideology.” Ahmadinejad’s comments and actions are just one visible and official part of it.

Det var heller ikke meget vi så til min gode ven Amir. Hans historie var ellers langt den mest interessante. Han fortalte til mig, at han havde brugt programmet som en mulighed for at gøre op med Danmark, men det blev alligevel ikke til mere end en historie om, at folk havde kaldt ham “perker” på gaden. Han kunne desværre også en del historier, som var en del værre. Men programmet handlede selvfølgelig om Iran og ikke om Danmark.

Jeg har heldigvis fået optaget programmet, og vil se det, når jeg får tid.

Selvom  jeg umiddelbart er lidt skeptisk overfor den slags programmer – der nogle gange mest ser ud til at skulle overbevise os om, at “de andre” i virkeligheden er “lige som os”, og at den længe ventede “sekulære revolution” derfor er lige om hjørnet – så jeg vil jeg se det her program med stor interesse. I Tehran i april mødte jeg nemlig en dansk-iraner, der havde hjulpet Anja Al-Erhayem med at lave programmet, skabe forbindelser til folk m.m. Jeg kan et par insider-historier, men jeg tror lige, at jeg skal se udsendelsen først. Under alle omstændigheder bliver det spændende med et gensyn med Tehran.