Angående økonomiske stramninger

Regeringen opbygger gæld på 223 milliarder – angiveligt for at få “gang i hjulene” – og det får kommende overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen til at udtale til Politiken:

»Når man stimulerer, skal man også kunne stramme igen. Og man skal stramme lige så meget, som man lemper. Det er en afgørende forudsætning for det hele«

“Det hele” som Whitte-Jacobsen hentyder til her, er den keynesianske makroøkonomiske stimuleringsmaskine, hvor staten gennem offentlig gældsættelse skal forsøge at kompensere for de jobs, der tabes i det private. Humlen i taktikken er dog, at en sådan investering kun kan være midlertidig, fordi den bygger på gældsætning og tomme jobs, en slags beskæftigelsesterapi, der “trækker tiden” indtil krisen er overstået igen. Stimuleringslogikken siger, at den ikke kan blive ved i uendelighed – på et tidspunkt bliver bukserne kolde af tis, og så skal de vaskes. Det er samme logik, der ligger bag Ben Bernankes voldsomme udpumpning af penge – her er spørgsmålet: kan han stoppe for seddelpressen på det rigtige tidspunkt før inflationen tager over? Kan det overhovedet lade sig gøre – rent vidensmæssigt (altså: hvornår skal man skære ned?) og politisk/praktisk?

Og her spørger jeg så, jævnfør Whitta-Jacobsens kommentar: Er det overhovedet – på noget tidspunkt i historien – lykkedes de samme politikere at skære ned igen på noget, de har “stimuleret” økonomien med? Anker Jørgensen forsøgte samme finte i 70erne, men det var umuligt for ham at få skåret ned igen. Er det ikke utopisk af Claus Hjort Frederiksen at tro, at det nogensinde bliver politisk gangbart at fjerne de mange ansættelser og investeringer igen? Enhver stramning vil blive set som nådesløse forringelser af den offentlige sektor – og hvis der er noget, der er politisk umuligt i Danmark, så er det forringelse af den offentlige sektor.

Forbrugeritis

Jeg har en lettere “skønlitterær” økonomisk kommentar i Berlingske Tidende i dag. Den var sjov at skrive – forhåbentligt også at læse – men har muligvis været lidt for kryptisk. Jeg forstår i hvert fald ikke kommentarerne til artiklen (men på den anden side er kommentarerne på Berlingske ofte uforståelige). Et udpluk fra kommentaren:

Når man er angrebet af Forbrugeritis er forbrug ikke længere kun en glædelig mulighed – det er direkte en borgerpligt. Uden forbrug falder samfundet fra hinanden og alle bliver arbejdsløse. En krone sparet er en krone spildt! Det er længe siden, Joakim von And regerede i USA. Han er savnet. Han forstod, at det ikke er forbrug, der driver økonomien – men at forbrug er en belønning for produktion. Jeg kan ikke kunstigt forbedre nogens købekraft ved at give dem flere penge. Jeg flytter bare købekraften fra én borger til en anden.

Inspirationen til kommentaren kommer blandt andet fra Henry Hazlitt og selvfølgelig gamle Bastiat.