Christopher Hitchens om Yamanis injuriesag

Altid fremragende Christopher Hitchens har et vredt, vredt stykke om injuriesagen mod de danske aviser i Slate:

Are we to surrender these hard-won rights in favor of the hectic emotions of people who claim a distant kinship with a quasi-mythological figure who was uneasy with both reading and writing and preferred to recite? This is without precedent. Are we now to be dogged with lawsuits by those in whose veins the blood of Henry VIII, Mussolini, Columbus, or Ivan the Terrible can be alleged to flourish? (At least—unless you believe Dan Brown—this will not be such a problem in the case of the Virgin Mary.)

The thing would be ridiculous if it were not so hateful and had it not already managed to break the nerve of one Danish newspaper. In Ireland a short while ago, a law against blasphemy was passed, making it a crime to outrage the feelings not just of the country’s disgraced and incriminated Roman Catholic Church but of all believers. The same pseudo-ecumenical tendency can be found in the annual attempt by Muslim states to get the United Nations to pass a resolution outlawing all attacks on religion. It’s not enough that faith claims to be the solution to all problems. It is now demanded that such a preposterous claim be made immune from any inquiry, any critique, and any ridicule.

This has to stop, and it has to stop right now. All democratic countries and assemblies should be readying legislation along the lines of the First Amendment, guaranteeing the right of open debate on matters of religion and repudiating the blackmail by law firms and individuals whose own true ancestry would not bear too much scrutiny.

Injurieturisterne kommer – links

Jeg har i dag en kronik i Berlingske Tidende om fænomenet Injurieturisme. Jeg har også et blog-indlæg på Internet Revolutionen.

Rapporten af Drew Sullivan om injurieturisme kan findes her. Du kan også her se videoen fra CIMA’s konference om emnet (96 min.). Han anfører, at der i 2008 blev anlagt 259 sager om bagvaskelse ved Londons High Court (en slags Landsret), men hvor mange af dem, der drejde sig om injurieturisme, ved vi ikke. Der eksisterer ikke noget globalt overblik over fænomenet, men det er voksende.

En af sagerne, som jeg stødte på i researchen, og som jeg ikke havde hørt om før, er injuriesagen mellem GE Healthcare og den danske radiolog Henrik Thomsen, der er ansat på Herlev Hospital. Han udførte i 2006 nogle forsøg med sporstoffet Omniscan, som han fortalte om i nedsættende vendinger (han mente, at det var sundhedsskadeligt) på en konference i Oxford i 2007 samt i et lille, specialiseret blad for radiologer. Der blev indgået forlig i sagen for et par uger siden, og Henrik Thomsen har åbenbart også selv rejst injuriesag imod GE. Mere her, her, her og her. Man kan diskutere, om der er reel “turisme” i sagen, da ytringerne er fremsat i England, men den er i hvert fald et eksempel på, at injurielovgivningen søges brugt til at lukke munden på kritikere.

Update: Ganske ironisk, og uden jeg vidste det, har Poul Høi i dag et blogindlæg om sagen imod Thomsen. Det er et godt supplement.

Selvcensur på The Met

The New York Post rapporterer, at det store Metropolitan Museum i New York har fjernet portrætter af Profeten Muhammed fra dets fremragende samling af Islamisk Kunst:

The Metropolitan Museum of Art quietly pulled images of the Prophet Mohammed from its Islamic collection and may not include them in a renovated exhibition area slated to open in 2011, The Post has learned.

The museum said the controversial images — objected to by conservative Muslims who say their religion forbids images of their holy founder — were “under review.”

Critics say the Met has a history of dodging criticism and likely wants to escape the kind of outcry that Danish cartoons of Mohammed caused in 2006.

Navnet på samlingen skal også ændres:

Three years ago, the Met changed its “Primitive Art Galleries” to the “Arts of Africa, Oceania and the Americas” for the sake of political correctness, said author Michael Gross, author of “Rogues’ Gallery,” a book about the Met.

Just recently, it decided its highly anticipated “Islamic Galleries” will be given an awkward new name ahead of the 2011 opening. Visitors will stroll around rooms dedicated to art from “Arab Lands, Turkey, Iran, Central Asia and Later South Asia,” according to a museum press release.

The case for responsible speech

Presented in a poem no less, by a Danish muslim.

Starts out rather bombastically:

We still remember only too well
When that Danish newspaper decided to sell
Its principles like some prostitute
And drove like a tank down the route.

But ends on an a more rational note (except for the exclamation marks, they seem over the top):

To recap once more for those who need to know
Before decent behaviour suffers another blow:
No right to offend my sensibility!
No freedom without responsibility!
No culture without civility!
No humanity without humility!

Sure yeah, why not. Problem is, though: Who’s going to decide what is sensible and responsible? Didn’t the publishers of the cartoons feel that they were performing some kind of vital, civic duty? That is certainly their argument. How are we to judge what is sensible and what isn’t?

Frihed til at fornærme

Jeg har meldt mig i debatten om Muhammed-tegningerne med en kommentar i Berlingske Tidende. Here we go again, er man lige ved at sige, men jeg tror, at jeg har en lidt anden vikel at byde på. Jeg har studeret satire i forbindelse med mit universitetsspeciale, og konklusionen er, at “Satire” og “ansvarlighed” bare ikke hører sammen i samme sætning.

Debatten er afgørende, fordi der på begge fløje af debatten er ved at indfinde sig et mærkeligt kompromis om, at man kan finde ind til en »samfundsgavnlig« og »opbyggelig« satire, hvis spilleregler man skal overholde. Mange forsvarere af Jyllands-Posten hævder nu, at krænkelserne af muslimernes følelser var et uheldigt biprodukt af et oprindeligt godt formål, nemlig at gøre opmærksom på selvcensur. De krænkede muslimer (og deres ikke-muslimske talsmænd) forsøger at opstille krav om den »gode tone«, mens de skinhelligt bekender sig til ytringsfriheden. Det eneste man efterhånden er uenige om, er hvorvidt karikaturerne befinder sig inden for eller uden for den »tilladelige« satire.

Det er en farlig retorisk balancegang, der på den ene side er hyklerisk snik-snak, og på den anden side er et snedigt forsøg på at intimidere den offentlige debat.

Problemet er, at forestillingen om, at man kan afgrænse den »gode« satire fra den »onde« satire, er det rene nonsens.

Kommentaren blev skrevet temmelig hurtigt tirsdag nat, så der er sikkert ting, jeg ville skrive anderledes i dag, men grundbudskabet kan jeg bestemt stå inde for. I øvrigt rimer den sidste sætning, og det er da meget sjovt.

Opdatering: Jeg ser nu, at Berlingske tidende har oprettet en debat-side om satire i forbindelse med artiklen. Jeg kan se, at opbakningen til at begrænse ytringsfriheden for at beskytte folks følelser, lever i bedste velgående, samt at klicheen om den “gode” satire overfor den “onde” latterliggørelse også kører der ud af. Kan være jeg skal skrive et indlæg om, hvordan den modsætning ikke holder æstetisk eller historisk. Beklager den nævenyttige irettesætter i mig :)

Ytringspolitiet er en realitet

Det her er en realitet i Europa 2008. Tegn en tegning, nogle ikke bryder sig om, og du bliver arresteret midt om natten og sidder 30 timer i fængsel.

Mere om den pseudonyme tegner Gregorius Nekschot. Hans tegninger kan beses her. De er superprovokerende – præcis ligesom gode satiretegninger skal være.

Og i samme åndedrag: Teenager i retten for at kalde Scientology for kult.

Hvem sagde, at ytringsfriheden ikke er truet?

Mere kompromis, der ikke er et kompromis

Vi har et eksempel på dette her fra dagens Politiken: Egypten gav mulighed for ‘forsoning’:

»Vi forventer ikke, at noget land vil tage strafferetslige eller disciplinære skridt mod en avis(…)«, skrev den egyptiske udenrigsminister i brevet til alle FN’s medlemslande og fortsatte:

»Alligevel havde vi (…) forventet en officiel dansk erklæring, der ville understrege behovet for og endda forpligtelsen til at respektere alle religioner og afstå fra at krænke deres tilhængere, for at forhindre en eskalering, der kunne få alvorlige og vidtrækkende konsekvenser«.

Det viser jo igen, at man ikke har forstået, hvordan ytringsfriheden fungerer, og man derfor ikke kan mødes på halvvejen. Man vil ikke have retslige indgreb, men ‘eklæringer’ fra regeringerne om at man i fremtiden vil ‘afstå’ fra provokationer. Men en sådan erklæring er i et vestligt land fuldstændigt meningsløs, hvis den ikke følges op af lovgivning på området.

Eller sagt på en anden måde: Forestiller man sig virkelig fra egyptisk side, at en sådan erklæring ville ændre noget som helst på, hvad dansk presse bringer af karikaturer? Næppe, men den ville derimod være første skridt på vejen imod en indskærpning af lovgivningen. Og her må man igen spørge: til gengæld for hvad?

Ja, til gengæld for hvad, det kommer her:

Ahmed Aboul Gheit siger også, at han flere gange telefonisk advarede udenrigsminister Per Stig Møller (K) kort tid efter Foghs afvisning af ambassadørmødet:

»Jeg sagde, at vi nærmede os noget, der var meget farligt. Sagen havde et indhold, der kunne få alvorlige konsekvenser«.

Fra samme artikel: Jeppe Kofod springer i med begge ben:

»Jeg synes, at brevet taler for sig selv. Det står sort på hvidt, at Egypten ikke ønsker retlig indgriben, men respekt for menneskers religion. Jeg spekulerer på, om der er flere breve og andre ting, der er relevante«, siger Socialdemokraternes udenrigspolitiske ordfører, Jeppe Kofod.

Respekt for andres religion, men uden indgreb. Hvad forestiller manden sig egentlig helt præcist?

Et mærkeligt kompromis

For nogle minutter siden hørte jeg et interview med Uffe Østergaard i P1s Oritentering om den tyrkiske regerings håb om at kunne agerer mediator i konflikten mellem Danmark/Vesten og den muslimske verden om de der tegninger I ved nok. Konflikten står jo som bekendt om grænserne for ytringsfrihed, og speakeren forberedte allerede før interviewet bedrevidende lytteren på, at – som det jo sig hør og bør i et kompromis – begge parter måtte være beredte på at give sig.

Det lyder jo rigtigt, at man må give sig, hvis man altså vil indgå et kompromis. So far so good. Det mærkelige kom imidlertid, da Østergaard i slutningen af interviewet konkluderede, at for Vestens vedkommende måtte kompromiset bestå i, at man indrømmede, at ytringsfriheden ikke indeholder retten til at håne og latterliggøre. Det underlige var her, at han aldrig stipulerede, hvad den muslimske verdens bidrag til kompromiset skulle være. Hvis man i Vesten indrømmer, at ytringsfriheden ikke indeholder retten til at håne, så er man vel netop gået ind på de muslimske betingelser? Så er der jo ikke tale om noget kompromis, men derimod bare tale om en indrømmelse. Det kan man jo naturligvis også godt, men så skal man lade være med at pynte det med kompromisets fine blomster.

For det er jo godt nok et mærkeligt kompromis, hr. Østergaard vil have os til at gå ind på – vi indskrænker ytringsfriheden, til gengæld for… hvad? At vores ambassader ikke bliver brændt af? At der ikke udsendes mordtrusler mod bladtegnere? At danskere overalt i den muslimske verden ikke længere er potentielle ofre for gidseltagninger? Hvad er det vi får til gengæld for at indskrænke vores ytringsfrihed? Denne her deal stipulerer jo netop, hvad konflikten handler om: frihed overfor trusler om vold. Ret ind, eller du får bank. Er det også et ‘kompromis’, når jeg lover skolegårdens bølle, at jeg ikke vil nærme mig hans skygge til gengæld for ikke at blive spyttet i hovedet?

Hvad Uffe Østergaard åbenbart slet ikke vil indse er, at der ikke kan være tale om noget kompromis når det drejer sig om ytringsfrihed i den her forstand. Grunden er, at ytringsfrihedens grænser defineres ved domstolene, og de kan ikke bruge halvbagte hensigtserklæringer til noget. Enten må man tegne en karikaturtegning af profeten Muhammed, eller også må man ikke. Der kan ikke være tale om at man godt må tegne lidt, men alligevel ikke rigtig må. “Kun til skægget, tak”. Det er enten eller. Derfor er al den snak om et kompromis og Den Store Dialog også misforstået: Naturligvis kan man sætte sig sammen og klarlægge sine synspunkter på en fornuftig og ikke-voldelig måde. Men tanken om, at man kan mødes på halvvejen holder ikke. I denne sag er det enten-eller.