Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Arkiv for taggen ‘Musik’

Årtiets bedste og værste

med 5 kommentarer

Jeg elsker de årlige og årtielige (og årtusindlige) opsamlinger på tiden, der er gået. Det er et – nogle gange leflende, andre gange sagligt – forsøg på at destillere historien og erfaringen, og en nyttig referenceramme.

Musik:
Jeg husker i slutningen af 1989 – det var vist endda i en fransktime i 1.g. – at jeg samlede årtiets sidste nummer af Gaffa op. Her var en liste over 80’ernes 40 bedste rockalbums, som gjorde et stort indtryk. Jeg begyndte at udforske listen, læste kommentarerne (samt andre skribenters mere idiosynkratiske forslag) og opkøbe den musik, der lød interessant – jeg krydsede endda pladerne af på listen med en blå overstregningspen.

Nummer på listen 1 var U2’s “The Joshua Tree” og jeg er ret sikker på, at nummer to var Lars H.U.G.’s “Kysser Himlen Farvel.” Andre navne, som jeg samlede op, var Elvis Costello og The The.

Jeg har samlet en del links til årtiet 2000-2009s bedste musik. Jeg har ikke set nogen liste fra Gaffas skribenter, men her er til en start Pitchforks liste. Der kommer flere opdateringer. Kom også gerne med forslag.

lala.com findes en liste over nogle af de toneangivende musikmagasiners “årets bedste” lister – det smarte er naturligvis, at så kan man samtidig lytte til musikken. Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om lala – for mig er én gennemlytning normalt for lidt til, at jeg ved, om jeg kan lide pladen – men den her feature er i hvert fald cool.

For øvrigt: Slutter årtiet overhovedet her? Er det ikke først overstået i 2010?

Skrevet af Lars Hvidberg

2. January, 2010 @ 21:34

Kategorier: Historie,Kultur

Tagged med

Sådan tager du pis på en kommunist

skriv en kommentar

Lørdag har jeg en Kultur-kronik i Berlingske Tidende om den cubanske punkmusiker Gorki Águila og hans band Porno Para Ricardo. Kronikken kan læses online her:

Gorki Águila er en rigtig punker. Ikke bare spiller han klassisk punkmusik, som The Clash og Sex Pistols, men han bliver også politisk forfulgt for sin musik. Han må ikke spille offentligt, han har siddet i fængsel flere gange, og politiet er altid i hælene på ham. Han lever kort sagt et rigtigt punkerliv, som enhver wanna-be-anarkist kun kan misunde ham – i rigtig konflikt med autoriteterne med en virkelig trussel om repressalier, fængselsstraf og tæv.

Gorki Águila – blandt venner bare kaldet Gorki – er punker på Cuba. Det er derfor, han er forfulgt, og derfor er han en af ø-diktaturets modigste mænd. Det musikglade Cuba er en facade, en potemkinkulisse, der skal få vestlige turister til at aflevere de nødvendige dollars. Virkeligheden er undertrykkelse af alle former for musik, der ikke er godkendt i kulturministeriet.

Her er Reason.tvs interview med Gorki, der blev optaget samme aften, som jeg mødte ham. Der er uddrag fra en del af musikken.

Der er en film på vej om den cubanske rockscene. Porno Para Ricardo medvirker, og en promo kan ses her:

Skrevet af Lars Hvidberg

6. November, 2009 @ 22:13

Woodstocks glemte sandhed

skriv en kommentar

Fra Pitchfork Medias anmeldelse af det nye Woodstock-boxset:

The forgotten secret of Woodstock is that it kind of sucked. Culturally, of course, it was a beautiful thing– half a million kids found each other and everything was groovy. The audience was a generation with high ideals, crazy dreams, unreliable drugs, and an inexplicable fondness for Crosby, Stills & Nash, and it finally had something to pull it together that didn’t involve all that many things being set on fire. The port-a-potties were overflowing by Friday night, and the flower people left tons of garbage rotting all over Max Yasgur’s farm, but it’s generally remembered as a positive social experience by people who claim they were there.

The music, on the other hand, didn’t entirely live up to the event’s rep, and there’s been a certain diminishing-returns effect from the recordings that have been released.

Skrevet af Lars Hvidberg

7. August, 2009 @ 12:11

Kategorier: Kultur

Tagged med , ,

The Tipper Sticker and the Filthy Fifteen

skriv en kommentar

Most music lovers have come across the Parental Advisory: Explicit Contents sticker at one point or another. When I was a rebellious (well actually I was quite nice) teenager back in 1991 it was something like a “seal of approval” for serious music: Nirvana had it, Red Hot Chili Peppers had it, heck any album with the sticker was worthy of my dollars (Danish kroners).

It wasn’t until I attended a spoken words event with Jello Biafra, that I became aware of what the purpose of the sticker actually was: To warn parents not to buy the music if they had any regard for their childrens’ mental health. Biafra called it the “Tipper Sticker”- named after Tipper Gore, the wife of Al Gore, who had headed the Parents Music Resource Center, which launched an initiative to label music in order to protect the children from sexual or drug related lyrics from the likes of Prince, Madonna or even John Denver.

The warning to the music industry was: Regulate yourselves or we will do it for you. And thus the sticker came into being. The effect of the sticker has on the one hand been that some retailers will not sell albums labelled with the sticker – and on the other hand, that a sticker ensures bigger sales to white surburban kids out to enrage their parents.

Is the label still relevant in a web 2.0 setting, where music is sold online? Sure, and they even have “clean” and “non-clean” versions of the albums available. I wish they would do the same with album with left-wing political content. A “Che-free” version and a “Che-filled” version?

Want to know more? Here is a list of the Filthy Fifteen, that the PMRC was most interested in warning about.

Hat tip to Nick Gillespie.

Skrevet af Lars Hvidberg

29. May, 2009 @ 15:49

Kategorier: Politik

Tagged med , , ,

New York, formiddag

med 8 kommentarer

Ligger i sengen på The Jane i udkanten af West Village, lige ned til Hudson floden. Hotellet er et gammel sømandshjem (de overlevende fra Titanic blev indkvarteret her), og gør en dyd ud af nødvendigheden: Værelserne er små, skibsagtige kabiner, men hyggelige og velindrettede med fladskærmstv, gratis wifi, ipodoplader m.m. – neo-retro med brune træpaneler og piccoloer med små hatte taget lige ud af Grand Hotel.

Hotellet er under ombygning, så halvdelen af værelserne er smadrede og man kan få et kig ind, når arbejderne har ladet døren stå på åben. På det ene af værelserne bor en gammel, sort mand, der altid har døren stående på klem. Der lugter mærkeligt. Er han hjemløs, ansat som byggevagt? Mystiske omstændigheder, men når ombygningen er færdig, bliver her godt. Den trange gang ligner noget fra The Shining, bare mere klaustrofobisk. Jeg kan godt lide stemningen.

Ankom til NYC fredag eftermiddag efter næsten 5 en halv time med Washington Deluxe. Det er for lang tid. De reklamerer med 4 timer, men vi tog et tiltrængt pit stop. Og trafikken er bare generelt åndssvag (hvad kan man gøre ved trafikken? Reason Foundation har ideer).

På E! har The Kardashians deres eget reality-show. Var det ikke Kim K, der lavede en sex-video med sin kæreste og endte med at sælge rettighederne for fem millioner dollars? Folk vil gøre alt for at blive berømte, inklusive blogge om, hvad de ser på tv.

I går mødtes jeg med Nikolaj og Anders på “Nice Matin” på 79 & Amsterdam. Borgerlig bragesnak, alle danske korrespondenter fatter intet om USA, hash skal legaliseres – det sidste var Anders dog ikke enig i. Bagefter italiensk pizza i den lune nat, og efter indkøb af et Time Out tog jeg til koncert på Bleecker Street med Celebration, ganske fed dronesoul med en sej forsangerkvinde med dyb, gennemtrængende stemme.

Opvarmningsbandet tog lang tid om at komme i gang, det var lige som gamle dage på Loppen. Og da de var kommet i gang, kunne de alligevel ikke komme i gang. De lød som Spacemen 3 eller Mogwai, minus klimaks (selvom deres referencer sikkert er en masse nye bands, jeg aldrig har hørt om). Talt med en hollandsk gut på 21, der ikke havde hørt om nogen af de bands, jeg refererede til, selvom han gik meget op i musik. Det fik mig til at føle mig  gammel, som en afdanket hippie, der bliver ved med at ævle om Country Joe and the Fish på Woodstock. Folk har ingen dannelse.

Kom hjem midt om natten. Trænger til en burger. Kan man mon finde en god burger i New York?

Skrevet af Lars Hvidberg

9. May, 2009 @ 17:39

Kategorier: Ego,Kultur

Tagged med ,

Moz @ Warner Theathre

med 2 kommentarer

Saturday we went to see the always amazing Steven Patrick Morrissey at the Warner Theatre in Central DC. A beautiful venue, like a cinema of yore.

Moz has recently released the excellent Years of Refusal, and he played 4 or 5 tracks from that album and a smattering of classics from his long career – starting with “This Charming Man”. Set-list and opinions here. Encore was “First of the Gang to Die”, a neo-classic from You Are The Quarry. You can watch it here.

We had a great night. Moz was in top form, both campy and muscular, and his voice is simply unique. He tore of his shirt several times and threw it to the audience that was mainly filled with Moz-fans of our age or older, many of them Europeans. At last half of the audience knew the words to at least half the songs. The boy next to us – quite young – knew all the words to all the songs, and knew how to make expressive air-guitar moves as well. Personally, I could have used a few more of the newer songs and a version of “How Soon Is Now” without the lyrics changed. “Death of a Disco Dancer” has never been one of my favorites, but “Something Is Squeezing My Skull”, “Ask”, “Seasick” and “Crashing Bores” really stood out.

A great night in Squashington. “Warner Theatre, you have been warned”…

(Only downside: A much to aggressive security team, they really cracked down on ppl taking pictures or trying to shake hands with Moz. Seemed excessive from where I was standing).

Skrevet af Lars Hvidberg

16. March, 2009 @ 16:24

Kategorier: Ego,English,Kultur

Tagged med , , ,

Here Comes The Sun

skriv en kommentar

Temperaturen når danske sommergrader. Solen skinner, luften er lun, man kan sidde udenfor og drikke kaffe. I morgen tager vi til New York City for the shopping og oplevelsestur. Det har været en god, arbejdsom uge. Endnu engang.

Kommende koncerter: Morrissey og Raphael Saadiq. Mit Last.fm brugernavn er whiteberg.

Skrevet af Lars Hvidberg

6. March, 2009 @ 21:22

Kategorier: Ego,Kultur

Tagged med ,