Replik fra privatskolerne

I anledning af mit debatindlæg i sidste uge om Folkeskolens død, har privatskolernes formand Kurt Ernst i dag et indlæg i Berlingske Tidende:

For os er det en grundlovssikret rettighed, at forældre kan vælge en anden skole end den offentlige. Så er den sådan set ikke længere. At et kendt folketingsmedlem vælger en fri grundskole, er bare et udtryk for, at de private skoler udgør et bredspektret tilbud til alle forældre. Det er da en lykke at bo i et samfund, hvor børnenes forældre kan få lov til at agere netop som forældre og mindre som in casu politiker.

Vi går så til gengæld nu ud fra, at de samme politikere vil forstå at værne om forældrenes ret til et alternativt skoletilbud, og at det vel at mærke kan være et tilbud, som både højre og venstre, rig og fattig og uanset hvilken etnisk herkomst, man måtte have, kan have råd til at benytte sig af.

De er dog også kritiske overfor min idé med at frisætte skolerne og lade pengene følge barnet:

Vi ønsker ikke et sådant system, som Lars Hvidberg foreslår. Det er rigtigt, at der er sådanne ordninger i bl.a. Sverige og Holland. Paradoksalt nok fører sådanne ordninger ikke til, at en mangfoldighed af privatskoler, friskoler eller andre nye eksperimenterende kreative skoler opstår.

Jeg ved ikke helt, hvilke resultater fra Holland og Sverige, der hentydes til her, men privatskolerne kunne måske med fordel se på resultaterne fra USA, eksempelvis her, her og her. Men det er godt med debat, og det sidste ord er næppe sagt i denne sag. Jeg tror, at der er grundlag for reformer af den danske skole.

The President is not a father-in-chief

Jesse Walker in Reason Magazine:

Children shouldn’t be taught that the president—any president—is a beloved paternal figure with a grand plan for everyone. (From the original lesson plan: “Students might think about: What specific job is he asking me to do? Is he asking anything of anyone else? Teachers? Principals? Parents? The American people?”) Children should be taught the truth: that presidents are polarizing figures who are constantly dogged by controversy. That Americans don’t always agree about proper public policy, and sometimes they disagree enough to do something as drastic as keeping their kids home from school. That politics is about conflict, not listening in unison while a friendly face on a TV screen dispenses instructions.

If the president’s address took place with no protest, it would be—at best—a waste of classroom time. The protests, by contrast, are a lesson in the passions of American politics. And if your real parents are at odds with the faux father in the White House, they can offer something yet more valuable: the chance to hear an authority figure remind you that it isn’t always best to submit unthinkingly to authority.

What is Walker on about? The President’s remarks can be read here.

Dansk update:

Berlingskes Poul Høi gennemgår talen her med en klassisk, sjusket dansk vinkel. Jo, jo, dele af kritikken har da været over-the-top, men hvorfor fortæller Høi ikke, at Obama delvist bøjede sig for kritikken og bl.a. ændrede sine meget problematiske instrukser til lærerne – dem der førte til kritikken i første omgang? De indeholder bl.a. formuleringer til skolebørnene som: “Hvad tror du, præsidenten beder dig om at gøre?” og “Tror du, at vi kan opnå de ting, præsidenten beder os om?” og lignende halløj, der giver mindelser om Den Kære Leder. Det værste sted var en opfordring til eleverne om at skrive et brev til sig selv, hvor de tænker over, hvordan de kan “hjælpe præsidenten”. Præsidentens tale blev streamet live til skoler landet over – en ret usædvanlig henvendelsesform. Ville dækningen være så venlig, hvis det var Bush, der kom med lignende henvendelser? (Hans far kom for øvrigt med en lignende tale til skolebørn og Reagan gjorde noget lignende. Hvordan var den danske dækning dengang?) Er talen også i sig selv blevet ændret på grund af kritikken? Det ved vi ikke på nuværende tidspunkt.

Igen tegner danske medier et billede af moderate, fornuftige Obama, der kun møder modstand, fordi vanvittige ekstremister som Glenn Beck kaster om sig med tillægsord og spreder “frygt”. Men når der gives efter for kritikken, kunne det jo være, at den har noget på sig.

Obamas nødvendige reform

Jeg har i dag en kronik i Berlingske Tidende om et emne, der optager mig meget, nemig det amerikanske skolesystem: Kronik: Obamas nødvendige reform

Børnene i demonstrationen var modtagere af det såkaldte D.C.
Opportunity Scholarship Program – et såkaldt »school voucher« program, hvor en række fattige familier modtager en årlig »skole-check«, de kan bruge til en privatskole af eget valg. Washington DC har notorisk ringe offentlige skoler, hvor det ikke bare er kedeligt, men decideret livsfarligt at gå. Tilskudsprogrammet har siden 2004 givet ca. 1.700 elever muligheden for at komme i en god privatskole, og for de heldige har det gjort en kæmpe forskel. Men nu bliver programmet lukket, og de børn, der er indrulleret i privatskolerne, skal tilbage til de offentlige skoler, de er flygtet fra.

Grunden er ikke, at programmet ikke virker, men at det virker alt for godt. Det private programs succes er et eklatant eksempel på de offentlige skolers fallit i socialt svage områder – og programmet viser også, at der kan skabes meget markante faglige fremskridt for børn fra »vanskelige kår«, hvis forældrene frit får lov at vælge skole, og skolerne får lov til at tjene penge på børnene.

Obamas nødvendige reform

Et af USAs største problemer – hvis ikke det største – er de offentlige skolers dårlige tilstand. I modsætning til hvad mange danskere forestiller sig, er skolerne i USA primært offentlige og skolevalget mere ufrit end i Danmark, der har et fleksibelt friskolesystem og gode vilkår for privatskoler. Obama har nu meldt ud om de nødvendige reformer, og igen viser han, hvorfor han ikke bare er en traditionel, fagforeningsorienteret demokrat.

I USA er man tvunget til at gå i skole i sit skoledistrikt (der vistnok overlapper med zip-code, postkode), hvilket opsplitter samfundet unødigt, fordi de ressourcestærke forældre flytter efter skolerne i endnu højere grad, end de ellers ville gøre. Desuden er selve skolesystemet domineret af USAs ubestridt mægtigste fagforeninger, NEA og AFT der har tætte bånd til det demokratiske parti. Ligesom i Danmark modsætter eller besværliggør lærerforeningerne sig reformer, der vil belønne gode lærere, gøre det nemmere at vælge skole og gøre det nemmere at afskedige dårlige lærere. Se eksempelvis her. En større markedsgørelse af skolesystemet er nødvendig – ikke mindst for de mange underpriviligerede elever, der er fanget i dårlige “inner city”-skoler. Svaret er ikke flere penge, men mere personligt ansvar og mere frihed, både for lærere og forældre.

Los Angeles Times skrev:

President Barack Obama strongly condemned the state of public education Tuesday, calling for more charter schools, higher salaries for effective teachers and the faster firing of bad ones, an agenda that could put him at odds with some longtime Democratic stalwarts in teachers unions.

(…)


“Despite resources that are unmatched anywhere in the world, we’ve let our grades slip, our schools crumble, our teacher quality fall short, and other nations outpace us,” Obama said in his first speech on the subject as president. “What’s at stake is nothing less than the American dream.”


His positions on charter schools and merit pay for teachers were the two areas that most broke from orthodox Democratic positions.

“Charter” schools er offentligt betalte, men uafhængige skoler, der har vist sig langt mere fleksible end de bureakratiske, fagforeningskontrollerede public schools.

Opdatering: Obama får støtte fra Cato Institute, der ellers er en arg kritiker af præsidentens økonomiske politik. Mere om den nævnte sørgelige sag, hvor tæt på 1,700 fattige børn fra Washington D.C. var tæt på at miste deres skolegang her. Video her.

USA I DAG: Hotdogs og tomme skoler

“USA I DAG”-klummen i tirsdags blev skrevet af Henrik Fogh Rasmussen. Den er desværre ikke online, men jeg har fået tilsendt en kopi, og her er et lille uddrag.

Politikerne håber på, at hjælpepakken vil skubbe gang i økonomien. I de kommende måneder vil vi da ganske givet også se en masse nye jobs som et resultat af hjælpepakken. For eksempel vil murerne og tømrerne i Milwaukee i Wisconsin nyde godt af de knap 90 millioner dollar til at bygge nye skoler, som Repræsentanternes Hus vil tildele byen på trods af, at elevtallet er faldende, og at 15 af byens eksisterende skoler står tomme. Og diverse øl- og hotdog­producenter vil sikkert ansætte flere medarbejdere nu, hvor de amerikanske nationalparker står til at få tildelt 100 millioner dollar ekstra til at fejre deres 100-års jubilæum i 2016.

Men hvad vi ikke vil se, er alle de tilsvarende jobs, som vil blive nedlagt eller aldrig blive skabt – netop på grund af hjælpepakken. 800 milliarder dollar er jo ikke noget, man plukker fra træerne eller tryller op af en sort hat. Nogen kommer til at betale.

Det er en god og relevant variant af Frédéric Bastiats klassiske essay om Det man ser og det man ikke ser. Man burde rundsende en kopi til alle amerikanske og danske politikere.

“Money ain’t got no owners, only spenders”

Fra The Wires forrygende fjerde sæson: Omar røver en poker-aften, hvor over-gangsteren Marlo er til stede – og han kan ikke lide at blive røvet.

The Wire er kendt for at skifte arena med hver sæson – men serien bruger mere eller mindre de samme hovedpersoner (dog også med en stor udskiftning). Fjerde sæson foregår primært i USAs hårdt prøvede skole-sektor, og tegner et rystende kynisk (og sikkert realistisk) billede af de håbløse skoler, og betingelserne for at drive skoler, i de sorte ghettoer. Jeg tror ikke, jeg har set en fiktionsserie, der så konsekvent har brugt inkompetence, korruption og dovenskab på alle niveauer som dramatisk drivkraft.