Velkommen til Internet Revolutionen

I dag skrev jeg første indlæg på min nye blog for Berlingske Tidende: Internet Revolutionen. Den har været lang tid undervejs, men jeg er meget glad for og stolt over resultatet. Det her bliver spændende!

Første indlæg handler om optrapningen af Internet-krigen mellem Google/USA og Kina. Det er måske lidt meget at kalde det en krig, men lidt kold våbenraslen er der i hvert fald tale om.

Her er noget, jeg tidligere har skrevet som en slags programerklæring for bloggen:

En ung og smuk iransk pige udånder for åben mobiltelefon og videoen af hendes død giver genlyd i hele verden og sætter et regime under pres. En outsider bliver til insider og vælges til verdens mægtigste mand takket være en dygtig kampagne på Youtube, Facebook og Twitter. Verdens største søgemaskine angribes af hackere, der vil have e-mail kontoer på kinesiske menneskerettighedsaktivister, og de politiske efterdønninger går helt til tops. Neda Agha-Soltan, Barack Obama og Google er bare nogle af hovedaktørerne i Internet Revolutionen.

Fra Teheran til Beijing, fra Washington til København tegner der sig en ny politisk slagmark, hvor de digitale og sociale medier i stadigt stigende grad sætter dagsordenen. Gamle medie- og magtstrukturer vakler, og kun den, der kan tilpasse sig de nye tider, vil overleve. Men ligesom i Star Wars slår Imperiet igen: De nye medier åbner muligheder for frihed – og for ny kontrol.

Denne blog hedder Internet Revolutionen, fordi den revolution, vi for alvor kan se konturerne af i disse år, er skabt af den mængde af digitale medier, vi bredt kalder for Internettet: Det er delingen af digital information via computer og mobiltelefon, gennem e-mail og sociale websites, gennem debatfora, virale videoer og rss-feeds. I sidste ende handler det ikke om teknologi, men om mennesker, der kommunikerer med hinanden, lytter, taler, skriver, engagerer sig. Bloggen her vil følge udviklingen, finde de gode, spændende historier og give kontekst, forklaringer og baggrund – og skabe et udgangspunkt for handling.

Bloggen Internet Revolution vil dække de mediemæssige og politiske opbrud i den nye offentlighed. Den vil undersøge, hvad der sker med sandheden, når alle får deres egen nyhedskanal og alle kan byde ind med banebrydende afsløringer – og med rygter og løgnehistorier. Og bloggen vil kortlægge den nye kontrol, og forsøge at besvare, hvordan borgerne kan svare igen og bevare deres frihed, sikkerhed og anonymitet på nettet. I de næste par uger vil bloggen blandt andet se på, hvad sociale medier kan bruges til på Haiti, hvad der egentlig skete i Iran i juni 2009, og hvad der siden er hændt, på den amerikanske udenrigsminister Hillary Clintons helt nye Internet Friheds-initiativ, der sætter hårdt mod hårdt, og hvordan vi skal forholde os til kampen mellem Google og Kina.

Følg med på Internet Revolutionen. Kommentarer er naturligvis meget velkomne – det manglede da bare på en blog.

En messe for Martin Luther King

Ugens USA-klumme handler om sidste mandags Martin Luther King Jr. dag, hvor vi var i Washington National Cathedral til en mindehøjtidelighed, der altså affødte en klumme. Udpluk fra klummen, der kan læses online her:

Forrige mandag gik vi i kirke for at fejre en af USAs store konger – nej, det var ikke Elvis, men derimod Martin Luther King Jr., hvis fødselsdag blev udråbt til national helligdag i 1986, dels for at fejre en af USAs helte og dels for at fejre, hvor langt USA er kommet siden King. Vi tog af sted for at tage pulsen på Kings store – og helt igennem amerikanske – drøm.

Der var god grund til at være en smule skeptisk, for holder borgerrettighedsbevægelsen stadig efter dens endegyldige sejr med valget af en sort mand til USAs præsident? Er en messe for Martin Luther King ved at blive et museumsstykke på linje med Dybbøldagen?

Information om mindehøjtideligheden kan læses her. Vidste du for øvrigt, at National Cathedrals nyeste gargoyle forestiller Darth Vader?

Pas nu på, GOP!

Glenn Reynolds var en af de tidligste 1. generations bloggere på sin verdenskendte Instapundit blog (Instant Pundit = øjeblikkelig kommentator), der primært består af korte links, henvisninger og kommentarer med 10-20-30 updates om dagen. I anledning af Scott Browns bemærkelsesværdige sejr i kampen om senatsædet i Massachusetts, har Reynolds en længere opdatering, der er værd at læse:

But while Scott Brown could get elected as the anti-Obama figure — and while others will be able to pull that off in the fall — the GOP needs to be sure that it doesn’t just look like it’s lining up for its turn at the trough. Polls show that most Americans want smaller government, even with fewer “services.” Running on a platform that money’s better kept in voters’ own pockets, rather than handed over to special interest logrolling and vote-buying, will work: If it’ll work in Massachusetts, it should work pretty much anywhere. It is a fashionably-gloomy line among some on the right to say that the country’s too far gone in statism and the government-handout parasite culture to support such an approach — but again, if you can make it with this in Massachusetts, you can make it pretty much anywhere.

Efter min mening har amerikanske vælgere både i november 2008 og nu her i januar 2010 slået fast, at de er trætte af den måde, Washington fungerer på: de er trætte af valgflæsket, bestikkelsen, særinteressernes hærgen. Republikanerne skal imidlertid ikke tro, at det er et carte blanche til dem til at komme tilbage til magten. Tværtimod: Obama blev valgt som protest mod Bush, nu er Brown blevet valgt som protest imod Obama. Det er tid til selvransagelse, ikke kun hos demokraterne, men i hele Washington.

Vaffelmanden i Det Hvide Hus

Dagens USA I DAG-klumme i Berlingske Tidende handler om den ubeslutsomme Barack Obama, der ikke har gjort det så godt udenrigspolitisk, som man kunne håbe på. Et uddrag fra Vaffelmanden i Det Hvide Hus:

Obamas problem er grundlæggende, at hans politik er vægelsindet, eller som man siger i USA: han er en »waffler«, der træder vande uden at kunne bestemme sig. Vaffelmanden Obama vil hellere være populær end træffe hårde beslutninger, og det gælder både på den hjemlige og den udenrigspolitiske arena.

Den store satsning over for de autoritære regimer var »en udstrakt hånd, hvis I åbner jeres knyttede næve«, som det så poetisk blev formuleret i tiltrædelsestalen for et år siden. Politikken indeholdt blandt andet en servil »genstart« over for Rusland, nedprioritering af menneskerettigheder over for Kina, og en valen og klassisk »vaflende« anerkendelse af det gustne valgresultat i Iran.

Continue reading

Amerikanernes skepsis overfor staten vokser

Peter Kurrild-Klitgaard i tirsdagens USA I DAG klumme. Allerede online nu: Hader amerikanerne staten?

Ganske bemærkelsesværdigt er amerikanernes skepsis over for statsmagten vokset under finanskrisen. En Pew-måling fra oktober viste, at andelen, der foretrækker en »mindre offentlig sektor med færre opgaver« i forhold til en »større offentlig sektor med flere opgaver«, er steget fra 42 pct. i 2008 til 51 pct. i 2009. I december viste meningsmålinger i Wall Street Journal, at kun 23 pct. stoler på staten »altid eller størstedelen af tiden« – hvilket er den mindste andel i 12 år. Gruppen af vælgere, som synes, at staten skal »gøre mere for at løse problemer og opfylde menneskers behov«, er skrumpet med 5 procentpoint, siden Obama for et år siden blev præsident, mens andelen som synes, at staten skal overlade mere til erhvervslivet, er steget med 8 procentpoint. Udviklingen er mest udpræget hos de uafhængige midtervælgere: Da de stemte på Obama, syntes et lille flertal, at det offentlige skulle »gøre mere«, mens de nu med en overvældende margen på 17 procentpoint mener, at politikerne skal »gøre mindre«.

Inflationens Herre

Jeg er i mit nørdede hjørne med tirsdagens USA-klumme:

Den amerikanske centralbankdirektør Ben Bernanke blev 2009s mand i skysovs med heltekåring i Time Magazine og en førsteplads blandt tidsskriftet Foreign Policys »100 globale tænkere«. Som en anden Frodo har »Bailout Ben« overvundet Den Store Depressions spøgelse, og Skyggen er trængt tilbage til Mordor i en sky af grønne pengesedler fra centralbankens seddelpresse.

Der er dog naturligvis alvor bag parodien (naturligvis alvor, det er jo en lødig avis), og jeg håber, at parallellerne ikke blev for indforståede.

I samme genre og måske en let inspiration: Frodo Failed.

Hvad gik galt i København?

Fra jp.dk – Spillet om en syndebuk:

Forklaringen på, at hverken USA eller EU havde checkhæftet med til København er, at de ikke vil acceptere Kina som et uland på linje med de allerfattigste. USA og EU finder det simpelt hen urimeligt, at de skal betale en af verdens største forurenere og mest sprudlende økonomier for at forurene mindre. Hvorefter Kina kan bruge pengene til at udkonkurrere industrien i den vestlige verden – og opkøbe værdier i de finanskriseramte europæiske lande og USA.

USA og EU undervurderede Kina. Det lyder som en troværdig analyse af, hvad der foregik bag kulisserne til Cop15. Der var tale om en magtkamp, og USA og EU kom afsted med håret i postkassen. Den danske regering og Obama blev ydmyget. Det var kun på en feberredning fra Obama, at der overhovedet kom en aftale i stand, selvom den er tæt på meningsløs.

Flere Observationer fra Amerika

Eller: Observationer fra Amerika II. Denne gang om tøj.

1. I stormagasinet Nieman Marcus (en slags Illums) er der i midten af december ingen vinterfrakker at finde. Måske er stormagasinets kunder aldrig ude i kulden, fordi de kører med privatchauffør?

2. For en ung nordeuropæer er amerikanernes tøj meget grimt, kedeligt og konservativt. Den “smarte” europæiske stil hører til i New York eller blandt homoseksuelle. Selv “hipsters” har har højst en hættetrøje oven på deres tilbagelænede jeans, sneakers og t-shirt. Ingen unge mænd går med halstørklæder – og gudskelov for det.

3. At tøjet er kedeligt betyder også, at amerikanerne ikke går særligt meget op i mode. Man har konservativt arbejdstøj og afslappet fritidstøj og måske noget pænt tøj til festlige lejligheder – men man er ikke som danske unge klædt på til fest hver eneste dag og ligner ikke en hel Armani-forretning. Ingen ville her tage Henrik Vibskov alvorligt.

4. Mere om tøj: De sorte afro-amerikanere går ikke klædt i hip-hop gadgets og streetwear. De er lige så kedeligt og konservativt klædt som alle mulige andre – pæne jakker, pæne frakker, sixpence eller måske en hat. Damerne går med håndtaske og ligner ikke Missy Elliot – mere Candy Staton, hvis det endelig skal være. Afro-amerikanernes modemæssige reference er ikke Public Enemy, men derimod de gyldne 60ere. Måske er det karrierebevidste DC, der gør forskellen, men det virker som om, at hip hop tøj er ren ghetto her. De mest hip-hoppede unge, jeg har set her, var to danske 14-årige knægte i lufthavnen. De havde købt kasketter i Chinatown i New York, havde hættetrøjer og jeans stukket ned i sokkerne i deres kæmpe, hvide sneakers. De så dybt malplacerede ud. Eventuelle afro-amerikanere må have undret sig. (Alternativt kan man forestille sig, at streetwear-moden er en teenage-ting, som amerikanerne relativt hurtigt fralægger sig, fordi de ikke har et langt studenterliv, men hurtigt skal ind på arbejdsmarkedet, hvor påklædningsreglerne er ret stive – typisk ikke noget med jeans, undtagen på casual Friday).

De falske jobs

Min USA-klumme fra 15. december er nu online: De falske jobs – om problemerne med optællingerne af jobs, som den store Stimulus-pakke angiveligt har “skabt eller reddet”. Jeg kunne for øvrigt ikke finde artiklen på Berlingskes oversigt over kommentarer, men Johan Espersen linkede fra 180grader. Uddrag:

For at efterspore nytten af de mange milliarder lanceredes hjemmesiden recovery.gov, og i slutningen af oktober kunne administrationen triumferende fortælle, at man nu havde »skabt eller reddet« 640.000 jobs. Imidlertid begyndte flere amerikanske medier at gå kritisk til tallene, og man skal ikke tilbringe ret lang tid på recovery.gov, før det går op for én, at mange af tallene er ubrugelige. En del af ansættelserne er sandsynligvis fri fantasi og milliarder af skattedollars er forsvundet i den blå luft.

Det var en rigtig interessant klumme at skrive, men den tog lang tid at researche. Jeg brugte et par timer på det Hvide Hus’ site recovery.gov, der angiveligt skal efterspore nytten af de 787 millarder dollars. Som jeg også skriver i klummen, er det et website, der efterlader én med flere spørgsmål end svar. Tallene er svære at gennemskue, og med afsløringerne af de mange helt tydeligt forkerte, misvisende eller direkte falske jobangivelser, er det svært at have tillid til sitet. Det har imidlertid undret mig, hvor lidt opmærksomhed hele denne affære har fået i den danske presse – jeg er ganske overbevist om, at hvis George Bush havde været præsidenten, der stod i spidsen for sådan en katastrofe, så havde vi set det på forsiden af samtlige aviser. Men sådan er der jo så meget.

The Washington Examiner’s recovery site findes her. Tjeck det selv. Det er vild læsning. Der er i øvrigt kommet yderligere 900 ‘bogus’ jobs til, efter jeg skrev klummen.
Continue reading

Observationer fra Amerika

En ny serie med små, ukategoriserede observationer fra USA. Mest om forskellen mellem danske og amerikanske tilstande. Først to forbehold, og derefter til det sjove:

1. Forskellene mellem Danmark og USA er så enorme, at sammenligninger nødvendigvis må blive meget upræcise. Fordi noget er tilfældet ud fra nogle givne omstændigheder i Danmark, betyder det ikke, at omstændighederne umiddelbart kan overføres til USA – og vice versa. Statistikker skal læses med omhu, anekdoter tages for, hvad de er. Vi er alle støbt ind i vores kultur og historie på en måde, der er meget svær at begribe og ændre.

2. Forskellene internt i USA er lige så enorme som forskellene mellem USA og Danmark (eller mellem Thyborøn og Østerbro). Landet er på alle måder enormt, geografisk, befolkningsmæssigt og kulturelt. Der er meget, meget langt fra Arlington, Virginia til Anacostia, DC, og der er meget, meget langt fra Manhattan til Nebraska. (Derimod er der sjovt nok ikke særligt langt fra Manhattan til San Francisco – og så alligevel: Jo der er).

3. De nærmeste strande i forhold til Washington DC ligger i North Carolina – mindst fire timers kørsel væk. Det mener amerikanerne ikke er noget problem. For danskerne ligner det en udflugt, man skal afsætte en hel efterårsferie til.

4. Amerikanerne taler enormt højt, også i restauranter. Efter danske standarder råber alle, hvilket selvfølgelig får alle andre til at tale endnu højere.

5. Amerikanerne smiler meget. Det er en god idé at smile igen. Det smitter.

6. Det er et tændt tv i næsten alle restauranter, også de pænere steder. Lyden er dog ikke altid tændt, men det viser næsten altid sport eller nyheder. Der er også fjernsyn i motionscentret, så man kan se MSNBC, mens man bruger cross-traineren.

7. Mediebilledet er befriende alsidigt. Det passer ikke, at en stærk markedsgørelse fører til ensretning – tværtimod. Især på nyhedsområdet har de fleste segmenter deres egen kanal, de kan identificere sig med. Især konservative Fox News er en lise for en DR-vant dansker, selvom kanalen hurtig går i selvsving. Hannity er ulidelig (“Is the president a radical? I think he is a radical!”), Sarah Palin, Gud og Mike Huckabee fylder for meget. Glenn Beck er til gengæld en reel nyskabelse, og han laver lige så spændende og eksperimenterende tv som Poul & Nulle.

8. De hjemløse er høflige og siger “God bless you” og “Happy Holidays”, selvom man ikke giver dem noget. Det kan ikke udelukkes, at taktikken er at give dårlig samvittighed gennem hjertelighed.

9. Washington DC er en betydeligt mere grøn by, end man skulle tro.

10. Washington DC er en betydeligt mere hyggelig by, end man skulle tro. Mange kvarterer har karakter af små landsbyer. Andre kvarterer er lige så udbombede og farlige som Grosnij i 1996.

11. Julepynten kommer først op i gaderne efter Thanksgiving, der altid lander på den fjerde torsdag i november. Det betyder, at julen ikke starter i slutningen af oktober, og at man rent faktisk stadig glæder sig, når juleaften kommer.

12. Der er utrolige mængder af reklamer for guld på nyhedskanalerne, især Fox News. Overskægsklædte G. Gordon Liddy (der blev skandaliseret under Watergateskandalen) har fået en ny karriere som reklamesøjle for Rosland Capital, der sælger guld. Hvis du selv har penge til overs anbefales det i øvrigt at investere i guld. Der er en betydelig fare for inflation eller et regulært dollar-krak i de næste to-tre år.

13. Amerikanerne gør rent på en anden måde end danskerne. Det er svært at købe karklude, sæbe og vaskebaljer. I stedet bruges flydende rengøringsmiddel, der sprayes på ligesom vinduesrens, og tørres af med en let klud. Det er meget mærkeligt. Til gulvet bruges en Swiffer.