USA I DAG: Ytringsfriheds-fundamentalister

Tirsdag har jeg en ny USA-klumme i Berlingske Tidende: Ytringsfriheds-fundamentalister. Den fokuserer på en af de ting, der samler amerikanerne i en splittet tid, nemlig deres kærlighed til det frie ord.

Der er selvfølgelig mange “på trods af”-er i den diskussion, for både den amerikanske venstre- og højrefløj har til tider villet begrænse det frie ord (især venstrefløjen er i disse tider ude med riven efter “hadefuld tale”), men grundlinjen er stadig ret klar: Fra top til bund støtter det amerikanske samfund ubetinget op om det frie ord og den frie presse med en iver og en kompromisløshed, man ikke genfinder i Europa.

Man kan sige, at jeg med artiklen forsøger at gå lidt imod den dominerende fortælling i øjeblikket, der handler om, at USA er et meget splittet land (som Poul Høi skriver om i avisen mandag). Det er en god historie med masser af konflikt, men jeg tror, at man skal være forsigtig med at drage alt for store konklusioner af det nuværende sprængfarlige politiske klima.

Jeg fik for øvrigt ikke linket til min forrige klumme. Den kommer her: Opsvinget der forsvandt.

Injurieturisterne kommer – links

Jeg har i dag en kronik i Berlingske Tidende om fænomenet Injurieturisme. Jeg har også et blog-indlæg på Internet Revolutionen.

Rapporten af Drew Sullivan om injurieturisme kan findes her. Du kan også her se videoen fra CIMA’s konference om emnet (96 min.). Han anfører, at der i 2008 blev anlagt 259 sager om bagvaskelse ved Londons High Court (en slags Landsret), men hvor mange af dem, der drejde sig om injurieturisme, ved vi ikke. Der eksisterer ikke noget globalt overblik over fænomenet, men det er voksende.

En af sagerne, som jeg stødte på i researchen, og som jeg ikke havde hørt om før, er injuriesagen mellem GE Healthcare og den danske radiolog Henrik Thomsen, der er ansat på Herlev Hospital. Han udførte i 2006 nogle forsøg med sporstoffet Omniscan, som han fortalte om i nedsættende vendinger (han mente, at det var sundhedsskadeligt) på en konference i Oxford i 2007 samt i et lille, specialiseret blad for radiologer. Der blev indgået forlig i sagen for et par uger siden, og Henrik Thomsen har åbenbart også selv rejst injuriesag imod GE. Mere her, her, her og her. Man kan diskutere, om der er reel “turisme” i sagen, da ytringerne er fremsat i England, men den er i hvert fald et eksempel på, at injurielovgivningen søges brugt til at lukke munden på kritikere.

Update: Ganske ironisk, og uden jeg vidste det, har Poul Høi i dag et blogindlæg om sagen imod Thomsen. Det er et godt supplement.

Tilføjelser om Fri Debat

Et par tilføjelser til min Berlingske-blogpost i dag om Fri Debat:

Sideløbende med troen på ytringsfrihedens gode løber – ganske paradoksalt – en tro på, at på, at selvom vi som mennesker er dybt fejlbarlige, er der trods alt en mulighed for, at vi kan komme sandheden nærmere, gennem rationelle overvejelser, diskussioner og udvekslinger af synspunkter. Logikken har regler, og meningsudvekslingen – samtalen – er demokratiets grundvold.

Selvfølgelig kan man påpege, at det kan blive lidt rigeligt med al den samtale, og nogle gange kan man føle sig fristet til at sige, at samfundets grundvold måske også burde være retten til at sige ”nej tak” til en samtale af og til. Det er ikke alt, vi skal diskutere, og det er ikke alle ting, der er til forhandling. Det skal forstås på den måde, at selvom vi nok skal kunne diskutere alt, så skal vi også have ret til at have vores liv i fred, for det er ikke nogen katastrofe, hvis vi ikke bliver enige. Enighed er kun noget man har brug for i diktaturer eller socialistiske kollektiver. Vi lever heldigvis ikke i nogen af delene.

Kim Møller overfaldet

Jeg har på min Berlingske blog skrevet et indlæg om overfaldet på Uriaspostens bagmand, Kim Møller.

Et par lidt blog-tekniske tilføjelser. Uriasposten er nemlig efter min mening et klasseeksempel på, hvordan man skaber en succesfuld blog. Der er tre vigtige grunde til, at Kim Møllers blog er blevet så stor en succes:

1) Han har været ekstremt ihærdig og produktiv siden bloggen blev startet i midten af 2003. Det betyder mindst et, gerne flere, indlæg hver eneste dag. Der har naturligvis været døde perioder, men alt i alt har Møller opbygget et enestående arkiv.

2) Uriasposten holder sig til to emner: A) Islam er en farlig religion, der takket være de religiøse skrifters beskaffenhed opfordrer til radikalisering og ekstremisme. B) Den danske venstrefløj er nogle idioter, der – bevidst eller ubevidst – støtter op om totalitære regimer eller om ekstremistisk islam. I Kim Møllers optik er den danske venstrefløj – og i øvrigt også de liberalister, der generelt har et positivt syn på indvandring (og hertil regner jeg mig selv) – naive Biedermänner for ondskabsfulde brandstiftere. Det kan der under tiden være noget om.

3) Kim Møller har en personlig stil og en personlig holdning, der skinner tydeligt igennem. Han er ikke en journalist, der ville kunne skrive om hvad som helst, han er passioneret blogger, og det er både hans force og hans akilleshæl. Indlæggene består hovedsageligt af nyhedsklip og citater, som iscenesættes, så de ”taler for sig selv” – eksempelvis gennem sammensætning med andre klip, der udstiller en udtalelser, eller fortæller, at den person, der nu bliver interviewet som ”uvildig tilskuer” til en demonstration faktisk har interesser i sagen. Især indenfor sine studier af den radikale venstrefløj og dens udløbere i eksempelvis Kirkeasyl-grupperingerne eller Climate Justice Action er dette særdeles dygtigt gjort og meget overbevisende – blandt andet med billeder af hvem der faktisk deltager i demonstrationerne (fx de mange røde faner med hammer og segl til en ”klima”-demonstration, der tydeligvis handler om noget helt andet). Det er vel også derfor, at venstrefløjen har set sig ekstremt sur på Uriasposten – så sur, at de åbenbart har haft lyst til at slå ”Urias” ned. Det skal de lade være med. Lad os håbe, at politiet står klart retsforfølgelse.

Samlet set medfører de tre punkter, at bloggens læsere har nogle meget vigtige forventninger til bloggen: På den ene side ved de altid, hvad de får, fordi det altid er samme historie – men på den anden side er der hele tiden noget nyt, fordi bloggen hele tiden bliver opdateret og handler om aktuelle eksempler. Det kræver ekstrem ihærdighed at lave en blog på den måde, men den standhaftighed har Kim Møller åbenbart.

Sådan tager du pis på en kommunist

Lørdag har jeg en Kultur-kronik i Berlingske Tidende om den cubanske punkmusiker Gorki Águila og hans band Porno Para Ricardo. Kronikken kan læses online her:

Gorki Águila er en rigtig punker. Ikke bare spiller han klassisk punkmusik, som The Clash og Sex Pistols, men han bliver også politisk forfulgt for sin musik. Han må ikke spille offentligt, han har siddet i fængsel flere gange, og politiet er altid i hælene på ham. Han lever kort sagt et rigtigt punkerliv, som enhver wanna-be-anarkist kun kan misunde ham – i rigtig konflikt med autoriteterne med en virkelig trussel om repressalier, fængselsstraf og tæv.

Gorki Águila – blandt venner bare kaldet Gorki – er punker på Cuba. Det er derfor, han er forfulgt, og derfor er han en af ø-diktaturets modigste mænd. Det musikglade Cuba er en facade, en potemkinkulisse, der skal få vestlige turister til at aflevere de nødvendige dollars. Virkeligheden er undertrykkelse af alle former for musik, der ikke er godkendt i kulturministeriet.

Her er Reason.tvs interview med Gorki, der blev optaget samme aften, som jeg mødte ham. Der er uddrag fra en del af musikken.

Der er en film på vej om den cubanske rockscene. Porno Para Ricardo medvirker, og en promo kan ses her:

1735: America’s first trial for seditious libel

From Paul Johnson’s The History of the American People (p. 97f):

The venom of New York politics led to America’s first trial for seditious libel in 1735, when John Peter Zenger, who had founded New York’s Weekly Journal two years earlier, was locked up for criticizing the governor, William Cosby, and finally brought to trial after ten months behind bars.

(…)

It is significant that Zenger, or rather his lawyer, Andrew Hamilton of Philadelphia, put forward truth as his defense. That would not have been admitted in an English court where anything was criminally libelous whether it was true or not, which fostered ‘an ill opinion of the government.’ Indeed, it was an axiom of English law, in seditious libel, that ‘the greater the truth, the greater the libel.’ In Zenger’s case the judge tried to overrule his defense, but the jury acquitted him all the same – and that was the last of such prosecutions.

More on seditious libel here. Here is the first report on the trial.

The Maryland Toleration Act

According to Paul Johnson’s A History of the American People (p. 59-60), The Maryland Toleration Act from 1649

not only laid down the principle of the free practice of religion, but also made it an offence to use hostile language about the religions of others, ‘such as Heretick, Schismatic, Idolator, Puritan, Independent, Presbytarian, Popish Priest, Jesuite, Jesuited Papist, Rounhead, Separatist and the like.’

Freedom within certain limits. The road to political correct tyranny, or reasonable limits to ensure the harmony of the free society?

Full text of the Toleration Act here.

Manga owner charged with child pornography

Wired reports:

In an obscenity first, a U.S. comic book collector has pleaded guilty to importing and possessing Japanese manga books depicting illustrations of child sex abuse and bestiality.

I understand that minors should be protected against sexual abuse. But these are comics we’re talking about. Nobody were harmed in the production of the comics, and to my knowledge, the book collector hasn’t harmed any children. Still, he can face up to 15 years in prison under the Protect Act. Ridicuolus.

See also: Judge rules that Simpsons is pornography.

The case for responsible speech

Presented in a poem no less, by a Danish muslim.

Starts out rather bombastically:

We still remember only too well
When that Danish newspaper decided to sell
Its principles like some prostitute
And drove like a tank down the route.

But ends on an a more rational note (except for the exclamation marks, they seem over the top):

To recap once more for those who need to know
Before decent behaviour suffers another blow:
No right to offend my sensibility!
No freedom without responsibility!
No culture without civility!
No humanity without humility!

Sure yeah, why not. Problem is, though: Who’s going to decide what is sensible and responsible? Didn’t the publishers of the cartoons feel that they were performing some kind of vital, civic duty? That is certainly their argument. How are we to judge what is sensible and what isn’t?