Kim Larsen starter en kampagne mod rygeforbuddet med det velvalgte slogan Gesundheit macht frei. Jeg deler ikke musiksmag med bodega-segmentet, men her er jeg helt på deres side. Lad dog folk ryge i fred.
P.S. – bliver gavflaben ramt af Godwin’s Law?
Torben Sangild har haft en god post, der har inviteret læserne til at opsamle deres indtryk fra My Bloody Valentine-koncerten på årets Roskilde-festival. Jeg har endlig selv taget mig sammen til at give et lille indtryk. Jeg genoptrykker det her:
Efter en lang ferie kommer lige her et par indtryk. Jeg optog et par af numrene på mobilen, men det er desværre bare støj og umuligt at høre.
MBV var grunden til, at jeg tog på Roskilde i år, en festival jeg ellers har haft svært ved at komme tilbage til efter ulykken i 2000 og generel sløvhed. Men det var en rigtig god festival, og MBV var en fantastisk oplevelse. Som det er blevet skrevet var lyden knaldende høj, men alligevel stod især guitaren meget skarpt. Jeg mener ikke, at det var for højt, men brugte også ørepropper. Det tog selvfølgelig noget af lyden, men til gengæld tillod lydniveauet så, at kroppen blev påvirket meget direkte.
Naturligvis kan især en plade som Loveless ikke genskabes live, og numrene fik en mere dynamisk og rocket kant, der passer livesituationen fint. Klimaks var også for mig det afsluttende støjinferno, der kom ret uventet, da jeg ganske enkelt havde glemt hele hypen omkring den hallucinatoriske afslutning (jeg har dog læst Torbens bog :-)).
Det var ret utroligt, hvad der skete. Jeg fik virkelig forskellige lyd-hallucinationer, især rytmisk hørte jeg alle mulige mærkelige variationer – snart housemusik, snart heavy metal, snart funky drummer – og det var utroligt fascinerende, fordi jeg samtidig godt vidste, at rytmen hele tiden var den samme, eller i hvert fald ikke ændrede sig så voldsomt, som jeg forestillede mig. Ret vildt.
Det var en så intens oplevelse, at vi opgav at høre Neil Young bagefter, som jeg ellers er en meget stor fan af. I stedet gik vi ned og hørte “Liars” mens vi drak os fulde og skrålede med i ekstase på forsangerens gentagne råb om “Ros-kiiiiil-de!!!”. En utrolig ud-af-kroppen-ind-i-baren-hen-til-balkan-teltet-aften.
Torben skal ikke afsted, men det skal jeg! Til Roskilde for første gang i 8 år. Efter katastrofen i 2000 tog det lidt tid, før jeg havde lyst igen, og i mellemtiden er der sket så mange andre ting. Men i år skal det være. Og grunden er faktisk næsten udelukkende genforeningen af My Bloody Valentine. Lige siden jeg takkede nej til koncerten i Danmark i foråret 1992, har jeg fortrudt at jeg ikke nåede at se det band, som jeg senere blev så vild med. Jeg havde lige købt Loveless, havde ikke så mange penge, og fattede ikke, hvad jeg gik glip af. Så denne gang skal det være.
De spiller desværre samtidig med Neil Young, men ham har jeg heldigvis set en tre-fire gange før (ikke mindst den legendariske Roskilde-koncert i 1993), så det er ikke det store tab. Ellers vil jeg bare lade lysterne styre og sørge for at se en masse bands, jeg ikke kender. Det sjoveste ved Roskilde er nemlig at gå på opdagelse.
Update: God, men konventionel artikel i Information.
Var Grundtvig racist? Velkommen i den grønne lund:
Vi føre løver i vort skjold
af hjerter tæt omsatte,
dem førte vi fra hedenold
og ingen abekatte.
.jpg)
Tænk at en plade på én gang kan være så sprød og så dæmonisk.
That does it: My Bloody Valentine kommer til Roskilde Festival i år.
Døm selv:
[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=VATmgtmR5o4]
Mere om den grimme frø, der blev til en smuk prins – i hvert fald for en stund.
Befriende ord fra de sympatiske gutter i Artic Monkeys:
Hvorfor skulle vi have en interessant mening, bare fordi vi har et band?
Om de fjollede Life Earth koncerter, de arktiske aber ikke ønsker at medvirke i. Bare flere ville tænke som dem. Engelsk udgave her.
Så vælter sne og slud ned over det danske land og man skutter sig og fryser. Der er sikkert en del, der tænker på Henrik Nordbrandts berømte digt om november “Aret har 16 måneder“. Der er sikkert langt færre der tænker på det ellers endnu mørkere og ondskabsfulde “Katamaranen“, men det er jo en helt anden historie.
Tilbage til sporet: Spørgsmålet er, om det ikke er på tide med en ny november-hymne til at lette de mørke dage, eller gøre dem endnu mere mørke, så man virkelig kan mærke, at vinteren er på vej. Ingen mere oplagte end Olesen-Olesen, der burde være Danmarks hof-orkester, hvis der var nogen retfærdighed til. Her i Peter H. Olesens tekst (og en venlig hilsen til Nordbrandt): November mere end nogensinde.
Dagen er aftaget med næsten fjorten timer
Jeg går omkring i skjul af mørket ved middagstid
Humørsyg på ny
Født under en sort sky
Dagen er aftaget med tæt på tyve timer
November mere end nogensinde
Hårdt ramt
Lissom Nordbrandt
Men når selv ikke solen viser sig
Hvorfor skulle jeg?
Jeg er træt af mit hoved
Træt af denne tid
Jeg er træt af mit klarsyn
Jeg er træt af strid
Jeg er så træt af at være træt af det hele
Dagen er aftaget med fireogtyve timer
Jeg går i et med sæsonen og blir dunkel
Tager tælling til ti
Ligger lig
For når selv solen putter sig
Hvorfor skulle så ikke også jeg
Jeg er træt af mit hoved
Træt af denne tid
Jeg er træt af mit klarsyn
Træt af at være en Gustav Wied
Jeg er så træt af at være træt af det hele
Lørdag aften spillede det skotske band Mogwai i Pumpehuset i København, og endnu engang blev det en smuk og stor aften med nogle af post-rockens mest støjende storhertuger. Det er fjerde (eller femte) gang jeg ser gruppen, men første gang i 5 år eller noget i den stil, så både forventingerne og de bange anelser var store. Heldigvis har Pumpehuset fået forbedret sin lyd betydeligt siden jeg var der engang omkring årtusindskiftet og så Nikolaj Nørlund klynke, og den ellers noget forkrampede sal levede til fulde op til Mogwais både bastante, sofistikerede og melankolske lyd, ikke mindst som den findes på den nyeste plade, Mr. Beast, en af de mest direkte, spontane og til tider voldsomme udgivelser fra bandet siden debuten med Young Team, der stadig er på min indre top 10 over plader, jeg aldrig vil holde op med at høre.
Koncerten leverede det meste af den nye plade, hvorfra især de smukkere og mere afdæmpede numre stod stærkt (hvis ikke folk ville snakke så meget i salen!), men leverede også gamle klassikere som “Helicon 1” og outsider-favoritten “2 Rights Make 1 Wrong” fra Rock Action, hvis klangfulde midterpunkt-crescendo-struktur sætter sig fast allerede ved første gennemlytning. Det blev desværre ikke til et genhør med tordenhymnen “Mogwai Fear Satan”, men den må bandet også have spillet så mange gange, at den står dem ud af forstærkerne. Men alt i alt en meget glædelig koncert med et af rockscenens mest sammenspillede og velspillende bands. Charmetrolde er de fem nu ikke længere knap så unge mænd ikke just, og musikken er stadig som en gråvejrsdag i Glasgow med indestængt lys brændende i hjertekulen, men Mogwais stemninger er fængende, majestætiske og helt unikke. Det er et mørkt univers, som man – tilsyneladende – bare kan blive ved med at trænge ind i.
Mogwai har forøvrigt fået deres eget podcast, som man kan abonnere på gennem deres hjemmeside. Se også Geigers anmeldelse af koncerten. Og Gaffas.