Kategori: Politik

Bo Lidegaard sat på plads

Fra Jacob Mchangamas blog:

Lad os tage et ikke udtømmende kig på hvad der er sket siden Rushdie-sagen, der som bekendt førte til mordet på de Sataniske Vers’ japanske oversætte, etskudattentat på den norske forlægger, knivoverfald på den italienske oversætter, ligesom islamister dræbte 37 mennesker i en mordbrand på et hotel i Tyrkiet, hvor bogens tyrkiske oversætter var til stede. Den hollandske filminstruktør Theo Van Gogh blev myrdet på åben gade i Amsterdam i 2004. At Bo Lidegaard kan benægte, at ytringsfriheden er truet i Vesten, er forunderligt, eftersom Lidegaard hver dag skal gå igennem omfattende sikkerhedsprocedurer, når han møder på arbejde i Politikens Hus. Det skyldes, at der har været en række forsøg på terrorangreb mod JP bl.a. fra islamister i Sverige og USA (sidstnævnte med relationer til terrornetværk i Pakistan). Som bekendt er Kurt Westergaard også blevet angrebet af en islamist i sit eget hjem. Truslerne mod JP har været så omfattende, at JP ikke turde genoptrykke de karikaturer, der gik forud for at den franske avis Charlie Hebdo fik sit kontor brændt ned i 2011. Også den svenske provo-kunstner Lars Vilks, der har afbilledet Muhammed som en hund, er blevet udsat for flere fysiske angrebinklusiv et brandattentat. Talrige islam-kritiske politikere, journalister og forfattere såsom Geert Wilders, Pia Kjærsgaard, Naser Khader, Robert Redeker, Gregorious Neckshot og Ibn Warraq må leve i skjul eller under beskyttelse, eller som Ayaan Hirsi Ali flytte til USA.  Tyske myndighederovervejer at forbyde visning af filmen Innocence of Muslims, USA’s regeringbeder Google fjerne samme fra Youtube og fordømmer filmen, mens teaterstykker der laver tykt grin med mormoner kører for fulde huse på Broadway uden protester eller fordømmelse.

Vi lader den lige stå.

Sidste Indspark klumme: Penge gør dig lykkelig

En uge forsinket: Et link til min sidste Indspark-klumme for Berlingske. Af flere forskellige grunde har jeg valgt at stoppe med at skrive regelmæssige klummer, i det mindste i denne omgang. Et udklip fra Penge gør dig lykkelig:

Vi er lykkelige, når vi har en 42” fladskærm, og naboen kun har en 36”, men hvis vi bare havde transistorradioer, ville vi være lige lykkelige. Det er naturligvis økonomisk drømmesnak for socialdemokratiske ligemagere, og heldigvis er Easterlin-paradokset blevet udfordret flere gange, senest af den amerikanske økonom Justin Wolfers, der har akkumuleret de seneste årtiers dusinvis af Gallupmålinger verden over, og resultatet er ganske klart: Flere penge gør dig mere lykkelig, og det betyder ikke ret meget for din lykke, om din nabo har mere eller mindre.

Min afløser på posten er i øvrigt Henrik Dahl, der lægger ud med et glimrende Indspark om flid og lektier: Kære forældre på Søhusskolen.

Indspark: Privatisér kongehuset

Ny Indspark-klumme i dag: Privatisér kongehuset. Nok mest en provokation, men som de siger i USA: Think about it…

Republikaneren i mig ville gerne afskaffe vanviddet, hvis ikke det var fordi at udsigten til at få en Sarkozy eller en Obama (eller – gys – Herman van Rompuy!) er endnu værre. Og så er der jo mange mennesker, der har stor glæde af at følge kongehuset i de kulørte blade, og fred med det. Jeg gider bare ikke betale. Penge er der nok af. Opmærksomheden er enorm, og ligesom med fodbold og boksning er det intet problem at skaffe sponsorer. Kongehuset er underholdning, så lad det gå hele vejen. Carlsberg præsenterer: Kongehuset! Pengene vil vælte ind.

Indspark: Pengene er brugt

Søndagens Indspark-klumme Pengene er brugt affødte en del debat på Berlingskes hjemmeside. Der er selvfølgelig en del perfide kommentarer om, at man er et ondt og usolidarisk menneske, når man påpeger det åbenlyse: nemlig at man ikke kan betale pensioner med en “moralsk”, magisk opsparing. Udpluk fra klummen:

Alle de penge, folk bilder sig ind, de har »indbetalt« til fremtiden, er allerede brugt. De er brugt på hospitaler og skoler og andre gode ting, og så på en masse idiotisk spild som kunstbænke der koster en million og defekte datasystemer til registrering af arbejdsløse. Der er ingen penge tilbage, der er bare et stort hul i statskassen og en masse gæld, som vi alle sammen hænger på.

Mere diskussion på 180grader.

Indspark klumme: Åh, så liberale

Bare lige et hurtigt link til min Indspark-klumme fra i søndags – en kommentar til hele Søren Pind og “assimilations”-debatten. Den fik en hel del kommentarer med på Facebook og 190 likes. Det er da meget fedt. Udpluk:

Pinds danske værdier var og er liberale kerneværdier, og det var de selvsamme liberale værdier, hans kritikere anråbte, tilsat en god dosis hån: Skulle sådan en frikadelledansker komme og angribe forskelligheden? Retten til at leve sit eget liv? Skulle han diktere, hvordan folk skulle leve og hvad de skulle tro? Næh, netop ikke. Det var jo hans pointe. Den var liberal, og den blev angrebet med de selvsamme liberale holdninger, Pind selv gav udtryk for, som når vikingetvillinger kæmper om retten til fars jernøkse og langhuset i bygden. Sjovt, som alle bliver liberale, når de skal angribe en liberal.

Friedman on the Nile

Thomas Friedman goes to Tharir Square, and comments:

In 40 years of writing about the Middle East, I have never seen anything like what is happening in Tahrir Square. In a region where the truth and truth-tellers have so long been smothered under the crushing weight of oil, autocracy and religious obscurantism, suddenly the Arab world has a truly free space — a space that Egyptians themselves, not a foreign army, have liberated — and the truth is now gushing out of here like a torrent from a broken hydrant.

USA I DAG: Spådomme for 2011

Jeg har kigget lidt for dybt i kaffegrumset i dagens USA-klumme for Berlingske Tidende: De sorte svaners spådomme:

Der er mange måder at forudsige fremtiden på: Nogle går til spåkone og bliver kildret i håndfladen, andre læser tykke bøger om tingenes fremtidige tilstand. Selv går jeg på Starbucks og undersøger resterne i min dobbelte mocha-latte.

Denne søndag formede det snaskede grums i bunden af den etisk ansvarlige genbrugsplastic­kop sig til tre sorte svaner, hvis blafrende vinger og skræppende skræp fortalte noget om den vej, USA vil gå i 2011.

Kendere vil vide, at det ikke er filmen Black Swan, der har inspireret mig, men derimod bogen The Black Swan af Nassim Nicholas Taleb. Kendere vil desværre også se, at det ikke er lykkedes mig at få rigtige “black swan” begivenheder, måske bortset fra den første, med på listen. Men sådan er det i sagens natur med sorte svaner – man ser dem ikke, før det er for sent.

Yoani Sanchez siger fra

Et lidt ældre klip fra cubanske Yoani Sanchez‘ glimrende blog. Sanchez fik i efteråret 2009 Columbia Journalism School’s prestigefulde Maria Moors Cabot pris, men fik ikke lov til at forlade Cuba for at modtage prisen. Hun optog video og lyd, da hun tog til immigrationskontoret for at spørge: hvorfor?

Why can’t I leave. Ah… I do know why I can’t leave, but I am waiting for you people to tell me. Because you have an ideological filter. This country is a huge prison, with an ideological boundary. And the citizens here are judged by political colors. Here
there are first citizens, and second, and in the fifth category… I
don’t know what category I’m in but I must be in the basement, no? Why? Because of an ideological filter.

Der er mange flere gyldne øjeblikke. Yoani Sanchez siger det, de fleste cubanere tænker, men som ingen tør sige.

I Efteråret 2010 modtog Sanchez Cepos’ Frihedspris (et godt valg). Jeg fik faktisk aldrig fulgt op på, om hun fik lov til at tage til København. Gjorde hun det?

USA I DAG: Kalkuner og kapitalisme

Det har lige været Thanksgiving i USA og derfor har jeg naturligvis benyttet lejligheden til at skrive om denne festlige højtid, hvor amerikanerne spiser kalkun og ser amerikansk fodbold – og åbenbart også diskuterer om læren fra Thanksgiving er, om kapitalisme er bedre end socialisme.

Jeg fandt ud af en del interessante historiske fakta, da jeg skrev klummen, og giver et par links nedenfor. Uddrag fra klummen:

Fra 1620 til 1623 levede Plymouth-­kolonien uden privat ejendomsret, ikke på grund af ideologisk overbevisning, men fordi fællesejet var et krav fra koloniens investorer hjemme i London, der ville være sikre på, at kolonisterne arbejdede for at betale af på det fælles lån frem for at arbejde for sig selv. Man kan diskutere, om etiketten “socialisme” er den rette, men fælleseje var der nu alligevel tale om, og den negative effekt på sammenholdet var påfaldende. Fællesejet skabte fjendskab, ikke kun overfor kreditorerne hjemme i London, der tog 50 procent af overskuddet, men især kolonisterne imellem.

William Bradfords bog om Plymouth koloniens historie er tilgængelig i sin helhed på Google Books.
Et typisk eksempel på en konservativ udlægning kan læses her hos The Hoover Institution.
New York Times’ gendrivining kan læses her. Et andet rasende angreb på specifikt Stossel kan læses her.

Det er i grunden mærkeligt, at diskussionen har kunnet blive så ophedet, når nu så mange kommentatorer er forhippede på at klargøre, at Barack Obama netop ikke er socialist. Hvorfor føler de sig ramte i det her tilfælde? Ville Obama gå ind for Plymouth-koloniens indretning? Jeg tror, at diskussionen mest har noget at gøre med, at man bare ikke vil give konservative ret under nogle omstændigheder – det er typisk DC-positionering, hvor man siger “nej” til alt hvad modstanderen siger, om han så påpeger at jorden er rund.

Mads Fuglede om gymnasielærere og USA

Mads Fuglede har en lille bog, hvor han opskriver folk, der gør ham vred:

Indimellem kigger jeg i min lille bog for at få mig et godt grin eller se, om jeg stadigvæk er vred. Nu hvor jeg har fået adgang til en klumme, leder jeg også efter kandidater til denne offentlige gabestok. Her fandt jeg en gymnasielærer, der viste mig sin læseplan for et forløb om USA op til valget i 2008. Han havde valgt tre film, som skulle vise tre centrale aspekter: JFK af Oliver Stone (1991) skulle vise noget om amerikansk politisk kultur, Mississippi Burning af Alan Parker (1988) skulle belyse USAs raceforhold, og Michael Moore skulle med Bowling for Columbine (2002) gøre eleverne klogere på amerikansk våbenfetichisme. Goebbels havde lavet nogle film om den jødiske lobby, som jeg syntes manglede på hans læseplan, men ironi var ikke hans stærke side, så han røg i den lille bog i stedet.

Fra Fugledes USA-klumme. Næste uge bliver det min klumme.