Den her kronik fik mig til at give Preben Major Sørensen et forsøg. Jeg har ikke læst noget af ham før, men måske var det udtrykket “antiborgerlig antihumanisme”, der gav mig blod på tanden. Det lød i hvert fald af noget, jeg ville kunne lide, ala idoler som Ernst Jünger, Celine, Fante, Bukowski, Dostojevskij og Easton Ellis. Jeg ved ikke helt, hvad fællesnævneren er, men det er noget med at skyde huller i jeg’et og sætte drive på prosaen, med blod, sved, tårer og vildskab og en masse nedtur og undergang.
“Vildfarelsen” fra 1985 er en af de novelle-samlinger, der ofte bliver nævnt, så den samlede jeg op på det lokale folkebibliotek. Jeg blev ikke skuffet. 25 ekstremt fortættede, mareridtsagtige fortællinger om navnløse, dystopiske byer, oprør der ender i tyranni, ondskabsfulde naboer og hævngerrige familiemedlemmer, skygger og spejlkabinetter. Men hvorfor ikke bare lade manden selv fortælle? Her er starten og slutningen på den sidste novelle, der også hedder “Vildfarelsen”:
Der er, i enhver større by, visse kvarterer med visse gader, hvor trøstesløsheden kaster sig skrigende ud fra femte sal og menneskene ikke kan være i deres stuer for bare spøgelser, hvor stemmer og lyde går gennem vægge og lukkede døre og trappen ikke sjældent ender blindt.
…
Der findes egne i universet som selv ikke de mest skræmmende billeder er i stand til dækkende at gengive. Den der skriger så højt af smerte at hans eget skrig sprænger hans trommehinder, er i det mindste befriet for at høre på sig selv.