Lille komedie om arbejderen Filip (Jerzy Stuhr), der aldrig har ønsket sig andet end det han allerede har, men, da han køber et kamera for at filme sin nyfødte datter, gribes af linsens lokkende liv og glider langsomt væk fra sin familie. Imens opnår han større og større succes som dokumentarkunstner, en aktivitet han dog også må indstille da han i sin søgen efter at vise virkeligheden ‘som den er’, bliver konfronteret med dels det polske system og dels virkelighedens ambivalens. Til sidst retter han kameraet mod sig selv og fortæller den historie vi lige har set.
Kieslowski slog igennem med denne sort-humoristiske allegori over kunstneren i
samfundet, men den er abslout ikke en hyldest til kunstens ubesmittehed overfor et korrupt system, men en mere ambivalent beretning, hvilket redder den fra prætentiøsitet. Filmen er håndholdt det meste af vejen, nærmest halvdokumentarisk og realistisk, og der er ikke mange af de senere Kielslowski stiltræk, selvom den nok kan ses som en forløber for ‘Dekalog’. Skuespillet er godt, omend konens frusterethed ofte virker lidt umotiveret. En komedie med en mørk understrøm om kunsten mærkelige simili-liv der lokker os væk fra det egentlige, da det kan bevare de døde på strimlerne. Duen der fanges i flugt.
[“Amator”. Krzystof Kieslowski, 1979. Set 29.5.1995, Filmmuseet]