“Byen åbner sig på nye måder hver gang man går der. Det er nu andre veje som former sig, pladser som før var forvirrende, udgange der var lukkede, åbner sig, budskaser bliver til alléer, blinde veje til seende, og før man ved af det, ved hvert eneste skridt man tager, så svæver man samtidigt over nettet af gader, og væver det sammen til ruter, stier, veje, steder man skal gå hen. Planerne dukker op og det planløse forsvinder – og byen selv, som mur og oplevelse, forsvinder. Nu er der kun vejene tilbage.”

“Og da vi omsider kommer af båden kan vi ikke længere gå på landet. Selv træbroen svinger og hele verden slingrer og forsvinder, det er ren forvirring og solen og bølgerne har været for stærke, og vi kan ikke finde landkrabberne igen. Nu er vi skabt til at sejle – men vi skal tilbringe resten af livet på land, tørskoede og triste.”

“Det er jo en stor glæde. Muligvis er jeg fallit, muligvis bliver jeg aldrig til noget, muligvis får de ikke lov til at leve sådan her, dem i Afrika, muligvis går serveren ned, og alt her forsvinder, og det er desuden helt, helt sikkert at jeg er væk om nogle år (ca. 50, om alt går efter statistikken), og det vil være, som om jeg aldrig har været her. Men lige nu sidder jeg her i solen med en æg- og tomatmad, og lytter til musik og agurken ligger opskåren og lover mere, mere, mere. Og så er det hele vel ok.”

“Det magiske HVIS hvisler forbi mig. Hvis jeg nu gjorde noget andet, hvis jeg nu gjorde intet, hvis jeg nu elskede noget mere, hvis jeg nu var rigere, hvis jeg var en helt anden (hvis jeg var ham der i den situation, hvad ville jeg så gøre?), hvis jeg var Elvis eller Buddha, hvis jeg var en søslange, hvis jeg var min nabo og lyttede til mig selv (altså mig, ikke ham) taste det her, hvis jeg var et helt andet sted end hvor jeg var lige nu – ville jeg så stadig kunne huske at jeg sad her og sagde “HVIS…”?”

“En fordrukken drøm, oppe på højen. Hun kommer imod mig og vi hænger os begge i den samme løkke. Det er smukt at dø på den måde, også selvom det kun er en drøm.”

“Vid dog, min broder, at der også i dag er en mulighed for at sætte sig mellem to forkerte stole, spise grød til, og i det hele taget spekulere på, om Pavlov og Skinner var lykkelige. Som den ene behaviourist til den anden ville de nok sige: “Du ser ud til at have det godt, hvordan har jeg det?””

Er dette også hip-hop?

“Søndag

slår i min pudevår

længes efter tykke lår

føler mig lidt som et klippet får

og du sidder bare og siger ‘Nå’?”

“Calvin og Epikur i den danske sommer? Der er to muligheder, som udelukker hinanden: Udenfor i vejret, eller indenfor i arbejdet. Begge dele gør os lykkelige (for sådan er vi, nydelsessyge arbejdssvin), men de kan ikke opnås på samme tid. Bliver vi så ulykkelige, lige meget hvad vi gør? Glemme den ene. Men hvordan? Og hvilken? En jamaicansk Luther?”

“Når man skriver er der to problemer som skal afvejes: Larmen fra computeren versus larmen fra det som man vælger skal dæmpe den: Begge dræber inspirationen, teksten som flyder, men alligevel vælger jeg at lade larmen køre i de små højttalere som jeg propper i ørerne, frem for at høre harddiskens summen. Så hvis det jeg skriver er præget af støj fra minimale ørebøffer (fx saxofonlyd eller guitarrock), så beklager jeg: Alternativet var at min tekst skulle lyde som en 1 Ghz processor og dens afkøler.”

“Træghed: For mange, mange år siden besluttede jeg at det var lige præcis dette (sådan lidt generelt sagt) som jeg ville. Beslutningen var taget, der var både vilje og vej og alt var muligt. Kun ville min krop ikke: sætter sig her, stå tidligt op, ikke føjte. Nu, så mange år senere, kan kroppen endeligt gøre disse ting, finde sig i det. Den har lyttet efter – men er det nu stadig det, jeg vil?”