“”Du kan huske det hele”, siger hun selvtilfreds, læner sig tilbage i sin mørke stol og siger det igen og igen: “Du kan huske det hele” og mener sig selv og sin fantastiske hukommelse. For hun er så klog og så viis, og husker både barndom, ungdom, alderdom og har bevaret sin nysgerrighed og alt det der som hun tror hun skal.

Men jeg, jeg vil glemme. Jeg kan ikke huske ret meget, og hvorfor så forsøge at huske på det? Glemme – det kan man jo lige så godt. Hvorfor ikke?”

“Han står glad med det mørke hår og hører en gammel mand snakke. Den gamle taler ikke så godt længere, men manden med det mørke hår forstår det alligevel og nikker. “Så lad der da blive krig”, hvisker hans jakkesæt, men selv er han tavs.”

“Besparelser skal der til. For eksempel kunne man spare på ordene. Folk snakker så meget. Det kan da virkeligt ikke være vigtigt alt sammen. Og de skriver også for meget. Det burde nærmest forbydes. Man skal spare hvor man kan, så hvorfor ikke spare her, spare n

“Sidder så der og hygger med noget der vist egentlig er en slibrig singer-songwriters værste plade. Mine venner hader ham, kritikerne hader ham, og selvom han indtil for nylig var elsket af pladekøberne, så er de også begyndt at hade ham. Men alligevel er der noget i de patetiske nætters lytten, som stadig er tilbage: en phony helikopterlyd her, et stortrommebrag der og under det hele simpelthen noget som er oplevelsen af tid, tid, tid som er forsvundet, men alligevel er dér i pladerillen. Døm selv: Smag eller selvantropologi?”

“119 dage gik der, før føllet forvandlede sig. Det var ikke seksuelt som sådan, men alligevel havde sæd været med inde i billedet. Hvad lå der egentlig i den spand?”

“Tilbage igen, derude på informationsmotorvejen. Jo, pausen har været lang, mine kære læsere, men endnu længere har den været for mig, uudholdelig, langstrukken, unødvendig. Men det skyldes så mange ting: Ansvar, anstrengelser, træthed, sygdom, piller, sex, almindelig skørlevned, og til først og til sidst, allerafgørende, de to daglige trættende cykelture og de otte timers stilstand imellem. Det er nok til at spidde et velvoksent vildsvin på inertiens spyd. Men hvis du tror at det er surt nu, er der kun ét at sige: You ain’t seen nothing yet.”

“Man kan naturligvis gøre det til et princip, således som jeg gør det på disse elektroniske sider, ikke at tænke for meget over hvad man skriver. Men så bliver resultatet også derefter – ligesom et gratis råd er det værd som man giver for det. Så det må læseren virkelig have mig undskyldt! Men jeg kan ikke tænke klart og grundigt i en så lang periode – kunne jeg det ville jeg nemlig lave noget andet.”

“Pling! siger computeren. Endnu en indtastning afvist. Hvor længe skal vi finde os i dette tyranni?? For fremtiden bør det være sådan at man blot behøver tænke, og så kommer tankerne frem på skærmen – dem alle sammen. Og jeg behøver slet ikke SKRIVE en roman for at skrive den – jeg kan nøjes med at tænke den. Sikke mange det kan blive til! Måske kunne man også få en ordning så det blev lidt lettere at få dem læst?”

“Når man først er begyndt, så skal det afsluttes. Har jeg først skrevet datoen ind, må jeg også afslutte teksten. Det er matematikken, der afgør det. Dette er den 21. september 2002, derfor bliver teksten således: Der er noget særligt ved tallet og datoen, som aldrig gentages. Dette øjeblik kan aldrig gentages. NU! NU! Med mindre man bare læser det igennem igen. Øv.”