“”Ja, så er det sidste dag”, sagde han og lukkede døren. Udenfor stod masserne og skammede sig. “Hvad gjorde vi galt?”, spurgte de sig selv. Men de gjorde intet galt – de var bare Masserne, og dem kunne han per definition ikke lide. Men hans definitioner har jo også altid været på grænsen til det latterlige.”

“Dagen før, og der er nedtælling af timer. Forestillingen om en befrielse svæver i luften – lige ud for øjenbrynene. Men befrielse er jo sådan en tåbelig forestilling. Der kommer altid noget bagefter som er besværligt. Og er der ikke andre til at undertrykke én så skal man nok gøre det selv. Således tænkte han da han gik ned af trappen. Og midt i “besværligt”, var han lige ved at snuble: “be —- sv-ær –ups–ligt.””

“Jeg tror jeg dør ung”, siger hun og smiler skælmsk. “Hvad er det for noget at sige”, spørger jeg bestyrtet. “Jo, det tror jeg. Jeg dør ung”, siger hun igen og nikker. Hun ser lige på mig med sine mørke øjne. Jeg er en ørken for ord, min hals eksisterer ikke. Så samler hun sin bog op og læser videre. Vender siden halvt til mig og den hånd jeg har rakt ud imod hende. Men hun smiler, hun smiler bredt for sig selv mens jeg, igen, er tæt på at græde.

“Som Poul Nyrup er jeg sejrende. Jeg strækker fingrene ud: “4 dage til!” råber jeg sanseløst ud i morgenlarmen, mens jeg cykler forbi busser, tog, snublende fodgængere.

Men det er ikke en gave som Nyrups fire år. Det er en frist. Men hvad så bagefter? Henrettelsen? Herliggørelsen? Der er ingen garantier, ikke for Nyrup, ikke for mig. Det er de kortsigtede måls tid, i politikken som i privaten; hvilket jo er nogenlunde den samme ting. Kald mig bare Bill, jeg har nemlig intet bagtæppe af trække til side, intet smuds at afsløre; det er alt sammen her på siden. Næsten da.”

“Søndagen er hvilens dag,

i dag hviler mit antibiotika,

lader virusen komme ind gennem et vinduesfag,

ind i blodet,

så jeg glammer som en hund,

når jeg ser din bag.”

I dag hvilede sprograptussen ogsaa.

“Man skal bekende sig til nye ting. De er nye prismer vi skal bruge til at se de gamle igennem – og de evige. Det gælder også for øldåserne. Feje dansker! Du vil ikke tage det nye til dig! Det koster mere, ja – men vi ser øllerne på en ny måde, det giver os nye oplevelser. Vi kan have dem med nye steder, nemmere og nemmere: Og bruge dem til det samme gamle: more og glemme. Enhver gentagelse skal være ny. De smukkeste ting vi gør, er resultaterne af øvelse og gamle tricks (tak til Mogens Rukov).”

“Jeg var så glad i morges. Nu ser jeg støvet alle vegne.”

“Bevidstheden svinder. Verden før-svinder. Selv når det er ens fødselsdag.”

“Dagen før ét år før, at der er gået tredive år efter, at der var gået ni måneder efter Tenerife gjorde sin pligt. Tak til El Teide.”

“Den ræsende støj over våde broer. Godt at nogen holder os vågne. Det er vel en slags morgen, også i dag, og igen er menneskene som robotter. Ænser de ikke vejret? Ser de ikke mørket? Har ikke også de stået i den kolde bruser under det varme vand og forsøgt at udligne forskellene mellem søvn og mareridt? Så intenst! Og nu sidder de der på hver deres cykel. Af sted igen. Nogen må have hjernevasket dem. Hjernevasket deres menneskehjerner, for de er velsmurte som maskiner. Og tak for dét, hvem end du er, store vasker af hjerner. Tak. Ellers ville det hele jo gå i stå. Ellers kunne det hele slet ikke løbe rundt.”