“Scooteren står i regnen, som i en fransk firserfilm. Vi sidder indenfor i varmen og ser på dråberne igennem det gule lys, små solflager snublende på vej gennem mørket.

En lykkelig rus, som i gamle dage. Verdensmandstale fra glorificerede bistandsklienter. Vi er afhængige – og konjunkturerne, de nådesløse mæcener, er imod os. Men vi benægter determineret at scooterens regnvåde, rådnende siddepude skulle have nogen betydning: vi er lune herinde, endnu.”

“Jeg vil have et kontor som Mussolinis:

18 x 15 x 12.

Så mine ideer kan mærke,

at der er højt til loftet

i tretusindetohundredeogfyrre kubikmeters tomhed.”

“Morgendagen bringer mange glæder”, sådan lyder et gammelt vist ord.

Men ham der siger det sidder allerede med ryggen til. Han gav op i dag. Og håber på i morgen. Og hvilken dag dette end læses på så vil i morgen altid være den næste dag igen. Det er selve trøsten – og selve idiotien.

“Og da jeg vender mig om falder vandet over mit hoved, brusende og skyllende, og hjernen ryger med. Tilbage står de og griner: “Ha, ha, der røg din hjerne!” råber de.

Spanden placerede de selv, men det var mig der fik den i hovedet. Grinet tog de i bytte. Mange tak, sikken en handel.”

“Mine forventninger til fremtiden er som ønsket om at holde en hel jul, hvor man kun hører dødsmetal: Det bliver ikke rart, men det skal fandme larme!”

“Bzzzz – kalder Jorden. Denne dag skulle have været en arbejdets dag. Men hvad skete der? Det samme som sædvanligt! Oh, søde skørlevned. Oh, søde selvbedrag…

…også i dag undlod jeg at gøre noget, som jeg håber at få gjort om nogle dage.”

“Hvorfor har man brug for at gøre dumme ting for at føle sig som et individ? Hvorfor har man brug for at stjæle, myrde, stoltsere, fornærme et andet menneske eller for den sags skyld elske, danse, lytte til popmusik, købe mærkevarer? Hvorfor har man brug for at gøre ting som ikke er rationelle, som er dumme, som ikke giver mening, som ikke har med forplantningen at gøre?

Det er for at bekræfte det faktum at der er reel forskel mellem mennesker. At bekræfte at selvom vi er så ens og egentlig bare er aber (eller grise, eller træer), så kan den enes smerte ikke retfærdiggøres ved den andens lykke. Når lyset slukkes, så er vi alene. Derfor er enhver dumhed et “Hej, her er jeg”, en fastsættelse af en grænse overfor det rationelle og det artsbestemte, et “skrub af”. Det er en fejl, og det er dumt. Men det sker. Hele tiden.”

“Og så siger du, at jeg er FRAVÆRENDE – at man intet har hørt fra mig i ugevis, hverken på denne side eller andre steder! Jamen, se dog på dig selv! Hvor er du måske? I hvert fald ikke i denne her computer. Ikke på denne side. Og du kommer heller ikke ind. Lav dog en side selv! OG jeg kan for øvrigt henvise til problemer med selv samme computer, når du nu – ÅH SÅ HELLIGT – henviser til de ni dage, der er gået imellem. Ja, ja, jeg skammer mig. Og hvad så? Skamme, smamme – nu kører vi videre, som om intet var hændt. Og så gider jeg ikke høre mere…”