Dagens læserbrev:

“Hvorfor er folk så dumme, især ham der Bush og ham der Saddam? Det er jo så simpelt, man skulle bare have en slags verdensregering af fornuftige folk som kunne løse alle konflikterne til alles bedste, og tage rationelle beslutninger på vegne af alle regeringerne, og ligesom dele sol og vind lige og brødføde verden, og så nedlægge sig selv, fordi ellers får de for meget magt. Og så kan vi alle sammen få lov til at være i fred! Det kan da vel ikke være så svært? Det må da være til at indse for alle fornuftige mennesker som ikke er betalt af CIA eller den amerikanske våbenindustri. Hvorfor skal vi have al det postyr?

Med venlig hilsen,

– en forstyrret. (Hold så op!)”

Dagens læserbrev:

“Så giv os da hvad vi vil have: brød og skuespil! Hvorfor skal I være så skide seriøse der inde i medierne? Vi gider ikke mere Irak-krise, vi gider ikke mere skattepolitik, vi gider ikke flere rigtige problemer. Vi vil have underholdning. Her har man fortalt os at vi bor i et kapitalistisk samfund der kun kunne give folk lort i hovedet. Og hvad får vi så? Seriøsitet! Folk har stadig holdninger. Hvad fanden er meningen? Er kapitalismen gået helt i stå? Hvem har løjet for mig?

Med venlig hilsen,

– en forarget, der gerne vil have lort i hovedet.”

“Selv da han var ved at dø gav Olatunji-mesteren aldrig op. Selv da kroppen var ved at forsvinde spillede han sjælen ud. Den tilhørte ikke længere ham. Vi skulle have den. Og vi fik den, i rød-grøn-gule farver, i punket jazz-lyd, i desperat metallisk snerrende disharmonier, i en symfoni til en anden verden. Hvilken må du selv afgøre. Men således ser den ud.”

“Igen er det grusomt godt vejr. Hvad bilder det sig ind? Skulle det være bestemt på forhånd at i dag skulle være solrig? Det ser nærmest sådan ud. Der må være en kaos-teori der er gået galt et sted, for selvom sommerfuglene har basket med vingerne i umindelige tider har vi endnu ikke set stormvarsel over Tokyo, som Elvis Costello sang. Måske kan jeg selv sidde her og forudsige ‘godt vejr’ resten af måneden og marts og april med? Ja, det tror jeg at jeg vil gøre. Det kan vel være lige så godt som en hvilken som helst sommerfugls forsøg på at ændre vejret. Mine vinger er endda større, også selvom de ligner arme.”

“Hvad er det som man bliver stadig mere klar over når man forsøger at skrive det ned? Hvor er det henne før det er blevet skrevet?”

“Det er en stadig opstigen, en bevægelse i kakofonien, mens jeg sidder her og søger at få orden i en støj som ikke skal ordnes, men bare lades være, mens jeg spekulerer på om pacifisme er en forbrydelse, mens der er supersoniske kampfly et sted i verden hvis motorer stikker trumf til mine små dis-symfonier og bevæger sig opad i det blå der bliver til det sorte som igen forvandler sig til ingenting. Bagefter, uden advarsel, så starter det hele forfra.”

Man oh man, hvad skal vi stille op med den sol? Den gør os vanvittige igen. Vinteren har vi brugt på at vente. Dér skulle vi have arbejdet. Nu er det for sent. Nu er den her og vi må ud. Denne side er skrevet telepatisk fra et sted on the sunny side of the street.”

“Og vi brugte meget tid på at diskutere politik og synspunkter og religion og andre tåbeligheder, på at diskuterer og kritisere et hvilket som helst synspunkt, i det fromme håb at vore egne ville fremstå som mere plausible. Det lykkedes imidlertid ikke den aften.”

“Frygt giver korte krige”, sagde Thomas Dale* – og piskede sine militsfolk til blods.

De frygtsomme folk fik vildskab i deres øjne og slagtede Powhatan-indianerne hvor end de fandt dem. Dale vandt krigen, på kort tid.

(*Engelsk viceguvernør i Virginia, 1611)

“Der er plads til solen i rummet over min horisont (afgrænset som den er af høje, nærtstående huse). Der er plads. Kom så! Udfyld den!”