Dagens læserbrev

Dagens læserbrev:

“JA, jeg vil da godt med det samme slå syv kors for mig og sige: Jo, jo, jeg er imod krig og mener heller ikke at man skal slå uskyldige ihjel, og puha ham Bush han er da en grim fyr (og sikkert også religiøs og alt muligt, sådan noget svineri, helt perverst og udansk, sådan at tage cues fra en indre stemme man kalder for Gud i stedet for indlysende rationelle maksimer som “velfærdsstaten” og “de svages behov”), MEN jeg må nu alligevel protestere når man siger at NU er verdensfreden brudt, NU er der krig og FØR var der så rart og fredeligt, og så kommer sådan nogle selvglade amerikanere og vil rage til sig på nyimperialistisk vis.

Den eneste grund til vi TROR at krigen først er kommet NU er blindhed. Krigen har raset siden menneskehedens grundlæggelse (hvordan? hvornår? svaret blæser i vinden) – det er KUN et tilfælde, og ANDRES overbærende beskyttelse, at vi i de sidste 58 år har kunne undvære at se den og tage stilling til den (kigget væk, vil nogle måske sige), som børn i en sandkasse bygger slotte, vel vidende at andre nok skal smøre deres madpakke og sørge for deres middagslur.

Spørg dig omkring, stort set alle andre steder end Vesteuropa. For dem startede krigen ikke 20. marts, men før nogen kan huske. Derfor: Råb ikke ‘krig kontra fred’ men indrøm: ‘denne krig versus en anden krig’. Den kommer nemlig alligevel før eller siden.

P. S.: At George Bush dog er en idiot kan ingen tage fra ham.

Med venlig hilsen

– En Ven.”

Om politik og musik:

Marvin Gayes “What’s Going On” er den eneste pop-plade som er ægte politisk. Fordi: Musikken selv er politisk (i betydningen: vil ændre holdningen hos de mennesker som skulle føle musikken*). Musikken selv er politisk. Det er det vigtige. Jo, teksterne er også politiske, men det er ikke det vigtige, for musikken selv skaber det som teksterne handler om: kærlighed. Der er for lidt kærlighed i verden. For lidt sjæl. Men efter denne plade er der lidt mere, lidt mere for hver eneste gang man sætter den på.

* (Altså ikke politisk i betydningen: ændre holdninger hos dem som læser teksterne, som hos Røde Mor, Hoola Bandoola Band og Lenny Kravitz’ nye anti-krigs-hit. Musikken er bovlam, tidstypisk pop – teksterne påklistret prædiken)

“Mine tanker går i denne stund til Tacoma og Makai, de to fine

delfiner som hjælper vore fortræffelige styrker i kampen mod ‘slagteren fra Bagdad’, ‘ondskaben i Golfen’ og hans luskede sø-miner. I fortjener en ekstra portion sild, drenge.”

“Mine bizarre adjudanter står på vagt udenfor min dør. Jeg lukker dem ikke ind. Der skal ikke tales med offentligheden i dag. Jeg ved at adjudanterne har mapper fyldte af projekter der presser sig på, og deres tredobbelte hoveder læsset med mulige aftaler, men jeg vil ikke. Ikke i dag. De får lov til at stå vagt lidt endnu. Bruge våbenmagt om nødvendigt for at holde fjenden fra døren.”

“Tv’et kører med krig som sædvanlig og jeg går på toilettet og læser Pessoa (Pissoir-Pessoa? er det ikke sådan de udtaler det på portugisisk?). Hvor smukke og hvor ligegyldige hans blanke hyrde, Alberto Caeiros, tanker synes i dag. Selv i en natur tømt for enhver tåbelig panteisme (en natur som bare får lov til at stå for sig selv og være natur), vil der være krige fyldte af menneskets selvskabte guder.”

Den danske syge

“Så starter den igen, den danske syge: UD i solen, kom så, nu er den her, UD. Nej hvor skal vi løbe rundt i græsset, hvor skal vi vælte os i varmen (omsider!), af sted, af sted på lette fjed, pustende, svedende, som gale hunde og englændere i middagssolen, aldrig må vi være inde, aldrig må vi puste ud. Sol-Stress, ingen tid til arbejde, kun tid til tvungen sjov. Nu er solen her! Så skal der soles! I øvrigt også for at nå det før græspollen og høfeber kommer…”

“”TO OG TO ER FIRE!” råber jeg og bliver sært glad. Så er det dog sikkert. Indtil andet er bevist.”

“Korrektioner:

SHOW DON’T TELL. (But please tell me what the show was all about).”

“Det er blevet tid til at stille det gamle post-ibsenske spørgsmål igen: Hvor blev giftgeneralen af, da han gik ud?”