“I var et produkt af jeres tid, og nu er jeg, endelig, ved at blive et produkt af min.”
Enzensberger om Sverige
Det så fuldstændigt ud som om denne politiske kulturs evige forvaltere, socialdemokraterne, havde haft held med et projekt, som ganske andre regimer, fra teokratiet til bolsjevismen, allerede havde lidt skibbrud med: nemlig at tæmme mennesket.
– Hans Magnus Enzensberger (“Åh, Europa”, p. 14)
Enzensberger om venstrefløjen og staten
Jeg mener at kunne huske, at det engang i den fjerne fortid var en ønsketanke på venstrefløjen at befri menneskene fra deres umyndighed. Men hvorfor tilbedelsen af staten i mange lande (…) er blevet en venstreorienteret trosbekendelse, mens trangen til selvbestemmelse er blevet indbegrebet af borgerlig forstokkethed – det har jeg egentlig aldrig helt forstået.
– Hans Magnus Enzensberger (“Åh, Europa”, p. 21)
Ebba Grön: “Beväpna Er”
Ja ja, jag hatar hela borgligheten
ja ja, jag hatar hela kungahuset
Ja vi, vi ska beväpna oss
ja vi, vi ska beväpna oss
Ja ja, jag svär utifrån mitt hjärta
att vi från förorterna ska beväpna oss
Ja vi, vi ska beväpna oss
Ja vi, vi ska beväpna oss
Ja ja, jag hatar Prins Bertil & Carl Gustav
ja ja, jag hatar Zarah Leander
Ja vi, vi ska beväpna oss
Ja vi, vi ska beväpna oss
Ja dom tål lite bly i nackarna
ja dom tål lite bly i nackarna
Ja vi, vi ska beväpna oss
Ja vi, vi ska beväpna oss
(1980)
Enzensberger om Norge og en stats rigdomme
Smålighed er det sidste, man ville beskylde nordmændene for i så henseende [dvs. offentlige goder]. Privat fråds ser de skævt til, men offentlig luksus vækker deres patriotiske stolthed. I en lille landsby i Østfold så jeg, sammen med tolv andre tilskuere, en gammel amerikansk film. Den gik i en kommunal biograf, som rådede over 1200 herligt polstrede sæder. Og de airconditionerede, med mosaikker rigt udsmykkede rådhuse, jeg har besøgt i de fjerneste egne af landet, var simpelthen monumentale.
Den lære, man kan drage af det, er lige så enkel som beroligende: Ethvert menneskeligt samfund, enhver kultur udvikler sin egen metode til at smide den rigdom, det råder over, ud ad vinduet. Det behøver ikke være til kaviar.
Hans Magnus Enzensberger: “Åh, Europa”, p. 186