Den opdagelsesrejsende

“Det er jo ikke en normal slags opdagelsesrejsende som er på spil her. Det har vi forstået. Det ER noget andet som sker, og det har intet med jungler i biologisk forstand at gøre. Måske pseudo-jungler, metaforiske jungler, jungler der består af ord, billeder, bogstaver, tegn, koder, binære tal, eller måske bare af computere, steder som ikke findes, elektroniske signaler. Men der skal jo alligevel nogen til at finde vej. Den finder ikke sig selv. Og det er altså den slags opdagelsesrejsende vi taler om, en person der kan finde vej i informationsjunglen; spørge pænt om vej, åbne en bagdør af og til, eller flække en vagtmands arm på langs, hvis det er det der skal til. Og sådan går vi altså på opdagelse i dag. Ikke i virkeligheden, den er for farlig og fyldt med terrorister, men sådan pseudo-virkeligt. Og hvis tilstrækkeligt mange gør det, så bliver det den nye virkelighed – og ingen vil længere kunne forstå hvad der egentlig skulle være så spændende og udfordrende ved at traske rundt i Amazonas og hugge i svedige træer med en machete. Heldigvis. For det tør jeg nemlig ikke.”

“Og så står vi altså op midt om natten. Der var engang hvor det var lyst hele tiden, bortset fra nogle få timer hvor man alligevel ikke var opmærksom, hvor det var lyst da man stod op og lyst da man gik i seng, og jeg husker andre år hvor det også har været sådan, at det aldrig blev mørkt. Men ind i mellem kommer så disse perioder, hvor vi står op midt om natten. Og hvor det bliver ved med at være nat indtil vi går i seng. Jeg har hørt at det skulle være værre længere nordpå – og mindre afvekslende længere sydpå. Det ved jeg ikke noget om, men sådan er det i hvert fald her. Og hvorfor er det nu sådan? De siger det er noget med solen, med årstider, månefaser, regn og skyer. Noget med død, hvorefter der vil følge liv. Men jeg ved at det blot er idioti. Det kan ikke være andet. Det må være det. Vi har vores historier om at det er noget med at gøre os stærke, gøre os i stand med at planlægge til næste år, forøge forrådene, blive rigere – og at kunne skrive tykke bøger om at underkaste sig skæbnen eller kastet sig ud i livet – alt sammen i stedet for bare at være der. Vi fortæller vores historier som skal retfærdiggøre vores skæbne, men jeg ved det blot er idioti: For vi står op midt om natten.”

Forstoppelse på skolen

“Der fandtes en skole hvor forstoppelse var et stort problem. Mange drenge på skolen led af det, og de klagede sig. Skolelægen besluttede sig for at gøre noget ved problemet, og man iværksatte en undersøgelse: Hvor mange af de små drenge her på skolen lider af forstoppelse? Alle blev kaldt til undersøgelse og alle skulle svare på spørgsmål som: ’hvor lang tid bruger du på toilettet?’, ’hvor meget afføring kommer du af med af gangen?’ ’Føler du ofte at der bliver noget siddende som du ikke kan få ud?’, ’Har du smerter ved afføring?* osv., osv. Og nu skete der noget overraskende: Det viste sig at ikke mindre end 80 % af de adspurgte drenge kunne svare ’ja’ til de stillede spørgsmål, og de måtte derfor klassificeres som lidende af forstoppelse. Men her var der noget som gik op for skolelægen. Det kunne ikke passe at så mange drenge led af en sygdom. Kun 20 % havde normal afføring. Det var et problem. Men problemet lå ikke nødvendigvis i afføringen, men måske i definitionen? Måske var det definitionen på forstoppelse som var for bred, for kunne det virkeligt passe at man stemplede 80 % som syge? Når det nu var flertallet der havde det sådan måtte det jo snarere klassificeres som normalt. Og det var så dem med let og glidende afføring som var syge. Sådan gik det til at det var de 20 % som kom i behandling for ’letsindig afføring’. Der var noget galt med dem. De kunne ikke holde på tingene. Og de sladrede også for meget om deres kammerater. De skulle lære at holde igen.”

“Hvis man tror at alt og alle i verden lader sig lede af et eneste altomfattende, verdensomspændende princip, så tager man enten grusomt fejl, eller har mere ret end man aner. Men hvordan afgøre man det, når man kun ser det ene princip for sig? Det er ikke let, og når man først har set magtens princip for sine øjne, kan denne paranoia være svær at komme af med igen. ’Gad vide hvad der ligger bag’, ’hvilke interesser tjener dette’, og resultatet er sjovt nok altid det samme svar: svaret er ’det samme’. Det er ’det samme’ der står bag, og sådan bliver det ved. Det er virkelig til at se det, når man først lige ved det.

Men hvordan kommer man så ud af det igen? Det kan ikke lade sig gøre. For udvejen vil jo også være defineret af dét ene princip. Hvordan skulle man ellers kunne få øje på den? Der er jo nemlig det, at hvis man tror at man kun ser det som man tillades at se, ja, så ser man kun det som man vil se. Og så kan man ikke se andet. Så bliver alt ’det samme’. Tager man så fejl? Det er muligt. Men det er ikke noget problem. For man får det aldrig at vide.”

Tilbage til verden

”Så må vi igen tilbage til verden. Nu mest for at skrive om den, heldigvis. Tænk hvis man skulle bo der! Men lad os tage en historie fra det virkelige liv, fx om en mand som tager til Ghana for at finde en Porsche, som hans onkel skylder ham. Da han endelig finder den er den mildest talt i dårlig stand, faktisk er den i stykker, lige til skrotpladsen. Hvorfor? Det finder han aldrig ud af. Der er intet rationale bag, ingen fidus, intet smart i at lade en Porsche stå i en garage og rådne op, slet ikke i et land som Ghana, hvor en sådan bil må være adskillige festmåltider værd. Måske ikke bilen i sig selv, den kan jo ikke spises, men så i det mindste de penge der er gået i den, og som kunne komme ud af den. Men der står den, færdig med at se godt ud. Hvorfor? Det finder manden aldrig ud af. Måske fordi det var for dyrt at få den indregistreret, måske fordi det bare er for besværligt i et land som Ghana at skulle administrere og passe på så dyr en bil. Måske fordi bare fordi. Måske var fejlen udlands-onklens, ham som sendte bilen dertil, fordi han troede at det nogensinde ville blive virkelighed, at nogen som helst ville køre rundt i en Porsche i Ghana.”

P. S. – True Story, tjeck her

”Det er jo næsten for latterligt, sådan at have en skabelon til sin automatskrivning. Men det er nødvendigt, så man ved hvor meget man skal skrive. Det gør sig nemlig sådan at hjernen er tilpas firkantet til at den gør det den får besked på, og hurtigt endda! Hvis man vel at mærke giver den ordentligt besked. Det gælder om at give den et vist antal linjer at være kreativ på, og så skal den nok klare resten – bare den ved at der er lys for enden af tunnellen! Tror den at den skal være kreativ i én uendelighed, ja, så går den helt i stå. Mærkværdigt nok, men sådan fungerer det. Og sagde jeg hjernen? Jeg mener hænderne. Læg mærke til hvordan de skal vende sig til et nyt tastatur. Da jeg fik mit nye tastede de helt forkert, men nu er de ved at vende sig til det. Det visuelle indtryk har været det samme hele tiden: Øjnene ser hvad de hele tiden så, men hænderne føler det anderledes. De er bedre i stand til at se hvordan tastaturet ser ud, end mine øjne. Fx klik klik, sådan ser det ud, og sådan, klik. De har et portræt inden i håndefladerne, men det er endnu utydeligt. Med mine gamle tastaturer er det perfekt, sådan som det skal være.

Sådan skaber man noget: man sætter en tidsgrænse og lader hænderne gøre arbejdet.”

”Automatskrivning er når man bare skriver løs-løs uden at tænke over hvad man skriver. Men hvordan kan det nu lade sig gøre? Det kan det naturligvis heller ikke, og det er i virkeligheden en fed løgn at man skrive automatisk. Men hvem er det så der skriver for én? Det er vel underbevidstheden, hvis en sådan en findes. Eller mine hænder der bare skriver af sig selv, for hænder kan tænke og det ved enhver som har spillet Pac Man. Man tænker ikke på osten, den flytter sig bare. Automaskrivning gøres af noget i mig som ikke er mig, men som er noget andet der ligner mig, uden dog at have fjer på, eller appelsiner i turbanen. Det skal helst virke skørt, men bliver det sjældent fordi det virkelige mig (det som skriver når jeg lader være) faktisk er temmelig almindeligt. Det er derimod mit sædvanlige bevidste, overfladiske jeg, som er vanvittigt, i det mindste er det lidt til en side. Derfor vender tingene rundt, og jeg tænker faktisk endnu mere over det, når jeg skriver automatskrivning, for det hele må jo godt være lidt skørt, ikke? Der må gerne være nogle gode billeder, men mine ubevidste billeder er i realiteten røvkedelige. Så der fik du den, Dalí.”