Måned: december 2003

”Året er forbi, og hvor gik det så hen, da det gik ud? Hen til de andre der også er gået, naturligvis. Det lægger sig på dyngen og rådner. Men det manglede da bare, hvad skulle det ellers tage sig til? Der er ingen som har brug for et gammelt år, og det mærker i sin sjæl, at det er fiktivt, at det er noget nogen har fundet på, som om det var noget i en bog (ikke en film, det er alligevel for konkret).

Det er tilfældigt, det kunne lige så godt befinde sig et andet sted. ”Det er egentlig ligegyldigt”, siger året til sig selv og ryster på december. ”Hvad betyder det alt sammen? Mine fødder kunne lige så godt ligge i april som i januar, jeg kunne lige så godt dø i juni som nu. Og hvilken forskel gør det hele så? Hvilken nytte er jeg til? Har menneskene brug for mig? Vil de mindes mig med glæde eller sorg? Hvad har jeg udrettet i mit 365 dages korte liv? Altså af vigtige ting, som ikke lige så godt kunne være gjort af et andet år, noget som virkelig betyder noget og som ikke bare er et resultat af, at jeg står her og glor og lader mig blive brugt til at tælle dage med?” Svaret blæser i vinde, da året går til skrotdyngen. Men vil årene bare blive ved med at finde sig i det? Vil dette misbrug bare blive ved?”

”Sludvejret venter udenfor, men jeg bliver inde for at spekulere på hvorfor jeg ikke går ud og ordner de ting jeg skal ordne. Men det går bare ikke i orden, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. Der er for megen sludren, for meget vådt, for megen blødsødenhed i hjernen, sne og slud og regn og vådt, noget der minder om et mærkværdigt udsagn med grammatisk kryds og bolle: ”Regnbuen oaser en pizzabold”, og så kan man jo spekulere lidt over det, eller sætte det på ikoner. Men det er jo ikke frugtbart i sig selv, for vandudladning er ikke nok til vintersæden, der må forår og sol til (på et tidspunkt) hvis høsten skal i hus. Det er ikke nok at snuble i regnpytter og sludre med chatollerne, parkeret i vejkanten (De venter på nogen der skal hente dem, men han kommer aldrig). Og således fortsætter regnen og man føler sig lidt ensom på pessoask vis, sådan ensom og kreativ på samme tid, ganske våd under armene og grøn i skridtet. Er det en atomvinter? Subsonisk hvorfor ikke?”

”Det kedeligste her i verden er at spise et æble. Man, hvor jeg hader det. Man skal bare gå der og gnave og der er intet andet man kan tage sig til imens, og alligevel tager det utroligt lang tid, fordi der er så mange små bidder, man skal bide af. Hænderne bliver våde, fordi man vasker æblet før spisningen, og fordi saften flyder af det, og når hænderne er våde, så bliver papiret og computeren våde bagefter, og så skal man igen stå der og tørre med en klud, og det tager en evighed, og i øvrigt bliver man aldrig mæt af sådan et æble. Det er bare en lidt bittersød, tom smag, der umuligt for alvor kan tilfredsstille nogen, slet ikke som en banan eller en burger. Og alligevel føler man at man bør, for det skulle jo være sådan et godt mellemmåltid, et æble, om formiddagen eller eftermiddagen, når man endnu ikke kan spise stort. Fis i en hornlygte! Det er bare frustrerende, et frustrerende mellemmåltid. Pointeløst og besværligt, med små æbleskindstykker i tænderne bagefter (underholdning for tungen resten af dagen). Et æble om dagen holder lægen væk. Så hellere lade doktoren komme på besøg de par gange om året, og holde æblerne på afstand. Føj!”

”Det må være svært at være digter og ville skrive en hyldest til en måned eller to. Her sidder jeg for eksempel og vil gerne skrive noget om det smukke sollys som lige præcis skimtes gennem decembers husmure. Men så tænker jeg: ”Er den mon snuppet?” Jeg mener, april har Elliott for længst taget, og hvem kan seriøst skrive om november efter Nordbrandt er blevet koryfæ? Maj kommer altid sød og mild, og vil man skrive om forårsregnen er man utroværdig pessimist. Juni er noget med midsommervisen og Shu-Bi-Dua, alt for klichefyldt. Juli og august er alt for varme og minder en om besættelsen, folkestrejker og oprør og alt muligt. Januar er taget af nytåret, februar er der ingen som gider skrive om, for her er problemet at der intet ER at skrive om – den er for trist og kort – og marts nappede Rifbjerg, også selvom det ikke var i et digt. ”Marts 2004”? jeg tror det næppe. Oktober, så, en måned jeg selv har et nært forhold til, men det er for længst besat af både Sonnergaard og Grøndahl og FN. December er belemret med julesange og salmer og træets grønne top, så her skal man også passe på, så glem alt om himlens grå lys. Det er lysene i barneøjnene vi vil se – og gaverne, naturligvis! Og så er vi tilbage ved november og april. De mest poetiske måneder, sådan i lys og nedbør, men de er bare allerede snuppet.”

”Ja, der gik noget galt den dag, selvom jeg ikke helt vidste hvad det var. Det var noget med lydene i sproget, noget med måden de blev udtalt på, som trængte sig ind over – og ind i – den måde jeg læste dem på. Jeg begyndte at læse dem som en fremmed, en ikke-dansker, som ikke kendte det danske sprog, ville læse dem. At ”ofre” blev virkelig til at ”åååååfffrrvvvå”. Et ord som ikke gav nogen mening. Jeg så bogstaverne, men de gav ikke den passende genlyd derind i mit hoved, de blev bare til mærkelige, gutterale lyde. Det var som det ville lyde hvis man dumpede ned i København, direkte fra planeten Mars (kun udstyret med de mest rudimentære evner til at høre vokaler og konsonanter) på en tilfældig mandag og lyttede til de indfødte: ”grgggoddaw dooo, vååårrr lægg rråddussplasssn”, og hvad i alverden skal det så betyde? Og problemet er jo ikke, om en Mars-boer ikke med tiden ville kunne lære at aflæse alle de mærkelige mundkoder. Problemet er at jeg jo slet ikke er fra Mars, og derfor slet ikke burde have problemet. Det burde ikke opstå, men det gør det. Skærmen bliver uklart for mig, forvandler sig til dumme, stumpe lyde. Og jeg forarges over vores latterlige sprog, som en sydeuropæer ville gøre det. Jeg græmmes.”

”Og når højre-venstre-klonerne har sagt ’dig-nej-dig’ én gang for meget, så spænder jeg hanen på min pistol og fyrer den imod mit eget hoved. For det er for latterligt at det bliver ved på denne måde, og det kan man se over hele nettet; der sendes budskaber ud på livet løs, men det virker ikke som om nogen for alvor er indstillet på at tage imod. Jeg har været på alle de forskellige sider og set dem alle sammen, men der er ingen som vil tale med mig, ingen som ønsker at høre på hvad jeg har at sige, for jeg bekender mig ikke til nogen fast ideologi – og den slags dumhed og svineri går bare ikke. Hvis det eneste man har at byde på er en flydende ontologi, så kan man godt pakke sammen. Den slags fis kommer der ikke noget konstruktivt ud af. Og så må vi altså overlade konstruktionerne til dem som egentlig kun vil nedbryde. Vid kun dette: efter en trist dag på Internettet, med så mange idiotiske fortolkninger side om side, er der stadig sikre ting i verden: fx at selvom solen er gået ned her, så skinner den stadig på den anden side af kloden.”