Bob Moulds weblog

“Hmmm…Bob Mould har stadig ikke skrevet mig på listen over folk der henviser til ham. Det er virkelig for dårligt. Jeg vil straks opfordre alle til at klikke på dette link for at få mig på listen! På forhånd tak.”

Den politiske blogger

For nylig er jeg begyndt at interessere mig for anarki. Anarko-kapitalisme også kaldet libertarianisme, for at være mere præcis. Virker det? Jeg har skrevet følgende indlæg til Liberator, og da jeg ikke kunne finde på andet i dag, tænkte jeg at jeg lige så godt kunne offentliggøre det her. Det er nemlig også en lille historie…

(For dem som ikke ved det er et libertariansk samfund, et samfund uden stat hvor den eneste grundsætning er at individet ikke kan tvinges til noget som helst, baseret på to grundteser: selvejerskabstesen (du ejer din krop) og den private ejendomsret (du ejer hvad du kan producerer og har mulighed for at eje jordgrunde og materielle ting)

“Lad os forestille os at der oprettes et libertariansk samfund, på fx 30.000 medlemmer i Høje Taastrup. Det er et lille samfund, men alligevel stort nok til at alle ikke har overblik over alle. Det er så heldigt at ALLE i samfundet er overbeviste libertarianere, men de beslutter sig alligevel for at abonnere på et vagtværn, for alle tilfældes skyld.

Mit spørgsmål gik på: HVILKE beføjelser kan dette samfund gå ind for at vagtværnet har?

Jeg mener, at de kan gå ind for følgende beføjelser (ukomplet minimums-liste, føj evt. selv til)

– selvforsvar: hvis nogen uden for samfundet kommer og vil tage ting fra samfundet med magt, så skyder de igen.

– intern retsforfølgelse: Medlemmerne af samfundet skriver under på en ‘ransagnings og forhørs’-samtykke, så forbrydelser kan blive efterforsket, der kan patruljeres, m.m.

– ekstern retsforfølgelse: hvis nogen udenfor samfundet bryder ind og tages på fersk gerning i tyveri eller mord kan han retsforfølges efter samfundets love.

Men der er EN ting som samfundet (der jo består at libertarianere) ALDRIG vil kunne give deres vagtværn beføjelser til:

– TVANG af andre mennesker (udenfor Høje Taastrup), der ikke eksplicit har givet lov til det eller som ikke tydeligvis har gjort sig skyldig i en forbrydelse. Lev og lad leve, lyder parolen.

Og det er det afgørende punkt for mig. Hvis man mener, at vagtværnet har ret til at bruge tvang overfor andre, så falder mit argument bort. Men så mener jeg heller ikke at man kan kalde sig libertarianer.

Godt, lad os nu følge eksemplet:

Lige udenfor samfundet, på en mark udenfor Høje Taastrup, bosætter der sig en gruppe århusianske hippier, folk der holder meget af at rejse rundt, ryge fed og drive den af hele dagen. Måske ville det nu være mest naturligt at de bare slog sig ned, men lad os sige, at de rent faktisk køber grunden af en lokal bondemand. I købskontrakten og ejendommens statutter står der, at de har retten til jorden, og at ingen skal komme og blande sig – ægte libertariansk. Der står intet om at andre har ret til at lave undersøgelser, hvis der er mistanker om forbrydelser. Faktisk står der eksplicit, at hvis myndigheder fra andre områder kommer og tror, at de har nogen myndighed her, så kan de ryge og rejse. Hippierne slår sig ned og begynder deres glade og frie samfund.

Der sker desværre det, at der i Høje Taasstrup, som hovedsageligt består af hårdtarbejdende mennesker med høj materiel velstand, begynder at ske en række meget store indbrud, hvor folk får stjålet al deres ejendom. Det er temmelig alvorligt. Desværre står vagtværnet på bar bund. Man laver husundersøgelser i Høje Taastrup, forhører utallige, men uden at man finder noget.

Mistanken falder naturligvis på hippierne ude på marken. De arbejder jo heller ikke. Hvor får de deres penge fra? Man tager kontakt til dem. De siger “Næh, det er ikke os”. Man spørger om man evt. kan komme ind på deres ejendom for at kigge sig lidt omkring. De siger: “Næh, det kan der ikke være tale om. Her bor vi, skrub af.”

Vagtværnet kan nu gøre én af to ting:

1) Spørge om beføjelser til at ransage hippiernes ejendom – hvilket ville forvandle Høje Taastrups libertarianske frihedselskere til rettighedsknægtere.

2) Lade være med at gøre noget.

De vælger 2), foreløbig. Men indbruddene fortsætter.

Til sidst har Høje Taasstrup-boerne fået nok af hippierne. De siger til vagtværnet: Gå nu ind og tjeck de hippier, vi VED jo at det er dem. Det gør de så.

– Jeg vil lade det op til læseren at ekstrapolere her. Bestem selv hvor galt det kan gå. Måske finder de tyvekosterne? Det er jo fint. Måske forsvarer hippierne sig og flere bliver dræbt? Knap så fint. Måske dræber de flere af hippierne, men finder ingenting. Katastrofalt. Hippierne sagsøger Høje Taastrup, og bliver tilkendt en så ENORM erstatning, at vagtværnet går fallit. Hvad værre er: Ingen nye vagtværn ønsker at arbejde for Høje Taastrup, med de problemer der har været. Ingen ønsker at tage risikoen.

Eneste løsning på misæren, sådan som jeg kan se det, er at Høje Taastrup bygger en MUR hele vejen rundt om deres område, og kræver at man skal have en forbrydelses-forsikring og en underskrevet rangsagnings-og-retsforfølgelses klausul for at komme ind på området – for slet ikke at tale om en gyldig grund til at være der.

Belært af Høje Taastrup misæren opretter alle andre libertarianske samfund de samme bestemmelser: Du skal have en række papirer og forsikringer for at du kan komme ind hos os. Desværre er der ingen overordnede bestemmelser, så alle steder gælder forskellige regler.

Resultat: For at besøge min fætter, som bor i Ribe, skal jeg igennem 60 forskellige anarkistiske/libertarianske kommuner, der alle er indhegnede og bevogtede af bevæbnede vagter, og som alle kræver forskellige papirer og forsikringer, og som ikke gensidigt anerkender hinandens forsikringer (kun hvis du er forretningsmand og de kan tjene penge på at du kommer ind uden at lave ballade. Hvad du skal som privatperson er dem fløjtende ligegyldigt). Det er rigtig besværligt, og jeg når slet ikke frem, for i Frederecia bliver jeg arresteret for en forbrydelse jeg ikke har begået, men som de lokale mener at jeg har begået – jeg var nemlig kommet til at skrive under på en ‘godkendelse af uendelig varetægtsfængsling i Frederica-klausul’ som mit forsikringsselskab (eller rettere, det ud af de 20 forsikringsselskaber jeg har aftaler med, som bliver anerkendt i Frederecia) havde i kontrakten. End of story.

Hvad siger I til det scenarie? Bedre, værre end den nuværende tilstand? Og hvordan står det til med frihedsrettighederne i det samfund?

mvh

Lars”

Se her for at følge debatten.

“Statusanalyse:

Praktiske Jørgen er i sit praktiske hjørne.”

”Jeg ved jo at der er folk der læser dette her, om ikke andre så Googles søgemaskine. Jeg ville ønske at jeg kunne se jer når I læser det. Læser I det færdigt? Griner I? Græder I – af begejstring eller sorg? Gaber I? Kunne I ikke bare lige sætte et web-cam op for min skyld og tage billeder af jer selv mens I læser (og skærmen, så jeg kan se at I ikke snyder)? I kan vel ikke være søgemaskiner alle sammen? Mon ikke der er andre derude? Jeg ved i hvert fald at der er en…”

Lefles der?

”Lefle for masserne? Ikke her. Her skal ikke lefles for nogen, andre end mig selv. Men dér skal til gengæld også lefles! Dér skal der ikke være nogen tilbageholdenhed, der skal lefles i lange baner, jeg skal give mig selv lige præcis det jeg vil have. Mums! Se, det er godt, det er det som skal til. Jeg synes du rynker på næsen? Eller rynker på næsten? Skal min næste også lefles for? Er det hans ret? Jeg tror det næppe. Han må lefle for sig selv, gerne i enerum, mange tak. Kom ikke her. Ydmygelser er der nok af i det offentlige rum, vi behøver ikke flere leflelser her. Det er jo også et slags overgreb. ”Hej du, skal jeg ikke lige lefle lidt for dig?” – ”Fingrene væk, kammerat!” siger jeg. Kun jeg selv ved, hvordan der skal lefles – og hvor. Lige et øjeblik, jeg skal lige lefle lidt… arh, tak, det hjalp.”

”Høflighed er ikke altid en dyd” siger han højt og ligger røret på. Nu har de ringet for 10’ende gang, og det er ved at blive en smerte i bagdelen. Hvorfor skal folk altid være så høflige? Hvorfor kan de ikke ringe og sige: ”Hej, må vi spilde din tid?” i stedet for ”Hvordan går det?”. Så kunne man bare sige fra. Men det hele skal være så flinkt og så rart, mens de flænser dig for blod. Noget af det ligner en skandale, noget andet bare en løgn. Men alligevel må der gøres noget. Hvad er der galt med at være ærlig og sige det lige ud? Det er nemmere at tage stilling til. Når nu alle godt ved det. Reklamerne ved det godt, og de ironiserer over det. De siger essentielt: ”Vi vil fortælle dig de mest latterlige løgne, bare du køber vores produkt. Men du kan jo lide det, din lille gavtyv!” – og vi falder for det, fordi der endelig er én som tør tale sandt, nemlig vedkende sig at han lyver og spilder vores tid. Bare kunstnerne gjorde det samme i stedet for at sige: ”Skam dig hvis du keder dig, for så er du nemlig et dårligt menneske”. Ærligt burde de sige: ”Giv mig dine penge nu”, for tid er penge, også for kunstnerne, selvom de ikke vil indrømme det.

Så har han tænkt færdigt, ringer op til Gallup og siger: ”Hej, vil I ikke nok spilde min tid?”

“Manden læser ’Ordene og tingene’ og tænker: ”Hvis vi har et ord her og en ting der, hvordan får vi dem så splejset sammen? For det skal de jo, de skal høre sammen for at vi kan bruge dem.” ”Bruge hvad? Ordet eller tingen” spørger han sig selv lige efter og kommer i tvivl. For vi kan jo bruge begge dele. ”Hvis vi både kan bruge en ting, og vi kan bruge et ord, og hvis ordet ’bruge’ overhovedet betyder noget, betyder det så, at et ord og en ting er det samme? Og er ordet så en ting, eller er tingen så et ord?” Det er jo et værdigt spørgsmål, sat på ord. Men han behandler det som en ting og går i gang med at forarbejde. Burde han så læse (evt. selv skrive) ’Tingene og tingene’ eller ’Ordene og ordene’ (og evt. lægge trykket forskelligt på ’Ord’ og ’ord’, for ligesom at betegne forskellen på det ord som betegner en ting, og det ord som vi kan bruge som en ting, hvis ellers man kan finde på ord som kan beskrive forskellen på brugbare ord og ord som betegner brugbare ting – hvis der ellers er nogen forskel). Det er svært at sætte grænser, hvilket jo sådan set er et tredje ord (i pluralis, ovenikøbet, hvilket jo ikke gør det hele lettere), som det heller ikke er helt klart hvorvidt det tilhører ordenes verden eller tingenes verden. ”Måske er det noget helt tredje: en tanke”, siger han for sig selv og sukker.”

Arbejder, i vores små huler

”Se dog hvor vi arbejder, her i vore små huler! Våde i numsen af regnen på cyklen skynder vi os derhen, så vi kan sidde foran computeren, våde i numserne, og taste alle vores ting ind og sende dem til hinanden, og vende dem rundt i hovedet og tilbage igen, mens trommerne spiller i hjernen, for vi er alle ramt af tinnitus og sprænges indefra. Og der er ingen som kan løbe herfra, for bukserne falder og klæber sig våde til stolene og vi sidder fast til fyraften, og man kan prøve at tænde og slukke lyset alt det man vil, Mørkelandet narrer man ikke. For vi er i Mørkelandet, og der er ikke andet at lave end at sidde her på stolene og taste. Udenfor er det bare vådt og trist og arbejdet kalder, for vi er protestanter og protesterer mod lykken, og der er så mange mennesker – lige så våde i numsen som mig – der ringer og ringer og taster løs og sender og læser, og sådan går det hele i ring. Mørkelandet kræver sine ofre, men husmurene skjuler hvor grå himlen i realiteten er. Herfra ligner det nærmest fiktion. Noget fra Blade Runner på en dårlig dag. Det er da en trøst, som mørket sænker sig og numsen langsomt tørrer.”

Flere digte om arbejde

“Flere digte om arbejde:

Jeg arbejder. Jeg har det godt med at arbejde. Mit arbejde er sat i system. Det tærer mig ikke op. Det bruger mig ikke til sokkeholderne. Det ødelægger ikke min nattesøvn. Det ødelægger ingenting. Det bruger min tid. Det bruger ikke mig, jeg bruger det. Jeg arbejder. Der kommer ikke noget ud af det. Jeg arbejder uden resultat. Jeg arbejder. Jeg har det godt.

Det er jo hele tiden de samme stemninger, man.

Det er jo hele tiden de samme ord, man.

(med tryk på det engelske)”

”Disse linjer vil snart blive skrevet fra et andet sted. Altså ikke lige disse som sådan, men webloggen i det hele taget. Og det er jo interessant at se om man kan spore ændringer i den måde bogstaverne forholder sig til hinanden, alene fordi de opstår i andre omgivelser, mellem andre vægge, i andre, med et fint ord, kontekster. Hvis de sociale forhold og samfundets åndelige stadie skulle have nogen betydning for det man skriver, hvorfor skulle væggenes farve og lokalitet ikke også have det? Murstenenes resonans? Væggene vil stadig være hvide, men placeringen i byen anderledes, vejen derhen en anden. Vil man finde nye inspirationer når man dagligt skal gå flere 100 meter for at kunne skrive, i stedet for bare at stå op fra sin seng og gå til skrivebordet? Hvad vil det betyde at have et kontor? Svaret blæser endnu i vinden, men snart blæser det ned i computeren og ind her på webloggen. Uh! Hvor vi glæder os!”