Danger Mouse

Så er det i dag – og KUN i dag – at du kan downloade DJ DangerMouse’s plade “The Grey Album” fra internettet. Jo, det er i princippet ulovligt, men der er muligvis i en god sags tjeneste.

DJ DangerMouse’s “The Grey Album” er en remix-plade i den forstand, at det er Jay-Z’s raps fra “The Black Album” mixet sammen med brokker og beats fra Beatles’ “The Beatles” album (også kendt som “The White Album”, deraf den grå titel). Jeg har allerede hørt et par numre (jo, jeg downloader også), og det virker utroligt sejt. Problemet er bare, at DangerMouse’s projekt har fået pladeselskabet EMI, der styrer Beatles’ copyright, op af stolene med trusler om sagsanlæg (Jay-Z har derimod selv udgivet en akapella-version af “The Black Album”, specifikt med henblik på remix’es, helt i hip-hop kulturens ånd).

Formelt set er DangerMouse’s brug af Beatles vel også copyright-krænkende, men spørgsmålet er hvor stærkt copyrightloven bør være. Bør en så konsekvent kunstnerisk brug af musik-samplinger, som DangerMouse’s projekt er udtryk for, ikke være tilladt? Jeg er selv usikker på spørgsmålet, men jeg mener, at man godt kan stille spørgsmålstegn ved størrelsen af forskellige selskabers ret til at eje og forvalte kunstnerisk materiale, i øvrigt uafhængigt af kunstnernes ønsker. Der jo ikke tale om et plagiat, “The Grey Album” er tydeligvis et kunstnerisk værk i egen ret.

I protest mod pladeselskabernes forsøg på at monopolisere retten til lyd, har mange forskellige ildsjæle sat båndvidde til rådighed til at downloade “The Grey Album”, men altså kun i dag, på den Grå Tirsdag. Lyt og læs på www.greytuesday.org og http://www.downhillbattle.org/

Bjørn Stærk

Vi fortsætter snart med de irakiske blogs. Der er brug for vidnesbyrd fra 1. parket.

Men lad mig lige gøre reklame for en weblog der i de sidste dage har slået mig med forbavselse og beundring: The People’s Blog. Den er alt hvad Tællepråsen kunne og burde være blevet til, hvis jeg eller havde kunnet nosse mig sammen. Bjørn Stærk, jeg bøjer mig i støvet.

Paul Smith på øjnene

Så er det sket. Jeg har nu briller. Paul Smith, købt i Poul Stig, sponsoreret af Per Stig (det sidste er løgn). Skal det føles sådan her? Det er MEGET MEGET MEGET underligt. Min verden føles helt skæv. Det gør ondt i mit venstre øje. Snart hælder gulvet til højre, snart til venstre (mest til højre). Jeg synes jeg ser fjollet ud (og nogle enkelte gange synes jeg at jeg ser ok ud). Bizart! Bare de nu ikke bliver ståjlet i Bolivia af nogle gale indianere, der tror jeg er en af Lozadas kumpaner? Men jeg får brug for dem i lufthavnene, når jeg skal finde rundt, for det har været rigtig svært før: “Flight hvad til hvor? Jeg kan ikke se en skid”. Skal det føles så skarpt, sådan at man virker kan se alting? Kan det virkelig passe at man faktisk skal kunne læse skiltene på gaden? Skal det føles sådan at have briller?

Irakiske blogs

Hvad sker der i Irak? Er der nogen som ved det? Når vi sidder heroppe i lille Danmark og varmer os i stuen med varm kakao, så kan det hele jo se forfærdeligt ud. Hvad er det med de der bomber? Og hvorfor kan amerikanerne ikke bare pisse af og lade irakerne i fred? En masse hvide mænd med mikrofoner forsøger at fortælle os hvad der foregår – mens de selv står i Amman, Jordan, og klemmer et telefoninterview ind imellem frokosten og eftermiddagskaffen på Hilton. Men hvad med irakerne selv, hvad mener de? For er det ikke dem, som det handler om? I hvert fald for dem af os (som undertegnede), der stillede spørgsmålet: “Er du for eller imod det irakiske folk?” (og tilmed råbte det kl. 4 om morgenen på Märkbar. Jeg ville oprindeligt have råbt det til Torben Steno, som jeg forestillede mig var imod krigen, uden dog at vide det, men han var der ikke og så blev det bare sådan i al almindelighed og ud i luften).

For det var jo det, som det burde have handlet om: “Er du for eller imod det irakiske folk?” (min ven JE ville endda have det skrevet på en t-shirt, som han ville spankulere rundt med, men han var bange for at få bank af en fredstilhænger).

Men der er ingen som spørger irakerne. Det nærmeste vi kommer et egentligt forsøg på at komme i dialog med det folk, som alle tager til indtægt for deres holdninger (jeg går ind for krigen for folkets skyld, www.antiimperialista.com går ind for modstanden for folkets skyld), er Claus Beck-Nielsens fremragende artikler i Weekend-Avisen. Det var et modigt forsøg på at få demokratiet til Irak, men i sidste ende handlede det mest om ham selv. Som alt jo gør, når man skriver.

Derfor er det på tide at gå til hesten for at høre svarene fra dens mund. Heldigvis er det sådan – endnu et mirakel fra internettets tidsalder – at mange irakere faktisk skriver weblogs. Dem vil jeg begynde at reklamere for her. Den første jeg vil lave reklame for – og som jeg har læst mange fine ting på – er skrevet af Zeyad, som er tandlæge i Bagdad. Den hedder Healing Iraq. God fornøjelse.

P.S. – Hvad laver Saddam i sin celle? Se svaret her.

Lost In Translation

Anbefales: Lost In Translation, Sofia Coppolas anden spillefilm. En næsten perfekt minimalistisk hyldest til det flygtige øjeblik, når to mennesker mødes. Stemningen af daggry og skumring, fornemmelsen af at rejse og være på et fremmed sted, forfinelsen af én følelse, som én lang, spændt indånding før forløsningen. Bevæger sig fra det komiske (rigtig sjovt) til det indfølte (jeg sad med hjertet i halsen. Så kys hende dog!) Perfekt castet: Bill Murrays bedste, hjerteskærende rolle. Smukke og drømmende Scarlett Johansson er en stjerne på vej.

Musikken. Det var tydeligt for mig, at Sofia Coppola tilhører min generation, og at vi har hørt nogenlunde de samme ting. I hvert fald var soundtracket fyldt med numre som også lige præcis jeg ville have valgt til at dække de stemninger. Alle er hof-numre i den alternative afdeling, og man kunne måske ønske at Sofia Coppola havde valgt nogle lidt mindre indlysende sange, men fedt var det nu alligevel!

Vi nævner:

* My Bloody Valentine: “Sometimes” fra deres mesterværk Loveless. En fuldstændigt uomgængelig plade i 90’ernes musikalske landskab. Utroligt cool sang: brummende feedback, svævende stemmer

* Nick Lowe: “(What’s So Funny) ‘Bout Peace, Love and Understanding”, som jeg kender gemmen Elvis Costellos Armed Forces, den første plade hvor han fik større ambitioner, både kunstnerisk og politisk.

* Sex Pistols: God Save The Queen, i en karaoke-version.

* Jesus and Mary Chain: “Just Like Honey” fra Psychocandy – stilskabende plade, uden den ingen Raveonettes

* Peaches synger “sucking on my titties” i “Fuck The Pain Away” fra The Teaches of Peaches. Ikke lige min smag, men meget morsom plade og sikkert noget for alle jer techo-trash-80’es-revival-nørder derude.

Husk: film skal ses i biografen. Men kunne folk ikke snart holde op med at æde alle de popcorn. Det stinker og larmer!

[“Lost In Translation”. USA, 2003. Instruktion og manuskript: Sofia Coppola. Medvirkende: Bill Murray, Scarlett Johansson, Giovanni Ribisi]

Organer

Havde et indlæg i WeekendAvisen i dag. Det bringes her.

P. S.: Læs denne artikel af David B. Karsbøl før du brokker dig.

Til WeekendAvisens debatredaktion.

I WA bøger d. 30. januar komme både Thomas Boysen og Louise Bøtcher Meyer med etisk begrundede anklager overfor Christopher Arzrounis forsvar for nyresalg. Arzrouni havde argumenteret for at såfremt en nyrehandel mellem en fattig, indisk mand og en rig, vestlig mand er frivillig for begge parter, så er handlen i orden etisk set, og andre bør blande sig uden om. Det er både Boysen og Meyer uenige i.

Udover det mærkværdige i at Boysen og Meyer mener at de kan sætte sig til dommere over hvad et andet menneske skal stille op med egne organer, er deres argumentation også internt selvmodsigende:

Boysen hævder, at handlen i virkeligheden ikke er frivillig, fordi den indiske mand er fattig og derfor ikke har noget valg. Handlen er faktisk at ligne med, at den vestlige mand holder en pistol til panden på den fattige, mens han skærer nyren ud – ganske vist imod betaling. Selv hvis vi følger Boysen så langt som til at sige, at manden er ved at dø af sult (hvilket dog i sig selv er tvivlsomt) og handlen derfor er at ligne med tvang, er der imidlertid et problem: Et sådant forhold gælder for alle former for arbejde. Hvis vi ikke arbejder, så dør vi af sult. Vi arbejder alle af tvang, i det mindste i Danmark som helhed: Arbejder vi ikke, så dør vi. Er det så også forkert at arbejde for os? Det er det måske, men det ville være dumt at lade være. Tilmed lyder konsekvensen: Jo fattigere du er, jo mindre bør du arbejde – for jo mere tvang er der tale om. Man kan i tilgift også spørge Boysen: hvis nu manden er ved at dø af sult, er det så bedre, at han dør end at han sælger sin nyre?

Meyer argumenterer fra en lidt anden vinkel for, at handlen er etisk forkert, fordi den vestlige mand ikke indgår handlen med intentionen om at hjælpe den fattige mand – altså for den fattige mands skyld. Den vestlige mand gør det for egen vindings skyld (mere præcist: for at undgå at dø af en nyresygdom) – og det er per definition forkert. Men i så fald må Meyer jo drage konsekvensen og sige, at ALLE handler der indgås for egen vindings skyld (det vil sige: hvor begge parter får noget ud af det) er etisk forkerte. Det vil jo fx sige alle handler der indgås i dagens Danmark. Hvis jeg går ned i Fona og beder om en computer – jeg har virkelig brug for en computer – så er det faktisk forkert, hvis de beder om penge til gengæld. De burde bare give mig den, hvis de altså vil være etiske.

Der tegner sig jo et vist perspektiv hvis man skal følge Boysen og Meyers etiske anbefalinger: Hold op med at arbejde (det er jo tvang), hold op med at handle (det er uetisk). Vi kommer ganske vist til at dø af sult (ligesom ham inderen, der ikke måtte sælge sin nyre), men hold da fest hvor er vi etiske!

mvh

Lars Hvidberg

Christopher Hitchens om Irak-krigen

Et glimrende citat fra journalisten Christopher Hitchens. Det har allerede været bragt flere steder, men jeg synes også det er værd at gentage her:

My allegiances have changed in the sense that I now find the noises made on the left -which are basically to the effect that we shouldn’t have intervened in Serbia, we shouldn’t have intervened in Afghanistan, we shouldn’t have intervened in Iraq – would have left us with Slobodan Milosevic in power, Bosnia ethnically cleansed, Kosovo part of Greater Serbia, Afghanistan under the Taliban, and Iraq the property of a psychopathic crime family. Now, I’m sorry to say, I’ve no patience with that leftist mentality any more.

Læs hele interviewet

Hitchens var jo meget i vælten, også herhjemme, for nogle år siden, hvor da anklagede Henry Kissinger for krigsforbrydelser under Vietnamkrigen. Det var noget venstrefløjen (dvs. anti-USA fløjen) kunne bruge, men hans nye (efter 11. september 2001) pro-krig holdninger har vi sjovt nok intet hørt om. Prøv fx at søg i Informations arkiv og se hvor meget du kan finde. Masser om Kissinger-sagen – der var Hitchens en fin fyr og en troværdig journalist – i senere artikler får han aldrig lov til at tale for sig selv, men latterliggøres af andre, fx som en drukkenbolt og ‘tidligere trotskist’. Interessant? Døm selv.

Tjeck også The Christopher Hitchens Web for mere dokumentation.

Tak til mrandersson

Noam Chomsky: Distorted Morality

Så Noam Chomsky DVD’en Distorted Morality i går. Det er en optagelse af en forelæsning han holdt 6. februar 2002 på Harvard, og han gennemgår hvorfor han mener USA’s “Krig mod Terror” er hyklerisk. Meget interessant, både for de ting Chomsky siger, og for de retoriske finter han gør sig, fx når han bruger en ubrugelig definition på terror (USA’s hærs egen definition, der definerer terror som voldsanvendelse for at nå et politisk mål – hvilket jo bare er en definition på krig), og derefter beskylder USA for at gøre sig skyldig i den form for terror. At store stater er hykleriske er der jo ikke noget nyt i. Det er små såmænd også. Hans kritik er i hovedsagen valid, selvom der intet nyt er i hans argumenter siden han skrev om Vietnamkrigen. Og hvad så, kan man spøge?

Chomsky blivet taget som sandhedsvidne af mange på venstrefløjen, men de kunne jo passende bede ham forklare hvorfor han skråsikkert i denne forelæsning argumenterer for, at USA aldrig har tænkt sig at angribe Irak (det er i feb. 2002) – det er kun et skalkeskjul for at kontrollere befolkningen i USA gennem frygt. I realiteten angriber USA kun småstater, som ikke kan forsvare sig, mener Chomsky – og ignorerer dermed den første Golfkrig i 1991, hvor Irak havde en af verdens største hære. At den så viste sig at være en papirtiger er en anden sag.

Igen i denne forelæsning fremsætter Chomsky påstanden om, at USA kalkulerer med 3-4 millioner døde afghanere som følge af sult i forbindelse med krigen mod Taliban-styret i vinteren 2001/2. Det er en temmelig grov påstand, som da heldigvis også viste sig at være grundløs (selvom den blev bakket op af forskellige hjælpeorganisationer). Det eneste tal jeg har hørt er omkring 20.000 afghanere døde som ‘indirekte’ følge af krigen. Det er mange og det er forfærdeligt, men 4 millioner er det ikke. I stedet har Afghanistan nu mulighed for en fremtid i frihed og velstand, og har for nylig vedtaget en fri forfatning, der bl.a. giver ligestilling til kvinder. Se denne diskussion og denne redegørelse (hvor Rob Hinkley rent faktisk skriver til Chomsky, og får svar) for yderligere info.

Et sidste spørgsmål: Hvis Blair og Bush skal piskes for de manglende masseødelæggelsesvåben, hvorfor skal Chomsky ikke stå til ansvar for de manglende døde afghanere? Kan man tage hans forudsigelser alvorligt i fremtiden? Jeg har ikke tænkt mig at gøre det.

[“Noam Chomsky: Distorted Morality – America’s War On Terror”. USA, 2002]

Debat på nettet [opdateret]

En del af min tid går med at besøge forskellige debatforummer på nettet, og jeg må sige at det på rekordtid har ændret min holdning til de såkaldte højre- og venstrefløje (en inddeling som jeg jo mener er meningsløs, men bruger i mangel af bedre).

De to sites jeg for tiden bruger mest tid på er Liberator og Modkraft. Liberator er et libertariansk site, det vil i realiteten sige anarkisme (ingen stat) kombineret med kapitalisme (frit marked). Hvis du tror at det er noget med Anders Fogh, så tro om igen: det er meget længere ude på ‘fløjen’. Modkraft er centrum for den såkaldte yderste venstrefløj, dvs. kommunister, socialistiske anarkister, autonome m.fl. – Det var en artikel på Modkraft som startede hele misæren, der førte til Tove Fergo’s spindoktor Henrik Gade Jenens afgang. Du kan stadig finde artiklen på sitet og følge hele debatten i forummet. Brug søgefunktionen.

Begge sites har ofte opdaterede artikler om politiske forhold, heriblandt kommentarer til verserende nyhedshistorier, hvor man på begge sites sætter en ære i at være i modstrid til de gældende mainstream-holdninger. Modkraft er i tilgift site for forskellige organisationers pressemeddelelser, alt fra Enhedslisten til Iranske kvinders rettigheder, hvilket faktisk kan være spændende læsning.

Begge sites virkelige scoop er dog debatforummerne. På Liberator er der kun ét forum, hvor der i sagens natur er fuldstændig fri adgang (ingen censur, man kan dog havne i fraklipsrummet hvis man fremturer med spam). Niveauet her er usædvanligt højt. Folk er velargumenterede og lydhøre – men har sandelig også deres meningers mod, og bølgerne kan gå højt. Det er meget forfriskende. Modkrafts forskellige fora (opdelt efter emner, de fleste modererede, angiveligt for at undgå nynazistiske kommentarer) må jeg desværre sige er en skuffelse. Folk er generelt ikke indstillede på at diskutere, hvis man ikke allerede er enig med dem, og siger man dem imod bliver man ofte bedt om at skride ad helvede til over på Dansk Folkepartis debatforum. Ikke just charmerende. Tjeck dog alligevel forummet, for der kører mange interessante interne debatter, bl.a. om de nylige ‘kollektiv-trafik’-aktioner (dvs. Gratisternes hærværk overfor S-togs-stationers billetautomater). Begge sites er værd at bruge et par timer på – hvem ved, måske støder du på et indlæg fra undertegnede?

[update, 24. juli 2004: Modkrafts åbne debatforum er nu lukket. Så vidt vides var det hårdt plaget af såkaldte ‘nazier’ der forplumrede debatten. Det mener jeg er meget ærgerligt, for er der nogen som har brug for ideologisk modspil, og debat af deres grundsyn, så må det være gutterne på Modkraft. Liberator lever stadig i bedste velgående, selvom der også her er mange useriøse ‘trolls’.]

Liberator.dk - Frihedskampen begynder her!

Højre-venstre

Det har vist været klart længe at det sædvanlige højre-venstre spektrum ikke længere fungerer til ret meget, når man skal placere politiske holdninger i forhold til hinanden. Dansk Folkeparti ligger langt ude til højre, men har samme økonomisk politik som Socialdemokratiet. Enhedslisten og Dansk Folkeparti har samme holdninger når det kommer til EU, osv.

I stedet kan man forsøge sig med to parametre, i stedet for kun ét. Hvis man lader den vandrette højre-venstre akse repræsentere holdningen til økonomisk politik (frit marked kontra planøkonomi), så kan man have en lodret akse, der repræsenterer holdningen til statens autoritet overfor individet (autoritetstro versus anarkistisk). Det giver flere muligheder og et mere sandt billede.

Forsøg at indplacer dig selv med testen på http://www.politicalcompass.org/

Mine resultater:

Økonomi: 1,88 (relativt frit marked tilhænger)

Socialt: -4,67 (temmelig libertær)

PS.: Testen virker kun hvis man overhovedet anerkender at der skal være en stat!

PPS: Læg mærke til at ingen nuværende politikere kommer til at befinder sig i det nederste højre hjørne, nemlig det anarkistisk-kapitalistiske hjørne. Det siger i hvert fald noget om testens anvendelighed, for det resultat er meget troværdigt. Ingen politikere går ind for både et frit marked og et frit valg af livsmuligheder.