Copacabana og Titicaca-søen

Status: Ved godt mod. De forskellige arbejder er udført. I morgen skal vi rejse. Først til Salar de Uyuni, så Potosi og Sucre, muligvis med en omvej til Tupiza.

Burde skrive noget om Copacabana-turen, så det gør jeg så.

I påsken tog vi til Copacabana, La Paz boernes yndlings-strandby ved Titicaca-søen, og også den eneste strand indenfor arms længde (ellers skal man til Arica i Chile, og det er pænt langt) – og nej, det er omvendt: Det er stranden ved Rio, der har navn efter denne strand. Vi tog af sted med Diana Tours skærtorsdag den 8. april meget tidligt om morgenen. Kørte med bussen igennem El Alto, en anden del af slumbyen end vi havde set før, og jeg talte hele turen om Hernando de Sotos bog, ”The Mystery of Capital”, som jeg har læst, og som interesserer mig meget. Og når man ser på alle lerhytterne, alle de halve nybyggerier i El Alto, alle de fattige der roder i bunker af affald, alle hundene, så indser man virkelig at der er brug for forandringer: Men også at folk sådan set i stort omfang selv har kræfterne til at skabe sig en tilværelse (for 15 år siden var der ingenting i El Alto); de har ’blot’ brug for en legalisering af deres ejendom og deres arbejde, og en kreditmulighed. Det er den proces, der kaldes ’kapitalisering’, og som faktisk har været i gang i et stykke tid, efter tåbelige socialistiske eksperimenter.

Det er et barsk område, højlandet, men også utroligt scenisk og smukt, og hele vejen kan man se de grønne bjerge, der langsomt bliver til snedækkede Andesbjerge, gennem skyer og sol, blå himmel, stirrende skarpt solskin. Indianere og lamaer, lerhyttelandsbyer plettet med Paceña-skilte, eller små forfaldne angivelser af ”Restaurante” eller ”Hostal”. Hele vejen kan vi se Andesbjergenes største tinder til højre, snedækkede i solen. Skyerne hænger lavt. Vi er næsten 4000 meter oppe.

Læs videre “Copacabana og Titicaca-søen”