De skæve hylder rettes ud

De af læserne som har været i mit gamle hjem, vil med langmodighed huske ‘De skæve hylder’, de navnkundige hylder af IKEA-mærket IVAR, som stod så skæve, så skæve i min lejlighed. Jeg kan nu berette, at disse hylder er rettet ud. Krydserne, der holder hylderne i stilling, er simpelthen blev rettet og skruet på, på den rigtige måde. Så nu står de ret, efter 10 års skævhed. Hvad betyder dette? Når man flytter sammen med en kvinde, så rettes det skæve…implikationerne for filosofi og kønspolitk kan endnu kun anes.

Michael Moore

Er du også Micahel Moore fan? Det var jeg i hvert fald efter Roger & Me. Begejstringen kølnedes dog betydeligt med Bowling For Columbine, som jeg dels fandt alt for partisk og dels fandt decideret uetisk, fx i interviewmetoden overfor gamle senile Charlton Heston. Hvor meget rent mel i posen har Michael Moore egentlig selv, og hvor meget af indholdet i hans nye Farenheit 9/11 skal vi tage for gode varer? Hvor meget er vinklet, for at sige det mildt, temmelig skarpt? Husk: Bare fordi dine modstandere har en anstrengt forhold til sandheden, behøver du ikke selv have det.

Læs Peter Kurrild-Klitgaards indsigtsfulde kronik om Moore i Berlingske Tidende, og nu du er i gang kan du også høre ham debattere med Informations anmelder Christian Mongaard Christensen i P1’s Mennesker og Medier. Mongaard forsøger at argumentere for at filmen skal vurderes på egne kunstneriske præmisser, men holder den argumentation, når filmen tydeligvis selv har en først og fremmest politisk (frem for kunstnerisk) agenda? Næppe. Jeg har ikke set filmen, men glæder mig da stadig meget til at se den.

For en fornuftig og salglig kritik af Moore på Spinsanity:

Stupid White Men

Bowling For Columbine

Dude Where’s My Countrykomplet liste over fejl

Prøv også:

www.bowlingfortruth.com

www.mooreexposed.com

www.moorelies.com

www.moorewatch.com

– mindst lige så politiske som Moore. Så er du advaret.

The Day After Tomorrow

Er der en bedre måde at fejre tilbagekomsten til det civiliserede Vesten, end med en god gammeldaws Hollywood-blockbuster? Roland Emmerichs nyeste gigantopus The Day After Tomorrow, blev set dér hvor den slags hører hjemme, nemlig i Cinemax. En forbavsende tilbageholdt film (emnet og instruktøren taget i betragtning), med en nærmest elegisk tone, der sørgmodigt besynger en civilisations sidste dage til lyden af knasende popcorn. Smukke og imponerende effekter, naturligvis, men det er vel også nærmest det eneste der for alvor fungerer, når man tænker nærmere over historien, der sandt for dyden er mere hullet end ozonlaget. Hvis mennesket skaber den nye istid, hvad var det så lige der skabte den første istid? Hvad blev der af Brian, den unge Sams konkurrent i kapløbet om at vinde den smukke Emmy? Blev han pludselig bøsse og gav op? Hvorfor skal vi høre så meget om professorens kone, der venter på ambulancen med et døende barn, når ambulancen alligevel kommer halvt igennem filmen og vi ikke ser mere til hende? Osv., osv.

Og til det kan man jo bare konkludere: Alt er ved det gamle i det rolige Vesten, filmene er lige så dårlige (eller gode) som de altid har været, men heldigvis er der et større udbud, for i Bolivia var der kun én film som spillede, og som spillede nogen rolle: Mel Gibsons Kristusfilm, som jeg faktisk ikke havde lyst til at se, men alligevel blev tvunget til at se, fordi de spillede den i toget, hvilket de sikkert regnede for en slags oplysende tjeneste de gjorde de rejsende, ligesom OBS i gamle dages monopol-tv. I DK er man heldigvis stadig fri for film i busser og tog. Lad det blive ved det.

[“The Dat After Tomorrow”. USA, 2004. Instruktion: Roland Emmerich. Manuskript: Jeffrey Nachimanoff. Medvirkende: Dennis Quaid, Jake Gyllenhaal, Ian Holm, m.fl.]